“Det er ikke den terror vi husker, men den vi ikke vil huske, som fortæller os at noget er galt”

Sådan skriver Erling Marthinsen i denne gode artikel om hvordan ofrene glemmes og forbryderne beskyttes

Taget herfra

Hvert eneste år er Utøya-massakren blevet markeret. Det er naturligt, eftersom det, der skete den 22. juli 2011, var et nationalt chok og et dybt traume for de fleste nordmænd. Men ikke alle terrorangreb huskes lige godt.

Desværre er den 22. juli blevet forvandlet til et angreb på “mindset”. Denne tankegang er blevet gjort medskyldig i et massemord. Og tanken rammer vidt og bredt. For Breivik kom fra en «flok».

Er du lidt skeptisk over for masseindvandring af mennesker, der hverken har reelle asylrettigheder, id eller mulighed for at forsørge sig selv? Så er du medskyldig.

Stemte du på et af de socialdemokratiske partier til højre for Arbejderpartiet? Up against the wall!

Sådan fortsætter det, og det toppede sidste sommer, hvor der var en massiv fejring i forbindelse med, at det var ti år siden terroren på Utøya og i regeringskvarteret.

At denne tragedie er markant er selvfølgelig yderst forståelig. Men at en stor del af det politiske og aktivistiske miljø bruger terror som en forhammer mod helt uskyldige mennesker, og skaber dyb splittelse i folket, er svært at tilgive. ANNONSE

I USA skabte mordet på George Floyd massive optøjer, snesevis af drab, milliarder af dollars i ødelagt infrastruktur og utallige ødelagte små virksomheder. Alle hvide mennesker fik skylden, kun sorte liv havde værdi. Det blev racistisk at sige, at alt liv har en værdi.

Fodboldspillere knæler stadig for BLM, selvom de har ændret begrundelsen siden starten.

Men ingen markerer 22. maj. Hvad skete der så?

For lidt over 5 år siden, den 22. maj 2017, sprængte en islamist 22 mennesker i luften. Mange af ofrene var unge piger, som længe havde set frem til at deltage i en koncert med Ariana Grande i Manchester Arena.

For lidt over fem år siden, at den neo-fascistiske intolerance over for det islamistiske verdensbillede blev gengældt med en sådan voldsomhed på ungdommelige, ubekymrede popfans.

For lidt over 5 år siden, 22. maj 2017, var der en islamist som sprængte 22 mennesker i småstumper. Mange af ofrene var unge piger som havde glædet sig længe til at overvære en koncert med Ariana Grande i Manchester Arena.

Manchester 22. maj 2017. Skærmdump Daily Mail

Hvordan markerede briterne femårs dagen efter denne tragedie? Stort set slet ikke, skriver Brendan O’Neill i Spiked Online.

.Det, der skete efter denne forfærdelige hændelse, er noget af det mest sentimentale og hykleriske, jeg nogensinde har set.

At et helt stadion – blot få dage efter at 22 mennesker blev sprængt i småstykker (og over 100 blev såret), og mange ikke engang var begravet endnu – kan få sig til at synge Don´t look back in anger, det er slet og ret ganske enkelt ufatteligt.

Identitetspolitikkens regler gælder også for terrorister. De islamiske terrorister er enlige ulve. Ingen taler om “tanken bag”. Deres grusomme handlinger skal glemmes så hurtigt som muligt.

Efter hvert islamistisk terrorangreb skriver medierne om frygten for “gengældelse” og frygten for voksende islamofobi. På den måde er alt andet end islamisk tankegang udråbt til at være problemet, efter at  22 mennesker er blevet dræbt af en islamist.

Islam må slet ikke tillægges nogen skyld, selvom opskriften er taget direkte fra muslimernes ideologiske håndbøger.

Men når en hvid terrorist dræber, er det også os “almindelige mennesker”, der har skylden. Selv en mislykket terrorist som Philip Manshaus bruges som et middel til at skabe hvid skyld. Selvom listen over islamistisk terror udført af nordmænd efterhånden er blevet ret omfattende.

