Det skriver Thomas Fazi om her
Hvorfor i alverden skulle USA forsvare et Europa, som ikke vil forsvare sig selv og som frivilligt importerer uintegererbare og udemokratiske muslimer mf. i vanvittige mængder ??
Taget herfra
På trods af Vestens svindende magt og dens interne splittelser står den vestlige imperieblok bemærkelsesværdigt samlet; samtidig står den globale majoritet af lande fortsat uden nogen tilsvarende strategisk sammenhæng.
Debatindlæg af Thomas Fazi
1. Illusionen om multipolaritet og ”konstrueret kaos”
Det er en almindelig betragtning, at vi i dag er vidner til oprindelsen for en ny multipolær verdensorden. Alligevel har du beskrevet USA’s udenrigspolitik – især under Trump – som værende ikke uden formål eller plan, men som et ”konstrueret kaos”. Hvordan anvender Washington med succes denne strategi til at obstruere dannelsen af en stabil ny international orden, og hvem er de primære ofre: de erklærede modstandere som fx Kina eller de europæiske ”allierede”?
Ja, jeg mener, at Washingtons strategi ikke er planløs; men den er snarere en bevidst konstruktion af permanent kaos og uorden. USA er ude af stand til at besejre sine rivaler i direkte konfrontation; derfor søger USA at forhindre, at nogen form for stabil alternativ orden skal etablere sig. Logikken er ganske ligetil: en multipolær verden kræver pr. definition en eller anden grad af international orden og forudsigelighed. Ved systematisk at demontere denne orden – ved at ophæve traktater, anvende sanktioner som våben, starte ulovlige krige, destabilisere randstater – sikrer Washington sig, at intet stabilt, sammenhængende alternativt internationalt system kan få fodfæste.
Både Kina og Europa er de udpegede mål for denne globaliserede proxy-mål strategi, som retter sig imod de svagere led i systemet af rivaler, selv om de reagerer meget forskelligt på den. Kina er USA’s hovedmodstander på lang sigt, og forøgelsen af Kinas magt og indflydelse må for enhver pris forsinkes. Men Kina er også et stort land, atombevæbnet og alt for økonomiske integreret i det globale system til at kunne angribes direkte.
Europa er langt mere sårbar og på mange måder et strategisk mål, som det er mere lønsomt at angribe direkte. Ved at holde Europa destabiliseret og afhængig af og bundet til Washington gennem NATO og energileverancer forebygger USA, at der kan opstå en sammenhængende geopolitisk blok, som – hvis denne nogensinde skulle opnå virkelig autonomi – på afgørende vis kunne tippe den globale balance: et eurasisk økonomisk rum, som ville være fuldt integreret inden for en ny multipolær eller polycentrisk global ramme.
Europa er derfor det primære offer for denne strategi, måske meget mere end Kina. Krigen i Ukraine, sabotagen af Nord Stream gasrørledningerne, den påtvungne omlægning af energiforsyningen til den meget dyrere amerikanske LNG-gas i stedet for russisk rørledningsgas, krigen mod Iran og denne krigs ødelæggende konsekvenser for energiforsyningen til det europæiske kontinent; alt dette er ikke tilfældigheder. Det er de forudsigelige resultater af en strategi, der er konstrueret for at holde Europa svagt, splittet og underordnet.
2. Energi som en geopolitisk løftestang og den ukrainske faktor
Du argumenterer for, at Washington bevidst har erstattet europæisk tillid til russiske gasforsyninger med en afhængighed af amerikansk flydende gas (LNG). Når man betragter de massive stridigheder i marts 2026 over de blokerede gasrørledninger i Ukraine (dvs. Druzhba), er energi-infrastrukturen så blevet et redskab for USA til at udøve pres via Kiev på ”ulydige” EU-lande som Ungarn og Slovakiet?
Det er ikke længere nogen hypotese, men en dokumenteret kendsgerning, at energi-infrastrukturen er blevet et redskab til at udøve geopolitisk pres. USA’s nationale sikkerhedsstrategi giver eksplicit udtryk for, at ”amerikansk energi-dominans” er en strategisk prioritet, og Trump-regeringen har ikke gjort nogen hemmelig af at anvende LNG-eksport som et redskab til at aftvinge de europæiske regeringer politiske og økonomiske indrømmelser.
