“Kun i Israel kan danske jøder leve i fred”

Sådan skriver André Rossmann her , baseret på en artikel af Lars Hedegaard, som er med nederst

Taget herfra

De jødiske samfund i Danmark, Norge og Sverige har forleden i en fælles engelsksproget udtalelse udtrykt bekymring over den seneste tids koranafbrændinger i de skandinaviske lande. Ifølge de jødiske samfund bliver demokratiet og ytringsfriheden misbrugt til “at normalisere had” mod muslimer ved afbrænding af Koranen.

Det har foranlediget Lars Hedegaard til at spørge, om det virkelig er sådan, at jøder og muslimer er i samme båd. For Koranen er jo en primitiv bog, som indeholder opfordringer til at slå jøder ihjel.

Eftersom eksemplerne på herboende muslimers chikane af og overgreb mod danske jøder er legio, undrer Lars Hedegaard sig over, hvorfor de jødiske samfund ikke har fordømt muslimsk vold og terror mod Nordens jøder. Og han svarer ganske rigtigt, at ”de jødiske trossamfund gennem årtier har valgt at tale sødt til muslimer, der vil dem til livs. Det er selvfølgelig sket i håbet om, at muslimerne ville glemme Koranens blodtørstige formaninger”.

Men der findes også en anden forklaring. Når danske jøder ikke bliver mere offensive i deres krav om at blive respekteret som den skattede befolkningsgruppe, de vitterlig er, og vælger at holde lav profil, er det for at tækkes det antiisraeelske og pro-palæstinensiske danske establishment.

Jøderne i Danmark lever efter devisen, at man sørger bedst for egen frihed og sikkerhed ved at forholde sig passivt, tie, bøje af eller allerhøjest klage over at blive chikaneret i håbet om, at de overvejende islamvenlige danske myndigheder vil tage affære. De har derfor valgt den traditionelle strategi om at ”dukke nakken”. De tilpasser sig, skruer ned for det jødiske, tager kalotten af i bestemte situationer, skjuler deres davidsstjerner mv. Det er en naturlig konsekvens af, at jøderne i mange århundreder har været forfulgt.

Historien viser imidlertid, at det at dukke sig og håbe, at det bare gå over, er en perspektivløs strategi. Danske jøder har fortrængt, at de værste katastrofer ramte jøderne i Spanien og Tyskland – de to lande, hvor jøderne var bedst integrerede og assimilerede. Det er netop i disse to lande, at jøderne blev udsat for de værste forfølgelser og Holocaust. Jøderne vil derfor aldrig være i sikkerhed i Danmark, uanset hvor meget de måtte dukke sig, og uanset hvor mange handleplaner mod antisemitisme de skiftende danske regeringer måtte diske op med.

Ikke engang USA er et sikkert land for jøderne. I en tale til jødiske ledere i USA har den tidligere vicepræsident, Joe Biden, understreget, at amerikanske jøder aldrig må fortrænge og glemme fortiden: “You understand in your bones that no matter how hospitable, no matter how consequential, no matter how engaged, no matter how deeply involved you are in the United States … there’s only one guarantee… Israel.” 

Bidens ord gælder i allerhøjeste grad de danske jøder, som i dag lever i en fysisk og mental ghetto. Deres situation i Danmark bliver kun værre, og derfor er Israel det eneste sikre land og jødernes eneste garanti – den ultimative sikre havn.

Hvorom alting er: Danske jøder behøver ikke at dukke sig, se sig over skulderen og leve i utryghed i Danmark. De har i dag et jødisk hjemland, som er en militær og teknologisk supermagt, og hvor de er velkomne og kan leve i fred. Det vil de aldrig kunne i Danmark.

Taget herfra

Er jøder og muslimer i samme båd?

Sådan skriver Lars Hedegaard her

Taget herfra

Finn Rudaizky fortæller, at Nordens jødiske samfund er enige om at fordømme Koran-afbrændinger. Det gør Rudaizky også.

Om bogbrændinger kan der være forskellige meninger, og mange vil som de jødiske samfund betragte en sådan handling som primitiv og forkastelig.

Men når en del støtter Rasmus Paludans happenings, skyldes det, at Koranen selv er en primitiv bog, der bl.a. rummer flere opfordringer til at slå jøder ihjel. Det er ikke kønt, og et trossamfund, der udbreder en sådan lære, burde strengt taget opløses ifølge Grundloven.

Og det bliver ikke ved ordene. Som Rudaizky påpeger, har der været muslimsk vold og terror mod Nordens jøder, men det har de samlede jødiske samfund ikke fordømt, og han spørger med rette, hvorfor ikke.

Svaret er nok, at de jødiske trossamfund gennem årtier har valgt at tale sødt til muslimer, der vil dem til livs. Det er selvfølgelig sket i håbet om, at muslimerne ville glemme Koranens blodtørstige formaninger. Man har kastet saftige lunser til krokodillen i forventning om, at den ville blive tam. Det har til alle tider vist sig at være en forgæves forhåbning, men det har de jødiske samfund tydeligvis ikke opdaget. Tvært imod har strategien været at solidarisere sig med profetens tilhængere ud fra den betragtning, at de jødiske og muslimske trossamfund i kraft af at udgøre minoriteter i grunden er i samme båd.

Da vi for nogle år siden atter skulle høre på den forklaring, skrev jeg, at hvis det var tilfældet, burde politiet nok kigge inden for i Synagogen, for at finde ud af, om man også her udbredte trusler. Det var naturligvis tænkt som et godmodigt drilleri, men daværende overrabbiner, Bent Lexner, syntes overhovedet ikke, at det var morsomt, og klagede over min frækhed.

Men for at komme tilbage til Finn Rudaizkys spørgsmål. Svaret er nok, at Nordens officielle jødedom stadig synes, det er en god ide at fedte for Allahs mænd. Forstå det hvem den kan.

Taget herfra