Den skriver Øyetein Steiro Sr. om her
Taget herfra
For kort tid siden skrev vi om de mange elefanter, der spankulerede rundt i Arendals gader under Arendalsuka, og som ingen ville tale om. Den største af alle elefanterne ligger dog på havbunden ude i Nordsøen. Derudover svømmer mange mindre russiske elefanter langs den norske kyst hver eneste dag.
De norske myndigheder tør næsten ikke tale om det. Verdens største undersøiske gas- og olienetværk i Nordsøen og de mange russiske LNG-skibe langs den norske kyst. Franske, belgiske og spanske myndigheder siger naturligvis heller ikke et ord. Og ingen vil egentlig finde ud af, hvem der sprængte Nord Stream I og II.
Vi fornemmer en uendelig uansvarlighed og en uholdbar dobbeltmoral såvel i Oslo som i Stockholm, København, Berlin, Bruxelles, Paris og Madrid. Og vi indser, at vores regering ikke er i stand til at varetage norske interesser.
Virkeligheden er, at mens stedfortræderkrigen mellem Rusland og de vesteuropæiske NATO-lande raser med uformindsket styrke i Ukraine, fortsætter gas- og olieeksporten fra Rusland til Europa. Størstedelen af den russiske gas kommer med den russiske skyggeflåde ned langs den norske kyst. Og størstedelen går netop til Belgien, Frankrig og Spanien.
Og mens krigen truer med at eskalere yderligere, ligger verdens største undersøiske gasrørledningsnet, som forsyner Europa med norsk gas, stort set ubeskyttet i Nordsøen. Det er 8600–8800 km langt. Det er svært at beskytte det mod sabotage, og der gøres kun lidt for at forsøge.
Olieeksporten fra Rusland til EU er ganske vist reduceret, men der kommer stadig olie til EU-landene Ungarn og Slovakiet via en landbaseret rørledning samt til flere andre lande i Europa gennem reeksport af olie og raffinerede russiske olieprodukter via tredjelande.
Eksporten af flydende russisk naturgas til EU er dog fortsat stor, og den fortsætter med at stige. Den nåede et nyt rekordniveau på 10 millioner tonn i 2026. Der er i første halvår solgt russisk LNG til EU til en værdi af ca. 60 milliarder kroner. Størstedelen af denne gas ankommer med den russiske skyggeflåde langs den norske kyst.
At vesteuropæiske NATO-lande bidrager til Ruslands eksportindtægter, så russerne kan holde krigen i Ukraine i gang, samtidig med at de støtter Ukraine med våben og økonomisk støtte, så ukrainerne kan holde stand på deres side, demonstrerer med al mulig tydelighed den vestlige dobbeltmoral. Det giver ingen mening. Men det taler man ikke højt om i de europæiske hovedstæder.
I dag kommer omkring 17 % af olien og 30 % af gassen til EU fra Norge. Omtrent lige så meget kommer fra USA. Men 15 % af gassen kommer stadig fra Rusland, lige så meget som der kom gennem Nord Stream I, indtil den blev taget ud af drift lige før den blev sprængt i stykker i 2022. Resten af gassen kommer fra »andre«, først og fremmest fra Algeriet og Mellemøsten.
Ser man bort fra krigen i Ukraine, er sprængningen af Nord Stream I og II i Østersøen den 26. september 2022 det mest omfattende angreb på civil energiinfrastruktur i Europa i nyere tid. Sprængningen af Nord Stream er dog intet at tale om sammenlignet med konsekvenserne, hvis gashanen i Nordsøen skulle blive lukket som følge af en sabotagehandling.
Sprængningen af Nord Stream førte tilsyneladende til en efterforskning, men endte hurtigt i en øredøvende stilhed. Sverige og Danmark afsluttede efterforskningen uden at fastslå, hvem de skyldige var. Tyskland er gået længere, men fire år senere er der stadig ingen endelig, retskraftig afklaring med hensyn til, hvem der egentlig stod bag.
Nogle mente, at det var russerne selv, der stod bag, for at vise, hvor afhængig og sårbar Europa er på energiområdet, og for på den måde at lægge pres på Vesten for at få Ukraine til forhandlingsbordet. Jeg var selv en af dem, der hældede i den retning.
