Det viser Guy Millière her: “Den franske regering bruger 4,5 % af bruttonationalproduktet på uddannelsesinstitutioner, og Tyskland bruger 3,7 %.”+”På en anden front har Macron, selvom han i 2020 fordømte »islamistisk separatisme«, ikke gjort noget for at forhindre eller sågar bremse den islamistiske erobring af Frankrig”
Prøv engang at læse denne artikel og så sammelign med DR-fake-news og TV2-fake-news
Man får 50 x så meget at vide af Guy Millière !! Masser af fakta fremfor (danske) fake-news- “følelser”
Taget herfra
Den franske regering blev angiveligt »taget på sengen«, da studerende for omkring to uger siden begyndte at lave optøjer. Mange europæere ser, hvordan islamiseringen vinder frem i deres lande og nyder støtte fra marxister: hver side tror, at den anden vil bringe den til magten. De ser, at deres ledere ikke gør noget for at afhjælpe en situation, der er blevet stadig mere alarmerende. Billedet viser: Kommunale medarbejdere rydder op omkring Marcel Sembat-gymnasiet i Rouen, Frankrig, den 1. oktober 2026, efter at det blev brændt ned af oprørere. (Foto af Guillaume Saligot/AFP via Getty Images)
»Hvem så ikke det komme? Åh ja … politikerne,« bemærkede »The Great Gats« på X.
Den franske regering blev angiveligt »taget på sengen«, da eleverne for omkring to uger siden begyndte at gøre oprør for at protestere mod forholdene – overfyldte klasser, forfaldne bygninger, skadedyr og rotter, manglende opvarmning og aircondition samt mangel på lærere – på deres skoler.
»Men,« skriver den amerikanske journalist Michael Shellenberger, »de franske skoler har i dag flere penge pr. elev end nogensinde før… Den franske regering bruger 4,5 % af bruttonationalproduktet på uddannelsesinstitutioner, og Tyskland bruger 3,7 %.
De voldelige optøjer, der startede i Paris’ Île-de-France og spredte sig over hele landet, ser ifølge undersøgelser ud til at være blevet anstiftet af det franske politiske parti La France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig) under ledelse af Jean-Luc Mélenchon, en kandidat fra den yderste venstrefløj ved det franske præsidentvalg, der er planlagt til foråret 2027. La France Insoumise afviser anklagerne; ifølge Shellenberger viser »beviserne imidlertid klart, at La France Insoumise (LFI) … anstiftede og ledede demonstrationerne.«
»Demonstrationen havde ›fra starten medvirken af folkevalgte fra La France Insoumise og kollektiver fra den yderste venstrefløj‹, fortalte en anonym sikkerhedsembedsmand til Le Point. Et referat af premierministerens krisemøde den 1. oktober, som en person tæt på ham gav til Reuters, beskrev bevægelsen som ’en operation organiseret af LFI (La France Insoumise) og dens repræsentanter på den yderste venstrefløj’ i efterretningstjenesternes ’fælles vurdering’….
»›Forældre, Insoumis-aktivister, mobiliser jer for at stille jer imellem politiet og dets brutalitet,‹ sagde Mélenchon, hvor han gav politiet, ikke eleverne, skylden for volden….
«I Marseille tvang hundredvis af unge brandmænd til at flygte fra deres brandbil uden for et gymnasium og satte den derefter i brand. I Paris jagede omkring ti demonstranter en politiløjtnant under uddannelse, kastede hende til jorden og sparkede hende, mens de råbte ’Dræb hende!….’
”’Vi er ikke helt sikre på, at de overhovedet selv er gymnasieelever,’ sagde den franske justitsminister om de anholdte….”
