“Mark Rutte fortjener ros for sit dygtige diplomati” + “Politikerne er skidebange: Selv den bedste soldat kan kun være ét sted ad gangen”

Det skriver Kasper Støvring her

Taget herfra

Jeg er fuld af respekt for NATOs generalsekretær Mark Rutte, der udfører et meget dygtigt diplomatisk arbejde i en særdeles vanskelig situation. Hans ”stille diplomati” var efter alt at dømme udslagsgivende for at have løse krisen om Grønland.

Hvorfor er Rutte så dygtig? Han virker jo, indrømmet, af og til lidt goofy, og hans stil med at smiske for Trump virker også, hmm… lidt aparte. Men for mig at se vidner det snarere om hans intelligens.

Diplomati den multipolære orden

Der findes to slags europæiske ledere i dag: dem, der drømmer, og dem, der handler. Mark Rutte tilhører den sidste kategori. I sin tale for Europa-Parlamentet  i mandags viste han, hvordan diplomatiet ser ud, når man tænker som tragisk realist: uden illusioner om verden, men heller ikke uden ansvar.

Det var som at høre en voksen mand fortælle om livets realiteter foran skolebørn. Lyt til et lille uddrag her. Tragisk realisme handler om at besinde sig på, at de vigtigste politiske valg sjældent står mellem godt og ondt, men mellem større og mindre onder.

For Europa er det et grundvilkår. Vi kan ikke forsvare os uden USA – og vi kan ikke længere forvente, at USA bare betaler regningen. Vi er afhængige og kan derfor ikke gøre, som vi ønsker.

Rutte sagde det højt, som mange helst vil pakke ind: Tiden, hvor amerikanerne bar hovedbyrden, er slut; Europa og Canada må løfte langt mere selv. Samtidig slog han fast, at også USA har brug for NATO og en stabil europæisk front, ikke mindst i Arktis.

Det er gensidig afhængighed under dyb asymmetri.

Opgør med drømmerne

Ruttes omgang med Trump er skoleeksemplet på tragisk diplomati.

Han starter ikke med moralsk indignation, men med et koldt blik på incitamenter. Trump havde én stor sten i skoen: at europæerne ikke betalte nok. Rutte svarer ikke med moralske appeller om “fælles værdier”, men med at fjerne irritationen: forsvarsbudgetter skal op, industrikapaciteten skal op, klare løfter om 5 procent af BNP til forsvar.

Det er den eneste realistiske måde at sikre, at USA forbliver bundet til NATO og artikel 5. Den tragiske statsmand spørger ikke først: “Kan jeg lide manden?” Men: “Hvordan holder jeg ham inde i alliancen?”

Derfor er det også befriende, når Rutte i sin tale gik i rette med de europæiske “drømmere”.

Til dem, der taler lyrisk om “strategisk autonomi” og et Europa, der kan klare sig uden USA, havde han ét svar: “Bliv endelig ved med at drømme.”

Hvis Europa virkelig vil stå alene, sagde Rutte, taler vi ikke om 5, men snarere om noget nær 10 procent af BNP til forsvar – inklusive en selvstændig nuklear afskrækkelse. Det er ikke kun en økonomisk pointe, men en moralsk. Drømmen om det rene, autonomt handlekraftige Europa bliver i praksis en undvigemanøvre fra det egentlige ansvar: at betale, opbygge og acceptere, at sikkerhed altid er beskidt og asymmetrisk.

Grønlandskrisen

Grønlandskrisen skærper Ruttes pointer. Pludselig er det Rigsfællesskabet, der står i centrum for en ny stormagtsrivalisering. Arktis er blevet testområde for, om Europa har forstået den multipolære verden.

Ruttes måde at skitsere to spor på – et kollektivt NATO-spor for Arktis’ forsvar og et særskilt amerikansk‑dansk‑grønlandsk spor om de konkrete aftaler – er netop den slags lagdelte diplomati, som et vellykket diplomati foreskriver. Man samler alliancen, hvor man kan, og forhandler bilateralt, hvor man må. Man accepterer, at Danmark og Grønland ikke kan “vælge sig ud” af US–Rusland–Kina-spillet, men kun forsøge at forme rammen for det.

Det måske mest provokerende – og mest ærlige – i Ruttes linje er, at han uden blusel roser Trump dér, hvor han faktisk har haft en gavnlig effekt. Uden Trump var hverken 2‑procentmålet eller den nye 5‑procentsaftale blevet til noget.

Mange europæere hader at høre det, fordi de ønsker en renere fortælling: NATO reddes af “det gode Europa” mod “den onde Trump”.

Det er, som man har glemt det klassiske diplomatis lektie, at ubehagelige personer kan spille uundværlige roller. At en uforudsigelig amerikansk præsident både kan true alliancen retorisk og samtidig – gennem sit pres – tvinge europæerne til at gøre det, der objektivt styrker alliancen på lang sigt.

Tragisk-realistisk diplomati

Det forekommer mig at være Mark Ruttes styrke som tragisk-realistisk diplomat: klarhed over magtens strukturer, bevidsthed om, at alle valg har en pris og modet til at handle inden for disse snævre rammer.

Hvor mange europæere drømmer, prøver han at gøre en hård verden en smule mere beboelig, også for småstater som Danmark, der lever i skyggen af Arktis og stormagternes nye kolde krig.

Det er ikke en heroisk fortælling. Men det er den mest ærlige, vi har.

