“Læren fra Sverige: Idéen om ’flokimmunitet’ er, bogstaveligt talt, dødsens farlig, både for nationens helbred og økonomi”

Jeg har tilladt mig at tyvstjæle denne interessante artikel fra den korte avis

Sverige har igen tiltrukket sig international opmærksomhed ved at gå enegang. Hvor næsten alle lande har lukket ned, for at få bremset corona epidemien, har Sverige kun indført enkelte restriktioner, som lukning af gymnasier og universisteter, og forbud mod forsamlinger på mere end 50 personer. Skoler, restauranter og biografer må stadig holde åbent, dog med anbefalinger om afstand og hygiejne.

Johan Giesecke

Den 70-årige professor emeritus Johan Giesecke er Sveriges ’grand old man’ inden for epidemiologi, og han er stadig den grå eminence bag Sveriges corona strategi, der ellers har statsepidemiolog Anders Tegnell som frontfigur. Johan Giesecke havde den 5. maj et indlæg i The Lancet (1), hvor han tog den svenske strategi i forsvar, og det er også lykkedes ham at komme i utallige aviser rundt omkring i verden, med et budskab om at Sverige er det land i verden der har klaret corona krisen bedst.

Johan Gieseckes hovedkonklusion i The Lancet er, at næsten alle vil blive smittet med corona virus, der er meget lidt vi kan gøre for at forhindre det: en nedlukning (lockdown) kan forsinke smitten for en stund, men når restriktionerne ophæves, vil smitten blomstre op igen. ”Jeg forventer at når vi tæller antallet af døde fra Covid-19 om et år, så vil tallene ligne hinanden i alle lande, uanset hvilke forholdsregler der er taget.” Forsøg på at stoppe smittespredningen er nyttesløse (futile).

For så vidt har Johan Giesecke ret i at nedlukninger kun kan forsinke smitten, ikke stoppe den, men han nævner ikke med et eneste ord at flere lande har effektive systemer til opsporing og test af alle personer der har været i kontakt med en smittet. Den slags systemer anvendes med stor succes, blandt andet i Taiwan, Sydkorea, Singapore og Island, og kan bringe epidemien under kontrol. Færøerne har netop erklæret sig ’coronafri’, og selv om de naturligvis igen kan få smitte udefra, så er de parat til hurtigt at få den inddæmmet.

Johan Giesecke skriver også i The Lancet at smittemålinger har vist at 20-25% af Stockholms indbyggere vil have været smittede den 29. april. Som kilde angiver han ”Hannson D, Swedish Public Health Agency, personal communication”, men der findes 2 rapporter der beskriver smitte analysen fra Stockholm, en på svensk (2) og en på engelsk (3). Tallet på 20-25% kunne få en til at tro, at Stockholm ville opnå flokimmunitet om 2-3 måneder, men tallet er forkert, hvilket klart fremgår af de 2 rapporter, som nærmere beskrevet nedenfor.

Sverige roses af WHO

Siden starten af epidemien, og igen og igen, har WHO tryglet alle lande om at lave effektive systemer til opsporing af personer der har været i kontakt med smittede, således at smittekæderne kan blive kortlagt og lukkede, og smitten blive inddæmmet. Det har Sverige ikke gjort, tværtimod er det landets strategi at flest muligt skal smittes, bortset fra risiko grupperne. Det fremgår også klart af Johan Gieseckes indlæg i The Lancet. På trods af at Sverige har handlet stik modsat WHO’s anbefalinger, har WHO lovprist den svenske indsats (4). Michael Ryan, der er direktør for WHO’s Health Emergency Programme, fremhævede den 29. april Sverige som en model for andre lande.

Rosen af Sverige kan vel ikke have noget at gøre med at Johan Giesecke er medlem af WHO’s Strategic and Technical Advisory Group, og i mange år har haft et nært samarbejde med Michael Ryan? eller med at Sverige er en af de største bidragydere til WHO? Kun 5 lande yder større bidrag til WHO end Sverige. Det drejer sig om USA (der har standset sine bidrag), England, Tyskland, Japan og Kuwait. Uanset hvad der er årsagen til WHO’s ros, har det ikke meget med virkeligheden at gøre når Michael Ryan beskriver Sveriges evne til at beskytte folk på plejehjem, landets store test kapcitet, eller det svenske hospitalsvæsens kapacitet til at klare ethvert udbrud. Det tyder på et ringe kendskab til de faktiske forhold i Sverige.