Andre mente, at det var amerikanerne, der stod bag, med god hjælp fra norske flådestyrker. Redaktionen i Document lagde sig på den linje. Tyskerne mener nu, at ukrainerne selv stod bag. Indtil videre synes det sidstnævnte at være mest sandsynligt. Men der foreligger endnu ingen afklaring, og det er usikkert, om det nogensinde vil ske.
Sverige afsluttede efterforskningen i februar 2024. Anklagemyndigheden konkluderede, at den svenske jurisdiktion ikke strakte sig længere, at svenske borgere ikke var involveret, og at sabotagen ikke udgjorde en trussel mod den svenske sikkerhed. Efterforskningsmaterialet blev overdraget til Tyskland.
Danmark gjorde det samme. Politiet og PET fandt ikke grundlag for at rejse straffesag, selv om handlingen var forsætlig sabotage. For nylig er det kommet frem, at de danske myndigheder i 2024 afviste tysk retshjælp til afhøringer på Bornholm og Christiansø med henvisning til mulige trusler mod statens sikkerhed. De danske myndigheder påpegede, at samarbejdet udviklede sig til et efterretningsspor, hvilket må tolkes som et signal om, at en fuldstændig efterforskning og fuld åbenhed ikke blev prioriteret.
Tyskland har dog tilsyneladende ikke helt lagt sagen til hvile. Den føderale anklagemyndighed har identificeret en gruppe på omkring syv personer, hovedsageligt ukrainske statsborgere med tilknytning til sejlbåden »Andromeda«. I juli 2026 blev ukraineren Serhii K. tiltalt for medvirken til krigsforbrydelser, angreb på civile mål, eksplosioner og ødelæggelse af infrastruktur.
Ifølge anklagen skal han og andre militærpersoner have handlet »på vegne af statslige organer i Ukraine« for at standse de russiske indtægter fra gaseksporten. En anden mistænkt, Vladimir Z., blev anholdt i Kroatien den 19. august 2026.
Ukraine afviser naturligvis statslig indblanding og har tilsyneladende indledt sin egen efterforskning. Ingen er blevet dømt. Det er stadig uklart, hvem der gav ordren på højeste niveau. Det er den politisk sprængfarlige side af sagen. Ud fra det, vi ved nu, hælder jeg til, at de ukrainske myndigheder og Zelenskyj selv står bag.
Det er påfaldende, hvordan sagen er blevet behandlet af de svenske og danske myndigheder. At den ikke er blevet efterforsket og retsforfulgt, er mærkeligt. Svaret på gåden er sandsynligvis for belastende for NATO og regimet i Kiev til, at det kan tåle at komme frem i lyset, mens krigen stadig pågår.
Men især for Norge, som ejer og driver Europas største undersøiske gasrørledningsnet, er dette ikke en ubetydelig og fjern baltisk affære. Det er en advarsel.
Det er en advarsel om, at det internationale normsystem, folkeretten og havretten sættes til side, også i de nordiske lande, når det passer sådan, og vitale interesser står på spil. Man har ganske enkelt ikke været interesseret i at forfølge sagen. Som ejer og operatør af olie- og gasinfrastrukturen i Nordsøen er det i direkte strid med norske interesser.
Og det er en advarsel og et signal om, hvor sårbar denne infrastruktur er, og om hvad der kan ske med den, hvis krigen i Ukraine eskalerer yderligere.
I et sådant scenario må et angreb på norsk infrastruktur i Nordsøen – og dermed på den europæiske energiforsyning – betragtes ikke blot som en mulighed, men som sandsynligt.
For virkeligheden er den, at Rusland – eller hvem der end måtte have interesse i det – med enkle midler og uden at blive opdaget kan afbryde hele gas-, olie- og strømforsyningen fra Norge til Europa.
Strømeksporten udgør en så lille andel af Europas strømforsyning, at det ikke vil have nogen betydning, hvis strømkablerne bliver skåret over, bortset fra at norske husholdninger får billigere strøm, ligesom vi havde, før der blev lagt strømkabler til Tyskland og England.
Men hvis nogen skulle beslutte at lukke for olie- og gasthanen, og EU mister 30 % af gasforsyningen og næsten 20 % af olieforsyningen, vil det få dramatiske konsekvenser både for mængden og prisen på det europæiske gasmarked, for prisdannelsen på olie og gas globalt og for den norske økonomi. Og det kan få uforudsete militære konsekvenser.