Men Druzhba-situationen kræver en dybere forklaring. Angrebene på Ungarns og Slovakiets energi-infrastruktur er mest sandsynligt et produkt, der er sat i værk af EU-NATO-etablissementet, som også omfatter liberal-atlanticistiske fraktioner inden for USA’s statsapparat, men som ikke helt enkelt kan sidestilles med Det Hvide Hus. Især tidspunktet for Druzhba-affæren er sigende: disse handlinger havde klart som mål at destabilisere Orbán-regeringen forud for det ungarske valg. Når Orbán betragtes som én af Trump’s nærmeste allierede, ville det være ejendommeligt at placere kilden til alt dette i Det Hvide Hus. Det, vi ser, er den permanente transatlantiske stat – Bruxelles-NATO-apparatet – der forfølger sine egne institutionelle interesser ved at eliminere et forstyrrende element, selv om dette skulle betyde, at man derved modarbejder én af den siddende præsidents allierede.
Uanset dette står hovedsagen stadig klar: energi er blevet til det primære redskab, som både Washington og Bruxelles-apparatet anvender til at disciplinere medlemsstater, der forfølger en uafhængig politik. Ungarn og Slovakiet er blevet straffet, ikke fordi de overtræder EU-reglerne, men fordi de afviser at underordne deres nationale interesser den atlanticistiske konsensus.
3. Bruxelles’s ”tavse kup” og den strategiske selvdestruktion
I én af dine rapporter for MCC Bruxelles (oa.: en politisk Bruxelles-tænketank) taler du om EU-Kommissionens ”tavse kup”. Hvorfor engagerer Bruxelles-bureaukratiet sig i et økonomisk selvdestruktivt spil, der tjener Washingtons interesser, og i hvilket omfang bliver den nuværende krise anvendt af EU til at tilegne sig magtbeføjelser, som rettelig tilhører suveræne medlemsstater?
Washington har længe været tilhænger af europæisk integration ud fra den fornuftskalkulation, at en enkel overnational regering er lettere at styre end dusinvis af nationale regeringer. EU har derfor altid fungeret til dels som et instrument for amerikansk indflydelse. Men man ville overse noget vigtigt, hvis man blot reducerede EU til dette. EU’s egentlige funktion er at overføre magt fra demokratiske nationalstater til elitære oligarkiske interesser – finansielt, virksomhedsmæssigt og bureaukratisk – hvis magt vil vokse, netop når regeringsledelsen bliver flyttet til institutioner, der er isoleret fra befolkningens kontrol. Bruxelles-apparatet begunstiger en transnational overklasse, og den amerikanske forbindelse er en dimension af dette, men det er ikke hele historien. Det, der har forandret sig under von der Leyen, er hastigheden og skamløsheden i centraliseringen. Iran-krigen har nu frembragt friske muligheder for centralisering. EU-Kommissionen har brugt krisen til at etablere kontrol over områder inden for udenrigspolitikken, som formelt hører under ”EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik” (oa.: populært ”EU’s udenrigsminister”), som, man forventer, skal afspejle medlemsstaternes udenrigspolitiske holdninger. Med denne kontrol har Kommissionen etableret parallel-strukturer, herunder en efterretningscelle under Kommissionens direkte kontrol og overvågning og et nyt Generaldirektorat for Mellemøsten. Mønstret er konstant og konsekvent: enhver ny krise bliver anvendt som et påskud for endnu en overførsel af suverænitet opad i systemet, bort fra medlemsstaterne og bort fra institutioner, der har i det mindste nogen demokratisk forankring, op til de strukturelt udemokratiske overnationale institutioner i EU.
