“Myten om den oplyste danske vælger (2022)”

Sådan skriver André Rossmann her, og man må – desværre – give ham ret 🙁

Taget herfra

Om ikke så lang tid vil danskerne strømme til valgstederne for at vælge et folketing og derigennem også en regering. Men hvad nu, hvis mange af dem reelt ved meget lidt eller intet om, hvad de gør? Politikerne siger, at danske vælgere er oplyste og velinformerede, men det er en myte.

Danske politikere, medier, kommentatorer mv. turnerer med postulatet om, at vælgerne er oplyste og velinformerede. F.eks. har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview i Berlingske sagt, at ”Danskerne er simpelt hen for oplyste og kloge til, at man kan bilde folk hvad som helst ind”. Undersøgelser af vælgerne i Danmark har imidlertid vist, at store dele af vælgerkorpset er særdeles uvidende. Om helt basale faktuelle spørgsmål, som de ikke desto mindre har ganske stærke holdninger til. Forestillingen om den kloge og rationelle vælger, der sætter sig ind i sagerne og på den baggrund straffer politikere, som taler usandt, er derfor en romantisk myte, der ligger meget langt fra virkeligheden.

Valgundersøgelsen i forbindelse med 2015-valget viste f.eks., at kun 3 pct. af vælgerne vidste, hvordan det gik med samfundsøkonomien i valgperioden. En fjerdedel af vælgerne vidste ikke, hvilke partier der var i regering. Kun en femtedel af vælgerne kendte det korrekte antal folketingsmedlemmer. Alligevel havde de uvidende vælgere holdninger til, hvem der skulle have magten, og hvilken økonomisk politik der skulle føres.

Valgundersøgelsen i forbindelse med kommunalvalget i 2017 viste, at i ganske mange kommuner anede store mindretal ikke, hvem deres borgmester var. I 18 større kommuner var det gennemsnitligt 20 pct., der ikke kendte borgmesterens navn. I København kendte hele 25 pct. ikke overborgmesteren, Frank Jensen (S), der ellers havde siddet på posten siden 2010, var minister i mange år og i 2005 var tæt på at blive oppositionsleder og statsministerkandidat.

Inden valget til EU-Parlamentet i 2019 viste en Voxmeter-måling, at to ud af tre vælgere ikke kunne nævne ét eneste dansk parlamentsmedlem. Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, undrede sig over, at langt de fleste danskere fortsat gerne ville være medlem af EU, når de samtidig ikke vidste, hvem Danmark havde valgt ind til at sidde der. ”Det er ganske bekymrende, at et af de lande i Europa, som normalt bliver opfattet som oplyst – og det er vi jo også selv glade for at fremstille os som – ved så lidt”, sagde hun.

I 2020 mente 93 pct. af danskerne, at regeringens svar på coronaepidemien var tilstrækkelig. De 93 pct. havde imidlertid ingen forudsætninger for at foretage denne vurdering, for hvad er succeskriterierne for en ”tilstrækkelig” coronabekæmpelse? At flere mennesker dør, men økonomien holdes i gang? At der satses på at komme smitten til livs uanset de økonomiske omkostninger?

Valgforsker Kasper Møller Hansen har i sin kommentar i Berlingske til stigningen i danskernes opbakning til EU umiddelbart efter Brexit skrevet: ”Når danskernes opbakning til EU er steget, er det kun en nervøs reaktion på det kaos, som Brexit har udløst. Men hvis briterne lander en god aftale i morgen, så vil tallene se anderledes ud”. Og i 2022 skrev han: ”Danske vælgere er ikke politisk indsigtsfulde. De reagerer spontant på udefrakommende begivenheder. F.eks. steg opbakningen til NATO voldsomt umiddelbart efter Putins invasion af Ukraine”. At vælgerne lader sig styre af stemninger, følelser, angst og vrede må siges at være en bekymrende udvikling for demokratiet.

