Eller dem, der lever af at importere stemmekvæg og så være ligeglade om de begår mange flere forbrydelser end danskere
Britta Mogensen her
Taget herfra
Hvis man er gammel nok til at huske tiden, før indvandringen af fremmedarbejderne i 1970’erne og 80’erne satte ind fra lande, der var inkompatible med vores kultur, kan man ikke undgå at se forskellen mellem før og nu.
Vi oplever, at den tryghed, vi opvoksede med, gradvis er forsvundet. Vi kan hver dag læse (og nogle oplever det på egen krop) om en ekstrem vold, vi tidligere var helt ukendt med.
Drab eller drabsforsøg med knive eller skydevåben. Og ved uprovokerede slagsmål, der ofte involverer adskillige personer, går ”sejrherrerne” ikke blot deres vej, men fortsætter med spark over hele kroppen og hop på hovedet, til den overfaldne er lemlæstet eller død.
Der er visse kvarterer i de større byer, hvor det kan være farligt for danskerne at bevæge sig rundt – de såkaldte no-go zoner. Det er blevet nødvenligt at have antennerne ude, da man ellers let kan være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Ord som f.eks. terrorisme, krænkelse, offerkort, kvindelikvidering, fremmedfjendsk, racisme osv., som før var ord, der ikke alle var almindelig kendt eller anvendt, er nu blevet hvermands- og hverdagseje.
Ganske vist fik mange det økonomisk lettere over årene. Men det var på bekostning af den tryghed og tillid til andre, vi hidtil havde kendt.
De fremmedes ankomst
Danmark manglede arbejdskraft. Udlændingene havde brug for arbejde. En win-win situation for begge parter.
Fremmedarbejderne generede ingen. De passede blot deres arbejde for at spare op til at kunne rejse hjem igen, bygge hus, købe jord, give familien bedre vilkår m.v.
Når der ikke var mere arbejde at få, skulle fremmedarbejderne rejse hjem igen.
Fremmedarbejdere blev ændret til gæstearbejdere. Da ”gæster” indicerer, at sådan nogle tager hjem igen, når festen er forbi, forstærkede det kun indtrykket af, at tiden med de fremmede arbejdere lakkede mod enden.
Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, for på tidspunktet, hvor arbejdsløsheden i 1983 var blevet ekstrem høj, vedtog Folketinget i dets visdom ”verdens bedste udlændingelov”, der bl.a. gav udlændinge i Danmark et retskrav på at få familien hertil. Især Det Radikale Venstre skubbede på for at få partierne til at stemme for.
Kun få notitser stod at læse i medierne om denne nye lov, som meget få i befolkningen havde anelse om var vedtaget. Hvad den ville komme til at betyde for vores land og befolkningens sammenhængskraft var det kun de meget få forundt at gisne noget om. Men de, der gav udtryk for disse gisninger fik kærligheden at føle og blev de udsat for spot, hån og latterliggørelse.
Lovens vedtagelse
I Folketinget gik bølgerne højt. Det fremgår af historikeren Morten Uhrskov Jensens bog ”Et Delt Folk”, som blev udgivet i 2008.
Igennem hele bogen er der et stort noteapparat til Folketingstidende, så alle kan læse, hvilke politikere der sagde hvad, inden loven blev vedtaget.
De Radikale, der stod fadder til loven, fik efterhånden de andre partier med på ideen. Mere eller mindre tøvende faldt de andre partier til patten med undtagelse af Fremskridtspartiet. Loven blev vedtaget med 155 stemmer mod 12.
Hele bogen præger præg af partiernes himmelråbende naivitet i deres selvgodhed og manglende viden om det eksperiment, de udsatte befolkningen for.
Samtidig ønskede partierne bedre retssikkerhed for de tilvandrede mod udvisning.
Hen ad vejen (der er faktisk næppe en lov, der er blevet ændret så tit og så meget som netop Udlændingeloven) var der nogle politikere, der blev klar over, at 1983-loven var den rene galimatias, og at konsekvenserne for de danskere, der ikke havde mulighed for at fjerne sig fra eksperimentet, var ødelæggende for deres livskvalitet. F.eks. udtalte tidligere statsminister Poul Schlüter sent i livet på TV om indvandringens konsekvenser: ”Vi kunne jo ikke vide…”.
Det er nok korrekt, men befolkningen burde kunne forvente, at ansvarlige politikere ikke i deres selvgodhed eksperimenterer med det land, de er valgt til at tjene. Befolkningens og landets sikkerhed burde være politikernes første prioritering.
