Det skriver Drieu Godefridi om her
Taget herfra
Dommen mod Dries Van Langenhove forbyder virkeligheden
B Bemærkning til vores læsere: Gatestone er bekendt med Dries Van Langenhoves baggrund og støtter på ingen måde mange af hans synspunkter. Hans dom markerer imidlertid et nyt og dramatisk lavpunkt i den fortsatte nedbrydning af ytringsfriheden i Europa. Langenhove blev dømt for blot at have fremlagt fakta, hvilket er en chokerende udvikling selv for Europa. Dommen var en for vigtig udvikling til, at Gatestone kunne ignorere den, for når domstole kriminaliserer fakta, lider alle under det.
I en dom, der burde give kuldegysninger ned ad ryggen på enhver, der stadig tror på oplysningstidens værdier om fornuft, beviser og åben debat, har en belgisk domstol dømt den nationalistiske aktivist Dries Van Langenhove for forbrydelsen at have fremlagt ubehagelige fakta.
Den 26. maj 2026 idømte Straffedomstolen i Leuven Van Langenhove en bøde på 4.000 euro for et foredrag i februar 2024 på KU Leuven Universitet. Forbrydelsen? At fremlægge data om massemigration, gruppeforskelle i intelligens og præstationer, kriminalitetsstatistikker og multikulturalismens fiaskoer – på en måde, som retten anså for at skabe en »os mod dem«-atmosfære.
Dette er ikke blot endnu en skærmydsel i Europas krig mod ytringsfriheden. Det er noget langt mere uhyggeligt: den eksplicitte kriminalisering af den observerbare, verificerbare virkelighed selv.
Hvad Van Langenhove faktisk sagde
Van Langenhoves foredrag, arrangeret af Nationalistische Studentenvereniging (»Nationalistisk Studentforening«), var annonceret som en diskussion om regenerativt landbrug, men blev hurtigt en bred kritik af politikken med åbne grænser og dens konsekvenser. Han citerede statistikker om uddannelsesresultater, kriminalitetsrater knyttet til ikke-vestlig indvandring, faldende livskvalitet i multikulturelle områder og forskelle mellem grupper.
Van Langenhove sagde for eksempel:
“Hvis jeg siger, at det er normalt, at der er flere asiater og hvide – asiatiske mænd og hvide mænd – der bliver ingeniører end afroamerikanere, fordi afroamerikanere simpelthen klarer sig dårligere i skolen af en række årsager… så må vi tilsyneladende ikke sige, at hvide simpelthen er bedre brobyggere end afrikanere. Men tag til Afrika en gang og se på broerne der. De fleste af de broer, der stadig står, blev bygget i kolonitiden eller endda længe før af hvide ingeniører. Og når broer skal repareres i dag, er det ikke afrikanerne, der reparerer dem – det er asiater; kineserne har overtaget alt…. Mennesker er ikke lige, dyr er ikke lige, planter er ikke lige, der er intet i naturen, der er lige.»
Van Langenhove advarede mod «den store udskiftning” og satte massemigration i forbindelse med boligmangel, overbelastede velfærdssystemer, stigende kriminalitet og kulturel erosion. Han kritiserede multikulturalisme som uforenelig med sammenhængende samfund og gjorde nar af visse progressive dogmer om køn.
Ingen af disse punkter var opdigtede. Retten erkendte selv, at mange af hans udsagn hvilede på videnskabelig dokumentation og officielle statistikker.
Rettens fordømmende indrømmelse: Fakta er irrelevante
Her er det mest afslørende afsnit fra dommen, som citeret af Van Langenhove og rapporteret i flere medier:
»Selv om alle Van Langenhoves udtalelser er baseret på videnskabelige beviser og statistik, gør det ingen forskel for den kriminelle hensigt. Van Langenhove er ikke anklaget for at sprede falske oplysninger. Han er anklaget for at præsentere fakta på en måde, der tilskynder til had mod personer på grundlag af et eller flere af de beskyttede kriterier i antirasismeloven.«
Dommeren bestrider ikke dataenes nøjagtighed. Han indrømmer, at udsagnene er faktuelt underbyggede. Alligevel erklæres denne sandhed for »irrelevant«. Det, der betyder noget, ifølge retten, er den hensigt, der udledes af skabelsen af en »atmosfære af fjendtlighed« eller en »os mod dem«-fortælling.
Dette vender retfærdigheden på hovedet.
Siden hvornår udgør fremlæggelse af verificerbare fakta om kriminalitetsrater, IQ-fordelinger eller forskelle i frugtbarhed »kriminel hensigt«?
Hvor er beviset for tilskyndelse til vold? Der er intet. »Beviset« er selve talen — og dommernes subjektive fortolkning af dens potentielle følelsesmæssige virkning på særligt beskyttede grupper.
