“Campus´ grasserende hensynsbetændelse”

Det skriver Peter Andreas Fog, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

Harvard har fået en overraskende og ufrivillig martyr for ytringsfriheden, nemlig den nu forhenværende rektor Claudine Gay. Hun har kæmpet bravt for de studerendes ret til at kræve Israel udslettet under paroler som “fra floden til havet skal Palæstina blive frit” (jødefrit) og “globaliser intifadaen”. Den sidste parole understreger, at det ikke handler så meget om en matrikel, som det handler om jøden i al almindelighed.

Men denne brug af ytringsfrihed er faldet konservative kræfter for brystet, der bruger beskyldninger om antisemitisme til at angribe Harvards rektor motiveret af deres mistro til Gays mørke hudfarve og kvindelige køn. Det er i hvert fald det indtryk man får af Berlingske Tidendes artikel “Harvards første sorte rektor slået ud i ophedet debat om antisemitisme” fra torsdag 4. januar.

[Claudine Gay] blev i juli Harvard første sorte rektor og blot den anden kvinde i historien til at bestride posten

Kort efter kendte det konservative flertal i USAs Højesteret det for i strid med forfatningen at give positiv særbehandling på baggrund af race i en ansættelse.

Hun vidste fra starten at hvert eneste skridt hun tog, ville blive gransket nidkært for fejl.

Som forskningen viser, gælder der andre vilkår for sorte kvinder i magtpositioner.

Sådan skriver et borgerligt medie i Danmark og citerer lystigt fra Washington Post, hvor en professor Cornell William Brooks udtaler at diskrimination er den eneste årsag til modstanden mod Gay. Hvis ret skal være ret, nævner artiklen også at “selvom man føler sig forfulgt, kan man godt være skyldig” og citerer en anden ekspert for at påpege, at hendes arbejde var fejlbehæftet, da hun havde gjort sig skyldig i plagiat.

Men læs præmissen ovenfor igen, som danner forståelsesrammen, for artiklens vinkling, da den er så typisk for vores medier. Det er vigtigt at påpege, at Gay er sort og kvinde, skønt ingen anklager hende for nogen af delene. En hvid mand, der kun havde skrevet en håndfuld artikler på to årtier, var aldrig kommet i nærheden af rektorstolen. Og hvis studerende afsløres i plagiat, bliver de permanent bortvist.

En af de plagierede forskere, Carol Swain, der også er sort (hvis det er hvad der pirker Berlingskes nysgerrighed), mener at Gay, med sit plagiat, har stjålet hendes arbejde til at fremme sin egen karriere. Alligevel kom en kommentator på CNN med en bemærkelsesværdig sondring, da han hævdede at Gay ikke stjal andres ideer, hun kopierede dem blot. Og Associated Press mente i en overskrift, at ‘plagiat, var et konservativt våben’. Præsident Joe Biden, der også er afsløret i plagiat, kom hjem fra sin seneste ferie solskoldet, hvilket fik Scott Adams til at spekulere i om han så kunne være blevet den næste rektor for Harvard, hvis han havde taget en ekstra time i Solen.

LÆS OGSÅ:Hamas´ nyttige idioter

Og Højesterets logiske kendelse, at man ikke må race-diskriminere, formuleres som en særlig konservativ forståelse og er sat op, som kommer den som følge af Gays ansættelse. Særligt konservativ er den livslange Demokrat og Forfatningsrettens grand old man Alan Dershowitz ikke, som han meldte sig i koret, der krævede Gays afgang. Også ligeledes Demokratiske Jonathan Turley mente at Gay var en skamplet på Harvard. Så langt racediskrimination favoriserer en gruppe, sker det på bekostning af en anden. Det mærker især amerikanere af asiatisk oprindelse, der skal leve op til de strengeste krav, for at kunne studere. Dette gøres af hensyn til ideen om, at ‘campus’, skal ligne et racialt tværsnit af USA. Sådan sammensætter man ikke et basketballhold, hvis man vil vinde.

Når Berlingske skriver at Gay “vidste” at hun ville blive “gransket nidkært for fejl” da det er hvad “forskningen viser”, har de allerede konkluderet, at der er sinistre motiver bag presset om at fyre hende. Men forskningen viser ingenlunde, hvad Gay tror hun ved, med mindre man tror at geologi er racistisk, fordi sorte ikke tør holde en stenhammer. Og at matematik er en ‘skjult hvid suprematisme’, som del af et ‘eurocentrisk pensum’. Det er nemlig standarden for den type forskning, som den bedrives af folk, som den førhen højt anerkendte sociolog Eric Stewart, der blev fyret fordi han havde fusket med sin forskning for at kunne påstå at politiet i USA var systemisk racistisk. Tallene viste det modsatte.

Henrik Dahl skrev meget bedre i Jyllands-Posten om, hvorledes især amerikanske universiteter, er hensunket i dyrkelse af gruppeidentitet

DEI står for diversity, equity, inclusion og er 100 pct. orwellsk. Mangfoldighed betyder inden for DEI-ideologien ensretning om denne. Equity betyder diskrimination imod hvide, asiater og mænd. Og inclusion betyder udfrysning og afskedigelse af alle dissidenter, der ikke slutter op om DEI.

