“FARVEL TIL DE BORGERLIGE”

Sådan skriver Asgar Aamund efter Pernille Vermund forlader skuden: “Vi får de politikere, vi har fortjent”

Taget herfra

Pernille Vermunds farvel til politik er ikke bare et voldsomt tab for Nye Borgerlige (NB), men er også et ulivssår for resterne af det borgerlige, liberale Danmark. Pernille Vermund har siden partiets start måttet kæmpe mod en offentlig mening, som anbragte NB i en politisk skuffe, der var mærket ’nationalkonservativ’ og ’ultrakonservativ’.  Vores skinhellige hovedmedier beskrev NB som et intolerant, fremmedfjendsk parti for islamofober og småtossede hjemmefødninge, der hader udlændinge. NB er imidlertid ikke et nationalkonservativt, men et nationalliberalt parti, som er noget ganske andet. NB bekender sig til en liberal økonomisk vækstpolitik og til en national kulturpolitik, der lægger vægt på at bevare og udvikle det danske samfund forankret i en demokratisk og tillidsfuld retsstat.

I Jyllands-Posten skriver Rune Selsing, at problemet med NB er, at partiet aldrig producerede en sammenhængende, løsningsorienteret politisk plan, men nøjedes med nogle overordnede politiske principper. Der har Selsing en pointe, men man må huske på, at de nye borgerlige aldrig blev mange nok til at kunne flyve i flok. Anvender man den samme argumentation på Venstre og Konservative, bliver man bestemt ikke imponeret af deres borgerlige vækstprogrammer, da begge partier nu som socialdemokratiske satellitter er mere optaget af at fordele samfundets velfærdsmidler og af kampen mod klimaet. I næsten hele sin korte levetid er NB blevet drevet af en lille trojka bestående af Pernille Vermund, pressechefen Lars Kaaber samt Mette Thiesen og med Lars Tvede på sidelinjen som ideologisk inspirator. Nu er alle tre ude af billedet af forskellige årsager, men de har alligevel præsteret et solidt stykke politisk arbejde nedfældet i ’PLANEN – For et mere borgerligt Danmark’, der indeholder mere liberal politik, end Venstre har præsteret de sidste 25 år.

Det er en konstruktiv og progressiv plan, der rummer et stort vækstpotentiale for det danske samfund: Ingen skat af de først tjente 90.000 kr., flad indkomstskat på 37 procent, ingen arveafgift, lavere selskabsskat og lavere aktie- og rentebeskatning. Regelsanering ved, at to regler fjernes for ny, der indføres. Væk med kontanthjælpen ved arbejdsvægring, kriminelle udlændinge udvises og stop for skatteyderfinansierede integrationsprojekter. Afvikling af erhvervsstøtten og en omgående revitalisering af forsvaret. Der er ingen tvivl om, at NB er inspireret af Schweiz, der med lav skat og en minimal offentlig sektor har skabt et borgerligt vækstsamfund med bedre velfærd end det danske. Den lave skattebyrde gør det muligt for schweizerne selv at forsikre sig mod arbejdsløshed, sygdom og en fattig alderdom. Der er i Schweiz ingen mangel på læger og sygeplejersker og ingen livstruende kødannelser foran operationsstuerne. NB er det eneste danske parti, der har ladet sig inspirere af dette særdeles effektive og borgervenlige samfundssystem. Alle andre partier afviser den schweiziske model som reaktionær og gammelborgerlig, noget der kun kan lade sig gøre netop i Schweiz.

Pernille Vermund bliver nu skældt ud af borgerlige kommentatorer, der bebrejder hende, at hun har sluppet håndtaget i utide og er stukket af fra kampen for et bedre samfund. Sandheden er snarere, at Pernille Vermund har erkendt, at slaget er tabt og missionen mislykkedes. Planen var jo, at NB skulle være den klare, lysende komet på det borgerlige firmament, det nationalliberale spejl, hvor borgerne kunne se, hvordan et progressivt og frit Danmark burde organiseres og ledes. Denne strategi forudsætter stigende tilslutning og vækst, som brat standsede ved folketingsvalget i november. Uro i partiet og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne ødelagde valget og projektet. Pernille Vermund kan ikke se sig selv som 65-årig sidde i Folketinget som kaptajn på en plimsoller med 5 mandater uden fremtid, uden indflydelse.

I stedet for at bebrejde Pernille Vermund hendes afgang, bør vi erkende, at det var vælgerne, der ikke ville være med på den nationalliberale rejse ind i fremtiden. Danmark er ikke mere et borgerligt, liberalt samfund og har ikke været det, siden Anders Fogh Rasmussen i 2001 stjal socialdemokratiets velfærdsprogram. Nu da både Venstre og det nye Moderaterne har meldt sig under de rosa faner, er der kun få overlevende tilbage på de borgerlige barrikader. De moderne, lyserøde borgerlige vælgere i Danmark vil nu samle sig om Liberal Alliance, som ses som velfærdsvenligt. Danmarksdemokraterne, som uden borgerlig politik har erklæret sig klar til at samarbejde med alle om det meste, finder nok også deres plads i skyggen med ryggen op mod muren Også Dansk Folkeparti kan høste vildfarne borgerlige stemmer, hvis Morten Messerschmidt tør lancere et økonomisk vækstprogram og vriste partiet ud af mange års socialdemokratisk fordelingspolitik.

Pernille Vermund var en frisk forårsbrise på Christiansborg i skarp kontrast til de konventionelle partiers stillestående fedtspilleri ’hen over midten’. Hun vil blive savnet, men vælgerne har talt, og hun har taget konsekvensen. Det er jo demokratiets vilkår. Vi får de politikere, vi har fortjent.

Taget herfra