“Milliarder af skattekroner går til venstreorienteret aktivisme”

NGOere har altid været dygtige til at stikke snablen i statskassen, specielt feminister

Kasper Støvring her om det

Taget herfra

Milliarder af vores penge går til venstreorienteret aktivisme særligt i NGO-regi. Det er et problem, som de fleste medier ikke kulegraver, derfor må kritiske borgere træde til på alternative medier. Og da man kan regne med skandalisering, hvis man ødelægger venstrefløjens idealfortælling, foretrækker flere kritikere at være anonyme.

Lad os se på nogle aktuelle sager. Og det er naturligvis kun muligt her at omtale en brøkdel af støttemidlerne. For dokumentation tjek de kritikere, som det følgende bygger på: Ryan Smith på Facebook, Baronen af Øresund på X og Manderådets analyser.

Under Udenrigsministeriet ligger Civilsamfundspuljen, som forvaltes af paraplyorganisationen CISU på vegne af omkring 250 NGO’er. Puljen råder årligt over cirka 200 millioner kroner af udviklingsbistanden. Et konkret eksempel på, hvor de penge kan havne, er den neo-marxistiske organisation Global Aktion, der gennem de seneste 10-15 år antages at have modtaget over 100 millioner kroner fordelt på mere end 100 projekter.

Godkendelsen af bevillingerne sker i CISU’s bevillingsudvalg, som i skrivende stund tæller ni medlemmer med tilknytning til organisationer som RAISE, Aids Fondet, Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke. Man kan roligt kalde det et lukket kredsløb: De samme kredse søger, vurderer og modtager.

Brobyggerne: løn uden regnskab, virkning uden dokumentation

En sag drejer sig om Özlem Ceziks organisation Brobyggerne, som gennem årene har modtaget offentlige millionbeløb fra forskellige puljer. I 2024 udgjorde personaleomkostningerne 3.374.499 kroner, svarende til 66 procent af de samlede udgifter, men regnskabet oplyser kun det samlede beløb, så offentligheden aner ikke, hvad generalsekretæren selv aflønnes med.

Problematisk er det også, at den eksisterende rapport om Brobyggernes metoder og deltagernes oplevelser, udarbejdet af Aalborg Universitet, er lavet som følgearbejde i samarbejde med organisationen selv. Altså ingen uafhængig evaluering, der dokumenterer, om indsatsen rent faktisk mindsker polarisering eller skaber varige forandringer.

Vi betaler, uden at nogen kan vise os, hvad vi får for pengene.

Udviklingsbistand til danske barnevogne og skolemad

Danida’s OpEn-pulje giver NGO’er mulighed for at søge tilskud til oplysningskampagner rettet mod et dansk publikum finansieret som udviklingsbistand. To eksempler illustrerer, hvor absurd det kan tage sig ud.

Journalist Helena Fuur Hansen har modtaget 150.000 kroner til at undervise danske elever i 5.-6. klasse i indisk madkultur med særligt fokus på kvinders rolle i det indiske Dabbawala-system og de klimamæssige fordele ved hjemmelavet vegetarmad.

Og NGO’en Sex & Samfund har fået 1,5 millioner kroner til at arrangere en barnevognsmarch for danske mødre på mors dag med det erklærede formål at gøre især forældre bevidste om global mødredødelighed. Begge dele er formentlig velmenende. Men det er svært at se, hvordan en indisk madlavningstime for danske skolebørn eller en indenlandsk barnevognsmarch bidrager til udvikling i verdens fattigste lande, som er hele begrundelsen for bistandsbudgettet.

Cirkulation mellem politik og aktivisme

Sagerne står ikke alene, men indgår i et bredere mønster, hvor de samme personer bevæger sig mellem NGO’er, internationale organisationer og dansk politik.

Enhedslistens Trine Pertou Mach har eksempelvis haft poster i Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Institut for Menneskerettigheder, International Alert og Oxfam Ibis, foruden bestyrelsesposter i blandt andet ActionAid International.

Det er ikke ulovligt eller i sig selv suspekt at have en karriere i civilsamfundet. Men det illustrerer, hvor tæt forbundet det aktivistiske NGO-miljø er med den politiske venstrefløj, og hvor lidt afstand der reelt er mellem dem, der uddeler midlerne, dem, der modtager dem, og dem, der stemmer om rammerne.

Den kønspolitiske slagside

Endelig er der det rene omfang. Manderådet har for nylig offentliggjort en omfattende pengestrømsanalyse, der viser, at staten årligt bruger mellem tre og syv millioner kroner på mandeorganisationer – mod mellem 1,7 og 1,8 milliarder kroner på den modsatte side af kønsregnskabet. Knap 300 millioner går til det, analysen kalder direkte feministisk aktivisme, herunder KVINFO, Kvinderådet, Dansk Kvindesamfund og ministerielle ligestillingsenheder.

Yderligere næsten 1,4 milliarder tilflyder, hvad analysen betegner som den allierede sektor: institutioner som landsorganisationen for kvindekrisecentre LOKK, Familieretshuset og politiets voldskoordinatorer, hvor den feministiske ramme præger det daglige arbejde, uden at medarbejderne nødvendigvis opfatter sig selv som aktivister.

Analysens netværksgrafik viser Kvinderådet som et centralt knudepunkt med tætte forbindelser til organisationer, fagforeninger og et politisk parti. Det er med andre ord ikke et løst netværk af uafhængige enkeltorganisationer, men et sammenvævet system, der rækker ind i fagbevægelsen, uddannelsessektoren og lovgivningsarbejdet.

Et governanceproblem

Det, disse eksempler tilsammen viser, er ikke først og fremmest et spørgsmål om enkeltpersoners uredelighed, men om et system, der mangler de mest grundlæggende kontrolmekanismer.

Der er en dybt kritisabel mangel på uafhængig effektevaluering, ingen gennemsigtighed om ledelseslønninger og tilsyneladende ingen automatiske mekanismer, der forhindrer, at bevillingsudvalgsmedlemmer sidder med indflydelse på bevillinger til egen arbejdspladser.

Så længe det forholder sig sådan, vil skatteyderne blive ved med at finansiere en aktivisme, de færreste har bedt om, og de færreste medier vil grave sig ned i, hvor pengene faktisk lander.

Hvor er de, der burde have gjort dette arbejde?

Det er værd at hæfte sig ved, hvem der reelt har leveret indsigten i denne sag. Ikke graverjournalister med et stort medies ressourcer i ryggen. Ikke advokater eller revisorer med adgang til aktindsigt. Ikke Folketingets kontroludvalg eller Rigsrevisionen.

Det er private borgere, der i deres fritid har gennemgået årsregnskaber, CVR-udtræk og LinkedIn-profiler og som af frygt for konsekvenserne må gøre det under pseudonym.

De institutioner, hvis egentlige opgave det er at føre kontrol med, hvordan skattekronerne forvaltes, har overladt arbejdet til almindelige borgere, hvis arbejde af naturlige grunde kan være upræcist, fordi de ikke har samme adgang til kilderne. Man kan spørge, om det skyldes travlhed, manglende interesse, politisk sympati eller en stiltiende antagelse om, at midler til “civilsamfund” og “oplysning” pr. definition er hævet over mistanke.

Uanset årsagen er resultatet det samme: At almindelige borgere uden juridisk eller økonomisk baggrund må gøre det arbejde, som professionelle burde have udført for længst, og som politikere burde have standset.

Af Kasper Støvring

Taget herfra

Ikke en eneste skattekrone til noget NGO , det er spild af penge !