4. Ungarns ”strategiske autonomi” og den teknologiske brobygning
Mens EU kræver en nærmest fuldstændig afbrydelse af forbindelserne med Rusland og Østen, holdt Budapest (under den forrige regering) fast i projekter som fx Paks II atomkraftværker (oa.: med russiske reaktorer). Kan et sådant teknologisk og energi-relateret samarbejde tjene som et væsentligt fundament for en multipolær integration i Europa, og hvorfor var Ungarn tilsyneladende det eneste EU-land, der tog konceptet om ”strategisk autonomi” seriøst?
Ungarn insisterede på at ville fuldføre Paks II-projektet og på at ville fastholde sine energiforbindelser med Rusland og sine handelsforbindelser med Kina. Dette afspejlede for Ungarn en sammenhængende forståelse af, hvad strategisk autonomi faktisk kræver i praksis, i modsætning til den retoriske version, som Bruxelles udbreder. Projekter som Paks II har betydning ikke blot for ungarernes energiproduktion, men for deres langsigtede forbindelser: de skaber tekniske og økonomiske bånd, som er langt vanskeligere at afbryde end de rent politiske tilknytninger, og de signalerer over for samarbejdspartnerne, at Budapest har til hensigt at forblive en seriøs og troværdig partner, uanset hvilket institutionelt pres Ungarn udsættes for.
Når vi skal svare på, hvorfor Ungarn i det store og hele stod alene, er en del af svaret Orbán selv. Han er virkelig en enestående statsmand set i forhold til den sørgelige standard af nutidige europæiske politikere; han har vist sig villig til at tåle finansiel og institutionel straf som følge af sit forsvar for det, som han ser som Ungarns nationale interesser. Men der findes også en strukturel forklaring, som er en del af svaret. Indtil 1990erne var landene i Central- og Østeuropa stort set beskærmet mod den kulturelle og ideologiske kolonisering, som USA’s soft power, mediedominans og atlanticistiske institutionsbyggeri gennem årtier havde påtvunget Europa. Resultatet er en mere robust og umiddelbar sans for national identitet. Disse samfund blev aldrig fuldstændigt ”omprogrammerede”, og Orbán’s Ungarn har været det land, der har været mest villig til at agere på denne historiske forskel.
5. ”Europæisk solidaritet” brugt som våben
Da Ungarn midlertidigt standsede sine leverancer af diesel-brændstof til Ukraine som svar på Ukraines blokering af gasrørledningerne (oa.: gennem hvilke, der blev leveret russisk gas til Ungarn), blev det fordømt af Bruxelles som ”usolidarisk”. Er udtrykket ”europæisk solidaritet” i dag blot et ideologisk våben, der bliver anvendt til at undertrykke nationale interesser og stigmatisere enhver diplomatisk fremgangsmåde – som fx den, der foretrækkes af det ”globale Syden” (BRICS)?
Når ”europæisk solidaritet” bliver anvendt så selektivt, som det gør, fortæller det dig alt, hvad du behøver at vide om, hvad konceptet i virkeligheden betyder i praksis. EU-medlemslandene Ungarn og Slovakiet bliver belært om deres forpligtelser over for EU-blokken. Men det er Ungarns og Slovakiets befolkninger, der lider under den betydelige økonomiske skade, som Ukraine har forårsaget ved forstyrrelser i driften af gasrørledningerne. Samtidig bliver Ukraine, der ikke engang er medlem af EU, behandlet, som om det kan kræve betingelsesløs loyalitet fra enhver europæisk regering. Da Ungarn midlertidigt suspenderede sine leveringer af diesel-brændstof som direkte svar på angreb mod dets egen infrastruktur, blev Ungarn fordømt. Når Ukraine angriber infrastrukturen i et EU-land, har Bruxelles intet at sige.
Konceptet om ”europæisk solidaritet” er i virkeligheden blevet et ideologisk tvangsredskab, en måde, hvorpå man delegitimiserer enhver regering, som afviger fra den atlanticistiske konsensus, frem for at være et ægte princip for gensidig støtte. Lande, som stræber efter diplomatiske forbindelser med Rusland, Kina eller Det Globale Syden bliver mistænkeliggjort som trusler mod europæisk enhed. På denne måde bliver ”solidaritet” ensbetydende med indordning under EU-NATO og liberal-atlanticistiske strategiske prioriteter; og de, der ikke tilpasser sig denne indordning, bliver karakteriseret som fjender af Europa snarere end forsvarere af europæiske interesser.
