Det skriver Thomas Fazi her
Taget herfra
NATO balancerer på randen af krig. Dette er den primære årsag til, at risikoen for en altomfattende konflikt mellem Europa og Rusland aldrig har været højere, end den er nu – og heller ikke har været på højdepunktet af Den Kolde Krig.
Debatindlæg af Thomas Fazi
Risikoen for en altomfattende konflikt mellem NATO og Rusland er højere, end den nogensinde har været. Selv ikke på højden af Den Kolde Krig var risikoen så stor som nu. Risikoen udspringer af, hvor dybt de to sider netop nu er viklet ind i det, der i enhver operativ betydning er en mere og mere direkte militær konfrontation, selv om man stadig opretholder indbildningen om, at man ikke er i direkte krig med hinanden. Under Den Kolde Krig fastholdt supermagterne detaljerede procedurer, der var udtænkt og skulle anvendes for at forhindre direkte konfrontation. Men i dag er procedurelinjerne og grænsetilfældene udviskede til noget nær usynlighed. Den krig, som, man mente, var begrænset til det ukrainske territorium, har vedvarende og støt sendt sine metastaser ind i noget, der er langt farligere. Nemlig ind i en proxy-krig, hvori NATO’s operative rolle er blevet så central, at grænselinjen mellem proxy-krig og direkte krig stort set er kollapset, og en krig, hvor der hver eneste uge bringes friske vidnesbyrd om, at logikken for eskalation løber langt foran enhver politisk mulighed for at kontrollere den.
De seneste ugers begivenheder har gjort dette umisforståeligt klart.
Sidste uge (oa.: den 22. maj 2026) slog en ukrainsk drone over Donbas ned i et studenterkollegium og dræbte 21 mennesker, hvoraf de fleste var studerende.
Denne hændelse fremstår som en meget alvorlig eskalering af den intensiverede drone-offensiv, som Ukraine har iværksat mod Rusland gennem de seneste måneder – herunder et stigende antal angreb, der er udført dybt inde på russisk territorium. For blot nogle få uger siden blev mindst tre mennesker dræbt og adskilligt flere såret under et storstilet ukrainsk droneangreb på Moskva-regionen.
Ifølge Reuters havde ukrainske droneangreb frem til marts 2026 på Ruslands tre mest betydningsfulde eksportterminaler på dets vestvendte kyster – Novorossiysk ved Sortehavet og Primorsk og Ust-Luga ved Østersøen – elimineret omkring 40 % af Ruslands terminalkapaciteter for olieeksport.
Ifølge en vurdering af New York Times havde ukrainske angreb frem til april også beskadiget eller ødelagt omkring 20 % af Ruslands olieraffinaderier. Og i løbet af denne måned havde ukrainske droner ifølge det ukrainske forsvarsministerium ramt mere end tyve russiske olieraffinaderier. Nogle af de allerseneste dronemål befandt sig så langt borte som 1500 – 1700 km fra den ukrainske grænse, hvilket peger på en betydningsfuld forbedring af Ukraines evne til at indsætte droner, der er langtrækkende.
John Mearsheimer har i et nyligt interview (jf. note 2) med Glenn Diesen anført, at de ukrainske drone- og missilangreb på russisk territorium, inklusiv Moskva, repræsenterer et signifikant nyt skridt op ad eskalationsstigen. Skønt Mearsheimer ikke var så imponeret over angrebenes umiddelbare militære effekt, var han dog dybt bekymret over deres retning og dybde:
”Størrelsen af de ødelæggelser, som disse droner kan forårsage, er ikke særlig store… de vil bestemt ikke på nogen meningsfuld måde påvirke resultatet af krigen. Det vil ikke komme til at ske. Men den store fare, der her opstår, er, at ukrainernes samarbejde med europæerne, som stadig er fast besluttet på at besejre Rusland, vil forøge både antallet og typen af angreb på Rusland.”
Rusland har allerede svaret igen på droneangrebet på Donbas-studenterkollegiet med et massivt angreb på Kiev; et angreb, der har været et af de største siden krigens start; herunder også med brug af Oreshnik-missilet, der kan udrustes med atomsprænghoveder. Og Rusland har også straks truet med at udløse en ny bølge af ”systematiske angreb” på hovedstaden Kiev. Ruslands udenrigsministerium har i en erklæring sagt, at de nye angreb vil blive rettet mod ”beslutningscentrer og hovedkvarterer” jævnsides med angreb mod byens dronefabrikker. Moskva har opfordret udenlandske statsborgere og diplomater til at forlade byen ”hurtigst muligt”, og advaret byens indbyggere om at holde sig borte fra administrationsbygninger og militære anlæg.
