Ved Gestapofangernes mindedag for koncentrationslejrenes ofre den 4. maj 1956 holdt Ole Lippmann talen ved Helligåndskirken i københavn.
Han sagde blandt andet:
“man skulle ikke være kommet for at lægge endnu en smuk blomst på deres grav, men være kommet, beredte til at svare vore døde, hvis de i aften ville spørge os, hvad vi har gjort med den fakkel, de tændte, og som de rakte videre til os, da de selv faldt.”
Lippmann erindrede om kommunistpigen Kira i Ung må verden endnu være af Nordahl Grieg, hvos hun definerer en humanist
“som et menneske, der føler uvilje mod uretten, men ikke vil ofre noget for det, der er ret. “Den humanisme”, fortsatte Lippmann “betød den krig, Churchill kaldte den unødvendige krig, krigen, der var resultatet af, at mange alt for længe blot skubbede det ubehagelige fra sig.
Ole Lippmann (1916-2002) var modstandsmand, SOE’s øverste chef i Danmark, medlem af Frihedsrådet og direktør for Simonsen & Weel.
Fra ‘En Kriger, Portræt af Ole Lippmann’ af Niels Barfoed. 2. udgave. Gyldendal. Side 353.
Det er Ole Lippmann i den sorte frakke med armbindet sammen med den engelske general Dewing
Når man er blevet gammel nok, og har lært sig selv og andre at kende, så ved man at humanisme, demokrati, næstekærlighed og andet fra de frelstes etiske propagnda ikke er andet end påskud til at overfalde dem man ikke kan lide, fordi det går dem godt. Dem, det går dårligt, har man også forstået at udnytte, idet årsagen til, at det går dem dårligt, er, at dem det går godt, har udnyttet dem.
Der er kun en løsning, og det er koldt og kynisk at gennemskue, hvad folk har gang i, og så bede til, at en tilstrækkelig modstandsstyrke kan redde dem, det går ud over.
Og så selvfølgelig lade være med at dele andres penge ud til folk, der ikke gider arbejde.