6. Tyskland: Den loyale vasalstat og dennes afindustrialisering
Tyskland er det land, der mest trofast følger Washingtons linje, og dog er Tyskland det land, der lider mest under afindustrialiseringen. Hvorfor yder den tyske politiske elite – i stærk kontrast til Ungarns tidligere lederskab – ikke nogen betydelig modstand mod den systematiske svækkelse af landets eget økonomiske fundament?
Tysklands manglende evne til at yde modstand mod dets egen økonomiske svækkelse forstår man først, når man indser, hvor gennemgribende en kursændring landet blev udsat for efter 1945. Efterkrigstidens atlanticistiske omprogrammering blev gennemført langt dybere i Tyskland end noget andet sted i Vesteuropa. Den omformede ikke blot politiske institutioner, men universiteter, medier, tænketanke og dannelsen af mange kommende generationer af professionelle og eksperter, hvis hele verdensbillede blev opbygget inden for de transatlantiske rammer. Den atlanticistiske magtblok i Tyskland er hegemonisk på en måde, som ikke har nogen virkelig parallel i andre lande; og enhver politiker, som bevæger sig bort fra Washington-konsensus, bliver omgående betragtet som et patologisk tilfælde, og bliver normalt beskrevet som et farligt ekko af de værste episoder i Tysklands historie.
På trods af dette var Tyskland ikke desto mindre i stand til i nogen grad at gennemføre en halvautonom politik. Under kansler Schröder (og delvis under Merkel) lykkedes det Tyskland at vinde en grad af strategisk semiautonomi vis-a-vis Rusland, hvilket Nord Stream var det mest håndgribelige bevis på. Dette eksperiment viste sig at være en trussel, der var stor nok til at fremprovokere permanente bestræbelser på at genvinde den fulde kontrol med Tyskland: den successive marginalisering af de politikere, der var villige til at forsvare tyske økonomiske interesser, og den gennemgående opbakning til dem, der ikke ville. Friedrich Merz er resultatet af denne udvælgelsesproces, en regeringsleder, der kombinerer et kategorisk sprog med en total strategisk underkastelse, og som er leder af den kontrollerede nedgang for tysk industri, uden at han på nogen seriøs måde søger at forhindre den.
7. Sårbarheder i BRICS-alliancen og risikoen for kollaps
Du har advaret imod ”overdreven tillid” til multipolaritetens succes. Hvori består BRICS-alliancens største strukturelle og politiske sårbarheder, som USA ville kunne udnytte for at fremkalde et kollaps for dannelsen af denne nye verdensorden?
Ja, jeg mener, at der eksisterer en god portion selvtilfredshed inden for de cirkler, der hylder multipolariteten, og hvor man er tilbøjelig til at gøre det synspunkt gældende, at overgangen til en ny international orden i alt væsentligt er uundgåelig, og at USA kun marginalt vil være i stand til at forsinke denne overgang. Mit syn på dette er mindre deterministisk. Som jeg allerede har sagt, forudsætter en ny international orden pr. definition en vis grad af orden og stabilitet. Ved at iscenesætte en permanent destabilisering kan USA skabe alvorlige strukturelle problemer for BRICS-projektet, uden at USA behøver at gå sejrrig ud af nogen direkte konfrontation.
Den sårbarhed, som USA bedst er i stand til at udnytte, er fraværet af strategisk sammenhæng i en kollektiv respons fra den globale majoritet af lande. Rusland er involveret i en de facto militær konfrontation med NATO. I mellemtiden bestræber Kina sig på for nærmest enhver pris at undgå direkte konflikt; og Iran er stort set overladt til at basere sig på sine egne militære magtmidler i landets svar på den USA-israelske aggression (selvom det er med indirekte støtte fra Kina og Rusland). BRICS har ikke nogen samlet sikkerhedsdoktrin, ikke nogen fælles struktur for deres afskrækkelsespolitik; og alliancens medlemmer appellerer fortsat til FN’s konfliktløsningsmekanismer og til en regelbaseret orden, hvis karakter af ren fiktion Gaza-situationen har gjort det umuligt at benægte. Den fortsatte tillid til de eksisterende sikkerhedspolitiske ordensrammer, som påviseligt ikke fungerer, risikerer at give det signal til den vestlige blok, at eskalation ikke vil medføre nogen alvorlige omkostninger.