En fremtrædende Rusland-kender, prof. Bent Jensen, havde i 2022 følgende kommentar til, hvad der skrives om Ukraine-krigen på de sociale medier: ”Det er meget lærerigt at se og høre nyhederne om Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Jeg følger fortrinsvis udviklingen både på slagmarken og i informations- og propagandakrigen via ukrainske og russiske medier. Jeg følger også lidt med på danske sociale medier for at se, hvad der skrives og vises der. Lidenskaberne koger her i en grad, så man skulle tro, at krigens udfald afgøres af, hvem der bruger de groveste kraftudtryk om personer, der har en anden opfattelse. Det er utroligt så mange køkkenbordsgeneraler, der findes i Danmark, og som efter egen opfattelse har så dyb en indsigt i komplicerede historiske, militære, geopolitiske, og politiske forhold, at de med sikkerhed kan udtale sig om, hvad der er sandt og falsk – selv om de ingen som helst forudsætninger har for at have en begrundet mening om disse ting”.

Den gennemsnitlige dansker har ingen forudsætninger for at forstå komplicerede økonomiske sammenhænge. Og det betyder, at mange af de emner, der debatteres i den nuværende valgkamp, er blevet for svære for hovedparten af vælgerne, som end ikke fatter, hvor lidt de forstår. For 90-95 pct. af vælgerbefolkningen er politik jo et realityshow, som vælgerne sporadisk følger for at se, om der er nogle politikere, der er ved at kvaje sig og blive stemt hjem. Kun de sidste 5-10 pct. – de politiske nørder – sætter sig bare nogenlunde ind i substansen og kan forklare sammenhængen i en sag. Forskning i, hvad vælgerne ved om samfundsøkonomien, afslører typisk, at ca. 10 pct. har nogenlunde præcis viden om forhold som inflation, arbejdsløshed og vækst. Langt de fleste vælgere har ingen idé om, hvad der foregår, eller har klare forestillinger, der bare er faktuelt forkerte. Og så er vælgerne systematisk biased på en række områder, herunder politik og økonomi.

Eftersom de fleste politiske og økonomiske emner, uanset om det gælder ændringer af boligskatter, efterløn eller andet, er svære at gennemskue for vælgerne, bruger vælgerne deres parti som pejlemærke. Mit parti plejer at repræsentere mig, så det gør de nok også i det her spørgsmål, tænker de. At vælgerne ikke bare er uvidende, men ofte tror ting, der ikke passer, kan faktisk have seriøse implikationer for dansk politik. Hvis de fleste danskere f.eks. har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, kan det være svært at skaffe et folketingsflertal for vækstfremmende reformer.

Demokratiet har altså et stort problem med uoplyste vælgere, der enten ikke magter eller orker at holde sig ajour med en stadig mere kompleks verden og derfor er til fals for billige løsninger. Det kan ganske enkelt ikke betale sig for vælgerne at sætte sig ind i alle de problemstillinger, der præger et komplekst samfund, og bruge kræfter på at finde ud af, om politikerne taler sandt. I stedet bruger vælgerne den knappe tid, de har til rådighed, på arbejde, familien, fritid eller hobby. Forskere taler derfor om, at vælgernes uvidenhed er rationel (”rational ignorance”).

Vælgernes uvidenhed udnyttes og misbruges af magtsøgende og manipulerende politikere, der gerne vil høste stemmer til sig selv. Når vælgerne er uvidende om fakta, er det lettere for kyniske politikere, der gerne vil vælges, at ”udbyde” politikker, der ikke holder i virkeligheden, men som vælgere synes lyder godt og derfor ”køber”. Det er velkendt, at vi som forbrugere ofte træffer dårlige beslutninger, at vi er impulsive og letpåvirkelige, at vi forkøber os, at vi ikke kan gennemskue pensionsordninger osv. Alt, hvad der er irrationelt og problematisk ved forbrugernes adfærd, slår ikke overraskende igennem på vælgeradfærd. For der er nemlig ingen grund til at tro, at vi, forbrugerne/vælgerne, bliver mindre irrationelle, mindre letpåvirkelige og mere velinformerede i det øjeblik, vi sætter et kryds i stemmeboksen. At vælge mellem politiske partiers programmer er trods alt langt mere kompliceret end at vælge varer til indkøbskurven.

