“Demokrati på tysk: Hvad gør man med kandidater, man ikke kan lide? Man fjerner dem da bare”

Det skriver Karsten Lorentzen her

Taget herfra

AfD’s gennembrud ved landdagsvalget i Sachsen-Anhalt den 6. september 2026 er historisk. Med Ulrich Siegmund i spidsen blev AfD klart største kraft og opnåede partiets hidtil stærkeste resultat ved et tysk delstatsvalg med næsten 44 procent af stemmerne. Det er ikke en tilfældig proteststemning, som man kan affærdige med et par bekymrede paneldebatter i Berlin. Det er et politisk jordskælv.

Budskabet fra vælgerne er ganske enkelt: De ønsker en anden kurs. En kurs med større respekt for almindelige menneskers økonomi, større alvor om migrationen, mere national selvbestemmelse og mindre afstand mellem magthavere og befolkning. ARD’s vælgeranalyse viste, at 59 procent mente, at forbundsregeringen fortjente en lærestreg ved valget. Kansler Friedrich Merz stod med blot ni procent positiv opbakning blandt de adspurgte i Sachsen-Anhalt.

Alligevel var reaktionen fra Berlin helt enstående verdensfjern.

På regeringens pressekonference dagen efter valget blev der ikke taget hul på den politiske selvransagelse, som resultatet ellers kaldte på. Regeringens talsmand gjorde i stedet gældende, at der “blot” var tale om et landdagsvalg, og henviste til, at partiernes interne organer først måtte drøfte resultatet

Senere valgte Merz at fremhæve, at 56 procent ikke havde stemt på AfD, og at partiet efter hans opfattelse ikke kan få absolut flertal i Tyskland. Det er en bemærkelsesværdig reaktion på et historisk valgresultat: I stedet for at spørge, hvorfor så mange borgere har vendt de etablerede partier ryggen, tæller man dem, der ikke stemte AfD, som om det i sig selv ophæver vælgernes dom.

Det er præcis den form for arrogance, som har bragt tysk politik hertil. Man vil hellere administrere utilfredsheden end forstå den. Man vil hellere opretholde sin politiske brandmur end føre den politik, som kunne gøre brandmuren overflødig.

Og som om det ikke var nok, bliver der fortsat talt om at forbyde AfD. I Forbundsdagen opfordrede De Grønnes Katharina Dröge få dage efter valget til at iværksætte en formel prøvelse med henblik på et AfD-forbud. Det samme gør CDU i delstaten Nordrhein-Westfalen.

Det er et faresignal for demokratiet. Når et parti, der netop har opnået sit største valgresultat, mødes med overvejelser om forbud frem for politisk modspil, er det svært ikke at få det indtryk, at dele af det politiske system helst vil forbyde de vælgere, man ikke kan overbevise.

Niedersachsen: Når modstandere kan afgøre, hvem der må stille op

Udviklingen i delstaten Niedersachsen er endnu mere bekymrende. Her blev kommunalvalgloven ændret i foråret 2026, så kommunale valgudvalg ved “begrundet tvivl” om en kandidats forfatningstroskab kan inddrage den kommunale tilsynsmyndighed. Denne myndighed kan hente oplysninger hos den tyske efterretningstjeneste for indenrigsanliggender, Verfassungsschutz, og derefter afgive en anbefaling til valgudvalget.

Det er vigtigt at forstå, hvad det konkret betyder: Der er ikke tale om, at en domstol først fastslår, at et menneske har begået noget ulovligt. Der kan blandt andet ses på sociale medier, demonstrationer, medlemskaber og funktioner i organisationer, som myndighederne klassificerer som ekstremistiske. Derefter træffer det lokale valgudvalg afgørelsen om, hvorvidt kandidaten må stille op.

Før kommunalvalget den 13. september blev 18 kandidater undersøgt. Fem blev afvist: AfD-politikerne Thorsten Moriße, Stephan Bothe, Martin Sichert og Justin Vogel samt den partiløse Eugen Nazarenus i Weener. Det drejede sig om kandidaturer til borgmester-, overborgmester- eller landrådsposter – ikke om et generelt forbud mod AfD’s deltagelse i kommunalvalget.

