” Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?”

Christian Bjørnskov har denne interessante artikel om det

Taget herfra

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Taget herfra

Interessant slut bemærkning 🙂

Men man er jo også nødt til at tænke på mængde …

1 Kommentar

  1. Artiklen har ikke fået den opmærksomhed, de havde håbet på.

    Det skal Berggren og Bjørnskov være lykkelige for, for mage til renlivet vås, skal man da lede længe efter. De er vel begge undskyldte af, at de ikke har været derude hvor der produceres, men alligevel. Alverdens mest produktive fabrik og værksted, har efter de herrers kriterier fået samme farve, som verdens mest uproduktive egne. Det er sgu helt gakket. Er det børnene, der har haft farveladerne fremme?

    Næh, det her er helt simpelt. De lande, der ansætter de dygtigste og bedst egnede til jobbene, samtidig med at man lønner dem efter dygtighed, og lader dem beholde pengene, er de lande, hvor der er produktivitet. Akademisk frihed er bedøvende ligegyldig, ligesom et stabilt retsvæsen. Der er brug for folk, der vil og kan, og ledere der kender begrebet belønning.

    https://www.youtube.com/watch?v=hhXgVBbEHQg&ab_channel=TripBitten

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.