LÆS OGSÅ:To Mordforsøg på Hatun Tash og Ytringsfriheden

Under DEI-paraplyen finder man alverdens politiseret pseudovidenskab. Critical race theory. Intersektionalisme. Queer-ideologi. Afkoloniseringsideologi og meget andet. Alt sammen kendetegnet ved, at konklusionen er det første, der skrives. Og at intet kan formuleres, uden at det bekræfter ideologien.

Det er ikke overraskende at undermineringen af det meritbaserede system medfører et kompetencetab. I 2017 var jurastuderende på Harvard fortørnede over, at dekan og juraprofessor Ronald Sullivan, der også er sort, ville forsvare filmproducenten Harvey Weinstein. Weinstein var anklaget for seksuelt at have krænket en stribe unge kvinder gennem flere år, i sin rolle som ‘gate keeper’ for drømme-industrien. Et i det venstreorienterede Hollywood velkendt fænomen, kaldet ‘the casting couch’. Sullivans hjem blev udsat for vandalisme, og han endte med at trække sig som dekan. Således er mentaliteten blandt jurastuderende på ‘vedbens-universiteter’ som Harvard: studerende accepterer ikke, at det netop er de anklagede, der skal forsvares.

Colorados Højesteret udstak en fatwa, jeg mener: en kendelse, der nægtede Trump at komme på stemmesedlen i delstaten. Med stemmerne 4 mod 3, mente retten, at det baseret på, hvad medierne fortalte, var selvindlysende, at den tidligere præsident spillede en afgørende rolle i en opfattet opstand på Capitol 6. januar 2021. At ingen, heller ikke Trump, er blevet anklaget, endsige dømt for at have deltaget i en sådan opstand, generede ikke delstatens højeste juridiske instans. De fire dommere, der mente, at Trump var selvindlysende skyldig i noget han slet ikke var anklaget, endsige dømt for, var alle uddannet på Harvard. De tre dommere i dissens var fra det lokale Denver Universitet.

Debatten om, hvad der er tilladt at ytre på campus handler om universiteternes eget dekorum og ikke den ytringsfrihed, der er garanteret i Forfatningen. Skønt universiteterne er skabt som religiøse udklækningsanstalter, har de i århundreder fungeret som ideernes markedsplads. Men universiteternes dyrkelse af gruppeidentitet i et grasserende hierarki af undertrykte klasser, er en spektakulær dårlig ide og har derfor gjort stadig mere indskrænkning af ytringsfriheden nødvendig. Al viden og logik, der modsiger identitets-kulturen truer nemlig de undertryktes identitet og dermed deres eksistens. Hvis nogen tror, at der er mange køn, kan dette ikke modsiges uden at være udtryk for en undertrykkende heteronormativitet. Her er det ikke nok, med safe spaces, rum, hvor man ikke bliver konfronteret med det kontroversielle, det være ideer, mænd eller hvide mennesker. Der skal censur til.

LÆS OGSÅ:Den uofficielle præsidentkandidat Zemmour giver stemme til bekymrede franskmænd, men flere forsøger at marginalisere ham

Det er gået så længe man kunne opretholde et fokus på hvid suprematisme og patriarkatet. Men de mange identiteter støder uundgåeligt sammen i kampen om at få flest privilegier, som de mest marginaliserede. Med Hamas grusomme massakre på civile israelere, blev det tydeligt, at jøder ikke var en udsat gruppe, men en del af den hvidhed, som al kolonialisme udgår fra. De mange muslimer og venstreradikales ret til at kræve ‘folkemord nu!’ tager forrang for jøders velfærd og sikkerhed på campus.

Det er med censur således, at det ikke blot hindrer os i at tale og dermed tænke sammen. Det bruges specifikt til særbehandling – kun for det positive forstås – som uundværligt bliver til en undertrykkelse af den ene gruppe over den anden. Hvis du vil stå dig i det samfund, skal du helst være en del af de undertrykte minoriteter. Det er hvad der får en hvid kvindelig professor til at identificere sig som indianer. Det samme gjorde den Demokratiske senator Elizabeth Warren, der fik fordele i sin akademiske karriere, fordi hun hævdede at være af indiansk afstamning. Som nogen vil kunne huske, var det hende Trump døbte Pocahontas, og afæskede hende en DNA test, der (selv)følgeligt viste, at hun var hvid som nyfalden sne.

Claudine Gay er naturligvis ingen forkæmper for ytringsfriheden. Hun er et produkt af en tankegang, der har nået sit logiske endeligt i minoriteternes gensidige undertrykkelse. Den samme logik, der driver censurens fortalere som det multietniske samfund dyrkes. Man kan sige stadigt mindre af frygt for at krænke bestemte grupper og starte en terrorbølge. På den måde har Gay og hendes ligesindede gjort universiteterne til ytringsfrihedens kanariefugle i mineskakten.

Gay beholder heldigvis sin årsløn på nærved 900.000 dollars, omkring 6 mio kr. Alligevel skrev Babylon Bee, at hun tragisk nok var den anden Hamas-leder, der faldt samme dag, som de noterede sig, at de Israelske sikkerhedsstyrker havde likvideret Saleh al-Arouri.

Taget herfra

Havard havde ellers MEGET travlt med at bekæmpe microaggressioner: