Næstekærlighed uden grænser

DR2’s deadline med Kurt Strand havde her iaften en diskussion mellem Søren Kraup og journalisten Olav Hergel i anledning af den sidstnævntes nyudkomne bog ‘Flygtningen’.

Hergel påstår, at det ene justitsmord efter det andet begås overfor flygtninge her i landet, hvilket Krarup imødegik på forbilledlig måde.

I den forbindelse synes jeg, den svenske Ræknenissens julebrev til den svenske ærkebiskop atter siger det hele. Overskriften skal så blot være brev til politisk korrekte danske Politiken journalister. I teksten kan du selv udskifte præster med journaliste og lignende.

(Oversat fra svensk af undertegnede):

Hej til de 203 danske præster, der har sendt en julehilsen til danskerne!

Ja, det er til de af jer, som har sendt en julehilsen til det danske folk i embeds medfør . Jeg er ikke folket, men alligevel skal I få en hilsen igen.

I jeres julehilsen kritiserer I det danske folks holdning til indvandrerspørgsmålet og beder om en bedre tone i debatten. I vil så at sige rense luften og få en ny politik og give ånderum for indvandrere og flygtninge.
Det ligger jo i den kristne tradition at ville være lidt ekstra god ved juletid. Og I, som er præster i folkekirken, føler måske et behov for at være lidt ekstra ekstra gode. Så gode, at I synes, at alle andre også burde være ekstra gode, og at de, som ikke har særlig meget lyst til det, bør tvinges til at være det.

Som præster kan man vel gå ud fra, at I er velbevandrede i det Ny Testamente og herunder også Lukas 10:30 til 35, lignelsen om Den Barmhjertige Samaritan.

Lukas 10:30: Jesus svarede og sagde:
“En mand begav sig fra Jerusalem og ned til Jericho, men blev overfaldet af  røvere, som tog hans klæder fra ham og dertil også sårede ham; derefter gik de deres vej og lod ham ligge halvdød tilbage.

31: Så skete det, at en præst rejste samme vej; og da han så ham gik han forbi.
32: Ligeledes med en levit; da denne kom til det stedet og så ham, gik han også forbi.
33. Men en samaritaner, som rejste samme vej, kom også forbi, hvor han lå; og da han så manden, fik han medlidenhed med ham
34. og gik hen til ham og gød olie og vin i hans sår og forbandt dem. Derefter løftede han ham op på sit æsel og førte ham til et herberg, hvor han plejede ham.
35. Morgenen derpå tog han  to sølvpenge og gav dem til værten og sagde: “Plej ham, og hvad du end bekoster på ham skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.”

Disse få linier har været ophav til en omfattende ideologisk overbygning gennem kristenhedens totusindårige historie. Hospitaler er blevet opkaldt efter samaritaneren, mennesker arbejder som samaritter, og den barmhjertige samaritaner er blevet fremstillet som et mønster til efterfølgelse af menneskekærlighed og godhed (trods det, at pointen i historien er, at Jesus vil advare mod fordomme mod folkeslag, her de foragtede samaritanere).

Jeg tror, at I har læst disse linier mange gange og brugt dem i jeres prædikner – og at I gerne vil identificeres med den barmhjertige samaritaner, og at I synes, samaritanerens eksempel skal være ledestjerne for Danmarks indvandrerpolitik.

Ja vist, samaritaneren handlede godt. Det synes jeg også. Han er et godt forbillede. Og jeg synes ikke præsten og levitten opførte sig medmenneskeligt. Men når man begynder at læse grundigere, begynder man at fundere. Hvor meget var 2 sølvpenge for denne samaritaner? En overkommelig sum eller en følelig udgift? Uanset var hans udgifter begrænsede og overskuelige. Det drejede sig om betaling for højst nogle dage på herberget og nogle omkostninger for pleje derudover. Det gjaldt ikke udgifter for at tage hånd om manden for resten af livet, og ikke hans familie og slægtninge. Og det gjaldt udelukkende for denne sårede mand. Samaritaneren kunne for så vidt ride forbi den næste slagne mand, han kom forbi på sin vej, hvis han syntes, det ville overstige hans formåen eller vilje at lægge endnu 2 sølvpenge ud på denne. Hans gode gerning gjaldt denne mand, ikke andre og ikke i fremtiden.

Og så savner man en fortsættelse. Der siges intet om, hvad der hændte senere. Kom samaritaneren virkelige tilbage på et tidspunkt og betalte for den pleje, som herbergsværten eventuelt havde lagt ud for? Eller fik samaritaneren kolde fødder, og så stort på sine løfter, eller blev han nød til at ændre rejserute, eller omkom han på rejsen, så værten sad tilbage med et ansvar, han ikke havde bedt om?

Eller endte det således, at den sårede mand blev rask, og viste sig at være en uhørt rig mand, som med stor generøsitet erstattede samaritanerens udlæg, så at samaritaneren til og med fik overskud på hele historien? (Hvilket ikke borttager hans gode gerning i den oprindelige indsats).

