“Overlever Danmarks historie?”

Det spørgsmål stiller og besvarer Klaus Ewald i denne artikel, som jeg har tyvstjålet

herfra

ngen nationer kan på sigt overleve uden en sammenhængskraft. Et tilhørs- og samværsfølelse er en nødvendighed. Den er den livgivende regn for ethvert folk, der kalder sig nation.

Nationalismen som begreb opstod netop, hvor Danmark som nation var mest truet. Det var en tid, hvor stormagtskrige havde frataget os land, ære og økonomi. Tabet af Norge i 1814 og statsbankerotten året før, tabet af stolthed, tabet af flåden efter nederlaget til englænderne i 1801, bombardementet af København i 1807. Vi havde blot minderne tilbage om magt og ære. Men, nationalromantikken blomstrede som en trods reaktion mod de ydmygelser, vi udsattes for.

Vi kan fortsat øse af den uendelige mængde af smukke digte, som priser Danmark fra de år. De lærde, digterne, romanfortællerne og de intellektuelle afspejlede den stemning, der kendetegnede et Danmark, forfædrenes Danmark. Trods en befolkning kun halv så stor som den nuværende, var 1800-tallet og navnlig tiden efter nederlaget i 1864, en tid til eftertanke, om det at være dansk.

Dialekter, egnstraditioner, en rig kulturel bagage med foregangsmænd, sammenhold mod uretfærdigheder over for dem, der ville udnytte. Dem, det var industrifyrsterne og herremændene, i det samfund, der langsomt ændrede karakter. Politik blev en del af hverdagen fra 1848, andelsbevægelser, højskoler, personligt ansvar, fællesskabet, frisind, ja, listen er lang og rig. Det er vores lands DNA.

Hvor er vi i dag? Er der noget tilbage af den bagage, de ting som bandt os sammen som land, som nation, som folk, det at være dansk? Det er det min påstand, at danskheden i dag er mere truet end nogensinde før i vores historie. Globalisering dækker slet og ret over nationalt og kulturelt folkemord. Globalisering er gift i nationens brønd.

Tidligere havde vi Oehlenschlæger, Heiberg og Poul Henningsen, nu må vi nøjes med Thomas Blachmann og Yahya Hassan. Sprogforgiftning, Danmarks Radios totale svigt som public service kanal, folkeskolernes mangel på dannelsesniveau i uskøn forening med en snigende ligestilling af danske og udenlandske traditioner og religioner, er medvirkende årsager til at forurene grundvandet i den danske folkesjæl.

Danmark blev ikke skabt af 75 forskellige ligestillede kulturer og religioner. Danmark blev skabt af hårdt arbejde, troen på Gud og en loyalitet mod Dannebrog.

Minoriteter har mere brug for os end vi for dem. Danmark bør ikke ændres hverken til ørken- eller østlig mystik. Er man i Danmark bør, man blive dansk ellers står det en frit for at finde andre koloniseringsområder.

Danmark skal forblive dansk også om 1000 år. Vi bør ikke ændre vores levevis af hensyn til minoriteter. Vesteuropa er ved at begå kollektivt selvmord med den indvandringsrate, der foregår. De enkelte lande, inklusive vort eget, vil på sigt ikke overleve som nationer. Det burde være Folketingets fineste opgave at sikre Danmark mod en flygtninge- og indvandringsrate, som landet ikke kan bære.

Danmark har vi fået i arv for at give videre. Vi bør sikre, at det, vi giver videre, er tilføjet noget positivt. Er man her kun for at udnytte uden at give, så bør det være statens opgave at sikre, at opholdsgrundlaget bortfalder. Slendrian har alt for længe taget ophold i landet. Politikerne tænker kun i økonomi og effektivisering. Dybest set spiller hensynet til det nationale ingen rolle. Øjeblikkets herrer kunne lige så godt styre et aktieselskab.

Tror politikerne, at der ville have været et Danmark, et dansk sprog, en dansk kultur uden omkostninger? Tror dagens fluer på torvet, at blodet i sneen omkring Dannevirke, Dybbøl eller i Ryvangen blev udgydt for, at Danmark langsomt skulle blive opslugt af Europas Forenede Stater, af et sammensurium af magtkorridorer i Bruxelles?

Hvis dagens politikere havde regeret på de kritiske tidspunkter i Danmarks historie, havde Danmark været en delstat i Tyskland. Så lidt dansk saft og kraft har de i sig. Væk var sproget, dansk litteratur, dansk egenart. Politikerne kerer sig mere om fri bevægelighed over grænsen end om at sikre sit folk mod slyngeltyper fra øst.

Danskheden er en ånd, der svæver fra generation til generation, ingen kan kalde den for sin egen. Den ændrer sig, den har ændret sig med de mennesker, der har formet den, danskerne. Som nationalt sindet føler man blot et vemod over, at ånden er ved at sive bort. Ånden bliver aldrig stærkere end de slægtsled, der føler den, der følger den. Mange tror sikkert, at den her kronik blev skrevet for 200 år siden. De aner ikke hvad danskhed og dansk historie er.

Mit håb er, at der findes museumsstof og ånd nok til at fortsætte Danmarks historie. Og at det ikke bliver historikeren Søren Mørchs udgave, der sætter et punktum. Han er lige så åndløs som den politiske korrekthed er indholdsløs. Måtte tidens regenter en dag blive afløst af tænkere, der mentalt kunne bringe både den tabte flåde og sammenhængskraften i vores land tilbage. Vi længes.

Taget herfra

1 Kommentar

  1. Åndløsheden trives allerbedst i et samfund som det nuværende danske, hvor samværet mellem os alle er afbrudt af staten, der har møvret sig ind mellem alle mennesker, selv ind i familierne, hvor den har afbrudt alle sunde relationer.

    Når al besvær klares af ens sagsbehandler, der sørger for at alle har det samme, så vil det selvfølgelig slå enhver samhørighed ihjel. Det er indlysende. Det er lige netop, når man ikke behøver at spørge naboen om hjælp, men at staten bare giver een hans penge, at naboen bliver ligegyldig.

    Så i Danmark trives splittelsen i kraft af misundelse og ondskab bedre end nogensinde – Janteloven er i sandhed blevet vor grundlov.

    Det har venstrefløjen altid vidst, og efter krigen satte de alle kræfter ind på at omdanne Danmark til en kommunistisk rotterede, og de har sejret af helvede til.

    Bare det, at Danmarks Pravda i går på DR2 kunne afslutte en ellers ok dokumentar om Nürnberg processerne med et par sekunders klip med Donald Trump i en tilfældig situation, fortæller alt.

    Mit Danmark var Jeppe Åkjær og hans ægte danskhed. Og hans digte om Sneflokke og Havren kan stadig tænde et lille lys af glæde i det gamle iskolde hjerte.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.