Det viser André Rossmann her: “Der er i Danmark skabt en retspraksis, hvor islamkritiske debattører bliver trukket i retten, mens muslimer stort set kan sige og gøre, hvad de har lyst til” og “Læser man de mange § 266 b-domme, der er afsagt, kan man se, at § 266 b-afgørelser er helt vilkårlige”
Taget herfra
I romanen »Underkastelse« fra 2015 beskriver den franske forfatter Michel Houellebecq, hvordan islamismen undergraver Frankrig indefra og afskaffer ytringsfriheden og det liberale demokrati til fordel for sharialov. Ifølge Le Monde har en fransk domstol netop sigtet Michel Houellebecq for at have opildnet til had og vold mod muslimer. Det er i øvrigt ikke første gang, at islamiske organisationer lægger sag an mod Houellebecq. I 2022 blev han f.eks. frikendt for blasfemianklager efter at have betegnet islam som ”den dummeste af alle religioner”.
Den danske ytringsfrihedsforkæmper Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia ser sigtelsen mod Michel Houellebecq som udtryk for voksende trusler mod ytringsfriheden ikke bare i Frankrig, men i hele Europa, herunder Danmark. ”Når man slæber Michel Houellebecq for retten, er det friheden til at tænke, tale og skrive, man angriber. Det handler om at udmatte og bringe kritiske ånder til tavshed”, skriver han.
Mens der i det danske (og snart dansk-muslimske) samfund er en bred erkendelse af de negative konsekvenser af den muslimske indvandring, slår det politisk styrede danske retsvæsen i stigende grad ned på alle dem, der formaster sig til at kritisere regeringens islamvenlige udlændingepolitik og opponere mod den muslimske indvandring. Lawfare, dvs. politisk motiveret misbrug af retssystemet til at intimidere, true eller skræmme ens politiske modstandere, er blevet almindeligt i Danmark. Tidligere blev retssystemet brugt mod islamkritiske politikere som Mogens Glistrup, Jesper Langballe, Morten Messerschmidt og Rasmus Paludan, der alle blev dømt efter racismeparagraffen, mens Lars Hedegaard og Firoozeh Bazrafkan blev sigtet, men frifundet.
Der er tale om lawfare, når politikerne i Danmark sigter politiske modstandere eller kritikere efter straffelovens § 266 b, den såkaldte racismeparagraf. § 266, som det politiske etablissement i dette land bruger som våben til at kriminalisere den frie folkelige debat om den muslimske indvandring, er ikke et kun et principielt problem for danskernes ytringsfrihed. Den er de facto blevet et effektivt våben i hænderne på islamvenlige anklagere og dommere, der bruger bestemmelsen arbitrært og efter forgodtbefindende til at lukke munden på kritikere af den muslimske indvandring. Racismeparagraffen er en hån mod ytringsfriheden, fordi retssystemet bruger den til at beskytte muslimernes krænkede følelser og straffe eller i bedste fald rejse tiltaler for, hvad der i et demokratisk perspektiv må og skal være helt legale ytringer. For hvis der i et demokrati skal være en fri debat, må alle inkl. muslimerne leve med krænkede følelser.
En af dem, som det politiserede danske retsvæsen har ramt, er undertegnede, der er chefredaktør for netavisen 24NYT. I januar 2024 meddelte politiet mig, at man havde politianmeldt mig for i en artikel på 24NYT at have skrevet følgende: ”Partiernes symbolpolitiske ’stramninger’ ændrer intet ved, at antallet af illoyale, unyttige, underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige muslimske migranter stiger konstant og forventes at nå op på 770.000 i 2050, svarende til ca. 12 pct. af befolkningen”.
Det viste sig efterfølgende, at politianmeldelsen var blevet foretaget af en etnisk dansker tilhørende socialklasse 5. På hans Facebook-profil kan man den dag i dag se billeder af hans muslimske venner samt palæstinensiske flag med overskrifter som ”Free Palestine”, ”Save Palestine” og ”Stop hjemsendelser af syriske flygtninge”. Anklagemyndigheden slog dog beredvilligt til og den 29. april 2024 blev jeg sigtet for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1. Konkret for at have fremsat en udtalelse, ”ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, etniske oprindelse eller tro”.
