Det skriver Hanne Tolg her ifbm. 3 årsdagen for den største pogrom siden nazityskland : Hamas grusomme massemord på 1200 israelere og gidseltagning af 251 incl babyer
Taget herfra
Israel mindes sine døde. Familier mindes de børn, forældre og bedsteforældre, der blev myrdet, og dem, der blev revet væk og ført til Gaza. Alligevel må sorgen – selv på årsdagen for massakren – kæmpe om pladsen med anti-israelske demonstrationer. De vil ikke unde ofrenes familier fred, ikke engang på denne ene dag.
Mere end 1.200 mennesker blev dræbt i det frygtelige Hamas-ledede terrorangreb den 7. oktober 2023. 251 blev taget som gidsler. En hel nation blev knust.
Tre år senere har det israelske ministerium for diaspora-anliggender registreret 262 pro-palæstinensiske og anti-israelske begivenheder i 37 lande i perioden op til den 14. oktober. Heraf er de 75 planlagt til selve årsdagen.
Der er 364 andre dage. Alligevel har man valgt netop den dag, hvor israelske familier mindes den værste katastrofe i landets historie. Dagen, hvor overlevende vender tilbage til de steder, hvor deres venner blev dræbt. Dagen, hvor forældre står ved deres børns grave.
De vælger netop denne dag
I London har politiet fire gange anmodet om, at den pro-palæstinensiske studenter march flyttes til en anden dato, rapporterer Sky News. Ikke desto mindre opfordrer “University of London Coalition” sine medlemmer til at gå på gaden.
Marchen gennemføres. Politiet har fastlagt ruten og tidspunktet samt nedlagt forbud mod ansigtsdækning, der skjuler identiteten. Metropolitan Police oplyser, at betingelserne for at anmode indenrigsministeren om at forbyde marchen ikke er opfyldt. Arrangørerne er blevet gjort opmærksomme på den smerte, deres valg af dato forårsager. De gennemfører den alligevel. De ønsker at gnide salt i Israels sår. Dagen før årsdagen skriver Gavriella Epstein-Lightman i The Telegraph om stemningen på Oxford. I underrubrikken beskriver hun medstuderende, der virker mindre interesserede i en saglig debat om Gaza end i at gøre tilværelsen ubehagelig for jødiske studerende. Det er en nedslående beretning fra universitetsmiljøet. Jødiske studerende bør kunne sørge over de døde uden at skulle forsvare deres sorg over for medstuderende, der mobiliserer mod Israel netop den dag. Den lovmæssige ret til at demonstrere fritager ikke nogen for ansvaret for det valg.
Annonce
Norge tillader terrorstøtter at fejre massakren
Også i Norge bruges årsdagen for massakren til at mobilisere mod Israel. Ifølge regeringens egen kalender afholder Aktionsgruppen for Palæstina arrangementer i regeringskvarteret den 7. oktober – både morgen og eftermiddag – hvor der kræves sanktioner mod Israel. Israel sørger over sine døde. Uden for de norske regeringsbygninger stilles der krav om sanktioner mod landet.
Samtidig taler Espen Barth Eide om de dybe sår, som terror har efterladt, og om det jødiske folks ret til tryghed. Disse ord klinger hult. Hvor er opfordringen til at lade de efterladte markere denne dag i fred? Hvor er kravet om at vise respekt for de mennesker, Hamas myrdede, voldtog og bortførte?
Hamas og deres medskyldige dræbte omkring 1.200 mennesker og tog 251 gidsler. De angreb familier i deres hjem og unge mennesker ved Nova-festivalen. Masseovergreb, tortur og mishandling var en del af terroren. Alligevel har Norge stadig ikke tilsluttet sig EU’s fælles liste over terrororganisationer, hvorpå Hamas optræder.
Regeringen fastholder sit fokus på dialog og fredsbestræbelser. Støre og Eide har betegnet Hamas som en terrororganisation. Derfor må de følge ord op med handling og slutte sig til EU i at klassificere organisationen som en terrorgruppe. Hvad mere behøver regeringen at vide? Hvad mere skal ofrene bevise? Tre år efter massakren fortjener Israel mere end endnu en fordømmelse fra Barth Eide. Landet fortjener konkret solidaritet. Og familierne fortjener en dag, hvor deres sorg kan få lov at være i fred.
I Gaza fejrede man jøders død. I dag gør man det samme i Oslo.
Massakren den 7. oktober 2023
Vi må se tilbage på begivenhederne den 7. oktober 2023.
Ved Nova-festivalen var unge mennesker samlet til musik og dans. Optagelser fra tiden før angrebet viser smil, omfavnelser og glæde. Så dukkede terroristerne op. Festivalområdet og flugtvejene blev skueplads for en massakre. Hundredvis blev dræbt. Andre blev voldtaget og bortført. Disse unge mennesker skulle være vendt hjem. Deres forældre skulle have hørt historier om weekenden. Partnere og venner skulle have haft år sammen.
