“Den vestlige civilisation er i dødens gab”

Det skriver Lars Hedegaard her

Taget herfra

Hvordan skal man ellers karakterisere et Europa, som gennem mange årtier på masochistisk vis har badet sig i selvbebrejdelse, selvhad og tvivl om Vestens ret til at eksistere? Ligesom middelalderlige flagellanter pisker vi os med svøber i skikkelse af den muslimske masseinvasion, hvis talsmænd lover at fratage os alle rettigheder og reducere os til tyende, hvis vi overhovedet får lov at leve. De fleste politiske partier samt næsten hele samfundseliten bifalder denne udvikling og finder på stadigt nye begrundelser for, at vi skal bøje os for udviklingen. Borgerne har i øvrigt næsten ingen muligheder for at sætte sig op mod den elite, der sidder sikkert på alle samfundets institutioner.

I USA står det ikke stort bedre til, som det fremgår af islamo-kommunisten Zohran Mamdanis valg til borgmester i New York. En række nylige demokratiske primærvalg peger i samme retning – ikke mindst det med spænding ventede primærvalg til det amerikanske senat i Michigan, der blev vundet af Mamdanis ideologiske medkæmper, Abdul El-Sayed.

Som kommentatoren Rich Lowry fra New York Post skriver, er den vigtigste bevægelse inden for det demokratiske parti i færd med at bukke under for kommunistisk kontrol. Hvad den åndelige motivation angår, bemærker han, er det ”farvel Michael Harrington (stifteren af Democratic Socialists of America (DSA)) og goddag Hasan Piker – den venstreorienterede influencer, der nærer varme følelser for formand Mao og anti-israelske terrorgrupper.” Det nye DSA nægtede at fordømme Hamas’s overfald på Israel den 7. oktober 2023, og organisationens afdeling i New York City slog på tromme for en pro-Hamas demonstration umiddelbart efter angrebet.

Hvis republikanske kandidater udviste samme forståelse for en gruppering af selverklærede fascister, ville det være en stor historie, og de ville være tvunget til at distancere sig fra en sådan forbindelse. Men når det gælder DSA’s kandidater er der intet sådant pres fra de etablerede medier. Bekymringer om den hjemlige kommunisme og antisemitisme bliver affærdiget som grundløs alarmisme.

Rich Lowry tror ikke, at det demokratiske parti som sådan bliver kommunistisk, men DSA, som er ideologisk inspirator for mange prominente demokratiske kandidater, er godt på vej.

Betsy McCaughey, tidligere viceguvernør i staten New York, antager, at der efter midtvejsvalget i november vil være 16 DSA-medlemmer i statens lovgivende forsamling. Ikke nogen talstærk gruppe, men som McCaughey påpeger, viser historien, at socialisterne/kommunisterne stemmer som en disciplineret blok, der er stærk nok til at intimidere mere traditionelle, mainstream-demokrater. Lederen af New Yorks demokratiske parti, Jay Jacobs, er opskræmt over, at ”Mamdanis hær” er ved at omdanne partiet til en ”rød brigade”.

El-Sayed, der besejrede det Israel-venlige medlem af USA’s lovgivende forsamling, Haley Stevens, blev støttet af så indflydelsesrige politikere som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez. Det viser, at hans sejr i primærvalget ikke er noget randfænomen, men har dybe rødder i det demokratiske parti, og skulle han gå hen og vinde midtvejsvalget i november, kunne det få enorme konsekvenser. Demokraterne behøver bare at vinde fire pladser for at få kontrol med Repræsentanternes Hus og et lignende antal for at erobre magten i Senatet.

I kølvandet på Hamas’s massakre i Israel den 7. oktober 2023 udsprang Michigans mest forbitrede skel af holdningen til Israel. Intet animerer mennesker så meget som glæden over grusomheder.

Stevens forsvarede USA’s fortsatte militære støtte til den jødiske stat og afviste påstanden om, at Israel har begået folkemord i Gaza. El-Sayed derimod forlangte, at USA indstillede sin hjælp til Jerusalem, og krævede at Israel ophørte med at være en jødisk stat. Som navnet Abdul antyder, er El-Sayed muhamedaner, og hans politiske program viser, at Allahs sag er hans vigtigste anliggende.

Som tilfældet er med Mamdani, er El-Sayeds socialisme et redskab til fremme af et mere fundamentalt program, nemlig islams overtagelse af USA. De færreste har forstået det, og republikanerne anført af præsident Trump vil ikke tale om det. De taler om lavere skatter, energi-dominans og sikre grænser, når kendsgerningen er, at fjenden allerede befinder sig i landet og vinder valg.