Ikke mindst, fordi de danske skatteydere måtte betale – nogle med deres liv – for konsekvenserne af politikernes visioner om et multikulturelt samfund.
De kostbare tilvandrede
Det er blevet dyrt for de danske skatteydere, at regeringen ser mere på BNP end befolkningens tryghed (se DKA).
Dansk Erhverv var henrykt over alle de mange penge internationale medarbejdere bidrog med til Danmarks BNP i 2018. Hele 361 milliarder kroner.
Hvor mange af de 361 milliarder kroner på indtægtssiden er der tilbage, når udgiftssiden, som slet ikke nævnes, trækkes fra? Det nævner Dansk Erhverv og Mohammad Rona fra Moderaterne ikke noget om.
Det gør til gengæld Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM). I 2018-tal koster indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande 31 milliarder kroner (kaldet nettobidrag). Hvordan en udgift kan blive benævnt ”bidrag” må være et ønske om at putte blår i øjnene på den danske befolkning.
De ukendte udgifter
”Nettobidraget” er altså forskellen på hvor meget de enkelte indbyggere i Danmark på den ene side betaler i skatter og afgifter og på den anden side modtager af serviceydelser og indkomstoverførsler fra det offentlige.
En lidt besynderlig måde at lave beregninger på. Der er jo ingen, der ville beregne f.eks. omkostningerne ved et hospitals drift som X-antal kroner minus de skatter hospitalspersonalet indbetaler, hvorefter hospitalets drift kommer til at fremstå med et væsentligt lavere beløb.
De nævnte udgifter er langt fra fyldestgørende. Indvandrere har som alle andre brug for læger, specialister, medicin, hospitaler og skoler. I den mere alvorlige ende er fængselsvæsenet, advokater gennem ofte 3 retsinstanser samt måske i sidste ende Menneskerettighedsdomstolen, hvor både domshandlingerne, advokater og erstatning til den ”krænkede”, løber op i et ukendt antal millioner eller måske endog milliarder.
Hvor meget er der nu tilbage på indtægtssiden?
To grupper af tilvandrede
Det er nok almindelig bekendt, at udtrykket ikke-vestlige lande er misvisende. For disse lande omfatter både indvandrere og efterkommere med oprindelse i henholdsvis MENAPT-lande og med oprindelse i de øvrige ikke-vestlige lande. Der er en væsentlig forskel på de to gruppers formåen til at bidrage til et lands BNP.
Derfor indførte UIM for første gang en opdeling af disse to grupper.
Rapporten viste, at hovedparten af nettoudgifterne på 31 milliarder stod MENAPT-landene for med 24 milliarder.
UIM skriver, at ”[H]vis man kun ser på indvandrere, er den gennemsnitlige nettoudgift for en indvandrer fra et MENAPT-land på 85.000 kr. Indvandrere fra øvrige ikke-vestlige lande udgør også en nettoudgift, men dog kun på 4.000 kroner i gennemsnit.”
For at mildne på udsagnet, skriver UIM, at ”[D]e store forskelle i nettobidraget blandt ikke-vestlige indvandrere skal ses i lyset af store forskelle i bl.a. opholdsgrundlag. Hvor mange indvandrere fra MENAPT-lande har fået opholdsgrundlag som asyl eller familiesammenført, er flere indvandrere fra øvrige ikke-vestlige lande kommet til Danmark med henblik på at arbejde.”
Det, at man er kommet hertil som flygtning eller familiesammenført skulle vel ikke betyde, at man til evig tid er fritaget for de pligter, alle andre har, til at sørge for sig selv og sin familie.
I øvrigt anføres, at ”Både indvandrere fra vestlige lande samt personer med dansk oprindelse har et positivt nettobidrag.”
Mange har sikkert undret sig over, at de enorme udgifter til de tilvandredes forsørgelse ikke har bevirket, at man har hjemsendt alle disse uproduktive personer fra fremmede lande og blot har ladet de danske skatteydere bære omkostningerne.
Lapperier
Som nævnt er Udlændingeloven blevet ændret igen og igen gennem årene, efter at det ganske langsomt gik op for (nogle) politikere, hvilken katastrofe 1983-loven var.
I stedet for at tage fat ved nældens rod og forkaste loven i sin helhed, er der gennem årene tilføjet lap på lap. Det synes ikke, som om befolkningen generelt kan se den strålende idé bag lapperierne.
Danmark er irreversibelt ændret.
Taget herfra
Leave a Reply