På trods af Vestens svindende magt står den vestlige imperieblok bemærkelsesværdigt samlet. Den opgave at udvikle en lignende strategisk sammenhæng mellem landene i den globale majoritet er sandsynligvis den vigtigste enkeltstående opgave for dem, der ønsker at se en succesfuld overgang til en multipolær orden.
8. Konflikten i Mellemøsten og Iran-krisen
Hvordan passer den nuværende krig mellem USA, Israel og den amputerede iranske ledelse ind i den bredere kamp for global dominans? Er dette et forsøg på at håndhæve den unipolære kontrol over et nøgleområde i den multipolære verden?
Krigen imod Iran følger den samme logik, som jeg har beskrevet tidligere: frem for at kaste sig ud i direkte konfrontation med de større magter sigter USA efter det rivaliserende systems svagere punkter. Iran passer præcist ind i den rolle. Landet leverer groft set 13 – 15 procent af Kinas olieimport, det indtager en nøgleposition i den opkommende Rusland-Kina-Iran-akse og har længe udgjort den primære hindring for, at Vestens militære herredømme over den mest energirige region på jorden kunne blive uomtvistelig. At fjerne denne hindring vil på én gang fremme USA’s mål om energidominans og tjene Israels regionale interesser; og disse to agendaer spiller nu fuldstændigt sammen i den samme operation. Det, der gør den nuværende krig kvalitativt forskellig fra tidligere episoder med USA-iransk konfrontation, er den ubesindighed, hvormed den er blevet startet. Tidligere USA-regeringer forstod, i det mindste til en vis grad, hvorfor det ville være katastrofalt at angribe Iran direkte, hvilket har været årsagen til, at de holdt sig tilbage på trods af årtiers israelsk pres. Denne institutionelle forsigtighed er nu forsvundet. Europa lider allerede under konsekvenserne: et alvorligt energichok, risiko for massive flygtningestrømme og øgede krav om direkte militær deltagelse. To ødelæggende krige udkæmpes nu på samme tid i grænseområderne til det europæiske kontinent, en krig mod øst, som Washington tændte op under, og en anden krig mod syd, som bliver ført aktivt af Washington. Den første skubbede Europa dybere ned i det underdanige vasalforhold. Den anden kan medføre den virkelige risiko for at skubbe Europa ud i økonomisk og social kollaps.
9. Fremtiden for europæisk suverænitet
Når vi ser frem mod den resterende del af 2026, ser du så nogen udsigt til en ”suverænitetsmæssig” vending inden for Europa, eller har den strukturelle afhængighed af Washington og Bruxelles-bureaukratiet allerede nået et punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage for de fleste af EU’s medlemslande?
Der er to strukturelle problemer, som gør en virkelig suverænitetsmæssig vending i Europa meget vanskelig at forestille sig på kort sigt. Det første problem er fraværet af nogen større bevægelse eller noget parti, som er villig til at gøre op med EU som institution frem for bare at beklage sig over EU, hvilket faktisk er et tilbageskridt fra den debat, vi oplevede for et årti siden. Det andet og på mange måder mere fundamentale problem er, at praktisk taget intet højre-populistisk eller suverænitetspositivt parti på nogen seriøs måde har anfægtet Europas strukturelle underordning under USA, for hvem EU til dels er et redskab.
At angribe Bruxelles, mens man samtidig omfavner USA, udgør ikke nogen sammenhængende suverænitetspolitik. En sådan politik viger uden om netop det spørgsmål, som alt andet afhænger af: det vil sige, hvem er det, der til syvende og sidst har kontrol over Europas udenrigspolitik, energiforsyninger og militære position?