Men at reagere med vrede efter terroren i Manchester, blev ikke anset som nogen god idé – bien pensé.

Enhver form for følelsesmæssig reaktion på Manchester blev tydeligt frarådet. Oasis-klassikeren ‘Don’t Look Back in Anger’ blev bogstaveligt talt hymnen for Storbritannien efter massakren. Raseri var ude, blomsterlægning var inde.

Dette angreb er ikke et tegn på et bredere problem i vores samfund, sagde den slags kommentatorer, der normalt mener, at alting er tegn på et bredere problem i vores samfund, uanset om det er en transperson, der bliver gjort til grin på de sociale medier, eller en niqab-bærer, der bliver kaldt bankrøver af en dum teenager.

Dette er en form for moralsk afpresning. At reagere på Manchester katastrofen med vrede ville kun tjene ISIS, skrev Mehdi Hasan i The Intercept.

Højreekstremistiske fornærmelser mod islam og krav om undertrykkelse er med til at drive en kile mellem muslimer og de vestlige samfund, de lever i, skriver Hasan.

Indledningen antyder, at det at reagere på nedslagtningen af ​​22 uskyldige betyder, at man er højreekstremist. Og læser man hele artiklen, bliver det tydeligt, at det netop er det, han mener, samtidig med at han er omhyggelig med at nedvurdere britiske “højreekstremisters” intelligens i forhold til amerikanske.

At han beskrev folk som Ann Coulter og Katie Hopkins som højreekstremister viser hans intellektuelle niveau. Han brugte også udtrykket “nyttige idioter” på en mærkelig måde.

Da Manchesters borgmester Andy Burnham fordømte angrebet som en ekstremists værk, svarede den meget åbenhjertige kunstner Morrissey ved stille spørsmålet: “En ekstrem hvad? En ekstrem kanin? »

Morrissey sagde også, at det er nemt for politikere at sige, at folk ikke skal være bange. For det er aldrig dem selv, der bliver ramt.

Da UKIP-politikeren Paul Nuttall én uge efter drabet sagde at man måtte vove at sige hvad der var årsagen til den grusomme hændelse, nemlig islamistisk ekstremisme, blev han straks sat på plads.

Det er ‘fuldstændig skandaløst’ at bruge ordet islamist i forhold til dette angreb, sagde det grønne parlamentsmedlem Caroline Lucas.

Men massemorderen selv, Salman Abedi, havde et eneste mål: at dræbe så mange som muligt, motiveret af islamistisk ideologi.

Abedi må derfor ikke kaldes ekstremist eller islamist. Men en forfatter og politisk kommentator som Ann Coulter kan betegnes som højreekstremistisk.

Samme cirkus gentages nu i forbindelse med retssagen mod Espen Andersen Bråthen. Selvom han selv sagde, at han praktiserede jihad under selve angrebet, og selvom han nu under retssagen siger, at han troede, han var en af ​​muslimerne, så burde islam frifindes uanset årsag. Så hilses psykiatriske forklaringer velkommen, selvom det ikke var tilfældet i Breivik-sagen.

Der er noget perverst over, hvordan vi i Vesten reagerer på terror, skriver O’Neill. Ofrene er næsten øjeblikkeligt glemt. Gerningsmændenes flok skal beskyttes for enhver pris.

Vi havde den perverse situation, hvor Twitterati næsten øjeblikkeligt sagde ‘Lad os ikke risikere et udbrud af islamofobi ved at overreagere på dette angreb’.

Forældre fjernede søm fra deres børns ansigter, og disse mennesker talte om islamofobi imens.

Den moralske fejhed skriger til himlen. Det hænger sammen med manglen på reaktioner på det enorme antal serievoldtægter af unge britiske piger, der er foregået systematisk i årtier.

Denne kultur af selektivt hukommelsestab må være bevidst. Ingen husker navnet på en morder, der dræbte 22 mennesker, men briter, der dræbte et par stykker, er en del af folkloren. For hvem husker, at Salmans bror også blev idømt 55 års fængsel for drab på 22 mennesker?

