Klaus Ewald hylder her The Beach Boys, USAs californske “svar” pĂ„ The Beatles đ
Jeg er fra ca samme alder som Klaus og husker ogsĂ„ the Beach Boys som fantastisk god musik fra “dengang” đ
Taget herfra
Det var nok kun de 60+ Ă„riges opmĂŠrksomhed, der fangede, at Brian Wilson dĂžde i en alder af 82 forleden efter en stĂŠrk svĂŠkkelse, men ogsĂ„ mĂŠt af dage og efter et langt virksomt liv ud i musikkens tjeneste. Men, hvordan var tiden omkring hans opkomst, hans gennembrud? Uanset jeg var en bitte knejt, fik jeg en bid af kagen gennem en selvoplevelse, og barn af tiden op gennem 60âerne og 70âerne. Andre har deres. Jeg vil forsĂžge at samle mine trĂ„de og sĂŠtte dem i perspektiv.
For mig var det en mÊrkedag, da Brian Wilson dÞde, for jeg har stadig billedet af min storebrors album, Shut Down Volume 2, pÄ nethinden. Wilson brÞdrene, Dennis, Carl og Brian sammen med skolekammeraten Al Jardine og fÊtteren Mike Love foran nogle af de mest ikoniske amerikanske biler i 1964 og iklÊdt samme outfit. Unge, smukke, cleancut American guys, med stemmer og vokal harmonier, som kun den amerikanske vestkyst kunne skabe, og det med arven fra forgÊngerne, The Four Freshmen. Graduation day og In my room in memoriam.
Og hvad med livealbummet med Beach Boys ogsĂ„ fra â64 med de fem gutter fra flĂŠkken Hawthorne tĂŠt pĂ„ LA? Ren musikalsk magi, iklĂŠdt deres ensfarvede skjorte og bukse outfit, blondt hĂ„r og i Ăžvrigt en rĂŠdselsfuld Wilson senior som manager. Han tĂŠvede sine sĂžnner, han traumatiserede isĂŠr Brian ind til de lykkeligvis fyrede ham og lagde ham pĂ„ is. Beach Boys kopierede den transformation og det brand Beatlerne var undergĂ„et efter manageren, Brian Epstein, tog dem under sine vinger, men blot i en US edition.
Sjovt, at splitsekunder af en musikoplevelse for 60 Ă„r siden stadig sidder fast. Jeg var 4-5 Ă„r, men min musikpassion begyndte dengang takket vĂŠre min jazz elskende far og min popfikserede storebror. Jesper var fĂždt 6-7 Ă„r fĂžr mig. Hans slidte singleplader med Beach Boys arvede jeg, da han ikke fandt interesse for dem for Ă„r tilbage.
California Girl, Help Me Ronda, God Only Knows og Then I Kissed Her er en del af min bagage og dna. Jeg bliver fuldstÊndig rÞrstrÞmsk, nÄr jeg hÞrer de numre i dag.
Jeg sad pÄ skuldrene af min far, da The Four Freshmen gav koncert pÄ PlÊnen i Tivoli samtidig med, at opkomlingene The Beach Boys fik deres fÞrste verdenshits som Fyn, Fun, Fun og I Get Around. Freshmen-fyrene var tidligere veteraner fra 2. verdenskrig, men de prÊgede de vokal harmonier, som Beach Boys senere overtog under ledelse af netop Brian Wilson. Beach Boys drengene var alle bÞrn af boomer generationen efter krigen.
Manden som i den grad har prĂŠget min musiksmag livet igennem, det var Brian Wilson. Det geni som med sit ydmyge vĂŠsen havde raget lige sĂ„ hĂžjt i min verden som Lennon/McCartney og Bob Dylan. Fra en tid Where the times they were a changing, og Hey Mr Tambourine Man. Poppens guldalder. 70âernes Crosby, Stills og Young og Eagles stod pĂ„ skuldrene af tressernes musik. Et hav af koncerter har jeg vĂŠret til med The Beach Boys. Autografer har jeg fĂ„et.