I lokalsamfundene nær Gaza blev folk angrebet i deres hjem. Terrorister satte ild til husene. Beboere brændte ihjel eller kvaltes. Andre blev tvunget på flugt, blot for at støde på terrorister, der skød eller tilfangetog dem. Folk, der forsøgte at flygte, blev beskudt på klos hold.
Der findes et væld af billeder og optagelser fra angrebene. Hamas-medlemmer filmede sig selv og ringede stolt til deres familier i Gaza for at prale af deres handlinger. Human Rights Watch dokumenterede angrebet gennem interviews med 144 personer og en analyse af over 280 fotografier og videoer. Organisationen konkluderede, at angrebet havde til formål at dræbe civile og tage så mange gidsler som muligt. Den betegnede drabene og den ulovlige tilbageholdelse som forbrydelser mod menneskeheden.
Det tog meget lang tid, før FN greb ind. FN-udsendingen Pramila Patten og hendes team fandt rimelig grund til at antage, at der fandt voldtægt og gruppevoldtægt sted på flere lokationer under angrebet. Modviljen mod at dokumentere disse afskyelige voldtægtshandlinger er tydelig. De rapporterede at have fundet klare og overbevisende beviser for voldtægt og seksualiseret tortur begået mod gidsler. Selv nu nægter mange mennesker verden over at tro på, at dette faktisk skete!
Det er dette, familierne må leve med: Viden om, hvad deres kære blev udsat for, forstærket af omverdenens modvilje mod overhovedet at acceptere fakta. “Omkring 1.200 døde” er et tal, vi kan skrive i en enkelt sætning. For de efterladte er tabet af disse mennesker – og de lidelser, de gennemgik – noget, de må leve med hver eneste dag.
Ondskaben har et navn, og det er Hamas
Vi skrev om massakren og ofrene i Document, da de første billeder og vidneudsagn dukkede op. De var talrige og detaljerede – i høj grad fordi Hamas selv filmede massakren.
Vi skrev om Yaffa Adar, den 85-årige bedstemor, der blev kørt væk i en Golf-vogn, omringet af bevæbnede mænd. Hendes barnebarn, Adva, bønfaldt om hjælp: “Hun hedder Yaffa Adar, og hun er 85 år gammel!!” Den ældre kvinde, der havde været med til at opbygge sin kibbutz, var blevet taget som gidsel. Hendes familie frygtede, at hun ville dø alene i Gaza.
“Ondskaben har et navn, og det er Hamas” – det var den overskrift, Tove Elisabeth Rooney gav artiklen. Det gælder stadig.
Historien om Yaffa Adar var blot én af hundredvis. Børn, voksne og ældre blev revet væk. Familier måtte lede efter livstegn og vente på svar – uden at vide, om de nogensinde ville komme. Den 10. oktober 2023 omtalte vi talsmanden for Hamas, der over for Sky News hævdede, at organisationen ikke havde dræbt civile.
Benægtelsen begyndte, mens familierne stadig ledte. Få dage senere skrev vi om, hvordan plakater af bortførte jøder blev revet ned i europæiske byer. Selv gidslernes navne og ansigter mødte fjendtlighed. Familiernes bønner om at få deres kære hjem blev flået ned fra væggene. Det var svært at begribe dengang. Og det er lige så afskyeligt nu.
Israels advarsel angår os
Douglas Murray og mange andre har spurgt, hvorfor folk i vestlige demokratier vælger at støtte Hamas. Det spørgsmål angår vores egen fremtid. Israels Hamas-problem bliver Europas fremtid, hvis islamistisk terror og jødehad får lov til at vokse. Europa importerer konflikter, der river vores egne samfund fra hinanden. Palæstina bruges som et samlingspunkt, og muslimer kræver stadig mere plads til islam.
Europæiske ledere bliver ved med at tale om en tostatsløsning for Israel – selv efter at Gaza blev selvstyrende i 2005 som følge af Israels fuldstændige tilbagetrækning, og efter at alle kunne se konsekvenserne af dette for Israel i 2023.
Om få år vil den tostatsløsning, man i dag ønsker at påtvinge Israel, gælde for adskillige europæiske lande. Den kulturelle og religiøse splittelse, som islam medfører, har aldrig fungeret i noget demokrati, når først demografien tipper til islams fordel. I dag ser vi helt adskilte muslimske boligområder, og antallet af moskeer vokser i takt med den muslimske befolkning. Trump har naturligvis fuldstændig ret, når han siger, at urolighederne i Frankrig grundlæggende handler om islam. For det er uden undtagelse maskerede, unge muslimske mænd, der står bag hærværk, vold og plyndring af butikker, uanset hvad der egentlig udløste demonstrationerne. Utallige billeder og videoer bekræfter dette.
Israel kæmper i øjeblikket åbent mod et islam, der ønsker at udslette landet, men vi står for tur. Det er værd at reflektere over, mens palæstinensiske flag vajer i Oslo i dag.
Taget herfra
Her en beskrivelse af 7 oktober progromen, med billeder, du nok har set før
“October 7 on Camera: Evidence They Can’t Ignore”
Leave a Reply