Falder hans navn let at nævne, som Myra Hindleys eller Dennis Nilsens gør? Det gør den selvfølgelig ikke.

Tør dine tårer, se dig ikke tilbage i vrede, kom videre.

Myra Hindley dræbte fem børn i 1960-erne Grusomme forbrydelser for seks tiår siden, men ikke værre end det som skete for fem år siden.

Hvis man siger, at det kun er kvinder, der kan menstruere og føde børn, vil man blive udsat for en massiv hadkampagne, der varer i årevis. Hvis man slagter 22 unge mennesker i Islams navn, bliver man glemt i løbet af kort tid.

Heldigvis er der nogle, der forsøger at holde mindet om ofrene i live, såsom om Megan Hurley, der var 15, da hun blev dræbt ved angrebet.

Vi lever i en verden, hvor det er værre at sige noget forkert og stødende end rent faktisk at dræbe nogen. Vi vil bøje os foran gerningsmændene, de kriminelle, så længe de har den rigtige hudfarve og religion. Og så får vi at vide, hvilke ord vi må bruge.

Sartre talte om noget, da han skrev: L’enfer, c’est les autres.

“Helvede er de andre.” Sådan er det blevet nu, i vores splittede verden, selvom Sartre ikke mente det sådan.

Fra katastrofen i Manchester til det islamistiske mord på MP David Amess, fra nedslagtningen i London Bridge i 2017 til det islamistiske drab på tre homoseksuelle mænd i en park i Reading i 2020, efterfølges hvert ”i-word-attack” (islamisk) i Storbritannien af en kort periode med sorg og derefter en langt længere periode for at undgå problemet.

Personlig synger jeg ikke med på den patetiske sang mens jeg vifter med en lighter og pynter mig med falske tårer for at fremstå ekstra medfølende.

Jeg støtter O’Neill og siger klart og tydeligt:

Do look back in anger.

Taget herfra og herfra

6 Kommentarer

  1. Det er stadig de aktivistiske “journalister”, der bestemme, hvad der skal huskes (alt, hvad der passer ind i deres agenda), og hvad skal fejes ind under gulvtæppet.

    Derfor har EU’s årlige terrorrapport aldrig interesse, den fortæller klart, at Rødgardistisk terror er i overtal, og det duer ikke, når de konstant prøver at overbevise alverden om, at højreorienteret terror er den største fare.

    Kan downloades her

    European Union Terrorism Situation and Trend report 2021 (TESAT)
    https://www.europol.europa.eu/publications-events/main-reports/european-union-terrorism-situation-and-trend-report-2021-tesat

  2. Politiserende kvinder flest er pladderhumanister,
    kvindesagskvinder, kommunister eller co2 fantaster.
    Og de konspirerer næsten allesammen mod mændene.
    Bemærk feks. hvordan DR-kvinderne fører sig frem med
    hetz og had mod mænd. Der er kampagnen baseret på
    15-20 år gamle julefrokoster og Sofie Lindes tågesnak.
    Der er metoo-kampagnen hvor mænd udstilles som fulde
    af fejl, mens kvinderne altid er dydsirede og fejlfri.
    Der er kravene om positiv særbehandling af kvinder og
    negativ særbehandling af mænd. Der er de mange andre
    udsendelser hvor mænd mistænkeliggøres, bagtales og
    latterliggøres. Der er de mange reklameagtige indslag
    om Kvinfo, BLM, LGBTQ+, Kvindernes kampdag osv. Der
    er udsendelser med tre-fire kvinder og een mand. Og
    der er vrimlen af kvindelige “eksperter” som blot
    aflirer hvad mænd har fundet ud af. Og der er favori-
    seringen af kvindelige co2 aktivister og politikere
    som Sofie Carsten fra R og Pernille Skipper fra EL.
    Danmarx radio er domineret af politiserende kvinder
    som foragter mænd, familier, børn, fædrelandet,
    demokratiet, normerne og traditionerne.

    Og naturligvis er de varme tilhængere af masseindvandring
    og islamisering. DR er en propagandastation og løgnefabrik.