Jeg missede Beatles eneste koncerter i Danmark den 4.6 â64, men jeg var til afdansningsbal samme Ă„r i K B Hallen ude pĂ„ Peter Bangsvej. Det holder da lidt, ikke? Og jeg har anskaffet mig bĂ„de koncertprogram og plakat i dyre domme. Man er vel barn af tresserne.
Min afdÞde ven og medforfatter pÄ 3 bÞger, Erik Haaest, sad i Þvrigt pÄ fÞrste rÊkke og anmeldte de to koncerter hhv. kl. 17 og 19 for BT. Erik fortalte mig, at man ikke kunne hÞre et kvÊk for pigernes skrig, da de gik pÄ scenen.
Brian Wilson stod i skyggen af Lennon/McCartney og Bob Dylan i de intellektuelles rĂŠkker. Der var for meget sol, stram og surfing. Han havde ikke umiddelbart samme intellektuelle tilgang ifĂžlge det finere selskab. Dylan var den evangeliske gud og 60âer lydmager med sine episke tekster og en sound, som han fik inspiration fra gennem folkesangeren Pete Seeger, der prĂŠgede den amerikanske ungdoms oprĂžr mod Vietnamkrigen. Seeger som sammen med borgerrettighedsbevĂŠgelsen og sorte ikoner som 50âernes Rosa Parks, 60âernes Malcolm X, Cassius Clay og Dr Martin Luther King, der den dag i dag har sat sit aftryk pĂ„ amerikansk tĂŠnkning og historie 2 generationer senere.
Fortidens helte og vestens historie er en stor smeltedigel, og musikken har haft en helt afgĂžrende rolle for vores selvforstĂ„else, for min selvforstĂ„else, og det fra barnsben af. Der er bygget pĂ„ med isĂŠr 80âer musikken fra min side, men grundstenen til al populĂŠr musik udsprang af 60âerne, og fĂžr det af rock ân roll sig endnu tidligere af den sorte Godspell musik og den arv, de sorte amerikanere bragte med sig pĂ„ de brutale slaveskibe efter bortfĂžrslen fra Afrika.
Little Richard og Chuck Berry var bĂžrnebĂžrn af tidligere slaver, uden dem ingen Elvis, uden Elvis ingen Rolling Stones og Beatles eller Beach Boys for den sags skyld. Rytmen fra bluesmusikken blev fĂždt i det centrale Afrika. Den kom ikke ud af ingenting eller en tilfĂŠldig opfindelse i et pladestudie.
Brian Wilson blev udfordret af midttressernes, men ogsĂ„ af de tidligere tresseres politiske begivenheder. Nok var han cleancut, men snigmordet pĂ„ JFK i â63 inspirerede ham til at skrive The warmth of the sun i afmagt over en god mands alt for tidlige dĂžd pĂ„ en sĂ„ brutal vis i Dallas. JFKs dĂžd slukkede ikke kun et ungt menneskeliv, det slukkede ogsĂ„ et hĂ„b om et bedre og mere ligeberettiget USA mellem sorte og hvide.
Det tog Ă„rtier at nĂ„ det, som JFK og hans bror Robert havde sat i gang. Det sĂ„ Brian Wilson, det sĂ„ alle der oplevede 60âerne. I dag tager man ligestilling for givet, frem til 1965 var USA et apartheidsamfund med skilteanvisniger pĂ„, hvor sorte mĂ„tte opholde sig. Marvin Gay satte det hele i perspektiv i â70 med Whats going on? Et lyrisk epos sunget af en musikalsk gud fra en anden planet. No one beats him.
