“Det brænder i Iran, og folket råber på kongen”

det skriver John Martin Johansen her

Taget herfra

Gaderne i Teheran og andre iranske byer, flyder endnu engang med blod. Mens regimets bødler mejer tusindvis af demonstranter ned, lyder et råb, der får mullaherne til at bryde ud i koldsved. Folket råber ikke længere om reformer. De råber “Javid Shah”.

Det, der udspiller sig i Iran nu, er ikke bare demonstrationer. Det er begyndelsen på enden for det islamiske diktatur, der har holdt en hel nation som gidsel siden 1979.

De seneste rapporter er chokerende. Tusinder af mennesker siges at være blevet dræbt på få dage. Internettet er blevet lukket ned for at skjule massakrerne for omverdenen. Regimet er blevet trængt i et hjørne, og som et såret dyr bider det tilbage med blind vold.

Fortidens drøm

Det mest interessante er ikke brutaliteten, for den kender vi, men hvad demonstranterne rent faktisk ønsker.

Når landsforviste iranere klatrer over ambassadens hegn i Oslo for at hejse flaget med løven og solen, og når unge mennesker i Teheran råber “Længe leve Shahen”, er det en total afvisning af Den Islamiske Republik.

De ønsker ikke en “moderat” mullah. De vil have den civilisation, stolthed og frihed tilbage, de mistede for 47 år siden. Det er et historisk opgør med politisk islam, som vi sjældent har set.

Vestens pinlige tavshed

Reaktionen fra de norske myndigheder er, som forventet, tragisk. Udenrigsminister Espen Barth Eide sidder på sit kontor og producerer pressemeddelelser, hvor han “fordømmer volden” og er “bekymret”.

Det er diplomatiets svar på at sende “tanker og bønner”.

Tror Arbeiderpartiet virkelig, at ayatollaherne bekymrer sig om en streng finger fra Norge? Dette regime forstår kun ét sprog, og det er magt. Det er her, forskellen mellem Donald Trump og europæiske ledere bliver så tydelig. Mens Europa ønsker dialog og atomaftaler, strammer Trump skruerne. Han ved, at man ikke forhandler med fanatikere. Man knækker dem økonomisk.

Hvor er det hylende kor? Det er også påfaldende stille fra venstrefløjen.

Hvor er demonstrationerne ? Hvor er den forpligtelse, der var så løs, da det handlede om Gaza? Når muslimer bliver dræbt af islamiske fundamentalister, passer det tydeligvis ikke ind i de nordiske aktivisters fortælling.

Dobbeltmoralen er håndgribelig.

Mullahernes mareridt

Regimet i Iran ved, at deres dage er talte. De kan skyde tusinder, men de har mistet folket. Når befolkningen ikke længere frygter døden, men frygter fortsættelsen af ​​livet under præstestyre, så er kapløbet slut.

Det, vi ser nu, er et folk, der rejser sig fra asken i 1979. De vil have deres land tilbage. Det mindste, vi kan gøre, er at støtte dem med mere end tomme ord fra Udenrigsministeriet.

Længe leve folket. Og mens de selv råber i gaderne: “Javid Shah.”

Taget herfra