”Den franske venstrefløj har ført krig mod skolerne, samtidig med at den har opbygget en alliance med islamistiske ledere, der håber at omdanne dem radikalt. For begge parter starter kampen med skolerne. ’Det er klart, at religiøse og politisk-religiøse organisationer ’arbejder på’ disse elever, undertiden allerede fra folkeskolen, samt deres familie, deres sociale miljø og deres kvarter, og nogle forsøger at vende dem mod skolen,’ hedder det i Undervisningsministeriets inspektorats rapport fra juni 2004 om religion i skolerne.
“Det, der forener islamisterne og den revolutionære venstrefløj, er deres hensigt om at nedbryde den vestlige civilisation. Det franske indenrigsministeriums rapport fra maj 2025 om Det Muslimske Broderskab beskrev bevægelsens projekt i Frankrig som ’en lang proces af politisk erobring’ med ’systematisk prioritering af indsatsen på lokalt plan.’
»Børn af muslimske indvandrere er ofte mere radikale end deres forældre. ’Der er først og fremmest tale om et generationsoprør,’ skrev den franske islamforsker Olivier Roy i 2015 om franske jihadister….«
»LFI bejler åbent til muslimske vælgere, og en parlamentarisk undersøgelse fastslog, at det gjorde partiet til et mål for islamistiske netværk….
»›LFIs satsning på en klientelistisk strategi over for den muslimske vælgergruppe kan have gjort denne bevægelse til et særligt mål,‹ sagde Matthieu Bloch, ordfører for en undersøgelse i Nationalforsamlingen om partier og islamistiske netværk, i december 2025….
«Meningsmålingerne ›viser alle, at [Mélenchon] taber massivt i en anden valgrunde mod Le Pen,‹ bemærkede BBC.”
Indtil videre er omkring 2.000 studerende blevet anholdt, og mere end 1.000 skoler er blevet ramt. Voldshandlingerne har blandt andet omfattet »skoler, der er blevet sat i brand, og lærere, der er blevet slået og overhældt med benzin.«
Den franske præsident Emmanuel Macron, der er i gang med sin anden embedsperiode og ikke kan stille op igen, afslutter sit præsidentskab i lyset af bred afvisning fra offentligheden. Ifølge en nylig meningsmåling støtter kun 21 % hans politik, selvom det er en stigning fra 19 % for et par måneder siden.
Macrons tal er ikke overraskende. Han har gentagne gange udvist foragt for de fattigste medlemmer af det franske samfund.
Få uger inde i sin første embedsperiode, der begyndte i maj 2017, talte han om »dem, der har klaret det« og »dem, der ikke er noget«. Mindre end halvandet år senere, i november 2018, forhøjede han – under henvisning til menneskeskabte klimaforandringer – Frankrigs i forvejen ublu benzinafgifter, et skridt, der straks udløste »Gule Veste«-bevægelsen, da tusindvis af franske borgere sagde, at de ikke længere havde råd til både brændstof til at køre på arbejde og mad til at brødføde deres familier. Macron svarede, at selvom nogle mennesker måske havde økonomiske problemer, måtte han tage sig af noget vigtigere: »risikoen for at stå over for verdens undergang«.
De Gule Veste-bevægelsen varede mere end et år — og aftog først i januar 2020 med udbruddet af COVID-19-pandemien. Under hele forløbet forblev Macron foragtelig og reagerede på de ikke-voldelige demonstranters klager med politiets hårdhændede indgreb, der medførte dødsfald og lemlæstelser. Samtidig tillod han venstreorienterede agitatorer, der havde infiltreret bevægelsen, at udløse optøjer og begå brandstiftelse uden at bede politiet om at gribe ind. Mange i Frankrig så, at Macron kunne være nådesløs over for mennesker, der gav udtryk for deres nød, men eftergivende over for kriminelle, så længe de tilhørte hans foretrukne politiske retning.
