Det skriver Kasper Støvring her
Taget herfra
Situationen i Ukraine er håbløs. Intet tyder på, at nogen af parterne er i stand til at opnå sine oprindelige mål. Ukraine kan ikke smide russerne helt ud, og Rusland kan ikke dominere hele Ukraine og har vanskeligt ved at kontrollere sine annekterede regioner.
Alligevel fortsætter krigen med sine daglige tab af menneskeliv og ødelæggelser, mens europæiske politikere og meningsdannere fastholder, at der kun er én acceptabel løsning: total sejr.
“Krigen er først slut, når Ukraine vinder”, har statsminister Mette Frederiksen erklæret, og hendes udmelding er blevet gentaget som et mantra af analytikere og kommentatorer. Men denne tilgang er ikke en ekspertanalyse. Den er politik forklædt som strategi. Virkeligheden er mere kompleks og langt mindre tilfredsstillende, end de officielle budskaber lader forstå.
”Hvad sagde vi?”
Den forhenværende topdiplomat Friis Arne Petersen har i ”Frihedsbrevet” givet udtryk for det, mange tænker, men få tør sige: De realister, som blev skandaliseret for at advare mod krigen, har fået ret. ”Hvad sagde vi?” Det ender ikke godt for Ukraine, og internationale kriser kan ikke løses gennem moral.
Friis Arne Petersens kritik rammer en udbredt holdning: tendensen til at forveksle ønskede udfald med sandsynlige udfald. Når politiske ledere erklærer, at Ukraine skal vinde, fordi det er det moralsk rigtige, ignorerer de samtidig de militære og geopolitiske realiteter, der begrænser mulighederne for at opnå dette mål. Resultatet er en politik bygget på ønsketænkning og heppekor snarere end strategisk analyse.
Den tragiske realisme som nødvendigt korrektiv
Det, man kunne kalde tragisk realisme, tilbyder et mere ædrueligt alternativ.
Denne tilgang, som har rødder tilbage til antikkens græske tragedier, anerkender den ubehagelige sandhed, at statsledere ofte står over for dilemmaer uden gode løsninger. Der er kun valg mellem større og mindre onder. Som krigskorrespondenten Robert D. Kaplan har formuleret det: “Man må tænke tragisk for at undgå det tragiske.”
Den tragiske dimension i Ukraine-konflikten består i kollisionen mellem forskellige legitime goder, som ikke kan opnås samtidigt. Ukraines territoriale integritet og ret til selvbestemmelse er et gode. Fred og stabilitet i Europa er også et gode. Men kampen for det første risikerer at ødelægge muligheden for det andet.
Sikkerhedsdilemmaet
Kernen er sikkerhedsdilemmaet. NATO-udvidelsen mod øst var fra vestlig side en legitim sikkerhedsforanstaltning, men for Rusland blev den opfattet som en eksistentiel trussel. Resultatet blev den frygt og mistillid, der til sidst udløste den krig, NATO-udvidelsen skulle forhindre. Forskellen mellem intention og konsekvens kunne ikke være større – og mere tragisk.
En af den tragiske realismes grundlæggende indsigter er, at fravær af orden ofte er værre end uretfærdighed, fordi orden er forudsætningen for alle andre goder, herunder frihed og retfærdighed. Denne erkendelse er ubehagelig for dem, der foretrækker simple moralske fortællinger, men den er nødvendig for at forstå verdens kompleksitet.
De barske realiteter
Vi står nu i en situation, hvor der kun er meget ringe udsigter til en varig fredsaftale, fordi parternes krav er fuldstændig uforenelige. Rusland insisterer på anerkendelse af suverænitet over de annekterede områder, ukrainsk neutralitet og nedrustning. Ukraine og dets vestlige støtter afviser kategorisk disse krav.
Skulle Ukraine få held med at tvinge russerne ud – det kan ikke udelukkes, tænk bare på USA i Afghanistan og Irak – så er der stadig Ruslands trussel om brug af atomvåben.
Derfor argumenter realister for, at Ukraine nu bør acceptere en fredsaftale og indgå store kompromiser, fordi alternativet kun vil være værre lidelser og endnu større tab. Det er på ingen måde en god løsning, tværtimod. Det er tragisk. Men den mindst dårlige løsning.
Det perspektiv kolliderer frontalt med den officielle europæiske konsensus, men er baseret på militære realiteter snarere end ønsketænkning.
Kriser er fyldt med dilemmaer
Imens skælder europæere ud på Trump. Men Trump har ingen gode valgmuligheder. At indføre sekundære sanktioner mod Rusland, ville ramme stater som Indien og Kina. Men det er enten umuligt eller dybt kontraproduktivt.
En diplomatisk løsning kunne være indgået og dermed forhindret krigen. Men nu er den nærmest umulig. Derfor vil krigen blive afgjort militært, og Ukraine står dårligt militært med alvorlige mandskabsproblemer og faldende moral.
Der er en mulighed for, at ukrainerne vinder, men der er endnu større risiko for, at russerne erobrer endnu mere territorium. Det er dilemmaet, hvis krigen fortsætter. Men det bliver også grimt at indgå en fredsaftale. Den bliver på russernes betingelser, for russerne har de bedste kort i den nedslidningskrig, Ukrainekrigen har udviklet sig til. Det handler primært om antallet af soldater.