    Og hele ligestillings-sagen og propagandaen om at de danske
    mænd undertrykker de danske kvinder, bygger på løgn og vås.
    Ligestillingen er opnået forlængst, men feministerne kan
    aldrig få nok.

    Og der er hele behandler-apparatet som varetager børneværn,
    familie- og skilsmisse-sager. Et apparat der er domineret
    af feminister der betragter mænd som tarvelige, dumme, overflødige og værdiløse, hvorfor det er bedst at gøre
    børnene faderløse. Mens kvinderne er ædle, kloge,
    perfekte, værdifulde og fejlfri. Om de så er nok så
    umulige, fordrukne, stofmisbrugende, løsagtige eller kugleskøre. Der er ikke skygge af ligestilling. Selv
    ikke når børnene klart og tydeligt viser at de helst
    vil være hos deres far, ved at flygte hen til ham den
    ene gang efter den anden. Feministernes system er så
    koldt og afstumpet som et system kan være. Der er tale
    om organiseret ondskab og brutalitet. Man udnytter og
    tyranniserer både børnene og forældrene. Sagsbehandlingen
    er familiefjendsk og oftest en blanding af humbug,
    hykleri og svindel.

  3. Man havde ventet at et enormt stort antal muslimer, medlemmer af organisationen islam, havde forladt organisationen i protest, mod de mange terrordrab i islams navn, hvis de havde været normale. (og islam er en organisation, selv om dens struktur er flad, netværksagtig)
    Men, næh, alle tav og den som tier samtykker.

    Og dermed bliver de som bekendt moralsk medskyldige.
    For udeladelse af det gode er ikke mindre forkasteligt end udøvelse af det onde, siges det af Plutarch, som dermed repræsenterer europæisk
    civilisation, en vedholdende europæisk etik hvis oprindelse er langt ældre end islam. Den som bifalder det onde bliver moralsk medskyldig.

    Så vidt jeg ved er masseudtræden af Islam som protest mod islams massemord af europæere aldrig forekommet. Muslimerne er medlemmer af en klub som massemyrder i muslimernes navn og det højeste de kan slynge sig op til er at påstå, at de ikke deler den holdning. De må simpelthen forlade islam hvis de vil påstå, at de ikke er en del af problemet. Som Spinoza meget rammende viser, om medlemmer af en klub: klubben er i dem. Eller, Islam kan ikke gøre noget som helst. Det er muslimerne der gør det. Og kun ved at forlade organisationen kan de vise at de ikke er medskyldige.
    Det er svært for en muslim at reagere mod muslimsk terror, for terroristerne, jihadisterne, er ifølge sharia Mujahideen, hvilket betyder: ”De som kæmper for Allah.” Altså, de er hellige mænd som har ret til økonomiske bidrag fra muslimsk velgørenhed, zakat, som såmænd også kommer fra afgifter som betales af os til halalslagtning. Meget få muslimer kan tage stilling mod sine af Allah helligede mænd. For terror mod de vantro er jo deres af Allah anvis

      • Selvfølgelig er der ingen muslimer, der melder sig ud. Der er jo dødsstraf for at forlade dødskulten.

        Ifølge deres krigsmanual er ild perfekt straf til vantro. Tænk bare på piloten, der blev brændt, indespærret i et bur.

        I 2018 blev næsten 600 mennesker dømt som pyromaner.

        https://24nyt.dk/politiet-har-du-set-denne-mand-4/
        Var du på- eller omkring Sønderport i Aabenraa fredag aften mellem kl. 18.00 og kl. 18.45? Så vil politiet gerne tale med dig i forbindelse med efterforskningen af to brande.”

  4. En måske bedre titel: …. ikke den terror vi husker
    …. men den FORTIELSE af terror som MSM praktiserer,
    fordi vi helst ikke må huske blodet og ofrene ….
    som fortæller os at noget er galt.

    En fortielse og læggen røgslør ud som viser at
    MSM ikke er på ofrenes side, ikke er på borgernes side,
    ikke er på lytternes, seernes og læsernes side.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.