“EU-landene vil afskaffe veto-retten – og er skrevet af den norske politiker og stortingskandidat Siri Hermo”

“EU-landene vil afskaffe vetoretten ” – og selvfølgelig er den inkompetente magtliddserlige taburet-klæber fadbamsen medunderskriver 🙁

Taget herfra

Stormagterne i EU vil sikre sig hele kagen. For de mindre EU-lande bliver der knap nok kagekrummer tilbage. Den norske uafhængige netavis ABC Nyheter fortæller, at elleve EU-lande vil begrænse brugen af den stadigt mere omstridte vetoret. ABC Nyheter henviser til et brev, som ifølge Politico er sendt til EU’s udenrigschef Kaja Kallas. I brevet anmoder landene om større effektivitet i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Underskriverne af brevet er udenrigsministrene fra sværvægterne Tyskland og Frankrig, og derudover fra Østrig, Sverige, Danmark (Lars Løkke Rasmussen), Finland, Belgien, Holland, Rumænien og Spanien. Den norske valgkandidat for Norgesdemokraterne til Norges Storting har følgende kommentar til ønskerne om begrænsning af EU’s vetoret.

Debatindlæg af Siri Hermo

Det sidste søm slås nu i kisten for illusionen om ”medbestemmelse” i EU. Hvis vetoretten ophæves, er de små EU-lande reduceret til rene provinsstater, som kan ignoreres af magtcentret i Bruxelles. På de allermest sensitive områder, såsom udenrigspolitik, skat og afgifter, forsvar og optagelse af nye medlemmer, kræver EU’s love i dag fuldstændig enstemmighed.

Vetoretten betyder, at hvert enkelt land, uanset om det er giganten Tyskland eller lille Malta, har en absolut nødbremse. Èn enkelt stemme er nok til at standse vedtagelsen af et forslag. Dette er det eneste redskab, som sikrer, at man er nødt til at lytte til små lande.

Når Tyskland, Sverige, Danmark og andre lande i brevet kræver overgang til kvalificeret flertal (QMV), betyder det, at vetoretten afskaffes. Flertalsreglen er, at en vedtagelse går igennem, hvis femten lande, som repræsenterer 65 % af EU’s befolkning, stemmer ja. Tyskland og Frankrig alene udgør næsten en tredjedel af EU’s befolkning. Hvis disse to lande får nogle få andre folkerige lande med sig (oa.: op til de femten lande, der kræves), har de i praksis flertal alene. Mindre lande kan stemme samlet imod, men fordi de har lav befolkning, bliver de tilsidesat på grund af det matematiske krav.

Det brev, som ABC Nyheter (oa.: og Politico) omtaler, knuser det allervigtigste argument for Europabevegelsen, Høyre, Venstre og MDG i Norge (oa.: politiske partier i Norge). De har i årtier påstået, at ”Norge må ind i EU for at sidde med ved bordet og have stemmeret.” Men med sine ca. 5,5 mio. indbyggere ville lille Norge kun udgøre 0,8 – 1 % af befolkningen i EU.

Hvis vetoretten ophæves og erstattes af kvalificeret flertal, vil vore 14 – 15 repræsentanter i EU have nul reel indflydelse. Vi vil blive fuldstændigt ignoreret i spørgsmål om skat, energi og ressourcer, hver eneste gang magtcentret i Bruxelles ønsker det, sådan som vi nu bliver det i EØS-sammenhæng (oa.: Norge er ikke medlem af EU, men er gennem EØS forbundet med EU’s medlemslande i det fælles indre marked). Toget styres nemlig af de største drenge på kontinentet, og integration handler om at fjerne det nationale selvstyre bid for bid, akkurat som i EØS.

Vetoretten blev i sin tid indført som en demokratisk garanti for at sikre suveræniteten for de enkelte lande. Ideen var enkelt: Intet land skulle kunne tvinges til at acceptere EU-lovgivning på sensitive områder – som fx skat, forsvar eller udenrigspolitik – hvis det var i direkte modstrid med landets egne nationale kerneinteresser. Det tvang de store lande til at forhandle med de små, fordi alle måtte være enige.

