Stemmer danskerne ja ved afstemningen den 3. december, vil dansk politi ifølge en række jurister være pålagt at efterforske på ordre fra udenlandske myndigheder.
»EU-samarbejdet kan tvinge os til at efterforske ting, vi bevidst har valgt ikke skal være strafbare herhjemme,«
siger juraprofessor og institutleder på Syddansk Universitet Thomas Elholm med henvisning til det såkaldte direktiv om den europæiske efterforskningskendelse, som danskerne bl.a. skal stemme om.
I udgangspunktet skal de danske myndigheder sige nej, hvis den forbrydelse, det udenlandske politi efterforsker, er lovlig i Danmark. Men hvis forbrydelsen står på en såkaldt positivliste, er dansk politi forpligtet til at gennemføre efterforskningen – uanset om forbrydelsen er ulovlig i Danmark eller ej. På listen nævnes 32 forbrydelser, der bl.a. omfatter »racisme og fremmedhad«.
Justitsminister Søren Pind (V) oplyser i et skriftligt svar:
»Dansk politi skal ikke blindt gennemføre et andet lands ønske, hvis der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved det.«
Leave a Reply