En anden kommentator, som jeg konstant følger, Miranda Devine fra New York Post, beskriver El-Sayeds sejr som en potentielt gylden mulighed for republikanerne, med mindre de sætter det hele over styr – og det kan man udmærket forestille sig, at de vil.

Som de naivister, republikanerne er, har de ikke gennemskuet islamo-kommunisternes strategi. Den blev elles åbenbaret for enhver at se, da El-Sayed i sin første tale efter sejren udstedte en trussel mod sin slagne modstander, Mike Rogers, og sagde, at ”når vi er færdige, vil du ikke have noget sikkert tilholdssted”.

Jøder kan tydeligvis heller ikke regne med nogen sikkerhed. Således forsvarede El-Sayed sidste års terrorangreb på en synagoge i Detroit-forstaden West bloomfield. Hans nære allierede, som han ført valgkampagne med, Hasan Piker, har glædet sig og forklaret, at jøderne selv var ude om det. Hvad der sker i Israel, skal åbenbart lægges alverdens jøder til last. Mange jøder synes at være af samme opfattelse og har stemt på Mamdani og El-Sayed.

Venstrefløjens guru, Hasan Piker, har betegnet dem, der ikke stemte på El-Sayed, som ”a piece of shit”. Det minder stærkt om Lenins, Maos og Muhameds karakteristik af deres modstandere, der uden undtagelse endte et hoved kortere eller det, der var værre.

Hvis de ”demokratiske socialister – eller rettere de udemokratiske kommunister – skulle komme til magten, vil det være ude med den amerikanske økonomi, med USA’s forfatning, og landets beståen.

Før valgene udgiver mange af disse socialister sig som amerikanske aflæggere af Mette Frederiksen og hævder, at de såmænd bare vil indføre et samfund af skandinavisk type med velfærd og en rimelig omfordeling af de økonomiske goder. Når de er kommet til magten, viser de deres sande kulør, nemlig at de er revolutionære kommunister, hvis mål er statsovertagelse store virksomheder og afskaffelse af den private ejendomsret, hvilket er selve definitionen på kommunisme.

Nogle af dem siger det allerede inden valget, men enten tager vælgerne og medierne dem ikke alvorligt, eller også synes de, at det er en god ide.

En smagsprøve på den kommunistiske fremtid er netop kommet i form af borgmester Mamdanis liste med op mod en million new yorkere, som har fået tre uger til at bevise, at de ikke hjemfalder til borgmesterens nye særbeskatning af borgere, der ejer fast ejendom, som de ikke selv bor i. Ideen er, at alle er skyldige, indtil de kan bevise det modsatte.

I mellemtiden kan alle og enhver med et klik finde ud af, hvem de formastelige er, og hvor de har ejendom. Det kan blive en guldgrube for indbrudstyve, besættere og gadepøbelen, som kræver blod. Så kan ”de rige svin” lære det.

Mamdanis fremgangsmåde bringer mindelser om den romerske diktator Sullas såkaldte proskriptioner.

Efter en borgerkrig i årene 83-82 før Kristus tog diktatoren Lucius Cornelius Sulla hævn over sine modstandere ved at offentliggøre lister med flere hundrede navne på aristokrater, der havde fortabt retten til liv og ejendom. De var nu forsvarsløst bytte for enhver.

Mamdani nøjes med at ville tage new yorkernes ejendom.

Man har aldrig set noget lignende i USA’s 250-lange historie. Socialistiske, kommunistiske og trotskistiske partier har der været i godt hundrede år, men de har alrig været bare i nærheden af nogen politisk indflydelse. Sådan er det ikke længere. Efter midtvejsvalget må man se frem til revolutionære islamo-marxister i såvel Senatet som Repræsentanternes Hus. De kommer ikke til at udgøre noget flertal, men som de har bevist, er de fuldt kapable til at bøje hele det demokratiske parti efter deres vilje.

Mens denne stille revolution udspiller sig, er der ingen grund til at sætte sin lid til republikanerne, som i modsætning til de ”demokratiske socialister” fremstår som bange og handlingslammede. Mange kommentatorer mener dog, at demokraternes stadigt mere ekstremistiske kurs kan være en gave for republikanerne ved midtvejsvalget.

Det forudsætter imidlertid, at republikanerne tør se dyret i øjnene og vover at udstille passagererne i demokraternes ”crazy train”. Det har de foreløbigt ikke turdet. De tør ikke tage kampen op, hvilket forudsætter, at de udpeger, hvem fjenden er.

Taget herfra