Smitte analysen fra Stockholm

I dagene 26. marts til 3. april blev 738 stockholmere bedt om at sende prøver til PCR test (Polymerase Chain Reaction). En PCR test kan vise om personen har corona virus i kroppen. De 31 af prøverne kunne ikke analyseres, og af de 707 resterende var 18 positive. Rapporten skriver at den vægtede andel positive var 2,5%, og at det svarer til 60.455 af Stockholm lens indbyggere (heraf kan man slutte at Stockholm len ialt har 2.418.200 indbyggere).

Når man nu kender det virkelige antal smittede, er det en nogenlunde enkel sag at beregne det såkaldte mørketal (forholdet mellem det virkelige antal af smittede og det registrerede antal), for man kender også det daglige antal af nyregistrerede tilfælde i Stockholm len (et Excel ark kan downloades fra (5)). Der er dog en usikkerhed, nemlig spørgsmålet om hvor længe en smittet person vil teste positiv i en PCR test. Det kan være i rigtig lang tid, som det har vist sig for beboere på danske plejehjem. I Danmark har man besluttet, at Covid-19 patienter kan sendes tilbage til deres plejehjem, når de har været symptomfri i 48 timer, selv om de stadig tester positiv, fordi det kan vare meget længe før de tester negativ. Et forsigtigt bud på hvor længe en person vil teste positiv er 2-3 uger.

I de 3 uger før den 31. marts (midtvejs i smitte analyse perioden) blev der registreret 1.891 nye smittede i Stockholm len, heraf 1.682 i løbet af de 2 uger før 31. marts. Når det virkelige antal smittede er 60.455, bliver mørketallet med 3 uger 60.455/1.891 = 32, og for 2 uger bliver det 36.

Denne simple beregning er ikke med i rapporterne, istedet er mørketallet bestemt ved en simulering, med en svensk variant af den klassiske SIR model (se for eksempel Den Korte Avis (6)). I den svenske udgave af modellen indgår kun det registrerede antal smittede, hverken antallet af indlagte eller antallet af døde er med. Det registrerede antal af smittede er en højst usikker størrelse, der varierer med hvem man tester og hvor mange, mens antallet af indlagte eller af døde, trods mangler og forsinkelser, er langt mere præcise. Måske var det årsagen til at det første mørketal man nåede frem til var 1.000.

Da tallet blev præsenteret for pressen den 22. april, var der en journalist der undrede sig over hvordan der kunne være mere end 6 millioner smittede i Stockholm len, med 2,4 millioner indbyggere. Rapporten blev trukket tilbage, og da den genudkom var mørketallet rettet til 75, men det er stadigvæk omkring 2,2 gange højere end det rigtige tal. Det betyder at de prognoser, som Johan Giesecke citerer i The Lancet, er forkerte. Omkring 29. april kan man kun forvente at 10-12% af stockholmerne vil være smittede eller immune, og så vil der gå et år før de har nået flokimmunitet (hvis ellers man får det når 60% er immune, 80% er mere realistisk).

Men heller ikke det kommer til at ske, for allerede en uge efter at smitte analysen blev foretaget i Stockholm, havde de svenske restriktioner og befolkningens adfærdsændringer medført, at smittetrykket var begyndt at falde, reproduktionstallet Re var blevet mindre end 1,0 (ifølge svenskernes egne beregninger). Holder den tendens, vil der i Sverige som helhed, være mindre end 10% der bliver immune, og en ny bølge af smitte vil bryde ud, når restriktioner eller adfærd ændres.

Dødelighed af Covid-19 i Stockholm

Havde de svenske forskere interesseret sig for dødeligheden af corona smitte (IFC, Infection Fatality Rate), ville de også have kunnet fået et skøn over hvor stor den var, ud fra smitte analysens tal. Igen er der et spørgsmål om hvor lang tid der går fra en person bliver smittet til vedkommende dør, og igen er et godt bud 2-3 uger.

I de 3 uger der fulgte den 31. marts var der 1.845 der døde af Covid-19 i hele Sverige, og i de 2 uger efter 31. marts var der 1.260. Jeg har ikke kunnet finde dødstallene specifikt for Stockholm len, men i denne periode forekom 54% af alle svenske Covid-19 dødsfald i Stockholm len. Det svarer til 996 dødsfald for 3-ugers perioden og til 680 for 2-ugers perioden. For 3-ugers perioden får man derfor en dødelighed, IFC, på 996/(1.891×32) = 0,0165 = 1,65%, og for 2-ugers perioden 680/(1.682×36) = 0,0112 = 1,12%.