Grunden til, at magtcentret (Tyskland, Frankrig, Sverige m.fl.) nu vil fjerne denne garanti, handler om rent magtpolitiske og teknokratiske hensyn: De store lande mener, at EU er blevet for ”uhåndterligt”. De er blevet for frustrerede over, at enkeltlande (som fx Ungarn eller Slovakiet) kan bruge vetoretten som en nødbremse til at blokere for sanktioner, milliardoverføringer eller militærhjælp til krigen i Ukraine.

EU planlægger at optage flere lande (Ukraine, Moldova, Balkan-landene). Ledelsen i Bruxelles ved udmærket godt, at hvis 30 – 35 lande skal sidde med vetoret, vil systemet i praksis blive fastfrosset. Når effektivitet i Bruxelles bliver vigtigere end at beskytte de små medlemslande mod at blive kørt over, ændres EU fra et samarbejde mellem selvstændige stater til et rent centralstyret magtapparat. Uden vetoretten har de små lande ikke længere nogen gennemslagskraft bag sine krav, og kvalificeret flertal betyder i praksis, at de må føje sig efter det, som Berlin og Paris bestemmer.

Når vi betragter forsøget på at ophæve vetoretten i den lange historiske linje fra Marshall-hjælpen, CIA og USA i 1940erne, og ser det i sammenhæng med Norges (oa.: forfatteren er norsk politiker) rolle som et ressourcerigt land, falder de sidste brikker i puslespillet på plads.

Fra et systemkritisk ståsted er fjernelsen af vetoretten ikke et forsøg på at gøre EU ”mere demokratisk.” Den er den logiske afslutning på et geopolitisk og industrielt projekt, som har fundet sted gennem snart 80 år.

Da USA og CIA (via frontorganisationen ACUE) (oa.: The American Committee on United Europe, grundlagt i 1948) pumpede millioner af dollars ind i opbygningen af Europabevægelsen efter krigen, var målet aldrig at skabe et hyggeligt diskussionsforum for smånationer. Målet var at opbygge en strømlinet overnational blok, som kunne fungere som en effektiv økonomisk og militær forhammer.

Fra et sådant strategisk perspektiv fungerer vetoretten som en uforudsigelig bremse i maskineriet. Hvis en regional provins (som fx et mindre medlemsland) kan blokere overordnede vedtagelser om energi, skatter eller sanktioner, vil det være en forhindring for hele blokkens gennemslagskraft.

Ved at erstatte veto med kvalificeret flertal opnår man omsider det, som USA og teknokraterne oprindeligt ønskede: Et centraliseret system, som kan træffe hurtige beslutninger på tværs af et helt kontinent, uden at lokale hensyn kan standse dem.

For et land med rige forsyninger som Norge er dette kritisk. Hele vor økonomiske værdi for EU ligger i vore enorme naturressourcer: olie, gas, fisk og ikke mindst den billige vandkraftselektricitet, som nu er bundet op via ACER (oa.: Agency for the Cooperation of Energy Regulators – EU’s Energisamarbejde) og 70%-reglen i Energipakke 4.

Hvis vetoretten ophæves og kvalificeret flertal indføres på sensitive områder som energi, miljø og skat, betyder det, at magtcentret i Bruxelles (Tyskland/Frankrig) mekanisk kan vedtage, hvordan kontinentets ressourcer skal fordeles. Lille Norge vil med sine 0,8 – 1 % stemmevægt miste ethvert redskab til at beskytte sine egne ressourcer. Systemet vil reducere os til en ren råvareleverandør på papiret, hvor Bruxelles bestemmer prisen på og fordelingen og leverancerne af vores elektricitet, mens norske distrikter og norsk industri må betale regningen – sådan som nu i EØS.

Dette viser, hvorfor den fabianske strategi (bid-for-bid-integrationen) har været så effektiv for ja-siden i Norge. Hvis det norske folk i 1972 eller 1994 (oa.: norske folkeafstemninger om tilslutning til EF/EU) havde fået at vide, at vi skulle ind i en union uden vetoret, hvor de store lande bestemmer alt via befolkningstallet, ville EU-projektet være gået politisk død natten over.