Vi ved det ikke.

Men en ting fremgår klart af historien. Samaritaneren tog selv det økonomiske ansvar for sin hjælpeindsats. Helt selv. Han belastede ikke andre med konsekvenserne af sin godhed (hvis herbergsværten ikke kom til at hænge på omkostningerne). Og derfor synes jeg ikke, at han kan stå som symbol for den danske asylpolitik.

For det, der IKKE står, er, at samaritaneren tog den sårede mand med hjem til sit eget folk og afleverede ham der og sagde:

”Tag hånd om denne mand i resten af hans liv, og lad ham ikke gøre sig nogen bekymringer om, hvad han skal spise eller drikke, ej heller for  hvad han skal klæde sin krop med. Lad ham leve som fuglene under himlen; de sår ikke og de høster ikke, eller som liljerne på marken, de arbejder ikke og de spinder ikke (Markus 10:28). Nej giv ham mad, bolig, klæder, sygepleje, ja alt, hvad han behøver, så længe han lever, også om I ikke selv har dette længere. Om han ikke taler Eders sprog, da fremskaf en tolk og betal for det.

Lad ham leve efter hans eget folks sædvaner og regler, selvom det strider mod Eders egne sædvaner og regler. Lad også hans hustru eller hustruer, hans børn, hans fader og moder, hans brødre og søstre og hele hans æt komme til ham, og giv også dem alt, hvad de behøver. Giv hellere Eders egne børn stene i stedet for brød, end at lade den sårede mands børn, moder og fader, brødre og søstre og ligeledes hele hans æt være uden føde. Selv går jeg nu til synagogen og praler af min godhed, som lader Eder forsørge manden, hans familie og hans æt.

For det er jo, hvad man vil have, at dansk indvandrerpolitik skal gå ud på. Danmark har en af den vestlige verdens mest generøse indvandrerpolitikker. Vi tager imod mennesker og deres pårørende, vi forsørger deres krop og sjæl, og vi gør det i en grad, så det volder os store bekymringer. Og alligevel findes der mange med høje stillinger i samfunndet, som vil, at det danske folk skal tage endnu større byrder på sig, og som vil tvinge dem til det.
Kære præster, den protestantiske kirke har måske ikke talt så meget om de syv dødssynder på samme måde, som den katolske kirke har gjort. Men at hovmod er en af dødssynderne, kender I som kristne sikkert til. Hovmod kan også være at beruse sig i sin egen godhed uden at bekymre sig for konsekvenserne for andre, at foragte andres indsats og at pådutte andre mennesker, hvad de skal gøre.

Jesus taler om dette i nogle vers, som I muligvis ikke bruger så ofte i jeres prædikner. Jesus taler om dem, som vil gøre gode gerninger for at blive set af menneskene, og samtidig lægger store byrder på andre menneskers skuldre, men som ikke selv vil være med til at bære:
Markus 12:38. Og han underviste dem og sagde til dem:
“Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange klæder, og som gerne vil blive hilste på  på torvet
39. og som gerne vil sidde forrest i synagogerne og på de fornemste pladser ved gæstebud, ­
40. de udsuger enkers hus, medens de for syns skyld holder lange bønner. De vil få en desto hårdere dom.”
41. Og han satte sig lige overfor offerkisterne og så, hvordan folk lagde penge i kisterne. Og mange rige lagde meget.
42. Men en fattig enke kom og lagde to skærver, det er en øre.
43. Da kaldte han sine elever til sig og sagde til dem: “Sandelig siger jeg eder: Denne fattige enke lagde  mere end alle de andre, som lagde noget i offerkisterne.
44. Thi de lagde alle af sin overflod, men hun lagde af sin armod alt, hvad hun havde, så meget som fandtes i hendes eje.”
Matteus siger om samme sag:
23:1 Derefter talte Jesus til folket, og til sine elever
2 og sagde “På Moses’ stol har de skriftkloge og farisæerne sat sig.
3. Derfor, alt hvad de siger eder, det skal I gøre og holde, men efter deres gerninger skal I ikke gøre; thi de siger, men gør ikke.
4. De binder ihop tunge byrder og lægger dem på menneskenes skuldre; men selv vil de ikke røre en finger for at flytte dem.
5. Og alle deres gerninger gør de for at blive set af menneskene. De gør deres bederemme  brede og kvasterne på deres klæder store.
6. De vil gerne have de bedste pladser ved gæstebud og sidde på de fornemste pladser i synagogerne.
7. og vil gerne blive hilsede på torvet og af menneskene kaldes “rabbi”.

Jesus ser altså enkens skærv. Han ser det gode hjerte, med hvilket hun giver den, og han ser, hvilken opofrelse skærven indebærer for hende.

Men det gør I ikke præster. I ser ikke enkens skærv. I berømmer aldrig det danske folk for de enorme ressourcer, de afstår for at give indvandrerne et godt liv. I kræver bare, at de skal give mere.