Det er en meget høj dødelighed, omkring 4 gange så høj som i Island. Det er vel at mærke dødeligheden for dem der bliver smittet med Covid-19, IFC. Ser man på døde pr. million indbyggere, har Sverige 11 gange så mange som Island.

Måske kan den høje dødelighed i Sverige hænge sammen med at næsten ingen ældre over 80 år, har modtaget intensiv pleje i Sverige. I gruppen af ældre over 80 år var der pr. 8. maj 2.062 dødsfald, og kun 60 personer over 80 år havde modtaget intensiv pleje. Til sammenlignng var der for aldersgruppen af personer under 70 år, 386 dødsfald og 1.296 personer havde modtaget intensiv pleje. Læge Jon Tallinger fra Tranås i Småland bliver kaldt Dr. Whistleblower, på grund af sine protester over disse forhold.

Det skal bemærkes at tallene fra smitte analysen i Stockholm er meget usikre, på grund af den lille prøvestørrelse på kun 707 personer. Sidst i april var det planen at der skulle indsamles prøver fra 4.000 personer, fra hele Sverige, og rapporten var lovet i uge 19, men den er endnu ikke dukket op.

Hvad kan Danmark lære af Sverige?

Vi kan i hvert fald lære, at idéen om ’flokimmunitet’ er, bogstaveligt talt, dødsens farlig, både for nationens helbred og økonomi. Når Sverige ikke kan opnå flokimmunitet, kan Danmark slet ikke gøre det. Hvis idéen om flokimmunitet stadig har tag i visse danske myndigheder og politikere, bør de hurtigst muligt vriste sig fri af den farlige vildfarelse.

Men Sverige adskiller sig egentlig ikke så forfærdelig meget fra resten af Vesten, og det er forbløffende at der ikke er langt større interesse for forskellen mellem Østen og Vesten. I store dele af Østen er epidemien under kontrol, der er få nye smittede og lave dødstal, medens økonomien fungerer nogenlunde normalt. Imens bløder Vesten, både bogstaveligt og økonomisk. Hvorfor denne forskel? Forklaringen er simpel, i Østen har man fra starten gjort alt for at inddæmme og begrænse epidemien, mens man i Vesten har haft den samme holdning som Johan Giesecke, at det er nyttesløst at forsøge at stoppe epidemien. Men se på resultatet i Øst og i Vest, Østen fungerer mens Vesten er ved at kvæles.

Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet bedt om at komme med en plan for et dansk system til kontaktopsporing i den kommende uge. Styrelsen er ikke uden erfaring i disse sager, indtil inddæmningsstrategien blev erstattet af en afbødningsstrategi den 12. marts, stod Styrelsen for opsporing og karantænesættelse af personer der havde været i kontakt med smittede. Man må håbe, at de siden har indhentet nyttige erfaringer og IT systemer fra lande som Island, Taiwan og Sydkorea. Det kan kun gå for langsomt med at få vendt skuden, og få et effektivt system igang i Danmark, inden smitten igen får spredt sig for voldsomt.

1) https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)31035-7/fulltext

2) https://www.folkhalsomyndigheten.se/contentassets/2da059f90b90458d8454a04955d1697f/skattning-peakdag-antal-infekterade-covid-19-utbrottet-stockholms-lan-februari-april-2020.pdf

3) https://www.folkhalsomyndigheten.se/contentassets/e1c3b83fa24f4d019e4842053ffd8300/estimates-peak-day-infected-during-covid-19-outbreak-stockholm-feb-apr-2020.pdf

4) https://nypost.com/2020/04/29/who-lauds-sweden-as-model-for-resisting-coronavirus-lockdown/

5) https://www.folkhalsomyndigheten.se/smittskydd-beredskap/utbrott/aktuella-utbrott/covid-19/bekraftade-fall-i-sverige/

6) https://denkorteavis.dk/2020/simpel-epidemi-model/

Taget herfra

1 Kommentar

  1. BROSTRØM KLOVNEN går ind for “FLOK-IMMUNITET”. Fjolset er en fare for folkesundheden, og har kvajet sig igen og igen. Han har påført skatteyderne og de erhvervsdrivende milliarder af kr. i tab. Der havde også været færre dødsfald uden denne inkompetente nar. Hvorfor bliver han ikke fyret på gråt papir?

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.