I liberale demokratier, der er navnet værdige, har sandheden altid været et forsvar mod anklager om injurier eller tilskyndelse. I det 21. århundredes Belgien er sandheden nu skærpende bevis.
Et symbol på bredere undertrykkelse
Denne sag er Van Langenhoves anden domfældelse. Den følger tidligere sager mod ham og hans bevægelse Schild & Vrienden (»Skjold & Venner«) for private chats og memes. De europæiske eliter har gjort ham til et gentagen mål netop fordi han giver udtryk for, hvad et stigende antal borgere observerer dagligt: massemigration fra kulturelt fjerne regioner hænger sammen med parallelsamfund, større afhængighed af velfærd og stigninger i visse former for kriminalitet.
Den dybere betydning er klar. Overalt i Europa – fra love om hadefuld tale i Storbritannien og Tyskland til »desinformations«-overvågere i EU – begrænser myndighederne ikke blot ytringsfriheden. De straffer anerkendelsen af virkeligheden, når den modsiger den multikulturelle fortælling. Fakta om integrationsfiaskoer, no-go-zoner, grooming-bander eller gruppeforskelle i resultater behandles som kætterske, uanset deres empiriske grundlag.
Denne Wonderland-agtige inkvisition muliggøres af det, som filosofen Curtis Yarvin har betegnet som »katedralen«: det decentraliserede, men ideologisk forenede kompleks af medier, akademia, NGO’er og retslige bureaukratier, der håndhæver den progressive ortodoksi. Dommere, der føler sig beskyttet af denne moralske og institutionelle konsensus, handler med straffrihed. De anser sig ikke blot for at være lovens dommere, men for troens vogtere — en tro, hvor biologiske realiteter, kulturelle uforeneligheder og demografisk aritmetik må benægtes, for at de ikke skal underminere det hellige projekt om mangfoldighed.
Dobbeltmoral
Mens fakta vedrørende arabere, afrikanere eller muslimer således censureres eller forbydes, er absolut alt tilladt i Belgien, så snart det vedrører jøder. I august 2024 skrev den flamske belgiske forfatter og klummeskribent Herman Brusselmans i en klumme offentliggjort i magasinet Humo om Gaza: »Jeg bliver så rasende, at jeg har lyst til at stikke en skarp kniv gennem halsen på hver eneste jøde, jeg møder,« samtidig med at han kaldte den israelske premierminister Benjamin Netanyahu en »lav, fed, skaldet jøde.« Denne opfordring til mord, denne åbne indrømmelse af pogromistisk lyst – som ville blive fordømt i ethvert civiliseret land – blev anset af den belgiske dommer, der behandlede Brusselmans’ sag, for at være intet andet end et udtryk for ytringsfrihed, og at dette had mod jøder ikke udgør en opfordring til mord.
Frihedens – og fornuftens – død
Europa er hurtigt ved at blive et kontinent, hvor visse sandheder er usigelige og derfor formodentlig utænkelige. Når domstole erklærer, at selv nøjagtige statistikker kan være kriminelle, hvis de fremmer »intolerance«, beskytter de ikke minoriteter – de infantiliserer dem og infantiliserer offentligheden. De signalerer, at indfødte europæere ikke har ret til at diskutere forandringen af deres egne samfund.
Van Langenhove vil anke sin dom, som han har gjort før. Den virkelige dom er dog allerede afsagt: Vesteuropas herskende klasse har valgt undertrykkelse frem for virkeligheden. De vil hellere straffe budbringeren end at konfrontere de ubekvemme data om de reelle omkostninger ved migration.
Hvis denne tendens til at »male roserne røde« fortsætter, vil valget for europæerne ikke stå mellem »hate speech« og tavshed, men mellem underkastelse under en »styret nedgang« og en længe ventet genvinding af retten til at benævne virkeligheden – før det er for sent.
Drieu Godefridi er jurist (Université Saint-Louis, Université de Louvain), filosof (Université Saint-Louis, Université de Louvain) og ph.d. i retsfilosofi (Paris IV-Sorbonne). Han er iværksætter, administrerende direktør for en europæisk privat uddannelsesgruppe og direktør for PAN Medias Group. Han er forfatter til The Green Reich (2020).
Taget herfra
Jeg mener Jesper Langballe i sin tid fik en dom ud fra paragraf 266b ! Den såkaldte racisme paragraf). Han troppede op med en masse dokumenter og bøger, som skulle bekræftede hans udsagn var sandheden ( om Islam). Dommeren sagde -at at det ikke var vigtigt om det var sandt det han sagde, men om det var nedværdigende-. Jesper langballe grinede og slog ud med armene og svarede…-.jamen skyldig- ! Han var en hædersmand!
Jeg kan anbefale ham at blive skraldemand, det gode ved at være skraldemand er at man er vant til at tage skraldet og får penge for det, plus den årlige firmafest hvor man får æggemad og rejemad med mayonaise pyntet op med tomat, agurk og citron