Der er i Danmark skabt en retspraksis, hvor islamkritiske debattører bliver trukket i retten, mens muslimer stort set kan sige og gøre, hvad de har lyst til. Muslimerne kan således frit agitere for at erstatte grundloven med shariaen, med alt hvad det medfører af piskestraf, henrettelse for gudsbespottelse og kvindeslaveri. De kan ustraffet rose begåede terrorhandlinger, og de kan tilskynde til terror. Det har det politiske system i Danmark fuld forståelse for, og ve den, der brokker sig, for det muhamedanske mindretal er undertrykt, hvorfor det er forkasteligt at kritisere dets tilstedeværelse i Danmark eller tage afstand fra den ideologi, som det bekender sig til. Det har Lars Løkke sørget for med sin koranlov.
Læser man de mange § 266 b-domme, der er afsagt, kan man se, at § 266 b-afgørelser er helt vilkårlige, idet grænserne for anvendelsen af § 266 b er fuldstændig tilfældige og baseret på dommernes personlige holdninger og forgodtbefindende. I en dom står det f.eks., at ”retten finder, at udtalelsen ikke var fremsat som led i en saglig debat”. Med andre ord mener danske domstole, at udsagn skal være saglige for at være lovlige, at det tilkommer domstolene at afgøre, hvornår en debat er saglig eller usaglig, og at det er i orden at kriminalisere borgere for at fremsætte usaglige påstande i en debat. I det danske retssystem er man med andre ord kommet dertil, at ytringer skal være saglige (dvs. godkendt af domstolene) for at være lovlige.
I de seneste år er der i Danmark sket en kraftig opblussen i antallet af straffesager efter § 266 b. Ifølge flere kilder i den danske advokatstand er det især Mette Frederiksen, der presser anklagemyndigheden til at gennemtrumfe sager om påstået islamofobi og racisme. At politiet i sit arbejde tager højde for politiske signaler og instrukser, bekræfter bl.a. Heine Hansen, der er formand for Politilederforeningen.
Sten Schaumburg-Müller, der er professor i strafferet ved Syddansk Universitet, siger, at i Danmark ”sammenblandes politik ofte med juraen”. I et interview med Berlingske hare har bl.a. sagt, at ”man godt kan diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Systemet som helhed er ikke så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag grundt en ren juridisk og ikke politisk vurdering. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”.
Det må også undre, at politiet og anklagemyndigheden har overskud til at håndtere de mange straffesager efter § 266 b i betragtning af, at der næsten ikke går en uge uden klagesang over politiets manglende kapacitet til sikring af borgernes tryghed. Ifølge Heine Hansen foretager politiet dagligt ”benhårde prioriteringer” i de sager, der anmeldes, fordi ressourcerne ikke står mål med de anmeldelser, der tilgår politiet. Men virkeligheden i dagens Danmark er, at mens politiet klager over mangel på ressourcer, som angiveligt forhindrer det i at efterforske alvorlig kriminalitet, har det masser af mandskab og tid til at efterforske og sigte danskere, som taler indvandringspolitikken imod.
Ifølge Le Monde undrer Michel Houellebecq sig over, at man kalder ”den store befolkningsudskiftning” en konspirationsteori. ”Jeg blev meget chokeret over, at man kalder det en teori. Det er ikke en teori, det er et faktum”, siger han. I Danmark er befolkningsudskiftningen senest bekræftet af professor Rune Lindahl-Jacobsen, som i sin demografiske fremskrivning skriver, at ”fastholdes det niveau og de nuværende fertilitetsrater, så vil antallet af indvandrere og efterkommere overstige antallet af borgere med dansk oprindelse i 2096”.
Michel Houellebecq afviser, at befolkningsudskiftningen er en konspirationsteori, idet i hans optik er det et ubestrideligt faktum. Tilsvarende gjorde jeg under min retssag gældende, at jeg i min kritik af den muslimske indvandring beskrev faktuelt korrekte og objektive forhold, som var dokumenteret i et særskilt bilag med links til relevante videnskabelige rapporter, statistikker, avisartikler, udtalelser fra politikere mv. Min dokumentation så anklageren imidlertid helt bort fra.
Bundlinjen er, at hvis man i det dansk-muslimske samfund fremfører sandheder om den muslimske minoritet, risikerer man at blive trukket i retten og brændemærket som racist. Der er altså tale om en ny retstilstand i Danmark, hvor sandheden og fakta er irrelevante og i høj grad strafbare.
Taget herfra


Leave a Reply