Under pandemien indførte Macron nogle af de mest autoritære foranstaltninger i Europa. Franskmændene blev beordret til at blive inden døre og måtte kun forlade deres hjem i én time om dagen – inden for en radius på en halv mile – forudsat at de udfyldte en formular med angivelse af navn, adresse og afgangstidspunkt. Politiet, der var allestedsnærværende, anholdt tusinder og pålagde dem store bøder blot for at vove sig lidt længere væk end den tilladte afstand eller for at blive hængende lidt længere end en time. Alle samtaler udendørs var strengt forbudt.
Macron-årene var desuden præget af et markant økonomisk tilbageslag i Frankrig og et kraftigt fald i levestandarden. I det seneste årti er Frankrigs formue pr. indbygger faldet til under EU-gennemsnittet og ligger nu bag Cyperns. For ti år siden, i 2016, lå Frankrigs BNP pr. indbygger på en 23. plads på verdensplan; i dag ligger det på 33. pladsen. Arbejdsløsheden, der nu ligger på 8,3 %, er stigende. For personer i alderen 15 til 24 år er den ekstremt høj, nemlig 21,1 %.
Deindustrialiseringen fortsætter for fuld styrke. Straffende reguleringer har medført, at fabrikker er blevet lukket. De erstattes ikke af andre virksomheder, men af et stadig dyrere velfærdssystem, som nu udgør mere end 40 % af de samlede offentlige udgifter. I 2025 steg fattigdomsraten i Frankrig til 15,4 %, hvilket svarer til 9,8 millioner mennesker, der lever for under 60 % af den nationale medianindkomst og hver måned kæmper for blot at dække deres basale behov.
Samtidig har de på hinanden følgende franske regeringer øget udgifterne uden hæmninger. Mens BNP-væksten i Frankrig fra 2016 til 2026 i alt udgjorde 13,17 %, var stigningen i de offentlige udgifter i samme periode på 35,6 %. Denne enorme forskel betyder, at regeringen fortsat bruger langt mere, end den inddriver i indtægter. Statsgælden, som er vokset kontinuerligt, nåede 117,5 % af BNP i januar 2026 og vil nå 119,3 % ved årets udgang. Renteudgifterne på gælden har opslugt en stadig større andel af landets årlige budget og overstiger nu, ligesom i USA, det nationale forsvarsbudget. Forskellen er, at USA måske stadig er i stand til at vækst sig ud af et sådant hul – 40 billioner dollar, med renter på 7,1 milliarder dollar om dagen – mens Frankrig, knust af overregulering, ikke kan.
På en anden front har Macron, selvom han i 2020 fordømte »islamistisk separatisme«, ikke gjort noget for at forhindre eller sågar bremse den islamistiske erobring af Frankrig. I et årti har den fuldt udfoldede islamisering af landet raset videre. Millioner af mennesker fra den muslimske verden har slået sig ned i Frankrig, både lovligt og ulovligt. Omkring 2016 var det omtrentlige antal muslimske statsborgere og udenlandske muslimer, der boede i Frankrig, 5,7 millioner (8,8 %); nu anslås det officielt til muligvis 7 millioner ud af en befolkning på cirka 67 millioner, men de reelle tal er utvivlsomt højere. De fleste muslimer i Frankrig assimilerer sig ikke, og en stigende andel – ca. 38 % – sætter den islamiske sharia-lov over republikkens love (tallet er højere blandt muslimer i alderen 15 til 24 år: 57 %).
Lovene mod ulovlig indvandring håndhæves ikke. Hvert år udvises kun 7 % af de ulovlige indvandrere i Frankrig, som politiet har pålagt at forlade landet – via OQTF (forpligtelse til at forlade fransk territorium). Denne lempelighed betyder, at mere end 93 % forbliver i landet. Mange er kriminelle. Nogle af de mest modbydelige mord i Frankrig under Macron-årene er blevet begået af ulovlige indvandrere, der havde ignoreret deres OQTF. Lola Daviet, 12 år, blev for eksempel voldtaget, tortureret og myrdet i en lejlighed i Paris af en algerisk tyv og lejlighedsvis prostitueret, Dahbia Benkired. Den 21. august 2022 var Benkired blevet anholdt, havde fået udstedt en OQTF og var derefter blevet løsladt. To måneder senere, den 14. oktober, myrdede hun barnet.