Det er netop dette, der er den virkelig store elefant, som man taler så lidt som muligt om. At Europa fortsætter med at købe gas og olie fra Rusland, mens krigen raser for fuld styrke i Ukraine, er slemt nok. Det samme gælder det faktum, at både Sverige og Danmark – og sandsynligvis også de øvrige NATO-lande – tilsidesætter folkeretten og ikke er interesserede i at undersøge sprængningen af Nord Stream-rørledningerne. Det siger meget om Vestens pragmatiske forhold til folkeretten.
Men værst af alt er sårbarheden og det faktum, at Nordsøen kan lukkes med meget enkle midler. Gassco driver et netværk på omkring 8.600–8.800 kilometer rørledninger – det mest omfattende af sin art i verden. Med dagens teknologi er det ingen sag at lukke det. Det er nemmere at lukke olie- og gasthanen i Nordsøen end at lukke Hormuzstrædet.
Langeled, Europipe, Franpipe, Zeepipe og de øvrige systemer er ikke blot kommerciel infrastruktur. De er Norges vigtigste bidrag til den europæiske energiforsyning og landets mest værdifulde strategiske ressource. Konsekvenserne for Norge og Europa ville være store og påvirke energipriserne i lang tid fremover.
Nordsøen har fået øget betydning, ikke mindre betydning. Efter at den russiske rørledningsgas til Europa blev saboteret, er Nordsøen blevet både handelsvej, energiprovins og et sikkerhedsmæssigt og geopolitisk hotspot.
Storbritannien, Tyskland og Frankrig er de tunge aktører. Nederland indgår i samme billede. Der kan være flere scenarier for at sikre sig kontrol over energiforsyningen til Europa.
Et de facto fælles kondominium, hvor stormagterne i praksis koordinerer overvågning, beredskab og kontrol; et britisk-nederlandsk-fransk tyngdepunkt med Tyskland som både partner og potentiel konkurrent; eller en mere fragmenteret orden, hvor hver stat sikrer sine felter og rørledninger i egne farvande, mens de små kyststater tilpasser sig så godt de kan. Der er flere alternativer.
Uanset hvilken variant der vinder frem, er pointen den samme. Norge kan ikke nøjes med at være leverandør og allieret. Landet må positionere sig politisk og militært for at sikre ejerskab, jurisdiktion og reel indflydelse på det, der sker såvel på som under overfladen i Nordsøen.
I en direkte konfrontation mellem øst og vest vil olie- og gasthaner i Nordsøen være blandt de første mål, der vil blive saboteret eller truet. Det er ikke spekulation. Det er den enkle militærstrategiske logik i en konflikt mellem stormagter. Den, der kontrollerer energistrømmen, kontrollerer modstanderens evne til at føre krig og opretholde samfundet.
Nord Stream viste, at sådanne anlæg let kan rammes, uden at nogen stormagt åbent påtager sig ansvaret, og uden at det internationale normsystem reagerer med den tyngde, som folkeretten ellers tilsiger.
Så meget for den skandinaviske retsstat, da sagen blev for politisk. Så meget for folkeretten, når alliansehensyn, efterretningssamarbejde og frygt for at »svække Ukraine« eller »give Rusland point« vejer tungere end kravet om, at nogen skal stilles til ansvar.
Norge behøver ikke lade som om Tyskland ikke har efterforsket sagen. Tyskland har efterforsket den. Norge behøver heller ikke lade som om Sverige og Danmark har afsluttet arbejdet. De har afgrænset det.
Det, de norske udenrigsmyndigheder bør gøre, er klart og tydeligt at give udtryk for, at sabotage mod undersøisk energiinfrastruktur ikke kan blive en undtagelse fra den internationale retsorden, uanset hvem der udfører den. At heller ikke allierede kan få politisk immunitet. At norske rørledninger og felter ikke kan være afhængige af andres velvilje, når den næste sprængladning fastgøres i 80 meters dybde.
Der er mange elefanter her!
Hvem står egentlig bag sprængningen af Nord Stream-rørledningerne?
Hvorfor forfølges sagen ikke i henhold til folkeretten?
Hvorfor fortsætter EU med at købe gas fra Rusland – og bidrager dermed til, at Rusland kan fortsætte krigen mod Ukraine?
Hvem vil tjene på det, hvis den norske gasthane i Nordsøen lukkes? Cui bono?
Øystein Steiro Sr.
Vagtmester
Taget herfra
Leave a Reply