Det skriver Arnt Jensvoll om her
Taget herfra
I Ceuta mødes tre af Europas mest komplicerede udfordringer på ét og samme sted: migration, geopolitik og territorial suverænitet. Når disse faktorer optræder samtidigt, er migration ikke blot et spørgsmål om migration.
Få dage efter den massive migrationsbølge, der vendte op og ned på Ceuta, har Marokkos justitsminister Abdellatif Ouahbi udtalt på den arabiske tv-kanal Asharq News, at Rabat betragter Ceuta og Melilla som marokkanske byer og ønsker at forhandle med Spanien om enklavernes status.
Et geopolitisk signal
I et interview sagde han, at spørgsmålet »fortsat ligger på bordet«, og at de marokkanske myndigheder tager det op »hver gang vi møder spanierne«. Han understregede, at Marokko ønsker en løsning gennem dialog, men at landet har »en lang tidshorisont og stor tålmodighed«. Ouahbi bekræfter dermed, at Ceuta er et territorialt stridsspørgsmål mellem to stater. Samtidig styrker Ouahbis timing antagelsen om, at migration bruges som et geopolitisk magtmiddel.
I løbet af få dage strømmede titusinder af mennesker fra Marokko ind i den spanske enklave Ceuta. De spanske myndigheder har oplyst, at omkring 72.000 mennesker kom ind den 30.–31. juli i det, der beskrives som en af de største masseankomster til Schengen-området gennem årene. Myndighederne blev overvældet, modtagelsessystemet brød sammen, og den lokale politiske ledelse bad Madrid om hjælp.
Spanske kommentatorer og oppositionspolitikere tolker invasionen af Ceuta som en advarsel eller et pressionsmiddel fra marokkansk side, men der foreligger ingen offentligt fremlagte beviser for, at den marokkanske regering beordrede masseankomsten. Rabat har afvist ansvaret og henvist blandt andet til »misforståelser« omkring en dom fra den spanske højesteret fra juli i år, som begrænser Spaniens mulighed for øjeblikkelig tilbagesendelse af personer, der svømmer ind i landet. Dommen skal angiveligt have skabt en »træk-effekt«, som Marokko formodes at have udnyttet.
…
Borgmesteren (præsidenten) i Melilla, Juan José Imbroda, har rettet skarp kritik mod premierminister Pedro Sánchez. Han beskylder hans regering for »ikke at vide, hvordan man forsvarer grænsen« og siger, at Sánchez »er uegnet til embedet«. Imbroda mener, at Spanien giver for store indrømmelser til Marokko uden at få sikkerhed til gengæld; at grænsekontrollen tværtimod er blevet svækket.
Ceuta og Melilla er spanske byer og autonome områder, men Marokko betragter dem som marokkansk territorium og har aldrig givet afkald på sine krav på dem.
Marokko omgiver enklaverne og kan påvirke deres sikkerhed uden at sende soldater over grænsen, blandt andet ved at påvirke migrationsstrømmen og ved at gøre migration til geopolitik.
Ceuta, et symbol på Europas sårbarhed
I maj 2021 strømmede omkring 8.000 mennesker ind i Ceuta i løbet af få dage – »tilfældigvis« i en periode, hvor forholdet mellem Madrid og Rabat var særdeles dårligt. Dengang blev migrationen bredt tolket som en demonstration af, hvor effektiv migration er som politisk pressmiddel.
Det mest opsigtsvækkende ved årets krise var omfanget og den enorme mobilisering af mennesker. Marokko har et betydeligt sikkerhedsapparat i området omkring Ceuta. Det gør det berettiget at spørge, hvorfor myndighederne ikke formåede at standse folkevandringen. Det har også skabt debat om, hvorvidt de marokkanske myndigheder bevidst undlod at gribe ind – med en klar skelnen mellem »Marokko organiserede dette« og »Marokko lod det ske«. Det første kræver beviser, mens det andet er en hypotese, der kan underbygges af begivenhedsforløbet.
Da krisen eskalerede, blev samarbejdet mellem Spanien og Marokko hurtigt intensiveret. Madrid og Rabat indgik en aftale om at sikre en hurtig tilbagesendelse af de indtrængende, og Spanien betegnede samarbejdet med Marokko som »eksemplarisk«.
Marokko er både problemet og løsningen
Dermed står vi tilbage med det paradoks, at Marokko er både problemet og løsningen. Landet er kilden til migrationsbølgen mod Ceuta, men samtidig den eneste realistiske partner, Spanien har i kampen for at standse den.
Dette giver Rabat betydelig forhandlingsmagt, som ikke kun udnyttes i migrationsspørgsmål. Det handler også om handel, energi, fiskeri, Vestsahara, sikkerhed og menneskesmugling. Og ikke mindst Ceuta og Melillas status.
At en marokkansk regeringsrepræsentant ønsker forhandlinger om enklavernes status blot få uger efter den massive migrationskrise, rejser spørgsmålet om, hvad den massive indtrængning egentlig var: En migrationskatastrofe eller en demonstration af, hvor meget pres Rabat kan udøve på Madrid?
Det sidste er en hypotese, men den fortjener opmærksomhed.
I Spanien er spændingerne på gadeniveau eskaleret efter invasionen af Ceuta. På de sociale medier cirkulerer videoer, der viser voldsomme konfrontationer i forbindelse med migrationsspørgsmålet. Der er heftig debat om, hvorvidt Spanien og Europa – hvis udviklingen får lov til at fortsætte i samme retning og i samme tempo – står over for en uforudsigelig eskalering af sociale konflikter.
Migrationspresset, kombinationen af økonomisk usikkerhed, oplevelsen af manglende grænsekontrol og social utryghed skaber et klima, hvor tilliden til myndighederne udhules i rekordfart.
Ceuta og Melilla
Portugal erobrede Ceuta under kong João I i 1415. Dette betragtes som starten på Portugals oversøiske ekspansion. Under Den Iberiske Union 1580–1640 blev Ceuta administreret sammen med resten af Portugal. Da Portugal igen blev uafhængigt i 1640, valgte indbyggerne at være loyale over for den spanske krone. Lissabon-traktaten fra 1668 bekræftede formelt, at Ceuta tilhører Spanien.
Castilien erobrede Melilla i 1497 under ledelse af Pedro de Estopiñán og har siden været under uafbrudt spansk kontrol.
Ceuta og Melilla blev vigtige spanske fæstninger og handelssteder i Nordafrika. De har været udsat for flere marokkanske belejringer, men er forblevet spanske og er i dag de eneste landbaserede grænser mellem EU og Afrika.
Taget herfra
Leave a Reply