No-go-zoner, hvor radikale imamer og muslimske bander hersker, er vokset siden 2016. De findes nu i forstæderne til de større byer i Frankrig. Muslimske bandemedlemmer begår røverier og plyndringer flere gange om året, især når der er en fodboldkamp med et fransk hold, og for nylig under VM i 2025. Politiet har ordre om kun at gribe minimalt ind. Hvis de sårer eller dræber en muslimsk kriminel, har de erfaret, at deres karrierer og liv kan blive ødelagt. Den 27. juni 2023 nægtede Nahel Merzouk, en ung muslimsk kriminel, at adlyde en politibetjent, som derefter skød ham ved et uheld. Optøjerne, som brød ud over hele landet, begyndte først at stilne af, da politibetjenten, Florian M., blev varetægtsfængslet og sigtet for overlagt drab. Han risikerer nu op til 20 års fængsel.
»Højreorienteret« antisemitisme er stort set forsvundet og er blevet erstattet af en usædvanlig giftig islamisk og venstreorienteret antisemitisme.
Efter Hamas’ massakre i Israel den 7. oktober 2023 blev der inden for få dage organiseret islamiske og venstreorienterede protester til støtte for Hamas og den »palæstinensiske modstand«. La France Insoumise beskrev massakren den 7. oktober som en »væbnet offensiv fra palæstinensiske styrker« uden nogensinde at nævne, at Hamas er en terrorbevægelse. En af lederne af LFI, Rima Hassan, der er fransk statsborger, definerer sig selv som »fransk-palæstinensisk«, ikke som fransk. Hun beskylder konstant og fejlagtigt Israel for »folkemord« og hævder, at »Hamas’ handlinger er legitime.«
Den massive bølge af antisemitiske overfald, trusler og fornærmelser har varet indtil i dag.
I de senere år har Macron også i stigende grad rettet sig mod ytringsfriheden og benyttet sig af Arcom — en institution, han oprettede i 2022 for at regulere og kontrollere de franske audiovisuelle medier — til dette formål. I 2025 lukkede Arcom tv-kanalen C8: den angivne årsag var »mangel på pluralisme« og at for mange konservative var blevet inviteret til at tale. Den 15. juni 2026 modtog en anden tv-kanal, CNews, en formel advarsel fra Arcom, hvor den ligeledes blev beskyldt for »mangel på pluralisme«. CNews kan snart også blive lukket ned. Det er den sidste store tv-kanal i Frankrig, der stadig inviterer kommentatorer fra højrefløjen, som andre kanaler ikke længere inviterer. CNews blev idømt bøder to gange i 2026: én gang fordi en gæst udtalte, at menneskeskabt global opvarmning ikke eksisterer; en anden gang fordi en gæst udtalte, at »historien viser, at islam stadig er en erobringsreligion«.
I december 2025 anmodede Frankrig om, at to kommentatorer — Jacques Baud og Xavier Moreau — blev sanktioneret af Den Europæiske Union for deres »prorussiske udtalelser«. Deres bankkonti og aktiver inden for EU blev indefrosset, og deres kreditkort blev spærret. De har ikke længere tilladelse til at rejse inden for EU. Enhver økonomisk støtte, som de modtager fra hvem som helst, vil blive pålagt sanktioner. Disse foranstaltninger er udenretslige, men der er ingen mulighed for appel eller klage.