I stedet har de brugt EØS-aftalen, Energipakkerne og Protokol 31 til først at binde os til masten. Når vi nu herefter sidder fanget i nettet af klimaregnskab, landbrugsrestriktioner og energipakker, ændrer EU på sine spilleregler indefra. Vi har i realiteten afleveret råderetten til et system, der er i færd med at fjerne den sidste demokratiske sikkerhedsventil for de små lande.

Det var den franske præsident, general Charles de Gaulle, som tilkæmpede sig vetoretten i 1965/1966. Det var en virkelig benhård og eksistentiel magtkamp mod, at EU skulle blive en overnational superstat. De Gaulle brugte den mest drakoniske metode, som findes, for at tvinge den igennem: ”Den tomme stols politik” (1965).

Ifølge den oprindelige Romtraktat (1957) skulle unionen efter en overgangsperiode gå over til flertalsafstemninger. Da overgangsperioden udløb i 1965, nægtede de Gaulle at acceptere dette. Han frygtede, at overnationale bureaukrater i EU-kommissionen ville overtage styret over fransk landbrug og ophæve den franske suverænitet. I protest trak han alle franske repræsentanter ud af Bruxelles. Eftersom alt arbejdet på det tidspunkt krævede enstemmighed, blev hele EU/EF fuldstændigt lammet i seks måneder. Dette blev kaldt for ”den tomme stols politik”. For at løse krisen måtte de andre fem lande bøje af for Frankrig.

I januar 1966 indgik de Luxembourg-forliget. Dette var en uformel, men politisk bindende undtagelse, som slog fast: Hvis et medlemsland mener, at dets ”vitale nationale interesser” står på spil, må flertalsafgørelserne vige. Landene skal forhandle, helt indtil de bliver enstemmigt enige. Dette gav i praksis ethvert land en permanent vetoret.

Vetoretten var så reel, at den bremsede EU/EF’s overnationale integration i tyve år, fordi landene hele tiden brugte vetoet til at beskytte egne markeder, afgifter og ressourcer. Det er netop denne bremsemekanisme, som nu efter de store landes mening har udspillet sin rolle. Det, som de Gaulle kæmpede for at beskytte i 1965, er akkurat det, som magtcentret i dag vil fjerne for at sikre fuld, centraliseret kontrol.

Det var Charles de Gaulle, som nedlagde et kontant veto mod Storbritanniens/Norges EU/EF-ansøgninger i både 1962/1963 og i 1967.

Dette historiske faktum passer perfekt ind i min geopolitiske analyse om USA, Marshall-hjælpen og Norges rolle som et ressourcerigt land. De Gaulles begrundelse for at bruge vetoretten afslører, at han netop så den samme ”elefanten i rummet”. De Gaulle gennemskuede det transatlantiske spil: Han begrundede sit veto med, at Storbritannien var alt for tæt knyttet til USA, såvel økonomisk, militært som politisk. Han kaldte briterne for en amerikansk ”trojansk hest”. De Gaulle advarede om, at dersom Storbritannien (og et land som Norge, som søgte om optagelse på samme tid) kom ind i unionen, ville det oprindelige europæiske projekt blive fuldstændigt udvandet. Han forudså, at unionen i stedet ville blive forvandlet til et gigantisk transatlantisk frihandelsområde styret af amerikanske og britiske interesser. Han vidste, at USA ønskede et integreret og strømlinet marked for at sikre flytningen af energi, kapital og ressourcer på tværs af grænserne. Ved at blokere for briterne (og dermed også Norge) holdt han denne transatlantiske magtkoncentration på afstand, så længe han sad ved magten. Først efter at de Gaulle var gået af, og efter at han var død, blev vejen åbnet for, at Storbritannien kunne kobles på (og med tiden også Norge kunne kobles på EØS-systemet).

De Gaulles vetoret var et geopolitisk våben, han brugte, for at forhindre, at Europa blev den teknokratiske og transatlantisk styrede superstat, som vi i dag ser fuldbyrdet med Energipakke 3, 4, 5, EU’s klimapolitik og ophævelsen af vetoretten.

Det, som i medierne fremstilles som en teknisk justering for at gøre EU mere effektiv, er i realiteten en fuldbyrdelse af det transatlantiske efterkrigsprojekt.