Indtil nu har Moskva afholdt sig fra at gøre ukrainske hovedkvarterer til angrebsmål – hvilket er en bemærkelsesværdig kendsgerning, når man tager i betragtning, at de ukrainske væbnede styrker gentagne gange har haft russiske hovedkvarterer som angrebsmål, som Anatol Lieven (oa.: britisk forfatter, journalist og politikanalytiker) har bemærket. Tirsdag den 26. maj hævdede den ukrainske generalstab, at den havde ødelagt et større russisk kommando- og kontrolcenter i Lugansk ved hjælp af britiske Storm Shadow krydsermissiler. En effektiv brug af disse missiler – som Ukraine har anvendt gennem de seneste to år – kræver måldata, der er leveret af USA.
På trods af dette har Moskva ikke gjort ukrainske hovedkvarterer i Kiev til angrebsmål. Og dette helt klart på grund af den store sandsynlighed for, at soldater og efterretningsofficerer fra USA og andre NATO-lande ville blive dræbt under sådanne angreb, hvorved man ville risikere, at et svar fra Vesten ville indebære en drastisk eskalation. Siden Donald Trump vendte tilbage som præsident og igen åbnede for de diplomatiske forhandlinger, har den russiske regering også holdt sig tilbage på grund af ønsket om ikke at vække hans vrede eller at svække ham. Men i sidste uge erklærede USA’s udenrigsminister Marco Rubio dog, at fredsforhandlingerne er sat på pause, og at ”der ikke foregår sådanne forhandlinger for tiden.”
Dette tyder ikke blot på en farlig eskalation i krigen – men også på krigens udvidelse ud over Ukraines grænser.
Skønt disse angreb rent formelt og praktisk føres ud i livet af Ukraine, er realiteten til syvende og sidst, at Ukraine aldrig ville være i stand til at rette disse droneangreb mod russisk territorium uden efterretnings- og satellit-støtte fra NATO – og først og fremmest fra USA. På trods af Trumps indledende fredsønsker har de amerikanske myndigheder under hans regering vedvarende forsynet Ukraine med efterretninger med henblik på, at Ukraine med langtrækkende droner kunne udføre angreb på den russiske energiinfrastruktur – ifølge mangfoldige amerikanske og ukrainske embedsmænd. Efterretningerne støtter Ukraine med ”planlægning af ruter og flyvehøjde for dronerne, tidspunkter for og beslutning om opgaverne, idet man hermed gør det muligt, at Ukraines langtrækkende angrebsdroner kan undgå russisk luftforsvar.” Én af kilderne beskrev Ukraines dronevåben som det ”instrument”, USA har taget i brug for at opnå målet om at underminere russisk økonomi og dermed presse Putin til en aftale. Også CIA har været involveret i at opbygge Ukraines dronevåbenprogram.
Omfanget af USA’s involvering går længere end blot til udveksling af efterretninger. Mens en enkelt amerikansk embedsmand har udtalt, at Ukraine udvælger målet og USA leverer informationer om målets sårbarhed, har andre embedsmænd sagt, at USA faktisk har udpeget prioriterede mål for de ukrainske militære styrker – hvilket betyder, at USA i realiteten udvælger og beslutter, hvad der skal angribes.
USA leverer også satellit-støtte. Dette sker i form af både real-time GPS-styring (især over ukrainsk og russisk-annekteret ukrainsk territorium via Elon Musk’s Starlink) og ved levering af terrænmæssige data, som gør droner i stand til at operere uden noget real-time GPS-signal, som fx i områder, hvor signalet bliver jammet. Disse terrænmæssige data omfatter terrænkort, der på forhånd oplagres i dronen, data for droneruten, målkoordinater og flyveprofiler til undvigelse af luftforsvar, alt sammen data, der afhænger af amerikansk satellitrekognoscering og -efterretninger.
Dette betyder, at Ukraines dybtgående operationer mod Rusland rent funktionelt er en US-NATO-operation iklædt ukrainske farver. Men NATO leverer ikke blot efterretningerne og satellitstøtten til disse angreb – sammen med pengene til disse droner, selvfølgelig. I stadig stigende grad leverer NATO også selve dronerne.
