“Allahs tilstundende kommunalvalg”

Lars Hedegaard her om SVM “omvendelse” til den sande EU-tro ” Vi tilhører gruppen af lande, der belønner Hamas for massemordet den 7. oktober 2023 ved at give dem en stat. De har ganske vist allerede haft en, som de brugte til mord og terror, men nu skal de have en ny, så de kan begå flere mord og lave mere terror.”

Taget herfra

Det var til at forudse: Når Vestens herskende klasser – det er ikke bare regeringerne – med overlæg åbner for masseindvandring af kulturfremmede og i gentagne tilfælde direkte satser på at islamisere landene, må det nødvendigvis afføde modstand. Uanset hvor meget regeringerne og medierne prøver at lokke med sød tale, vil de fleste indbyggere ikke leve leve som Afghanistan, Mogadishu eller Sudan. De vil kort sagt ikke underkaste sig den sharialov, som islamiske massetilstrømning uvægerligt vil medføre.

Det får dog ikke de førende partier, staten, retsvæsenet eller medierne til at skifte kurs, og islamiseringen skrider frem, uanset hvad politikerne bilder enfoldige vælgere ind. Før valgene bedyrer de, at der skal føres stram indvandringspolitik, og millioner af begejstrede strømmer til valgstederne for at kåre de hæderskvinder og -mænd, der vil redde landet. Det har de damer og herrer naturligvis ikke til hensigt, for i så fald ville de koncentrere sig om at bekæmpe den egentlige fare, nemlig islam. Det var, hvad Nye Borgerlige engang påstod at ville, men så fik de andre interesser. Bortset fra nogle perifere småpartier er det kun Dansk Folkeparti, der fremfører fundamental islamkritik og byder Allahs mænd modstand. Man må håbe, at de mener, hvad de andre ikke gjorde.

Ellers er alt i samme gænge, som det har været i godt 40 år. Til Allahs tilfredshed skrider hans overtagelse af danernes rige planmæssigt frem – selv om han sikkert ønsker sig, at det kunne ske noget hurtigere. Imidlertid kan han regne med, at Danmark om 30-40 år vil overgå til en islamisk republik. Erfaringsmæssigt behøver muslimerne ikke udgøre noget flertal for at blive statens hegemoniske magt. Når imamerne kan kommandere med 20-25 pct. af indbyggerne, er løbet kørt, med mindre landets børn sætter sig til modværge – og det er de for længst vænnet fra at gøre. Vikingetiden ligger langt tilbage.

Allerede nu ser vi islamiseringens konsekvenser i form af dansk politiks gradvise overgang til identitetspolitik. Identitetspolitik betyder, at almindelige meningsforskelle om sager som skatterne, sundhedsvæsenet, naturbeskyttelsen, ”klimakrisen”, ligestillingen osv. træder i baggrunden for klan-tilhørsforhold. Man stemmer ikke på politikerne, fordi de vil gøre noget ved Danmarks problemer, men fordi de tilhører en bestemt stamme. Hvad de måtte mene om politik i gammel forstand er ligegyldigt – hvis de overhovedet mener noget. Det afgørende bliver, hvem de er.

Vi ser nu identitetspolitikkens indtog i Danmark i skikkelse af den socialdemokratiske regerings tiltagende sværmeri for ”Palæstina”. Lars løkke prøver forsigtigt at berede vejen for en dansk anerkendelse af den ikke-eksisterende stat, hvilket flere andre europæiske lande allerede har gjort.

End ikke den listige udenrigsmister kan fortælle, hvor ”Palæstina” ligger, hvilke grænser den har, hvem der styrer denne imaginære formation, eller hvilket folk, der bor i landet. ”Palæstinenserne” blev opfundet i 1970’erne efter tilskyndelse af Sovjetunionen. Før den tid hed de arabere og var ikke stort anderledes end de omkringboende arabere. Lars Løkke kunne ligeså godt anerkende Atlantis.

Det er et bærende element i den danske nationalmyte, at vi var landet, der reddede vores jøder, mens Hitler var på jagt efter dem. Men nu vil Lars Løkke og Mette Frederiksen dekretere en ny retfærdiggørelse af dansk udenrigspolitik: Vi tilhører gruppen af lande, der belønner Hamas for massemordet den 7. oktober 2023 ved at give dem en stat. De har ganske vist allerede haft en, som de brugte til mord og terror, men nu skal de have en ny, så de kan begå flere mord og lave mere terror.

Hvis nogen undrer sig over Frederiksens og Løkkes kæleri med halsoverskærerne, skal de huske, at der skal være kommunal- og regionsvalg i november, og her kan hundredtusinder af Allahs mænd og deres koner stemme. De plejer at kaste deres kærlighed på den venstrefløj, der fedter for dem, men nu vil den dynamiske Frederiksen-Løkke duo have deres del af ummaen, og sådan kan man forklare regeringens voksende afstandstagen fra den jødiske stat.

Der er nemlig ikke mange jøder i Danmark, og en god del af dem er ikke synderligt kløgtige.

Spørgsmålet er, om danskerne vil blive ved med at stemme på politikere, der er gået i fremmed tjeneste.

Taget herfra