Det drejer sig om at fjerne nationalstaternes mulighed for at værne om egne befolkninger, egen madproduktion og egne naturressourcer således, at alt kan underlægges den centraliserede magtalliances behov.

Det tilslørede selvstyre for de enkelte lande var bare en mellemstation. Endestationen er en total overtagelse af magten.

Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen

Alle følgende noter er udarbejdet af oversætteren.

Noter:

Artiklens forfatter, Siri Hermo, er norsk politiker, der er opstillet som stortingskandidat for Norgesdemokratene i Sør-Trøndelag.

Politico nævner fem nye beslutningsforanstaltninger i det brev, som elleve EU-lande har sendt til EU’s udenrigskommissær. Som foranstaltning nr. 4 nævner brevet følgende: “Landene anbefaler, at EU’s chefdiplomat, for tiden Kaja Kallas, undersøger de traktat-baserede muligheder for at forbedre beslutningstagningen. Den traktat-baserede mulighed, der oftest peges på, er den såkaldte passerelle-klausul, som gør det muligt for EU at ændre beslutningsprocedurer uden at ændre nogen traktat – fx at tillade QMV-afstemninger (dvs. flertalsafgørelser) vedrørende visse emner inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik.”

3. a.

Under en partilederdebat 11. maj 2022 forud for den danske folkeafstemning (1. juni 2022) om ophævelsen af Danmarks EU-forsvarsforbehold blev daværende statsminister M. Frederiksen (S) og DF-formand M. Messerschmidt enige om, at ”der skal være garanti for en ny folkeafstemning, hvis det i fremtiden bliver besluttet at ophæve medlemslandenes vetoret, når der træffes beslutninger på forsvarsområdet i EU” (jf. Faktatjek 17. maj 2022). Alle politiske partier var enige i dette.

3.b.

Den 19. apr. 2022 udtalte daværende udenrigsminister Jeppe Kofod til Berlingske: ”Det vil stå fuldstændig klart og tydeligt, at skulle der opstå den meget hypotetiske diskussion eller en årsag til at lave en overstatslig EU-hær eller afskaffe landenes vetoret på forsvarsområdet, så det vil kræve en traktatændring, at så ville vi i Danmark skulle have en folkeafstemning.”

3.c.

I lovbemærkninger til Lov nr 825 af 10/06/2022 Lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet anførtes følgende i pkt. 7: ”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik har en grundlæggende mellemstatslig karakter, og medlemsstaterne beslutter selv omfanget af deres egen deltagelse – – – – – Såfremt det måtte komme på tale at ændre EU-traktaten fundamentalt ved at afskaffe medlemsstaternes vetoret vedrørende afgørelser med indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, jf. EU-traktatens artikel 31, stk. 4, eller oprette en EU-hær, der indebærer, at det overlades til EU at udøve beføjelsen til at anvende militære magtmidler, jf. grundlovens § 19, stk. 2, vil det være en forudsætning for regeringens tilslutning, at der afholdes en forudgående folkeafstemning herom. Regeringen er i øvrigt imod sådanne ændringer af traktaten.”

3.d.

Til Information sagde Morten Messerschmidt den 12. maj 2022: ”Afskaffer vi forbeholdet, så får vi det aldrig igen. Vi er fanget, hvis EU’s forsvarspolitik ændrer sig i en retning, vi ikke bryder os om.” Og til samme avis sagde Morten Messerschmidt den 1. juni 2022: ”Når man arbejder med EU, så ved man, at tingene ofte bliver blandet sammen, og der bliver handlet på kryds og tværs. At forsvarspolitikken bliver et element, der indgår i politiske studehandler, det ønsker jeg ikke skal ske.” Og Information kommenterede dette ved at skrive: ”EU’s forsvarssamarbejde er mellemstatsligt og frivilligt, og de enkelte medlemslande har vetoret. Det er altså ikke Bruxelles, vi afgiver suverænitet til, hvis forbeholdet afskaffes, hvilket ellers er en typisk traver for nejsiden.” (oa.: dvs. nej til afskaffelse af forsvarsforbeholdet).

4. Kilde til oversættelsen: steigan.no.