“Et nyt vælgerbedrag fra Socialdemokratie”

Det skriver André Rossmann her i en leder

Taget herfra

Socialdemokratiets egen analyseafdeling har evalueret partiets præstationer på udlændingeområdet og ikke overraskende viser resultatet, at partiet har gennemført langt de fleste forslag fra dets 2018-udspil ”Retfærdig og realistisk”.

61 pct. af forslagene er ”gennemført”, 19 pct. er ”delvist gennemført”, og 20 pct. er ”ikke gennemført”. Evalueringens resultat skal modbevise beskyldningerne om, at Socialdemokratiet ikke fører den benhårde og stramme udlændingepolitik, som det markedsfører sig på.

Men virkeligheden tegner et helt andet billede end Socialdemokratiets manipulerende evaluering.

Et modtagecenter i Rwanda er aldrig blevet til virkelighed.

Den totale omkalfatring af flygtningesystemet er aldrig blevet realiseret.

Løftet om, at alle udlændinge, også dem på midlertidigt ophold, skal bidrage til det danske samfund, er ikke blevet til noget, selv om der er flere indvandrere, der er kommet i beskæftigelse. ”Flere i beskæftigelse” er imidlertid ikke det samme som ”alle bidrager”.

Og selv om der er givet asyl til færre personer, er antallet af muslimske indvandrere eksploderet under Mette Frederiksen. Mens der i 2019 kom 4.527, kom der 8.346 i 2024.

I evalueringen vurderer Socialdemokratiet, at partiet er helt i mål med løftet om ikke at “give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne statsborgere”. Lande som Somalia, Afghanistan og Syrien modtager imidlertid dansk bistand, uden at regeringen har indgået officielle hjemtagelsesaftaler med de pågældende lande.

Mette Frederiksens seneste udspil om udvisning af kriminelle udlændinge vil ifølge eksperter ikke føre til flere udvisninger, men derimod til et øget pres på Udrejsecenter Kærshovedgård, fordi det i dag er vanskeligt at udvise kriminelle udlændinge til flere lande, ikke mindst Afghanistan eller Syrien. Derfor bliver de i Danmark permanent. Udvisningsudspillet er derfor ikke andet end et nyt vælgerbedrag.

Selv om Socialdemokratiet påstår, at det stort set er i mål, er det samlede billede på udlændingeområdet uændret.

Der er ikke politisk flertal for at udfordre konventionerne, selv om 3 af 4 danskere mener, at udlændinge dømt efter straffeloven skal udvises ved første dom – også hvis det strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Tilstrømningen af muslimer fra MENAPT-landene fortsætter, langsomt, men støt. De kosmetiske stramninger på udlændingeområdet har ikke standset den muslimske indvandring, men kun bremset stigningstakten i antallet af muslimer i Danmark. Kombinationen af den fortsatte muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil vokse til 770.000 i 2050 svarende til ca. 12 pct. af befolkningen.

Integrationen af muslimerne virker ikke. De muslimer, der bor i Danmark, afviser den danske kultur, som de forventes at blive integreret eller assimileret i. Selv de muslimer, der er født i Danmark, befinder sig mentalt i Mellemøsten.

Danmark bliver gradvis islamiseret efter salamimetoden. Islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Muslimske kulturelle normer forandrer flere og flere områder i landet og sætter danske normer og værdier under pres.

Sidst men ikke mindst fortsætter muslimerne med at være en kæmpe økonomisk dødvægt og byrde for det danske samfund. Ifølge Finansministeriet er prisen for den muslimske indvandring ca. 90 mia. kr. brutto om året – og den vil være uændret frem til 2100.

Så selv om Socialdemokratiet turnerer med sine erkendelser og manipulerende analyser, er virkeligheden den, at Danmark langsomt bliver til et mere opdelt, mere konfliktfyldt, mere multireligiøst og mere multikulturelt samfund. Set i det lange perspektiv har Danmarks udlændingepolitik for længst passeret ”point of no return” og er låst fast på en kurs, som vil resultere i betydelige forskydninger i befolkningens sammensætning med vidtgående konsekvenser for landets kultur, samhørighed, sammenhængskraft og – ikke mindst – økonomi.

Virkeligheden er, at Mette Frederiksens udlændingepolitiske udspil ikke er andet end symbolpolitiske paradenumre, som Socialdemokratiet udelukkende bruger til partipolitisk positionering. Frederiksen er nemlig udmærket klar over, at vælgerne bedømmer Socialdemokratiet på partiets hensigtserklæringer og ikke på det, som det reelt gør.

André Rossmann

Taget herfra