Nødvendigheden af realistisk besindighed
Den tragiske realisme tilbyder ikke lette svar eller moralsk tilfredsstillende løsninger.
Den tvinger os til at anerkende den ubehagelige sandhed, at verden er et ufuldkomment sted, hvor perfekte løsninger er sjældne, og hvor selv velmenende handlinger kan få katastrofale konsekvenser. Det betyder ikke, at moral er ligegyldig, men at politisk moral er kompleks og kontekstuel.
Lektien fra Ukraine-krigen er klar: Internationale konflikter kan sjældent løses én gang for alle, men må håndteres gennem tålmodigt diplomati over tid. Det kræver accept af kompromisser og anerkendelse af, at alle parters sikkerhedsinteresser må tages i betragtning, hvis en varig stabilitet skal opnås.
I en tid, hvor den offentlige debat præges af forenklede, moralske absolutter, er der brug for besindelse. At acceptere det tragiske er ikke at opgive vigtige værdier, men at erkende de fundamentale begrænsninger i menneskers kontrol over historien.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter
Taget herfra
Hvem ejer Storbritannien? Det afgøres i denne stund!
Støvring går noget let henover at det er stupid og kortsynet
politik fra Ukraines og Vestens, Bidens og Obummer Husseins side som
udløste krigen, som startede allerede i 2012-14 da de russisk talende
provinser begyndte at gøre oprør mod undertrykkelse fra Kiev. Zelensky
bliver nødt til at indgå kompromisser med Rusland, der langsomt men
sikkert vinder mere terrain.
Korrekt, det er en del af en langsigtet politik som blev planlagt allerede under Clinton. Der er dokumenter fra en tænketank som præcist kortlægger hvad der vil ske, hvis USA foretager en række forskellige trin og den slutter med at der vil blive krig mellem Ukraine og Rusland. Den er forfattet som en advarsel, men hvert trin er fulgt slavisk og alle forudsigelser var korrekte. Det er derfor en ret langsigtet politik og internationale manøvrer, der har skabt krigen.
Desværre for USA/NATO har de som sædvanligt, må jeg desværre sige, ikke haft nogen exit-strategi, i fald deres plan ikke virkede. Det er efterhånden blevet normen at USA er i stand til at skabe konflikter og vælte regeringer, men mangler evnerne til at rydde op, når konsekvenserne af udfaldet viser sig at være værre end tilstanden inden.
Forventer at Minken erklærer Rusland krig inden næste folketingsvalg.
Ukraine bør trods krigen afholde et valg, som Zelenskij bør/vil tabe – han vil jo ikke afgive land. Tre fjerdedele af ukrainerne er derimod parate til fred – stort set for enhver pris. Et sted mellem 1 og 1,7 millioner ukrainske mænd eller allerede døde eller gjort ukampdygtige (nogle hundrede tusinde af dem er sikkert deserteret).
Der er ting de danske medier ikke vil fortælle os. Ukraine har ikke en chance i det lange løb.
Var i sidste uge på en større dansk virksomhed i provinsen, hvor der arbejdede adskellige unge ukrainske mænd i produktionen.
Talte med nogle af dem, og de forventede ikke at vende tilbage til det ukrainske fallitbo igen.
Det bliver et rent slaraffenland at tage til Ukraine efter “krigen”, hvor der vil være et gigantisk overskud af ugifte desperate kvinder.
Desværre ligner de fleste af dem russiske traktorer
🤣🤣🤣
Hov, vent lige. Jeg har set reklamer om at møde Ukrainske kvinder og de er da altid gorgeous. Mener du at det ikke passer?
😉
Den ukrainske generalstabs server blev hacket i sidste uge og der blev uploadet en database med alle 1,7 mio. døde og MIA, vel at mærke med navn og billede, så det kan verificeres.
Der er lavet stikprøver og data ser ud til at være korrekte.
Hermed skulle det en gang for alle være dokumenteret at Ukraines tab er langt højere end hvad de har meldt ud og massemedierne i vesten har viderebragt. Alle der taler om at Rusland har langt større tab end Ukraine er derfor nogen der blot spreder propaganda og enten er uvidende eller bevidste om at de lyver.
Det er trist at Kasper Støvring har ædt så meget af propagandaen råt.
Rusland har aldrig haft til hensigt at erobre hele Ukraine. Det er ikke uden grund at de lavede en kolonne ned til Kiev og omringede byen, for at tvinge det ukrainske styre til at indgå en aftale. I aftalen var der ikke tale om at Ukraine skulle afstå flere områder, da Rusland ikke havde nogen interesse i at få mere land. Som Putin tidligere har udtalt, så mangler Rusland hverken land eller ressourcer, de mangler mennesker med forstand på at udnytte de eksisterende ressourcer.
At kalde Rusland for “Putins Rusland” viser også manglende indsigt. Putin er ene og alene populær fordi har forbedret folks levestand på et niveau der ikke tidligere er set på så kort tid i noget andet land. Da Putin kom til havde kun 6% af befolkningen en indkomst der placerede dem i middelklassen, i dag er det over 50%. Hvis nogen vestlig leder formåede at gøre noget lignende, vil jeg garantere for at denne sad urokkeligt fast på topposten.