Når politikere møder et problem, vil det mest hensigtsmæssige for samfundet være, at de i stedet for at bevilge flere penge undersøger nærmere, om flere penge er løsningen, hvilket ikke er tilfældet på de fleste velfærdsområder. Problemet er bare, at hvis politikeren gerne vil genvælges, er det mest hensigtsmæssigt alligevel at foreslå en ekstra bevilling hurtigst muligt. Vælgerne kan jo alligevel ikke gennemskue, om flere penge rent faktisk er en god løsning. Ikke fordi vælgerne er dumme, men som nævnt før kan det ikke betale sig for dem at sætte sig ind i sagen, da det koster meget tid, og den enkelte vælgers stemme vil alligevel ikke være afgørende for resultatet af det kommende valg.

På den anden side kan vælgerne opfatte det som et tegn på inkompetence, hvis politikeren ikke har en løsning på alt. Hvis politikeren tøver, vil en anden politiker stå klar til at indkassere vælgergevinsten med et forslag om øgede offentlige udgifter, hvilket for en uvidende vælger kan lyde godt og rigtigt. Og eftersom effekten af mange politiske initiativer først viser sig på længere sigt, er det vanskeligt for vælgeren at gennemskue, om problemet ville have været meget større, hvis man ikke havde givet flere penge. Vælgerne plejer derfor at belønne politikeren for at ”gøre et forsøg” og ”vise sin gode vilje”. Dermed vil det for politikeren også være mindre vigtigt, om den ekstra bevilling er den rigtige løsning, eller for den sags skyld om den rent faktisk gør noget ved problemet overhovedet. Det vigtigste er, at forslag om øgede bevillinger viser handlekraft, og at det nemt kan kommunikeres til de uvidende og godtroende vælgere.

Danskerne er et af de mest veluddannede og oplyste folkefærd, lyder det fra politikerne. Alligevel tror en lille, men standhaftig del af den danske befolkning, der påstås at være oplyst og velinformeret, stadig på alt fra hekse til genfødsel, stjernetegn og spøgelser. Det viser en stor undersøgelse af, hvad danskerne tror på. 2.200 danskere i alderen otte til 83 år fra alle egne af landet og med forskellig faglig baggrund har via Facebook og Twitter svaret på 50 spørgsmål om UFOer og horoskoper og bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. Resultatet er, at 12 pct. tror på engle og 6 pct. tror på astrologi. Inden for alle kategorier er kvinder de mest troende. Ifølge undersøgelsen tror 20,7 pct. af kvinderne på engle, 4,8 pct. af mændene gør det samme. 15,6 pct. af kvinderne tror på hekse. Det gør kun 3,1 pct. af mændene. 23,9 pct. af kvinderne tror på spøgelser. Det siger blot 5,9 pct. af mændene, at de gør.

Hvorom alting er: Fundamentet for det danske demokrati er den uvidende vælgerbefolkning. De danske vælgere har dog selv valgt at befinde sig i en tilstand af manglende information og viden, hvor de alligevel insisterer på at have ret, fordi de er en del af ”folket”. Det er decideret dumt. Man ved, at det er dumt, men alligevel vil man have ret. Det danske demokrati er derfor en proces, der kendetegnes ved dumhed. Der er nemlig ikke nogen instanser ved et folketingsvalg, der skelner mellem dumme og kloge vælgere. Det eneste kriterium er, at valghandlingen foregår i overensstemmelse med grundloven. Men fordi noget ikke er grundlovsstridigt, betyder det ikke, at det er politisk klogt.

Taget herfra

Når de fleste danskere kun får deres informationer via woke manipulative medier som DR og TV2 / sociale censurmedier, kan resultatet desværre ikke være anderledes

Det er et absolut fåtal af danskere, som søger alternative oplysninger på nettet