Den langt overvejende del af de droner, der bliver anvendt af ukrainske styrker, bliver produceret af Ukraine selv på ukrainsk territorium. Alligevel ser vi en ganske ny og strategisk betydningsfuld udvikling i form af en tilstræbt udvidelse af droneproduktionen i europæiske lande, delvis for at reducere de ukrainske faciliteters sårbarhed over for russiske angreb. Zelensky har annonceret planer om at iværksætte ti fællesplaner for droneproduktion i Europa i 2026.
Det land, der er i centrum for denne udvikling, er Tyskland. Merz-regeringen involverer sig stadig dybere i det militære samarbejde med Kiev og bliver i stadig større omfang egentlig krigsdeltager i konflikten med Rusland. Efter at USA har gjort sig fri af sit egentlige krigsengagement i Ukraine, har Tyskland længe været Ukraines primære finansieringskilde. Men i midten af april trådte den tyske regering for første gang ind i et strategisk partnerskab med et krigsførende land inden for det militære forsvarsområde. Aftalen baner vejen for samproduktion af våbensystemer sammen med Kiev, herunder droner med en rækkevidde på op til 1500 km og langtrækkende missiler. Èt af de tydeligste eksempler er Quantum Frontline Industries i Tyskland – et fælles projekt mellem Quantum Systems og Ukraines Frontline Robotics – hvor den første drone rullede ud af produktionsbåndet mindre end to måneder efter, at fællesprojektet var blevet annonceret.
Gennem de seneste år har der i Tyskland været ført en indenrigspolitisk debat om levering til Ukraine af tyske våben, der kunne indsættes mod mål på russisk territorium. Denne debat har den tyske regering med et pennestrøg fejet til side. Som det tidligere medlem af Den Tyske Forbundsdag, Sevim Dagdelen, har skrevet, er vi med integrationen af Berlins og Kievs forsvarsindustrier vidner til opkomsten af et tysk-ukrainsk militær-industrielt kompleks under Berlins overherredømme. Faktisk er det sandsynligt, at det var tyskproducerede langdistancedroner, der blev anvendt i de nylige angreb på Moskva og i Moskva-regionen.
Også andre lande er inddraget. Siden slutningen af 2024 har den finske firmagruppe Summa Defence etableret adskillige fællesprojekter med ukrainske firmaer om at producere droner i Finland. Det britiske firma Prevail Partners og Ukraines Skyeton forenede i juli 2025 deres kapaciteter med henblik på at producere Raybird-overvågningsdroner i UK. Skyeton har desuden åbnet en Raybird-produktionslinje i Slovakiet, og er derudover i gang med at forhandle sig frem til flere europæiske partnerskaber, samtidig med at ukrainske droneselskaber er i gang med at bygge virksomheder til produktion af dronekomponenter og samling af droner i Finland og Danmark.
Dette betyder, at europæiske lande – først og fremmest Tyskland – bliver mere og mere direkte involveret i konflikten. Det forøger i alvorlig grad risikoen for russiske gengældelsesangreb på europæisk territorium. Faktisk offentliggjorde det russiske forsvarsministerium i midten af april en liste over navne og adresser på europæiske virksomheder – heriblandt adskillige italienske firmaer – der er medproducenter af ukrainske droner. Og sammen med offentliggørelse af denne liste erklærede det russiske forsvarsministerium, at ”den europæiske offentlighed både klart skulle forstå de virkelige årsager til truslerne mod deres sikkerhed og kende adresser og lokationer på de ’ukrainske’ og ’fælles’ virksomheder, der på deres egne landes territorier fremstiller UAVer og komponenter til Ukraine.”
For at gøre tingene værre er der et øget antal vidnesbyrd om, at ukrainske droner passerer igennem luftrummet over baltiske NATO-lande for at angribe russiske mål – som for eksempel de droner, der ramte de russiske olieterminaler i Primorsk og Ust-Luga ved Østersøen. Alene i denne måned (oa.: maj 2026) har ukrainske droner udløst gentagne luftalarmer over Estland, Letland og Litauen, og har i adskillige tilfælde forårsaget, at NATO-jagerfly er gået på vingerne med det resultat, at i det mindste én ukrainsk drone den 19. maj er blevet skudt ned af et NATO-fly over Estland. Bare nogle få dage forinden ramte en ukrainsk drone desuden en tom lagerfacilitet for olie i Letland. De politiske følgevirkninger har været store, og har forårsaget, at den lettiske regering er væltet på grund af dens behandling af krisen.
