“Også danskerne bør være bekymrede”

Det skriver André Rossmann her

Taget herfra

Rutinemæssigt bliver der råbt på et tættere europæisk forsvarssamarbejde, især fra Frankrig. I en tale, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, for nylig holdt på Sorbonne Universitet i Paris, fastslog han, at Europa bliver nødt til at styrke sit forsvar. Han foreslår bl.a. oprettelsen af et fælles europæisk akademi til træning af højtstående militærofficerer og en fælles europæisk kapacitet til at bekæmpe cyberangreb. Og derudover bør EU styrke båndene til Storbritannien på sikkerhedsområdet efter Brexit. ”Europa skal vise, at vi ikke er USA’s vasal”, siger Macron.

Det er nu som før en illusion. Al snak om at styrke den europæiske forsvarsdimension i EU mødes i EU-systemet med smånik hele vejen rundt. Men alle er klar over, at en styrkelse af et europæisk forsvar ligger langt ude i fremtiden, hvis det nogensinde bliver til noget. I NATO-kredse bliver det mødt som det, det regnes for at være: Et luftkastel. Intet mindre.

Selv om økonomisk er EU næsten lige så stærk som USA og stærkere end Kina, optræder unionen ikke som den supermagt, den reelt er. Det skyldes selvfølgelig, at EU har vænnet sig til at leve som klient under den amerikanske beskyttelse og dominans. I et geopolitisk miljø, hvor storpolitik er dikteret af den stærkes ret, betragtes det svage EU ikke som en magtfaktor, men blot en brik på det storpolitiske spillebord. EU’s afhængighed af USA har medført, at unionen har mistet viljen til at optræde som en selvstændig udenrigspolitisk aktør. Og derfor ryster EU, der har økonomisk og militær magt, der er mindst ti gange større end Ruslands, i bukserne over for den russiske trussel.

Også i Danmark bliver der råbt på et tættere europæisk forsvarssamarbejde. Det kan man hygge sig med i Frankrig og i EU-Parlamentet, men det har ingen gang på dansk jord. USA er og bliver Danmarks vigtigste sikkerhedsgarant. Det er naivt at tro, at Danmark kan deponere sin sikkerhed hos Macron. Men kan Danmark stole på sine vesteuropæiske allierede i NATO? Meningsmålinger, der foretages i Europa, viser gang på gang, at et flertal i befolkningen i de store vesteuropæiske EU-lande gerne vil leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. En meningsmåling fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har f.eks. vist, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland. En anden undersøgelse fra tænketanken European Council on Foreign Relations viser, at ingen europæisk befolkning vil hjælpe amerikanerne i en konflikt med russerne. I store lande som Spanien, Holland, Frankrig og Italien er det under 20 pct., som i en konflikt mellem de to lande vil støtte USA. I Tyskland er det blot 12 pct.

Én for alle, alle for én. I Alexandre Dumas’ roman fra 1844 svigter musketererne aldrig hinanden og besejrer i elegant fællesskab overmagten. Danskerne er imidlertid overbevist om, at musketereden også gælder i 2024. NATO’s Art. 5 kræver som bekendt, at medlemslandene kommer hinanden til undsætning, men siger intet om hvilken slags undsætning og hvornår NATO vil anse den røde linje for overtrådt.

Musketereden er med andre ord kun et politisk løfte og ikke en juridisk bindende forpligtelse til at gå i krig for hinanden. Derfor er det et stort spørgsmål, om de vesteuropæiske medlemmer af NATO – primært Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien – reelt er i stand og har politisk vilje til at forsvare Danmark i tilfælde af et russisk angreb. Vil Tyskland, Frankrig, Italien eller Spanien virkelig gå i krig med Rusland, hvis Putin invaderer Bornholm? De mange krumspring, som de store vesteuropæiske NATO-lande hele tiden gør for ikke at provokere Putin til at anvende taktiske atomvåben i Ukraine, giver et godt fingerpeg om, hvordan de vil reagere, skulle Rusland besætte Bornholm. I en tilspidset situation, hvor storbyer som Berlin, Paris eller Rom kan blive mål for russiske atomtrusler, vil de store vesteuropæiske NATO-lande uden tvivl konkludere, at den menneskelige katastrofe og den kolossale økonomiske regning er helt uacceptable blot for at redde en lille ø i et lille skandinavisk NATO-land. Prisen vil simpelt hen være alt for høj.

Det forstår man godt i Polen. Polens præsident siger, at landet er i forhandlinger med USA om at få amerikanske atomvåben udstationeret i landet for at afskrække russisk aggression, mens en polsk NATO-general siger, at det er vigtigt at få våbnene for at forhindre, at landet kan ”ofres” for at holde fred med Moskva. At blive en atomnation betyder, at Polen kan undgå en Ukraine-lignende skæbne. Alt tyder nemlig på, at NATO før eller senere vil ofre Ukraine og overgive landet til russerne for at bevare en større fred.

Polens bilaterale forhandlinger med USA siger meget om Polens opfattelse af trusselsbilledet mod landet. For kan Polen stole på, at de vesteuropæiske NATO-allierede kommer landet til undsætning, hvis det går rigtig galt? Svaret må være et rungende nej. Og derfor forhandler Polen med USA om at få placeret atomvåben samt ny våbenproduktion på polsk jord. Rationalet er enkelt. Polen kan kun forsvare sig selv mod Rusland ved at indgå en bilateral aftale med USA, hvor Polen binder de kommende amerikanske regeringer til at forsvare landet, også selv om USA skulle neddrosle eller helt droppe NATO-samarbejdet. Polakkerne er forståeligt nok bekymrede, men det burde danskerne også være.

André Rossmann

Taget herfra