Om hån, spot og latterliggørelse

Tidligere på måneden præsenterede TrumfEs en video af Thomas Soltau, som stillede Sebastian Dorset et godt (og kritisk) spørgsmål, efter at Sebastian Dorset (på Twitter) havde konkluderet noget nedladende om Soltau.

Thomas Soltau kendte jeg som én der kan tænke selvstændigt, bl.a. vedr. den såkaldte pandemi. Sebastian Dorset kendte jeg kun af navn (droppede tv i slutningen af 80’erne), så jeg researchede ham lige lidt.

Han går for at være komiker.
På Berlingske tilstod han bl.a. at han have viet sit liv til pjat:

»Jeg kunne rent faktisk tillade mig at leve af pjat. Tjene penge på humor. Jeg gad ikke kæmpe dedikeret for noget længere, når folk alligevel er pisseligeglade og bare vil underholdes.«

Generaliseringer er tilfældigvis mit speciale, så her kunne jeg argumentere for og imod Sebastian Dorsets generalisering af danskerne, men det slog mig at det faktisk ikke var danskerne han beskrev, men derimod et bestemt udsnit deraf: hans target audience.

»Jeg var kvik, tænkte hurtigt. Hele tiden med arbejdede jeg med, hvor langt jeg kunne gå med mine bemærkninger. Hvor hård og fræk, jeg kunne tillade mig at være. Ofte ramte jeg ikke balancen, og på den måde må jeg have været ret ulidelig,« siger han.

»Det der evige forsøg på at få folk til at grine er ikke altid populært. Men det var sgu ikke ondt ment. Og jeg gjorde det heller ikke for at få opmærksomhed. Det var udelukkende et forsøg på at gøre kedelige situationer morsomme. Hvis jeg kunne få folk til at grine, så gik tiden ligesom med det.«

Men det var imidlertid ikke kun tiden Sebastian Dorset prøvede at slå ihjel.
Andetsteds kunne jeg læse at:

»Sebastian Dorset er journalist af baggrund, og det fornemmer man, når han skriver og kommenterer i medierne. Og når han i sine shows tager kritisk fat på verden, hverdagen, videnskaben og andre småting.

Sebastian Dorset kunne i sommeren 2016 opleves sammen med Flemming Jensen, Michael Schøt og Omar Marzouk i den samfundssatiriske “Stand-up revy 2016” på PH Caféen i København.«

En køn samling.

Verdensborgeren Flemming Jensen erindrede jeg, ligeså Omar Marzouk; repræsentant for den ‘trængte minoritet’ her i krigens hus, og med det (eksklusive) selskab turde jeg vædde en flaske god snaps på at også Michael Schøt følte sig højt hævet over danskerne og deres samfund.

At han skulle være lige så blottet for humoristisk sans kunne jeg kun lige forestille mig, der gik over en uge inden algoritmerne fra youtube lokkede mig på en smagsprøve.

Først må jeg nok her lige uddybe hvad jeg forstår ved humoristisk sans.
Humor er et vidt begreb, meget vidt endda, men et væsentligt udsnit handler om hån, spot og latterliggørelse.
Det latterlige behøver ikke nødvendigvis at, men vil ofte, kunne henføres til denne eller hin person eller befolkningsgruppe.

Al satire er en form for kritik, men ikke al kritik er en form for satire.
Og underlødig kritik kan ikke raffineres til god humor.

Når denne eller hin person eller befolkningsgruppe ved lov (skreven eller uskreven) er hævet over kritik, hersker en tilstand af tyranni.
I middelalderen havde en hofnar undertiden en eksklusiv ret til at kritisere autokraten på en vittig facon.
Hvis kritikken ikke var sandfærdig ville den heller ikke være rigtig fornærmende (farlig) eller rigtig morsom.
Ikke alle har lysten, modet eller viddet til at tale magten imod, men det er vigtigt at nogen (helst flere) gør det.
Satiren har traditionelt haft til formål at udtrykke en undertrykt sandhed, en relevant kritik.
Satire er en integeret del af dansk kultur, og en befolkningsgruppe, som danskerne ikke må gøre grin med, kan aldrig blive integeret i dansk kultur.
Det forstod Kurt Westergaard.

Men nogen har interesse i at fastholde muslimer som en uintergrerbar befolkningsgruppe, et truende og voksende fremmedlegeme, her til lands som i de øvrige vesteuropæiske nationalstater.

Sebastian Dorset, Flemming Jensen, Michael Schøt og Omar Marzouk er ikke samfundskritiske, blot samfundsskadelige, og derfor er deres spydigheder heller ikke morsomme.
Det forhindrer dem selvfølgelig ikke i at tiltrække et ukritisk og dermed humorforladt publikum.

Smagsprøven på Michael Schøts ‘morsomheder’:

Terror fremprovokerer hver gang en diskussion om ytringsfrihed, og Michael Schøt er ikke overraskende imod.
Ikke imod terror forstås, men imod ytringsfrihed.
I hvert fald bør vi ikke tillades at kritisere terrorister.
Dem er det ikke ansvarligt at kritisere.
Det er straks noget andet med piger fra Amager.
Dem kritiserede Michael Schøt for måden hvorpå de sætter deres øjenbryn: ”forkert”.

»Ja, så var der sgu også plads til en regulær joke der midt i det hele«

Et mindstemål af selvironi var der da lige plads til, men vittigheden om pigerne fra Amager var mig for indforstået. Måske endnu en konsekvens af at jeg droppede tv for mange år siden. Jeg kan kun komme i tanker om én, der sætter øjenbryn forkert, og han kommer ikke fra Amager.

Det er jo hele pointen med ytringsfrihed, at det skal være lovligt at kritisere magtmisbrug.

Mick Øgendahl synes heller ikke at have forstået hvad ytringsfrihed er, eller har til formål.

Her ytrer han selv (med påtaget besvær) det stråmandsargument, at tilhængere af ytringsfrihed er nogle spassere, der hævder at ytringer ingen konsekvenser bør have.
Få sekunder senere udtaler denne hykler:

»måske skulle vi prøve med lidt ytringsrespekt i stedet for blindt bare at hylde ytringsfriheden«