Rusland har anklaget de baltiske lande og NATO for aktivt at tillade ukrainske droner at bruge deres luftrum under angreb på Rusland, og har karakteriseret dette som NATO-aggression. Præsidentrådgiver Nikolai Patrushev understregede, at dette må betragtes som NATO-landenes direkte deltagelse i angreb på russisk territorium. Ukraine og de baltiske lande har fra deres side afvist påstandene om, at der skulle være tale et bevidst og hemmeligt spil. Og de anklagede samtidig Rusland for at have anvendt elektronisk krigsførelse og jamming for at omdirigere ukrainske droner ind i det baltiske luftrum – selv om dette ikke kan forklare, hvorfor Rusland så har været ude af stand til at forebygge droneangreb på sensitive og civile mål, inklusiv Moskva. EU’s kommissionsformand von der Leyen gik så vidt som at sige, at ”Rusland og Belarus bærer det direkte ansvar” for de ukrainske droners indtrængen i baltiske landes luftrum.
Det står klart, at spændingerne i Østersø-området og omkring de baltiske lande er højere, end de nogensinde har været. Risikoen for, at en konflikt mellem NATO og Moskva skal bryde ud i dette område, er yderligere forøget ved den nylige meddelelse om, at der er opstillet en fælles flådestyrke, der er blevet navngivet som Northern Navies Initiative, og som omfatter UK, Norge, Sverige, Danmark, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen og Holland. Denne flådestyrke synes at have det eksplicitte sigte at skulle foretage en inddæmning af Rusland mellem det arktiske område og Østersøen igennem muligheden for at spærre vejen for Moskvas handelsflåde – og især den såkaldte ”skyggeflåde.” Provokationer som fx at borde russiske fartøjer eller endog at iværksætte en flådeblokade ville helt klart udgøre en casus belli. Til dette må yderligere nævnes militariseringen af Finland, som nylig blev medlem af NATO, og de spionage- og luftovervågningsoperationer, der bliver udført fra Finlands territorium mod Moskva – alt sammen faktorer, der omdanner de skandinaviske lande til et nyt strategisk trusselsområde i Ruslands øjne.
Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at vi er blot en enkelt hændelse – virkelig eller manipuleret frem – borte fra en situation, der hurtigt kan eskalere til en direkte NATO-Rusland-krig. Det må især bekymre i lyset af den kendsgerning, at vestlige provokationer styrker de politiske hardlineree i Moskva. Blandt de mere radikale holdninger skiller Sergey Karaganovs synspunkter sig ud (oa.: se note 3). Han er ekspert i politisk videnskab, var tidligere rådgiver for både Gorbatjov og Jeltsin, og optræder nu blandt rådgiverne for Putin. Siden konfliktens begyndelse har Karaganov været fortaler for muligheden af at bruge atomvåben i Europa. Hans argument er, at de europæiske eliter fuldstændigt har bragt sig selv i miskredit og mangler enhver legitimitet til at kunne forblive ved magten. Men allervigtigst er disse eliter ude af stand til at nå kompromis med Rusland. De må derfor stoppes med våbenmagt for at forhindre, at konflikten spreder sig ud over Europa. Og det må først og fremmest ske ved at slå til med konventionelle våben mod strategiske og stærkt symbolske militære mål på europæisk territorium.
Hvis dette ikke skulle være tilstrækkeligt til at ”overtale” den europæiske elite til at komme overens med Rusland, ville det ifølge Karaganov være nødvendigt at ty til et ”tydeliggørende” angreb med atomvåben, eller endog et angreb, der er målrettet mod eliminering af den europæiske elite selv. Sådanne tanker, der stort set var periferiske i starten af konflikten, vinder mere og mere gehør inden for både russiske militære og politiske cirkler. Parallelt med denne tendens udvikler der sig et stigende pres på Putin for at ændre strategi.
De argumenter, som Karaganov fremfører – at Rusland burde angribe europæiske mål med konventionelle våben, og eskalere til brug af atomvåben, om nødvendigt – tager Mearsheimer alvorligt (oa.: jf. note 2). Mearsheimer bemærker, at det, der engang var et minoritetssynspunkt, har opnået bred tilslutning i Rusland. Mearsheimer siger: ”Nu argumenterer han på denne måde, og jeg tager ham på ordet, for han er et redeligt menneske, som den overvældende majoritet af mennesker (oa.: i Rusland) er enig med, når han taler til dem. Situationen er på en måde ved at hænge russerne ud af halsen.”