I maj 2024 tabte Macrons politiske parti, Renaissance, valget til Europa-Parlamentet. Mens Frankrigs største højrefløjsparti, Rassemblement National (National Rally), fik 31,37 % af stemmerne, fik Macrons parti kun 14,6 %. Han udtalte sig vredt om resultatet, opløste Nationalforsamlingen og indkaldte til ekstraordinære parlamentsvalg. I første valgrunde fik National Rally mere end 33 % af stemmerne og var på vej til at vinde flertallet af mandaterne i anden valgrunde. Macron dannede hurtigt en alliance med alle andre politiske partier med det formål at besejre National Rally. Han talte om en »republikansk front« og antydede, at National Rally udgør en fare for republikken. Vælgere, der støttede kandidater fra midten eller den moderate højrefløj, blev opfordret til at stemme på en venstrefløjskandidat, hvis denne kandidat havde de bedste chancer for at vinde. Vælgere, der støttede venstrefløjskandidater, blev af samme grund opfordret til at stemme på en kandidat fra midten eller den moderate højrefløj. Resultatet blev, at Rassemblement National sikrede sig den største andel af stemmerne, men partierne i den »republikanske front« fik flest mandater i Nationalforsamlingen, som var opsplittet i flere partier, hvoraf ingen kunne danne et sammenhængende flertal. Siden da har landet haft flere magtesløse regeringer, og ingen vigtige beslutninger kunne træffes. Macron gjorde landet ustyrbart.
Macron ønsker måske en efterfølger, der vil fortsætte hans programmer, sådan som de er, men det ser ikke ud til at ske. Marine Le Pen fører for første gang i sin politiske karriere i meningsmålingerne, hvilket tyder på, at hun kunne vinde i 2027. Andre kandidater tilhører partier, der nu forbindes med den katastrofe, som Frankrig er styrtet ned i.
Le Pen blev endda retsforfulgt for angiveligt at have tilladt parlamentariske assistenter for medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP’er) fra hendes parti at arbejde i Paris for de MEP’er, der havde ansat dem. Da den centristiske kandidat François Bayrou og den venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon blev anklaget for samme lovovertrædelse, blev sigtelserne mod dem begge frafaldet. Ikke for Le Pen. Den 31. marts 2025 blev hun dømt til fire års fængsel og et femårigt forbud mod at beklæde offentlige embeder, formodentlig for at forhindre hende i at stille op som kandidat.
Efter at hun havde anket dommen, blev hendes straf den 7. juli 2026 nedsat til tre års fængsel – hvoraf det ene år skulle afsones i husarrest med en elektronisk fodlænke – samt et forbud mod at beklæde offentlige embeder i 45 måneder, hvoraf 30 måneder blev gjort betinget. Den nye dom gør det muligt for hende at stille op til valget. Hun har indgivet en appel til Frankrigs højeste domstol, og fuldbyrdelsen af dommen er blevet udsat. Hun behøver ikke at bære overvågningsarmbåndet under valgkampen. Retten forventes at afsige sin kendelse om hendes appel inden valget og kan omstøde sin beslutning. Le Pen vil i så fald være forpligtet til at bære et overvågningsarmbånd i de sidste dage af sin valgkamp og, hvis hun bliver valgt, i Élysée-paladset, når hun tiltræder embedet.
Hendes juridiske problemer ser dog ikke ud til at have haft nogen indflydelse på hendes vælgere, som tilsyneladende forstår, at retssystemet i Frankrig nu er blevet politiseret.
Hvis Le Pen bliver valgt til præsident i foråret, vil chokbølgerne kunne mærkes i hele Europa. Et præsidentskab under Le Pen ville betyde en sejr for et politisk parti, der forsvarer den vestlige civilisations værdier — et parti, som alle siddende ledere i Vesteuropa — bortset fra Italiens Giorgia Meloni — søger at holde væk fra magten med alle nødvendige midler.
Den økonomiske, finansielle og sociale situation, som Le Pen ville stå over for i tilfælde af en sejr, ville være barsk. Alle tilgængelige data tyder på, at Frankrig er næsten konkurs på næsten alle niveauer. En genopretning vil være yderst kompleks og vanskelig.
