“Europas store forræderi mod Ukraine”

Det skriver André Rossmann om her: “Bundlinjen er, at det feje og svigefulde Europas strategi har hele tiden været og fortsat er, at man skal give Ukraine nok våben til ikke at tabe, men ikke nok våben til at vinde.”

Man kan støtte Ukraine eller Rusland, men man kan ikke være meget uenig i Rossmans vurdering af Europa som en fej vatpik …

Taget herfra

Den danske propagandamaskine arbejder på højtryk for at tørre Europas ansvar for Ukraine af på USA og Trump. I Danmarks optik er Ukraine nemlig et amerikansk problem, og derfor fortsætter danske politikere og medier med at skælde ud på Trump og beskylde ham for det påståede forræderi og svigt af Ukraine.

Sandheden er, at Europa aldrig har støttet helhjertet op om Ukraine. I 2014, da Rusland besatte Krim, var Europas reaktion særdeles afdæmpet. Og siden 24. februar 2022, da Rusland invaderede Ukraine, har den europæiske støtte hele tiden haltet bagefter. Lige siden 2022 har Europa hverken haft evne eller vilje til at hjælpe Ukraine med at sejre. Hjælpen til Ukraine har været skævt fordelt, fordi de europæiske lande er dybt splittede om Ukraine. Danmark, Sverige, Tyskland og de østeuropæiske lande har ydet og fortsat yder langt mere end Italien, Frankrig og Spanien. Også de nordiske lande er splittede om Ukraine. Senest har Danmarks statsminister Mette Frederiksen anklaget Finlands præsident, Alexander Stubb, og Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, for at ”gå solo” ved at tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Lige siden 2022 har Europa har været en ekstrem dårlig og utroværdig allieret. Selv om Europa har tilført Ukraine betydelige pengebeløb og en stigende mængde militært udstyr, har hjælpen været nøje afstemt med princippet om, at den ikke måtte føre til et truende russisk nederlag, som kunne friste Putin til at stoppe eksporten af gas, olie og kul til Europa eller bringe atomvåben ind i kampen. Det overordnede mål for Europa har derfor hele tiden været at medvirke til en udsigtsløs udmattelseskrig, der hverken kan vindes af Rusland eller Ukraine.

Først i 2024 har Storbritannien givet Ukraine lov til at bruge langdistancemissiler af typen Storm Shadow mod Rusland. Og selv om Ukraine gentagne gange har anmodet Tyskland om de langtrækkende Taurus-krydsermissiler, er den officielle tyske holdning fortsat afvisende. Et stort problem for Ukraine er ikke kun selve våbentypen, men mængden og hastigheden af de europæiske våbenleverancer. Ukrainske embedsmænd har flere gange påpeget, at Europas våbenleverancer kommer “for sent og i for små mængder” til at vende krigens gang afgørende. Selvom de europæiske lande gradvis har godkendt og leveret avancerede systemer som luftværn, kampvogne og F-16-kampfly, har processen været præget af lange politiske diskussioner og tilbageholdenhed. Ukraine mangler fortsat adgang til specifikke højteknologiske våben, og Europa har lagt stramme restriktioner på brugen af dem, som Ukraine har modtaget.

Mens Europa skælder ud på Trump, har de europæiske lande, herunder Danmark, svigtet Ukraine og gør det fortsat ved at bruge flere penge på at købe russisk olie og naturgas, end de bruger på at støtte Ukraine. Beyond Fossil Fuels, en grøn lobbygruppe, anslår, at Europa siden februar 2022 har brugt 206 mia. dollars på russisk olie, naturgas og kul. Reuters har opgjort, at Europa har brugt 138,75 mia. dollars i bistand til Ukraine siden januar 2022. Alene i 2025 har Europa brugt større beløb på indkøb af gas, olie og kul fra Rusland end værdien af den samlede finansielle og militære støtte til Ukraine i samme periode. De europæiske lande inkl. Danmark underminerer desuden deres egne omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland ved at købe hvidvaskede russiske olieprodukter fra Indien og Kina.

Det ryggesløse Europa har også forrådt Ukraine på den diplomatiske front. Ved at lukke de diplomatiske forbindelser til Moskva fratog Europa sig selv muligheden for at påvirke krigens udvikling gennem forhandling. Europa har med andre ord overladt hele forhandlingsprocessen til Donald Trump. I stedet for at overtage ansvaret for Ukraine bliver Europa inkl. Danmark ved med at tale med store og stærke ord om forsvar af Ukraine, handle for lidt og skælde ud på den amerikanske præsident. De europæiske ledere sender ganske vist signaler om et stærkt og samlet Europa, men europæisk sammenhold og samhørighed en illusion. Europa er splittet, kan ikke tale med én stemme, har ikke et sammenhængende europæisk budskab, og har ikke formået at udpege den person, som i givet fald skulle repræsentere hele Europa ved forhandlingsbordet.

En fælleseuropæisk front mod Rusland kræver en enighed og fælles fodslag, som mangler blandt Europas ledere. Den ville kræve, at der bruges markant flere ressourcer til en europæisk forsvarsindustri i et omfang, man ikke har set før. Hvis Europa virkelig ville forsvare Ukraine, så skulle det holde op med at købe russisk gas og sende europæiske tropper til landet. Det ville kræve store ofre, der kunne mærkes af den enkelte europæer. Men virkeligheden er, at Europas ledere ikke tør kræve, at deres borgere skal yde de ofre, der skal til.

Europa kunne optræde som en supermagt og overtage ansvaret for Ukraine, idet de europæiske landes økonomiske og militære formåen er ti gange større end Ruslands. Det burde være nemt for Europa at forsvare Ukraine med en amerikansk nuklear bagstopper. Men det har EU ikke appetit på af frygt for en konfrontation med Rusland. Og derfor er det Europa, der svigter Ukraine – og ikke Trump.

Bundlinjen er, at det feje og svigefulde Europas strategi har hele tiden været og fortsat er, at man skal give Ukraine nok våben til ikke at tabe, men ikke nok våben til at vinde. Det forræderiske Europa sørger med andre ord for, at Ukraine kan dø langsomt, idet landet ikke får hjælp nok til at vinde krigen. Der er ingen tvivl om, at før eller senere vil Europa inkl. Danmark ofre Ukraine og overgive landet til Putin for at bevare en større fred. Modsat hvad man i Europa og Danmark påstår, er det Europa og ikke Trump, der har forrådt Ukraine.

André Rossmann

Taget herfra