Da Beatles udgav Rubber Soul i 65â, har Brian Wilson senere fortalt, at han blev blĂŠst bag over. Tekster, melodier, den musikalske nytĂŠnkning inspireret af netop Bob Dylans musikalske univers fik ham til at overveje, om han skulle fortsĂŠtte. For det syntes umuligt at overgĂ„ numre som Norwegian Girl og In my life. Hvordan kunne 4 rock ân rollere, der havde spillet sig varme i Star Club i Hamburg, transformere sig om til bravo Mr Jardex typer pĂ„ She loves you og pludselig springe ud som lyriske lydsnedkere pĂ„ sĂ„ kort tid? Og sĂ„ med langt hĂ„r og ruskindsjakker pĂ„ coveret? Wowww.
Ă ret â65 var Ă„ret jeg var i KinopalĂŠet og se filmen Help med min far og mor. Jeg husker vi gik derned. Jeg har stadig programmet til filmen, godt nok lĂžst i omslaget og temmelig slidt, men det lever, nĂ„r jeg holder om det som var jeg 5 Ă„r igen. Numre som Day tripper og We Can work it out har sat standarden gennem 60 Ă„r med Ringos trommespil, Pauls bas, og George og John pĂ„ guitar, og sidst, men ikke mindst tostemmigheden mellem John og Paul. UrĂžrlig musik fra den grĂ„, triste havneby Liverpool. The Fab Four gav byen dens image, og i dag er alt koncentreret om deres musik i den ellers lidt triste byn ved Merseyfloden.
Cavern Club, Strawberry Fields, Penny Lane, Beatlernes barndomshjem rangerer med rette pÄ hÞjde med Shakespeares fÞdehjem i Stratford. Som John Lennon sagde: uden Elvis og Dylan intet Beatles, intet Carnaby Street, Swinging London og Sct Peppers Lonely Hearts Club Band og Magical Mystery Tour. Hvor havde han ret.
Han glemte blot at nĂŠvne det psykedeliske og ikke mindst de forbandede stoffer, som tog livet af alt for mange unge dengang, og som stadig gĂžr det. Hvem har ikke hĂžrt om 27 Ă„rsklubbens medlemmer fra tresserne: Janis Joplin, Jim Morrison og Jimmy Hendrix.
Brian Wilson var ligesom isĂŠr Mike Love og lillebror Dennis stĂŠrkt afhĂŠngig af stoffer fra â66 og i Ă„rene efter. MĂ„ske derfor kvaliteten af hans musik svingede lidt op gennem 70âerne? At hans helbred tog livsvarigt skade, at han blev som en zombie op gennem 90âerne for senere at komme oven pĂ„ igen skyldtes alt sammen de psykedeliske 60âere.
Brian Wilson gik ikke pĂ„ pension pga Beatlernes udgivelser, selv om de revolutionerede verdens musikalske opfattelse af pop og beat, Brian plantede fĂždderne i en balje med sand i sin stue i â65 og lod sig inspirere til at begĂ„ mestervĂŠrker som albummet Pet Sounds og â60âernes mĂ„ske mest iĂžrefaldende lydtapet til The summer of love, San Fransisco i â67, Good Vibrations og senere Woodstock festivalen i The summer of â69.
Lyt til Friends albummet, og numre som I Can hear music og Darlin fra â68, og svĂžm hen. Det er i sandhed et geni, der gik i graven forleden. Og udgivelsen af hele det hengemte album Smiley Smile han begik sammen med Good Vibrations Ă„rtier efter viser, hvilken mastodont Brian Wilson var i at begĂ„ musik pĂ„ et plan, hvor kun en Paul McCartney befinder sig.
Good Vibrations er en af mine yndlingssange og melodier, som bringer mig tilbage til en barndom pĂ„ Frederiksberg og Gammel Kongevej med sporvogne, Morris Mascotter, minicykler, CĂŠsar, Storkespringvandet, miniskĂžrter, Lovin Spoonfull, Herman Hermits, Manfred Man og min anden yndlings Puppet on a string poptĂžsen Sandie Shaw, som jeg var forgabt i efter hendes barfodede optrĂŠden i Melodi Grandprix i â67.