Martin Sichert blev f.eks. afvist som landrådskandidat i Friesland. Her fulgte valgudvalget en anbefaling fra Niedersachsens indenrigsministerium. NDR oplyser, at begrundelsen blandt andet omfattede vurderinger af hans udtalelser om nationalsocialismen og et påstået ”etnopluralistisk” verdenssyn.

I Herzberg am Harz afviste valgudvalget den 27. juli AfD’s borgmesterkandidat Justin Vogel med henvisning til, at han angiveligt ikke gav tilstrækkelig garanti for altid at ville stå på den fri-demokratiske grundordens grund.

Man kan naturligvis mene, hvad man vil om de enkelte kandidater og deres udtalelser. Men i en retsstat bør det afgørende spørgsmål være: Hvem skal have magten til at fratage en kandidat det passive valgretlige grundlag før valget?

I Niedersachsen ligger afgørelsen ikke hos en uafhængig domstol, men hos et valgudvalg på syv personer: Valglederen som formand samt seks medlemmer, der udpeges af valglederen. I praksis er de som regel lokale politikere, der er foreslået af partierne, og fordelingen afhænger af styrkeforholdet ved det foregående kommunalvalg. Et TV-klip viste, hvordan de sad og afgjorde det over en kop kaffe og et stykke kage.

Det betyder ikke, at hvert enkelt medlem nødvendigvis handler partipolitisk. Men det betyder, at det er forkert at fremstille ordningen som rent upolitisk. Kandidater kan i realiteten blive afvist af et organ, hvis medlemmer typisk er rekrutteret blandt de etablerede partier, som netop konkurrerer med kandidaten om magten.

Dertil kommer, at den effektive domstolsprøvelse som udgangspunkt først kommer efter valget. De afviste AfD-kandidater fik afslag på deres hastesager. Domstolene lagde vægt på, at valgretlige indsigelser normalt må behandles efter valget for at sikre valgets afvikling. Men retten understregede samtidig i Sicherts sag, at afgørelsen ikke tog stilling til, om selve udelukkelsen var lovlig.

Det er svært at kalde en sådan beskyttelse effektiv. Hvis kandidaten holdes ude af stemmesedlen, er skaden sket på valgdagen. En efterfølgende kendelse kan i bedste fald føre til omvalg – men den kan ikke give borgerne deres oprindelige valg tilbage.

Demokratiet skal kunne tåle vælgerne

Sachsen-Anhalt og Niedersachsen er to sider af samme udvikling.

I Sachsen-Anhalt får vælgerne at vide, at deres dom ikke tæller rigtigt, fordi AfD ikke fik absolut flertal. I Niedersachsen ser vi en model, hvor kandidater kan holdes ude af valget gennem et samspil mellem valgudvalg, forvaltning og sikkerhedsmyndighed – før en domstol har prøvet sagen fuldt ud.

Vi bør holde fast i et enkelt princip: Demokratiet må ikke blive et system, hvor de etablerede partier både opstiller kandidater, udpeger dem, der kontrollerer kandidaterne, og bagefter bestemmer, hvilke politiske konkurrenter der overhovedet får lov til at møde vælgerne.

AfD’s gennembrud i Sachsen-Anhalt burde få Berlin til at lytte. I stedet hører vi bortforklaringer, trusler om politisk isolation og nye drømme om forbud. Det er ikke styrke. Det er et tegn på et politisk system, der har mistet kontakten med dem, det er sat i verden for at repræsentere.

Den 20. september er der valg i delstaterne Mecklenburg-Vorpommern og Berlin. I førstnævnte giver meningsmålingerne AfD en andel på 38 procent af stemmerne – det bliver spændende, om de etablerede partier lærer noget af dette. Svaret er desværre det nedslående ”næppe”.

Taget herfra

Som sædvanlig tror eliten, her SCHmerz at han bare kan ignorere , hvad folket tydeligt viser er forkert.

Business as Usual : ingen grund til at ændre noget om helst 🙁