Fra officiel side bestrides det ikke, at indvandringens omkostninger er mindst 30 milliarder pr år – sandsynligvis højere. Da bliver den fattige enkes bidrag 6.300 kr pr år. (6.300 kr for alle – babyer til oldinge).

Desuden betaler vi cirka 14 milliarder i u-landsbistand. Enkens totale støtte til fattige og trængende fra andre lande bliver altså cirka 10.000 kroner pr år. En ganske ordentlig skærv for en fattig enke, eller hvad? Det ville Jesus have syntes. Men ikke I præster. I synes at enken skal afstå endnu mere. Trods det, at hun har sagt, at hun ikke vil.

Jesus berømmede den fattige enke for, at hun af egen fri vilje afstod fra sin skærv. Men I vil tvinge hende til, at være bedre end hun selv har sagt, at hun vil være.

På Jesu tid havde man ikke demokrati. Men det har vi. Og det er faktisk sådan, at vi i god demokratisk ånd har vedtaget regler for, hvordan indvandrere og flygtninge skal behandles i vort land. Blandt andet har den fattige enke været med til at stemme om, hvad hun evner at deltage med i form af opofringer. I  vil underkende disse demokratiske beslutninger, præster. I er en del af dem, som “udsuger enkernes hus”, som “binder ihop tunge byrder og lægger dem på menneskernes skuldre ” ­f. ex. de fattige enkers, de enlige mødres, de syges og de arbejdsløses skuldre; men “selv ikke vil røre en finger for at flytte dem”.

Præster: I vil give amnesti til alle asylsøgere, som har fået afslag, og som eventuelt gemmer sig her i landet. De har altså fået afslag ifølge de demokratiske regler, som vi har besluttet her i vort land. Hvor mange mennesker det drejer sig om, at I vil have, at det danske folk skal tage ansvar for i hele deres livstid, ved vi ikke. Som I sikkert ved, har vi også vedtaget  regler, som siger at mennesker med opholdstilladelse har en vis ret til familiesammenføring. Danmark påtager sig det økonomiske ansvar for dem, hvis de ikke kan forsørge sig selv. Hvor mange pårørende kan der tænkes at blive til de personer, som I vil give asyl mm til? Ja, det ved vi ingenting om. Hvad I vil er altså at udskrive en  blanco-check, som det danske folk må betale nu og i fremtiden. Det er ganske langt fra det, som den barmhjertige samaritaner gjorde, eller hvad?
Er I i virkeligheden gode, Præster?

Jesus ser jo hykleriet hos de, som udad vil skilte med deres store fortræffelighed, men i selve værket ikke gør nogen mærkbare opofringer. Jesus talte om de, som gerne vil sidde forrest i synagogerne. I er jo ganske højt placerede i folkekirken, eller hvad? Men I behøver jo ikke stå på gadehjørnerne med store bederemme på klæderne for at demonstrere jeres store godhed, præster,  for den moderne  ækvivalent massemedierne  har I jo til rådighed, og det er jo betydeligt mere effektiv , eller hvordan præster?
Som præster har I vel en ganske god løn – eller hvad – præster? Mindes I Jesu’ ord om den rige mand, kamelen og nåleøjet?
(Markus 10:25 Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for den, som er rig at komme ind i Guds rige).
I skænker sikkert en del af jeres overflod bort. Men bærer du på en skjult foragt for de, som bidrager med mindre? Ser du, hvor stor en del skærven er af den fattige enkens disponible indkomst? Jesus gjorde det.

Som præster har I sikkert en ordentlig tjenstebolig, eller hvad, præster? Ligger den i et multikulturelt boligområde, hvor I vel egentlig burde bo, om I fulgte Jesu ord om at leve i fattigdom og tjene menneskene?

Mange af jer har børn, nogle af dem er voksne nu. Gik eller går de i en multikulturel skole? Måske har I læst PISA-undersøgelsen fornylig som viste at  svenske og danske elever præsterer meget dårligere end finske elever? En af forklaringerne siges at være at Finland kun har 2 % udlandsfødte elever mens f. eks. Sverige har 12 %.

Og nu siger I, at der rent teologisk ingen grænser er for næstekærlighed. Det vil yderligere øge andelen af udenlandskfødte i danske skoler og yderligere reducere elevernes kundskaber. Har I præster børnebørn? Vil I, at de skal gå i en skole af dansk eller finsk type? Nej, de kommer næppe til at havne i en mangekulturel skole, for jeres børn er sandsynligvis veletablerede mennesker som bor langt borte fra sådanne skoler. Det bliver de ressourcesvage danskere og de ressourcesvage indvandrere som får lov til at have deres børn i sådanne skoler. Hvilket liv venter dem efter den skolegang? Hvad tror I om det, præster?

Ja, det blev et langt julekort det her. Det kunne have været formuleret meget kortere, f. ex. med Frödings ord

“Den gode är väl ej så godsom själv han tror i sitt övermod”
God Jul,Præster