“Mens Vesten går under”

Det skriver Lars Hedegaard om her: “Mængden af indgreb mod den vestlige ytringsfrihed er ligefrem proportional med antallet af muslimer…”

Taget herfra

Det, der skete, måtte ske: Mængden af indgreb mod den vestlige ytringsfrihed er ligefrem proportional med antallet af muslimer, og ser man nøjere efter, vil man opdage, at meningsundertrykkelsen har sin rod i islams voksende indflydelse. Man kan ikke med åbne øjne lette vejen for islamisk masseindvandring og forvente, at borgerne beholder retten til at sige, hvad de vil. EU’s Digital Services Act (DSA) fra 2023 er den mest synlige konsekvens af denne lovmæssighed.

DSA’s formål er at kontrollere indholdet på sociale medier og hjemmesider i den hensigt at forbyde udsagn, der defineres som ”ulovlige” eller ”skadelige”. Det er naturligvis EU-kommissionen, der bestemmer, hvad der er skadeligt.

Og vi taler ikke om vage hensigtserklæringer, men om benhård magtudøvelse. Det viste sig under den amerikanske valgkamp i 2024, da Elon Musk fortalte, at han agtede at lave et interview på X med den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Som reaktion skyndte EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, sig at true X med bøder, hvis interviewet rummede ”ulovligt indhold”.

Elon Musk afviste at bøje sig for EU’s trusler og gennemførte interviewet, og EU svarede med at pålægge X en bøde på 120 millioner euro (lig med ca. 140 millioner dollars). Så kunne han lære det. Det kan alle vi andre også, hvis vi kommer for skade at ytre noget, som EU’s centralkomite efter sovjetisk forbillede finder anstødeligt og farligt for dens magtudøvelse.

Den egentlige baggrund for Kommissionens drakoniske tiltag er, at samfundet er ved at blive splittet mellem så uforenelige grupperinger, at intet kompromis er muligt. Når det sker, bliver selve denne antagonistiske skæbnekamp fundamentet for al politik. Uanset hvad politikerne tænker på at gøre, må de hele tiden overveje, hvilke reaktioner, det kan afføde i det muslimske parallelsamfund.

Det betyder naturligvis, at det bliver farligt at tillade borgerne at ytre sig frit. De eneste, der i virkeligheden nyder ytringsfrihed i det fagre nye Vesten, er de grupper – eller skal vi kalde dem stammer eller klaner? – der er parate til at foranstalte uroligheder og om nødvendigt gribe til vold for at få deres vilje.

Derfor har EU pålagt os DSA. Folk skal ikke have lov til at sige deres mening om ømtålelige emner som masseindvandringen, islam, parallelsamfundene, gadevolden, demokratiets sørgelige tilstand eller de indfødte befolkningers ret til at have et land. Det kunne nemlig ophidse Allahs tilhængere, som politikerne og bureaukraterne har brugt årtier på at mangfoldiggøre. De gjorde det i forventning om, at de kulturfremmede ville blive deres taknemmelige stemmekvæg og hjælpe dem med at bevare magten. Men det går, som når man adopterer en sød lille tiger. Du kan klappe og kæle for den indtil den dag, den pludselig æder dig.

Mod denne argumentation kan man indvende, at de vesteuropæiske lande tidligere er blevet hjemsøgt af uforenelige ideologier – efter 2. Verdenskrig mellem tilhængerne af demokrati og tilhængere af kommunismen. I flere lande – anført af Frankrig og Italien – var de kommunistiske partier langt op i 1970’erne en magtfaktor, man måtte regne med. Men de officielle kommunistpartier gik aldrig til fysisk angreb på medier, som de var uenige med. De forlangte heller ikke, at staten undertrykte meninger, som de ikke brød sig om. De ideologiske fronter var stort set enige om at udkæmpe kampen inden for rammerne af de borgerlige frihedsrettigheder.

Det har alt sammen ændret sig i takt med den voksende forbrødring mellem ”marxisterne” og islam, der i dag udgør en formidabel rød-grøn alliance, som de vestlige regeringer og bureaukratier ikke vover at antaste, for de ved, hvad der venter dem, hvis de prøver. Altså må staten først gradvist – senere abrupt – lade sig islamisere og acceptere sharia som de facto retsgrundlag.

Med delvis undtagelse af USA ser vi ingen vestlige regeringer, som for alvor tør erkende, hvilken ufattelig fare, der truer Vestens århundredgamle kultur og samfundsform – endsige gøre noget ved den. Hver dag byder på nye knæfald for islam – godt hjulpet af venstrefløjen, som har glemt, hvordan det gik de iranske kommunister, der begejstret bød velkommen til ayatollah Khomeini.

Hvor skal man hente håb, når alle samfundets institutioner har rottet sig sammen mod friheden og danser efter Allahs pibe?

Taget herfra