Vi står således over for et paradoks. De faktuelle betingelser for et brud med den atlanticistiske orden er mere gunstige, end de har været i årtier. Det er tydeligt, at USA’s magt er ved at blive indskrænket; Trump-regeringen skaber splittelser i forhold til den europæiske offentlighed i et omfang, som ingen tidligere amerikansk regering har præsteret; og legitimiteten af EU’s institutioner oplever en dyb krise. Og alligevel ser vi, at de politiske kræfter, der befinder sig i den mest oplagte position til at udnytte denne mulighed, i stedet enten ligger i dyb søvn, er blevet opslugt af konformiteten eller mangler den geopolitiske dannelse og indsigt, der skal til, for at forstå, hvad der er ved at ske. Den eneste virkelig gode nyhed er, at bevidstheden om behovet for et radikalt brud er ved at sprede sig blandt almindelige europæere. I dette spørgsmål er det de såkaldte oprørspartier, der er sakket længst agterud i forhold til deres egne vælgere.
Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen
Kilder:
Artiklen er oprindeligt et interview, som det tyske tidsskrift Hintergrund har gennemført med Thomas Fazi. Interviewet blev offentliggjort i maj-juni-nummeret af det tyske tidsskrift.
Nærværende danske udgave af artiklen er oversat fra dens engelske udgave fra Thomas Fazi’s blog: https://www.thomasfazi.com/p/controlled-chaos-how-washington-is
Om Thomas Fazi.
På Thomas Fazi-netsiden https://thomasfazi.net/about/ benævner Thomas Fazi sig som journalist, forfatter, oversætter og socialist. Han bor i Rom, Italien. Han har været medproducent af en dokumentarfilm om USA’s militære baser, en film med deltagelse af Gore Vidal og Noam Chomsky. Han er desuden forfatter til flere bøger om geostrategiske forhold og til en kritisk bog om covid-pandemien som et globalt angreb på demokratiet. Han har desuden offentliggjort mange artikler på både netsider og i trykte medier. Han skriver regelmæssigt i UnHerd og i Compact. Han kan desuden følges på Facebook, hvor han dog mest skriver på italiensk.
Taget herfra
Her er en artikel fra 24nyt om det
EU undergraver Europas styrke og sammenhængskraft
Taget herfra
Europa er under kolossalt pres med trusler fra Rusland, fanget i stormagtsrivalisering mellem Kina og USA og med en Trump, der signalerer, at den amerikanske sikkerhedsgaranti ikke længere er en selvfølge. Et Europa, der skal stå imod ydre trusler, har brug for indre sammenhængskraft, men den undergraves indefra af den politik, som EU’s institutioner fører og forsvarer, skriver Kasper Støvring i Berlingske.
”I dag præges Europa af et stadigt voksende EU-bureaukrati, øget centralisering og detailstyring, som udfordrer frihed, innovation og demokratisk selvbestemmelse. EU’s energipolitik er ineffektiv og dyr. Europa har erstattet sin afhængighed af billig russisk gas med amerikansk gas og grøn energi. Energipriserne er blandt andet som følge heraf eksploderet, europæisk industri taber konkurrenceevne, afindustrialiseringen er i fuld gang, og millioner af europæere kæmper med opvarmningsregninger. Det er konsekvensen af en europæisk elite, der afviste atomkraft af ideologiske grunde.
Billedet gentager sig inden for regulering og innovation. Europas konkurrenceevne er faldet støt. Mens USA og Kina investerer massivt i kunstig intelligens og anden teknologi, producerer Bruxelles direktiver og forordninger med det resultat, at produktiviteten stagnerer. Lag på lag af regler, krav og rapportering kvæler initiativ, hæmmer vækst og dræner europæisk virkelyst.
Digital Services Act præsenteres som et værn mod misinformation, men anvendes i praksis som en censurmaskine mod kritikere af EU-elitens egen politik. EU’s største indre krise er indvandringen og dens konsekvenser for sammenhængskraft, tillid og sikkerhed. Men EU’s svar er mere indvandring”.
Taget herfra
EUs svar er ALTID mere indvandring …
Leave a Reply