Af Kasper Støvring

Taget herfra

Her er en anden artikel, der viser at politikerne “glemmer” at tælle hvor mange soldater, der har “lovet” væk :

Politikerne er skidebange: Selv den bedste soldat kan kun være ét sted ad gangen

Hans Rustad her

Taget herfra

De tre danske militærfagforeninger advarer nu mod planerne om, at NATO-øvelsen Arctic Endurance skal løbe i hele 2026. “Der er ikke mandskab til sådan en indsats. Man bliver nødt til at reducere engagementet i Letland. -Selv den bedste soldat kan kun være ét sted ad gangen,” siger en repræsentant for officersforeningen.

Politikerne har gjort regnskabet op uden en vært. De glemmer at se på kapaciteten. Det er et alarmerende tegn.

Hele operationen blev flikket sammen på rekordtid. Før jul var der ingen planer om at sende et stort antal soldater til Grønland.

Fly efter fly har transporteret soldater til Grønland, og indsatsen i Letland har været blodig. Nu får de at vide, at operationen vil vare indtil 2026. Det har hæren på ingen måde ressourcer til, siger militærets faglige organisationer.

Formanden for HOD, officerernes fagforening, siger det ligeud – hvis man insisterer på at øge presset på Grønland, er man nødt til at nedtone afskrækkelsen af Rusland i de baltiske lande.
“Det er ikke givet, hvor mange der vil være i Letland. Det kan være alt fra en underenhed til en bataljon som nu. Men vi har de ressourcer, vi har. Og selv den bedste soldat kan kun være ét sted ad gangen,” siger leder Niels Tønning.

Selv 1.000 mand kan få forsvarssystemet til at gå amok. I Letland roterer 200 mand ind og ud. Man kunne forestille sig det samme i Grønland. Men det ignorerer det faktum, at HSE kræver fri efter udsendelse i lange perioder væk fra familien. De ansatte har brug for at komme sig. Men det er der ikke taget højde for. HSE og krigsforberedelser går ikke godt i spænd. Men det er de regler, forsvaret er underlagt, og hvis der er for stor forskel på det civile og det militære liv, siger folk op. Det er det, de har gjort i Danmark.

Den førnævnte lønanalyse viser, at 20 procent af de værnepligtige, der er organiseret i HKKF, forlod forsvaret i 2024. Det fremgår ikke, hvor mange der vender tilbage.

For en organisation, der uddanner sin egen arbejdsstyrke, er en så høj personaleomsætning imidlertid helt uholdbar.

HKKF er fagforeningen for de menige medarbejdere.

Det er ikke engang muligt at opretholde indsatsen i Letland på det lovede niveau. Regeringen hævder, at udvandringen af soldater er stoppet, men har holdt antallet af tilgængelige soldater hemmeligt.

Det kan virke mærkeligt, at den danske hær ikke kan udstationere et par hundrede soldater i Grønland, uden at det fører til alarmerende reaktioner fra alle tre soldaterforeninger.

Men selv den eksisterende arbejdsbyrde er allerede ved at knække ryggen på dem.

Artiklen i Berlingske er en sønderlemmende dom over politikerne. Det er dem, der lovgiver og planlægger og pålægger soldaterne uden omtanke. Det er den slags krænkelser, som myndighederne forfølger i det civile liv. I forsvarssektoren kan konsekvenserne være katastrofale.

Skandinavien har bevæget sig i retning af en konfrontationstilstand over for Rusland, men har ikke ressourcerne til at gøre det, hvis det bliver alvor.

Når det gælder værnepligtige soldater, har det vist sig umuligt at opretholde en fuldtidsmission i Letland. Derfor er Danmark kun til stede på deltid, og i realiteten i fire måneder hvert år – resten af tiden er det svenskerne, der står vagt i det baltiske land.

Selv det er svært at opretholde, da Danmark kæmper for at overholde NATO’s deadline for at forberede en tung brigade, der skal være klar til kamp i 2028 og være fuldt operationel i 2032.

Det er på mellemlederniveau, at vi fejler, og blandt det specialiserede personel. Moderne krig kræver folk med høj ekspertise. De forlader militæret efter endt uddannelse. Forholdene er bedre i det civile liv.

Opsendelsen af soldater til Grønland var et politisk signal for at dæmme op for modstanden mod Trump. Berlingske skriver, at det lykkedes. Gjorde det det? Berlingskes beskrivelse bekræfter Trumps fortælling: Danmark har ikke ressourcer til at forsvare Grønland.

Chokterapien med told havde et rationale. Soldaterne gik målrettet efter Europas vigtigste allierede. Men de ville ikke indrømme det. Nu indrømmer Berlingske det.

Nu hedder det øvelser, selv om de fleste eksperter er enige om, at missionen i Grønland også har fungeret som en slags afskrækkelse mod USA og supermagtens præsident, Donald Trump.

Og hvad så? Danmark har ikke kapacitet til at blive i Grønland resten af året, som regeringen ønsker.

De tre militære fagforeninger vil have svar. Det er deres folk, der skal ud.

Men hvordan har forsvarsledelsen og regeringen tænkt sig, at udsendelserne skal fungere? Hvor længe vil soldaterne være væk ad gangen? Hvor længe vil aktiviteten blive opretholdt? Og vil det betyde, at missionen i Letland skal reduceres?

Berlingske har heller ikke fået officielle svar på disse spørgsmål. Hærchef Peter Boysen står ikke til rådighed for et interview, og Forsvarskommandoen har kun givet skriftlige svar, der ikke går i detaljer.

Ledelsen er mere loyal over for politikerne end over for soldaterne. Det er at grave sin egen grav.

.

https://www.berlingske.dk/indland/soldaterorganisationer-i-faelles-opraab-groenland-kan-knaekke-haerens-ryg

Taget herfra