“Historien om en kulturelite, der ikke har fortjent betegnelsen”

Det skriver Mikael Jalving her om Jyllands-Postens nyudnævnte chefredaktør Marchen Neel Gjertsen

Taget herfra

Jyllands-Postens nyudnævnte chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, der fyrede mig fra avisen efter mange års tro tjeneste, har fået en mærkværdig sag på halsen, startet af hende selv. I et interview til livsstilsmagasinet Euroman erklærer hun frejdigt, at hun skam ofte skriver sine venners jobansøgninger. Men ikke nok med det, hun skriver også deres universitetsopgaver: 

»Fornylig tog jeg skridtet videre og hjalp en ven med en omfattende afsluttende akademisk opgave på mere end 50 sider i et fag, jeg intet kendskab har til selv. Der var kun en weekend til at skrive det meste af den, og jeg var virkelig spændt på, om den ville floppe, fordi jeg jo ikke havde læst teorien, før jeg bare skrev derudad i mange timer. Men den fik en meget høj karakter. Der vidste jeg, at jeg var god. Både til at winge noget på skrift, men mest til at være nogens gode ven.«

Den frejdige betroelse er skvulpet over i andre medier, blandt andet til Akademikerbladet, hvor formanden for det danske censorkorps ved de journalistiske uddannelser, Kenneth Thue Nielsen, konkluderer, at chefredaktørens handlinger er i strid med reglerne: »Der er ingen som helst tvivl om, at det, hun beskriver her, er snyd.«

Eksamenssnyd, for at være præcis. Mikkel Willum Johansen, lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet istemmer kritikken, idet han siger: »Jeg har svært ved at forestille mig en eksamenssituation, hvor det ville være okay, at en kammerat skriver derudad i mange timer for dig.«

»Denne historie er mig ubegribelig«, supplerer Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi, og fortsætter i et opslag på Facebook: 

»Plagiatsager er et gigantisk problem på universitetet (…) Marchen Neel Gjertsen er ikke lige begyndt på universitetet. Hun er chefredaktør for en af Danmarks største aviser med alt hvad dertil hører af redaktionelt og presseetisk ansvar. Hvad har hun dog tænkt på?«

Man kan kun give chefredaktørernes kritikere ret. Hvad tænker hun mon på? 

En psykolog vil muligvis svare, at det er nemt at se: Marchen Neel Gjertsen angler efter ros. Først fra sin ven, siden fra offentligheden. Hun vil have os alle til at se, at hun ikke alene er dygtig i skolen, men også, som hun selv betoner, en rigtig god ven. Chefredaktøren drømmer således om en slags dobbelt op på privat og offentlig ros og anerkendelse, og drømmen lyser af utøjlet narcissisme.

Det mest underlige er så, at chefredaktøren slet ikke forstår, hvad akademisk arbejde går ud på, altså, at man skal lave det selv – i dette tilfælde – hendes ven.

Sagen om den flittige, men ublu chefredaktør kommer i kølvandet på en anden frisk plagiatsag fra Berlingske, hvor en tidligere litteraturanmelder ved navn Katherine Diez, der før sin ansættelse på avisen var influencer, er blevet afsløret i at plagiere andres tekster, ofte ved hjælp af brudstykker plukket fra nettet uden referencer, ikke blot i sine avisartikler, men også i opslag på sociale medier. Først ville Diez, der for øvrigt poserer som en fotomodel på alle billeder, slet ikke kommentere anklagerne, så krøb hun til korset og tilstod, at hun havde været dum. Men dumhed var det netop ikke. Hendes skriftlige adfærd var jo bevidst.

Senest er der opstået tvivl om, hvorvidt Katherine Diez overhovedet har bevis på sin bacheloruddannelse fra Københavns Universitet.

Sagen om Katherine Diez kaster en lang skygge over dagbladenes brug af influencere, poptøser og drengerøve. Især når der samtidig skæres ned på kvalificerede anmeldere og kulturskribenter med kant i mainstreammedierne.

Men for at det ikke skal være løgn, slutter de danske sager sig til to endnu mere prekære plagiatsager i Norge vedrørende uddannelsesminister Sandra Borch (Sp) og sundhedsminister Ingvild Kjerkol (Ap). Kjerkols copy-paste-metoder er senest blevet afsløret i VG med en stribe af eksempler på direkte afskrift og manglende kildehenvisninger i hendes masterafhandling fra 2021.

Ministrene falder på stribe i Norge, og professor i socialantropologi Thomas Hylland Eriksen vurderer, at vi kun har set toppen af isbjerget. Det akademisk-politiske karriereræs får flere til at sjuske og fuske med deres skriftlige afhandlinger på universitetet. De aktuelle sager peger hen på noget større, mener professoren, en »mastersyge«, forestillingen om »at hvis du skal komme frem i samfundet, må du have en mastergrad.«

 Det er det en sørgelig udvikling. Til gengæld læste jeg Christian Skaugs kvikke kommentar til politikernes svindelnumre her på sitet med et smil på læben: Havde fænomenet med politikere, der stjæler og kopierer ideer fra andre blot været begrænset til deres studietid, ville det ikke spille nogen større rolle for os andre.

Og dog. 

Hvad siger det om ministre, redaktører og skribenter for landsdækkende medier, at de tilsyneladende ikke kender forskel på dit og mit, på original og kopi, endsige forstår værdien af intellektuelt arbejde og åbenbart ikke evner at tænke selvstændigt, men kopierer med arme og ben – og bagefter forsøger at bortforklare? 

Hvad fortæller det os, at de tror, de kan slippe afsted med deres svindel og humbug – eller som Jyllands-Postens chefredaktør ligefrem praler med, hvor gode de er til at snyde?

Jeg synes, det siger en hel del. Om en kulturelite, der slet ikke har fortjent betegnelsen. Men alligevel fortsætter livet i deres boble, bortset fra når de en sjælden gang bliver afsløret.

Taget herfra