De fleste ledere i LFI har allerede erklæret, at de vil nægte at acceptere en sejr til Le Pen: hvis hun vinder, vil de opfordre til et oprør. Flere politiske analytikere mener, at der i et sådant tilfælde kan udbryde omfattende uroligheder med deltagelse af venstreorienterede grupper og islamistiske bander over hele landet.
Flere andre franske politikere, der forsøger at skabe panik, vil gøre dette med stigende intensitet helt frem til valget. Det er slet ikke sikkert, at disse forhindringer vil være nok til at besejre Le Pen.
En nylig meningsmåling bestilt af den centrum-højreorienterede Foundation for Political Innovation viser, at 78 % af vælgerne mener, at »den franske livsform, dens traditioner og livsstilsvaner er truet«. Tilgængelige data tyder desværre på, at dette er sandt. En anden nylig meningsmåling viser, at 85 % af vælgerne mener, at Frankrig er i forfald. De har helt ret. Frankrig er i kraftig tilbagegang, og et stort flertal af franskmændene kan se det.
Situationen i Frankrig adskiller sig kun lidt fra den generelle situation andre steder i Vesteuropa. Den politik, der føres i de fleste andre vesteuropæiske lande, adskiller sig ikke fundamentalt fra den, Macron har ført – og fører til de samme resultater.
Mange andre europæere er lige så utilfredse med deres ledere som franskmændene. De ser alle den økonomiske ødelæggelse, den fortsatte islamisering af deres lande, truslen fra Kina om at underbyde deres bilindustrier og den voksende umulighed af at diskutere visse emner uden at blive dæmoniseret eller stillet for retten.
Mange europæere ser, at islamiseringen vinder terræn i deres lande og nyder støtte fra marxister: hver side mener, at den anden vil bringe den til magten. De ser, at deres ledere ikke gør noget for at afhjælpe en situation, der er blevet stadig mere alarmerende. De synes at foretrække, at deres vestlige civilisation beskyttes og reddes.
Politiske partier i Vesteuropa med et program, der ligger tæt op ad Le Pens National Rally, såsom Tysklands Alternative für Deutschland (AfD), vinder frem på trods af forsøg fra de siddende ledere og medierne på at dæmonisere dem.
Den 6. september 2026 vandt AfD ved et delstatsvalg i den tyske delstat Sachsen-Anhalt 43,8 % af stemmerne – dobbelt så meget som fem år tidligere. I maj 2025 kom den tyske kansler Friedrich Merz til magten som leder af en stor koalition, der udelukkende var forenet af ønsket om at standse AfD’s fremgang. Hans koalition gjorde intet for at bekæmpe Tysklands dybe industrielle afmatning og den voksende manglende integration af muslimer, der bor i landet. Situationen er nu værre. Merz er i øjeblikket mere upopulær i Tyskland end Macron er i Frankrig (kun 14 % af tyskerne anser ham for værdig til at beklæde kanslerposten). AfD er nu det mest populære parti på landsplan i Tyskland. En nylig meningsmåling viser, at partiets opbakning ligger på rekordhøje 30 %.
I Storbritannien vandt Reformpartiet i maj 2026 mange lokal- og kommunalvalg og påførte både det regerende Labour-parti og Det Konservative Parti tunge nederlag. Nylige meningsmålinger tyder på, at hvis der blev afholdt parlamentsvalg i dag, ville partiet sikre sig det største antal mandater.
En politisk bølge er ved at tage form i Vesteuropa. De fleste kommentatorer i de etablerede medier afviser den med betegnelsen »populistisk«.
»Det, de kalder populisme,« skrev Éric Zemmour, tidligere klummeskribent og formand for det højreorienterede parti Reconquest, »er råbet fra mennesker, der ikke ønsker at dø.«
Dr. Guy Millière, professor ved Universitetet i Paris, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
Taget herfra
Leave a Reply