Min misundelse over, at min storebror i â66 var inde at se Beach Boys i Falkoner salen, som det hed, har jeg ikke glemt. Enten var jeg musikalsk lysĂ„r forud for min tid eller ogsĂ„ var Beach Boys og Beatles bare det stĂžrste musikalske, der ramte jordens overflade i min levetid. DĂžm selv. Intet af hvad jeg skriver, er opfundet.
Jeg har meget at takke min storebror for det . Han nÄede vist ovenikÞbet inden for pÄ Hithouse, der lÄ pÄ Frederiksberg Alle inden det lukkede omkring 1970 eller deromkring. Erik Haaest var en af initiativtagerne til stedet. Ham blev jeg venner med Ärtier efter. Intet er tilfÊldigt her i livet, hvis man blot lever lÊnge nok, krydser man sit spor. Det er derfor livet er sÄ magisk.
Mine Beatles billeder fra tyggegummi pakker, mine Beatles blade, og plakater ligger alle sikret i mine gemmer sammen med de godt 10 timers samlet albummusik som ĂŠndrede verden via Lennon og McCartneys talent, lyrik og toner. Jeg fik min fĂžrste Beatles EP, den udvidede singleplade, i â65 med bl.a. PS I Love you nummeret. Jeg har den endnu.
Jeg tager alle oplevelserne fra 1960âerne med mig i graven, de ligger indbygget i mine knogler, i mit sind, og mit hoved, det var der fra min verden gik dengang for to generationer siden. NĂ„r jeg er trĂŠt af dagens syge tid med mĂŠnd i kvindetĂžj, sĂŠtter jeg mig ud i min bil, ruller ruderne ned, lader vinden blĂŠse, klikker ind pĂ„ YouTube og genhĂžrer Calfornia Girls eller Mamas and Pappas og California dreaming.
SÄ sidder min far og mor i bilen og min storebror med. Vi kÞrer ad Memory Lane. Tankernes avenue. Og min far rÞg bÄde Cecil og pibe, mens vi sad i bilen, og han var forresten en hÞjt begavet neurolog. Tiderne var anderledes, men ikke nÞdvendigvis dÄrligere. De autoritÊre kloge à ger vi kender i dag ville vÊre blevet udgrinet, da jeg var lille.
Det er episk hvad Brian Wilson kreerede, det er tidlÞst, sÄ uanset at han mod forventning, diagnoser, og misbrug nÄede at blive 82, sÄ var hans bortgang ikke The day the music died. Hans musik lever sÄ lÊnge der findes god smag, hÄb, og reminisencer om The American Dream.
Rest in peace Brian, youâre gone, but you will never be forgotten
Taget herfra
Her er tre videoer, fĂžrst Wouldn’t it be nice, sĂ„ Good Vibrations ( den fĂžrste med Beach Boys, som slog The Beatles vĂŠk fra nr 1 pĂ„ hitlisterne! ) og tilsidst en mere generel med /om Brian Wilson
Der er flere “videoer” , dvs audio med Beach Boys pĂ„ youtube đ
Ja Klaus synd du missede koncerten i Flakoner salen – jeg havde glĂŠdet mig til at Brian live, men stoppede med at rejse umiddelbart fĂžr rejsen og i stedet var bassen gĂ„et til Bruce Johnson. Jeg sad nĂŠsten helt oppe og havde medbragt et fotoapparat og havde en pakke med blitzterninger i lommen. Da jeg havde taget det fĂžrste billede, stod der straks en kontrollĂžr ved min side og fortalte at den terning skulle jeg tage med hjem, og hvis jeg ville tage flere billeder skulle det vĂŠre nu. Koncerten gik godt, Mike Love kunne ikke stĂ„ lige op og tabte mikrofonen pga. druk, men klarede det fint. PĂ„ vejen ud gik Otto Brandenburg ogsĂ„ i en kĂŠmpe brandert. Ja det var dengang