“Den lange og stenede vej til indsigt”

Kasper Støvring her om hvor “svært” det er for socialister/radiGALE at tage stilling til Islam og den Jihad-billist, som kørte en bil ind i en prideparade og knivstak andre ofre bagefter

Taget herfra

Politikere og journalister skal rituelt igennem en masse løgne, fortielser, forstillelser, fornægtelser og fordrejninger, før de nævner den åbenlyse sammenhæng mellem islam og terror.

“Mine tanker går til alle de berørte og deres pårørende,” skriver Pia Olsen Dyhr, dagen efter at en 21-årig islamist kørte ind i en menneskemængde ved pride-arrangementet i Berlin og dræbte en kvinde. Så langt, så forventeligt.

Men før SF-formanden når frem til gerningsmandens motiv, skal læseren igennem en hel liturgi af andre trusler: Ruslands krig i Ukraine, klimakrisen, hedebølgerne, USA’s pres på Grønland. Først derefter nævnes ”formodningen” om den islamistiske forbindelse.

Som Ryan Smith har gjort opmærksom på, tjener dette meget omstændelige tilløb et særligt formål: Ved først at opremse venstrefløjens autoriserede trusselsbillede – Putin, klimaet, Trump – dokumenterer afsenderen sin loyalitet over for sin egen lejr, før hun meget forsigtigt tillader sig at nævne islamismen.

Det er en ideologisk ”brandsikring”, der skal forhindre, at erkendelsen af én ubehagelig sandhed antænder tvivl om hele det verdensbillede, man har bygget sin politiske identitet på. Kun med aflad i hånden kan det farlige ord udtales.

Det er utroligt, så mange knuder venstrefløjen skal slå på sig selv.

Kulturminister Zenia Stampe og klimaminister Samira Nawa undlod helt at nævne gerningsmandens ideologi, selv efter at den tyske indenrigsminister på et pressemøde havde fastslået, at der var tale om et islamistisk terrorangreb.

Journalisterne lever i en anden virkelighed

Men fornægtelsen er ikke kun et politisk fænomen; den er indlejret i selve den institution, der skal oplyse os om verden.

En undersøgelse fra fagbladet Journalisten viser, at mens 52 procent af danskerne opfatter indvandring som en trussel mod dansk kultur, gælder det samme kun 22 procent af journaliststanden.

Det er to forskellige virkelighedsopfattelser, som har konsekvenser for, hvad journalister overhovedet finder umagen værd at undersøge.

Eva Gregersen har påvist, hvordan dækningen af statsborgerskabssager systematisk tilgås fra ansøgernes synsvinkel – ventetider, sagsbehandlingsproblemer, personlige skæbner – mens danskernes perspektiv ikke får samme opmærksomhed.

For eksempel at alt for mange, der får statsborgerskab, er terrorister eller sympatisører eller slet og ret psykopater, vi ikke kan komme af med igen. Som i tilfældet med dødsvolden mod den svenske familiefar på Bryggen denne sommer.

Af samme grund får den radikale partileder Martin Lidegaard lov at slippe af sted med fejlagtigt at hævde, at langt størstedelen af ansøgerne til statsborgerskab kommer fra Vesten. Men det passer ikke. Gruppen fra MENAPT-lande og statsløse er større. Med Syrien som største enkeltland.

Altså: Bad news – som vi ikke hører om.

Samme mønster gik igen i dækningen af terrorangrebet i Berlin. TV2’s journalist havde en aparte vinkel: Det var højrefløjens skyld, fordi den – særligt AfD – puster til hadet mellem samfundsgrupper…

Det er den slags, der får stadig flere til at tale om løgnerpressen.

Om det er bevidst manipulation eller blot et udtryk for, hvad journaliststanden instinktivt finder relevant at undersøge, så er resultatet det samme: Den tætte sammenhæng mellem indvandring, islam og terror fortrænges i de medier, de fleste får deres viden fra.

Hvorfor sidder fornægtelsen så dybt?

At anerkende islamismens rolle i volden betyder for politikere og journalister samtidig, at de må anerkende, at deres modstandere på højrefløjen havde ret. Det er et statustab i deres eget miljø; det koster anseelse at give højrefløjen ret.

Det kan være en af årsagerne til det kolossale svigt. Dertil kommer, at politikere og journalister ofte bor i gode boligområder, sender deres børn i skoler med et bestemt elevgrundlag og færdes i kredse, hvor konsekvenserne af indvandringspolitikken sjældent mærkes.

Fornægtelsen er billig for dem – og dyr for alle andre.

Det var faktisk den forklaring, Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard gav, da hun lagde afstand til “en ret verdensfjern holdning til konsekvenserne af en stigende indvandring”.

Korsgaard lægger sig her både ud med sit eget miljø og Zetlands læsere, der formentlig er langt mere venstreorienterede og liberale end selv Politikens læsere.

Hun skal have tak for sin opsigtsvækkende, klare tale og for at indrømme sin sene erkendelse, om end handling naturligvis skal følge erkendelse, ellers er den kun ord, en privat mentalitetsjustering eller ritualiseret bodsgang uden konsekvenser.

En stenet vej

Vejen fra fornægtelse til erkendelse er lang, fordi den løber tværs igennem indgroede interesser: politisk identitet, faglig selvforståelse og social status i egne kredse.

Før politikere og journalister tør gennemføre den vandring, skal vi ikke regne med at få andet end de sædvanlige løgne og fordrejninger om indvandring og islam.

Af Kasper Støvring

Taget herfra