“Kraftig vækst i statslig dominans i medierne”

Sådan skriver André Rossmann her

Taget herfra

Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark.

Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere. Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer.

Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet i det halvsocialistiske Danmark er ”public service”. ”Public service” selv har en klang, der minder om Orwells Sandheds- og Kærlighedsministerier (som var det totalt modsatte). Og derfor burde man anvende begrebet ”statsstøttede medier”.

Umiddelbart skulle man tro, at politikerne definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger, skriver Cepos i en rapport med overskriften ”Mediereform for at sikre konkurrence og mangfoldighed i det danske mediebillede”.

Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.

Den danske mediepolitik medfører en voldsom skævvridning af mediemarkedet med en kraftig og voksende statslig dominans. Især er det statslige Danmarks Radio ved at fortrænge de private dagblade, som i forvejen er teknologisk udfordret i deres forretningsmodel. DR modtager en massiv og voksende andel af den samlede statsstøtte, mens de private dagblades andel er faldet til en sjettedel. Statsstøtten til DR er også med til at hæmme den markedsdrevne innovation. I forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, er Danmark det land, hvor staten dominerer mest i mediebilledet.

Men broderparten af mediestøtten havner hos Danmarks Radio samt TV2s regioner. Men langt størstedelen af subsidierne på medieområdet går til bestemte institutioner og formål. Det er så grelt, at politikerne blander sig, hvor institutionerne skal ligge i landet, som man så med Radio24/7. Tilskudsordningerne er også omhyggeligt doktoreret, så pengene ender hos favoriserede medier.

I Danmark falder antallet af nyhedsjournalister i de private medievirksomheder år efter år, mens det er stabilt i de statslige medier. Hvis denne udvikling fortsætter, vil andelen af statsansatte nyhedsjournalister stige fra 47 til langt over 50 pct. i løbet af få år. Én af journalistens vigtige opgaver er at undersøge statsmagten og politikeres beslutninger, men ligesom tilfældet er i andre socialistiske lande, betyder statens dominans i det danske medielandskab, at statsansatte journalister undersøger statsmagten, altså den arbejdsgiver, der betaler deres løn.

André Rossmann

Taget herfra

5 Kommentarer

  1. Meget tyder på at DR bruger en del af sendetiden på
    en bevidst, tilstræbt og systematisk FORDUMMELSE af
    danskerne. Adskellige udsendelser er så pjattede,
    fladpandede, vulgære, tåbelige og vildledende, at
    der næsten kun kan være tale om at man enten betragter
    lytterne som idioter, eller ønsker at gøre dem til
    idioter eller nyttige idioter. De gamle partier burde
    skamme sig over at give ca. 5 MILLIARDER til DR som
    har en forkvinde med kommunistisk fortid. Hun får en
    årsløn på omkring FIRE MILLIONER KR. Een million
    burde være mere end nok.

    DRs dækning af mange emner er skandaløs. Dækningen er
    præget af forvrængninger, fortielser, unøjagtigheder, grov
    misinformation og fejlagtig orientering. Radioaviserne
    er ofte rene parodier på oplysning. Og al for megen af DRs
    “public service” består i hetz mod mænd, familier, folke-
    lige værdier, normer og traditioner. At DR er styret af
    woke feminister og hårdkogte kvindesagskvinder skinner
    igennem i de fleste udsendelser.

  2. DR kaldes DDR i folkemunde.

    Hvis man besværer sig med at læse DDRs årlige medierspport, så styrtdykker antal ugentlige brugere ( de er nødt til at opgøre det ugentligt ellers var det endnu værre).
    Kun 34 procent brugere ugentligt – på alle DDRs platforme ! Folk gider ikke woke bias PIS lige fra GRams svovsyrede eder over Trump til socialistist indoktrinering fra man åbner til man lukker for radiomonopolet.

    Luk lortet. Folk streamer og det gælder i særdeleshed de unge. Vira, EU ,skattelovgivning og kursgevinstlovgivning osv osv og andet pis er nu så komplekst at INGEN ( ud over to statsbetalte professorer) kan være med. Er det demokrati ? Er det RETSSIKKERHED?????

  3. Enig med André Rossmann i 24NYT.
    Statsradiofonien, DR og Tv2, sørger for, at den danske befolkning har de rigtige meninger og ikke geråder i Trumpistiske/højreradikale/nazistiske meninger.
    Honi soit qui mal pense. Skam få den, der tænker ilde derom! 🙂

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.