Hvad angår det nukleare aspekt forklarer Mearsheimer, hvorfor den blotte udsigt til brug af atomvåben giver Karaganovs strategi dens uomgængelige logik:
”Når man begynder at bevæge sig op ad eskalationsstigen, forstår alle, at på et eller andet punkt… et eller andet sted på denne stige når man frem til brugen af atomvåben. På ét af trinene findes brugen af atomvåben… bare truslen om at bruge atomvåben vil få en enorm afskrækkende effekt.”
Mearsheimer giver også en slående historisk sammenligning med de røde linjer, som Vesten har overskredet:
”Det er virkeligt overraskende, at USA og Storbritannien hjalp Ukraine, da Ukraine invaderede det russiske hjemland i sommeren 2024. Det var Kursk-offensiven… Ideen om, at vi ville hjælpe en allieret med at invadere det tidligere Sovjetunionen, dét ville aldrig ske… eller at vi ville hjælpe en allieret med at angribe det ene ben i den strategiske triade af store atommagter. Det er helt utænkeligt. Det er ganske enkelt meget farligt.”
Mearsheimer’s konklusion omkring det russiske strategiske dilemma er følgende:
”Hvis man sidder og spiller med Ruslands kort på hånden… så bliver man nødt til at sætte foden ned, som min mor plejede at sige. Og man bliver nødt til at sende et meget klart signal om, at dette er helt uacceptabelt.”
Risikoen for krig er ikke nogen virkelighedsfjern fantasi – situationen er farlig og truslen er overhængende reel. Den eskalationsmekanisme, der har bragt os til det nuværende punkt, er meget let at forstå. For hvert eneste nye skridt op ad stigen, som bliver taget med den selvsikre formodning om, at den modsatte part vil vige tilbage, gør det næste skridt op ad stigen endnu mere sandsynligt og vil indsnævre rummet og muligheden for deeskalering. Ved en kombination af ønsketænkning og institutionel inerti har vestlige ledere overbevist sig selv om, at Rusland vil fortsætte med at sluge provokationerne uden at give igen med samme mønt. Men hver uge, der går, uden at man skifter ind på det diplomatiske spor, bringer os nærmere den situation, hvor denne vestlige overbevisning vil blive testet helt ud til kanten af destruktion.
Det, der gør den nuværende situation ekstremt farlig, er ikke blot den militære eskalation, men det totale sammenbrud for den politiske forestillingsevne, der skulle kunne standse den. Der findes ikke længere nogen Kold Krigs-realister, ingen alternative udgange, ingen seriøs europæisk leder med position og vilje til at foreslå en forhandlingsløsning. Der findes kun den selvkørende drivkraft, der ligger i krigsmaskinen; og denne maskine har nu spredt sin dele ud over et dusin lande og tusindvis af virksomheder, der producerer våben i finske fabrikker, fælles tysk-ukrainske vovelige foretagender og britiske værksteder. Når den politiske intervention, der er så presserede, ikke sker, så er der med alle disse ting tale om aktioner, som giver brændstof til en konflikt, som ikke indeholder nogen anden logisk afslutning end katastrofen.
Ansvaret ligger i sidste instans hos de europæiske befolkninger. Regeringerne handler ikke på vore vegne eller i vor interesse. Før det næste uheld indtræffer, den næste fejlvurdering foretages, og før den næste drone flyver ind i det forkerte luftrum, er det op til os at kræve, at vore regeringer træder tilbage fra afgrundens rand.
Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen
Note 1. Kilde til oversættelsen:
Thomas Fazi’s blog: https://www.thomasfazi.com/p/one-step-away-from-the-brink-natos
Note 2. Link til Mearsheimer-interview:
Note 3. Sergey Karaganov i interview-samtale med Glenn Diesen:
Note 4. Om Thomas Fazi.
På sin netside https://thomasfazi.net/about/ kalder Thomas Fazi sig journalist, forfatter, oversætter og socialist. Han bor i Rom, Italien. Han har offentliggjort mange artikler i både elektroniske og trykte medier. Han skriver regelmæssigt i UnHerd og i Compact. Han er forfatter til flere bøger om geostrategiske forhold og til en kritisk bog om covid-pandemien som et globalt angreb på demokratiet. Thomas Fazi kan følges på Facebook, hvor han dog mest skriver på italiensk.
Taget herfra
De krigsliderlige galninge Minken & Barbara VIL i krig med Rusland – koste hvad det vil!