Frihed for Ane såvel som for Thor

Det er faldet flere for brystet at kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen har ladet sig fotografere som vølve af Jim Lyngvild, men hvorfor egentlig?

Her giver jeg først ordet til Kristian Ditlev Jensen, og senere til Iben Thranholm.

”Vores kirkeminister er minister for alle trossamfund i Danmark. Vi har religionsligfrihed i Danmark, men vi har ikke religionslighed. Dronning Margrethe er kristen og kan ikke selv vælge sin religion, men ni ud af ti etniske danskere har frivilligt valgt kristendommen til. At den nye kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen poserer på denne måde i Jim Lyngvilds provo-univers – som en vølve, altså som den hedenskab, som kristendommen erstattede med selve grundlaget for det moderne velfærdssamfund – svarer til, hvis skatteministerens allerførste move var at medvirke i en skæg film om, hvordan man trækker mest muligt fra i skat, eller til at miljøministerens første stunt var en kronik om, at så slemme er sprøjtemidlerne jo heller ikke. Kunne man forestille sig det? En grønlandsminister i en revyrolle som skør eskimo? En trafikminister afbilledet i en muskelbil med 200 i timen? Jeg håber, at danskerne ved næste valg får en kirkeminister, som er troende. Og en kulturminister, der kan se forskel på kunst og kistch.”

For Kristian Ditlev Jensen [KDJ] er ”det moderne velfærdssamfund” et produkt af kristendommen.
Det moderne velfærdssamfund nåede så ikke lige at blive realiseret i Harald Blåtands levetid, og over det meste af den kristne verden, er det moderne velfærdssamfund noget, man typisk associerer med Skandinavien, dvs. netop den del af den kristne verden, hvor vølver er en del af kulturhistorien.
Mon det er helt tilfældigt?

KDJ forsøger sig også udi lignelser, der lovsynger den politiske korrekthed herunder højt skattetryk og biler uden muskler.
Farisæer!

KDJ anfægter Ane Halsboe-Jørgensen kristne tro fordi hun én gang har ladet sig fotografere iført et hedensk kostume og af en hedensk fotograf.
Er det sådan at sande kristne giver udtryk for deres egen sande tro?
Køter!

KDJ fosøger sig også som kunstkritiker, og affejer Jim Lyngvilds fotokunst som ”kistch”[sic].
Efter min smag er der for meget guld og glimmer i Lyngvilds fotografier, der ofte minder mig om barokken og dens basunengle, men barok kunst er stadig kunst. Lyngvilds fotografier er ekstremt sensuelle uden at kamme over i det vulgære, og det er tydeligt at han sigter efter et bestemt udtryk, og gang efter gang efter gang rammer det meget præcist. Dette er en kunst i sig selv, hvad man så end måtte synes om udtrykket.

Det er muligt at KDJ mestrer kunsten at skrive, men det ser jeg intet bevis for i hans opslag på Facesbook.

Her følger nu Iben Thranholms opslag på samme lorteplatform:

”Det er totalt mangel på respekt for kirke og kristendom, at den nye kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen som det første lader sig fotografere som vølve af Jim Lyngvild til hans udstilling Vølver Guder og Guld på Køge Museum. Vølver er ikke bare stærke kvinder, men kultledere som kristendommen associerer med skadevoldende magi. Den øverste myndighed i folkekirken, kirkeministeren, bruger altså sig selv som reklamesøjle for okkultisme og djævelskab. Jim Lyngvild, der står bag ideen, er ikke bare kunstner og historiefortæller. Han er overbevist asa-troende og arbejder ihærdigt på at udbrede hedenskabet igen i Danmark. Danske museer og folkekirken er hans foretrukne missionmarker og her står alle døre også åbne for ham.
Hvis kirkeministeren helt bevidst ønsker at være med i Lyngvilds udbredelse af okkultisme, er det en direkte hån imod landets kristne tradition, som hun ikke kan være bekendt. Hvis hun gør det af uvidenhed, ren og skær populisme, står hun tilbage som et stærkt symbol på det åndelige forfald i Danmark, hvad angår kristendommen.”

Iben Thranholm har sagt og skrevet mange kloge ord, men udviser her total mangel på respekt både for asatro og dansk kulturhistorie, ved at associere vølver med skadevoldende magi, okkultisme og djævelskab.
Dumt og hyklerisk!

Kristendommen introducerede en religøs hakkeorden, der var asatroen og vølverne fremmed.
Selvfølgelig havde vølver en social og religiøs status, men den var ikke formaliseret og centralt styret ligesom ‘kultlederen’ Iben Thranholms.
Fra et kirkeligt synspunkt var det dengang skadevoldende magi, når den kloge kone, uden kirkens velsignelse, helbredte en bonde, og derfor bedre at lade bonden lide/dø.
Kirkens forståelse af godt og ondt var simpel: kristen = godt, ikke-kristen = ondt.
Vølver havde en mere kompleks forståelse af godt og ondt, men djævelskab kendte de ikke før kristendommen gjorde sit indtog.
Vølverne besad en okkult dvs. skjult viden, men de gjorde mindre for at skjule deres viden end de kristne præster, der helt frem til reformationen benyttede et fremmedsprog til al deres hokus pokus.

Vølver, hekse og kloge koner accentuerer nogle pinlige kapitler fra den danske kirkehistorie, men få formår som Jim Lyngvild at lokke danskere ind i kirker og museer.
Præsterne burde takke ham.

Godt begyndt Ane Halsboe-Jørgensen!

P.S.
Er man interesseret i fotokunst bør man slå vejen forbi Archillect.
Der burde være fotos for enhver smag.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.