“DI er ude med en sommerand”

Det skriver André Rossmann her med bl.a. dette faktum “Der er i Danmark ca. 770.000 borgere mellem 18-66 år, som er på passiv offentlig forsørgelse, og 28 pct. af en fødselsårgang tilkendes førtidspension, alt for ofte i en ung alder.”

Taget herfra

Midt i agurketiden koger Dansk Industri (DI) suppe på det evigt tilbagevendende tema – den syge arbejdsmoral i det danske samfund.

DI’s analyse – eller rettere sagt ”pseudo-analyse – ”afdækker” det, man har vidst og skrevet om i medierne i mange år, nemlig at offentligt ansatte arbejder langt mindre om året end deres privatansatte kolleger på tilsvarende områder.

Det er derfor morsomt at læse, at DI nærmest er chokeret over analysens resultat, som ifølge Jakob Scharff, der er branchedirektør i Dansk Industri, er ”slående” og ”helt vildt”.

Ifølge Berlingske ”udfordrer DI’s analyse den grundlæggende antagelse om manglen på arbejdskraft på velfærdsområdet”. Set med 24NYT’s briller udfordrer DI’s analyse ikke noget – den gentager blot den fortærskede sandhed om de mange danskere og nydanskere, der lopper sig i det offentlige for skatteydernes penge.

Danskerne ser i dag på velfærdsstaten, der er skabt af Socialdemokratiet med velvillig hjælp fra de øvrige folketingspartier, som en stor ko, man kan malke, udnytte og bedrage. Det protestantiske danske pligtsamfund, der tidligere fremmede hårdt og omhyggeligt arbejde som en dyd, er blevet afløst af et depraveret, socialdemokratisk samfund med syg arbejdsmoral, syg arbejdskultur og et sygt forhold til andre menneskers penge. Og det er statsminister Mette Frederiksens eget parti, der har ødelagt arbejdsmoralen i Danmark.

Engang var Socialdemokratiet et parti for folk, der gik på arbejde under mottoet ”gør din pligt og kræv din ret”. Så blev det et lønmodtagerparti uden pligter, og siden 2015 har partiet konkurreret med DF om at gøre det bedst muligt at stå uden for arbejdsmarkedet. Der er dummebøde for overhovedet at gå på arbejde (8 pct. særskat omdøbt til ”arbejdsmarkedsbidrag”). Passive overførselsindkomster kan overstige lønnen for kassedamen og rengøringsassistenten. Skævheden forstærkes af arbejderes udgifter til transport, arbejdstøj og daginstitutioner.

Der er skabt kreative ordninger for ikke at arbejde: seniorpension, efterløn, Arne-pension mv. Man har opbygget en vildfarelse om, at arbejde skader ved ”nedslidning”. En diagnose, der totalt savner lægeligt belæg.

Der er i Danmark ca. 770.000 borgere mellem 18-66 år, som er på passiv offentlig forsørgelse, og 28 pct. af en fødselsårgang tilkendes førtidspension, alt for ofte i en ung alder. Kommunale sagsbehandlere parkerer raske muslimer på førtidspension. Mellem 15 og 29 pct. af alle med oprindelse i de muslimske lande i den arbejdsdygtige alder – fra 18 til 67 år – er på førtidspension. Det tilsvarende tal for personer med dansk oprindelse er 6,6 pct.

Indsatsen i den socialdemokratiske velfærdsstat er ligegyldig, for lønnen kommer jo ind alligevel. Og når lønnen kommer ind, hvad enten man gør sit arbejde godt eller dårligt, er arbejdsmoral, ordentlighed og medmenneskelighed det første, der ofres. De mange skandaleramte plejehjem med den umenneskelige og afstumpede systemkultur, omfattende plejesvigt, fornedrelse af beboerne og overgreb på svage gamle er et klassisk eksempel.

Når folk ikke aflønnes efter deres indsats, men i stedet blive kontrolleret, fordi de konstant er under mistanke for at udnytte og misbruge systemet, så gør de det også. Det gælder ikke kun den kommunale ældrepleje i Danmark. Det gælder hele den offentlige forvaltning – fra småbørnsplejen, over skolerne til sundhedsvæsenet og folkekirken.

Der er altså ikke noget opsigtsvækkende ved DI’s analyse, kun gammel vin på nye flasker.

Du kan læse mere om den syge arbejdsmoral i Danmark her.

André Rossmann

Taget herfra