DET ER ikke spor nyt eller overraskende, at en væsentlig del af de ledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det viser sig igen og igen, når der søges arbejdskraft, at Arbejdsformidlingen trods stor ledighed ikke er i stand til at anvise folk til at påtage sig de foreliggende opgaver.Det nye er, at hver femte åbent erkender sin manglende interesse i at få et arbejde, selv om de frejdigt modtager penge for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Socialforskningsinstituttet har stillet et repræsentativt udsnit på knap 2.000 af de 107.300 ledige, som hverken har psykiske eller sociale problemer, det enkle spørgsmål:
»Vil De gerne have et arbejde?«
Formanden for AK-Samvirke, Morten Kaspersen, bryder sig ikke om konklusionen og mener, at det er
»et mærkeligt spørgsmål.«
Det er ikke spor mærkeligt. Det er klart og entydigt, og det eneste korrekte og acceptable svar er:
»Ja, naturligvis vil jeg gerne have et arbejde. Det er derfor, jeg står til rådighed for arbejdsmarkedet og modtager penge for det.«
Det ved de ledige, som er blevet spurgt, og derfor er det en nærliggende tanke, at der er mange flere end de cirka 20 pct., som reelt ikke ønsker at påtage sig et arbejde. Erfaringerne fra det virkelige liv tyder i hvert fald i den retning.
Det politisk kontroversielle spørgsmål er herefter, hvordan samfundet skal reagere på disse åbenlyse parasitter, som snylter på det solidariske system.
Her burde svaret være lige så enkelt som at svare på det enkle spørgsmål: Luk for pengekassen. Stop udbetalingerne øjeblikkeligt, når en dagpenge- eller kontanthjælpsmodtager viser sig alligevel ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det sker nok ikke. Paradoksproblemet har været erkendt i over 30 år, og endnu har ingen minister eller anden relevant myndighed haft modet til gennem handling at gøre folk begribeligt, at rådighedspligten er en rådighedspligt og ikke kun en ret til at snylte på samfundet og de kolleger, der passer deres arbejde og betaler deres a-kassekontingent.
I en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft er der ekstra behov for at se kritisk på dette problem.
Men jeg tror ikke, at man væsentlig flere i job. Jeg mødte for nogle dage siden en arkitekt på 60, der aldrig havde fået job som arkitekt. Han havde i mange år ernæret sig af mindre opgaver som fotograf på forskellige arkitektur projekter. De sidste par år har han fået supplerende dagpenge, da han kke har opgaver hele tiden. Han er blevet uddannet på det forkerte tidspunkt, han er højt professionel, men ingen vil ansætte ham fast. Skal han være kassedame de sidste par år på arbejdsmarkedet, det tror jeg ikke han kunne holde til. Han vil godt have et job, men er ikke interesseret i hvad som helst. Han er en dybt seriøs enspændertype, og ikke så dynamisk som da han var yngre.
Hvad skal samfundet gøre ved sådan en person. På den ene side synes jeg man bør tage de job, der er uanset om man kan lide det eller ej. På den anden side tror jeg at hvis man sendte ham ud i et job sammen med en masse “dumme uuddannede madammer” så ville han hurtigt ende et andet sted i det sociale system.
Jeg synes vi hele tiden skal presse på, for at få folk i arbejde, men der skal også være plads til de lidt skæve personer bare ikke for mange, selv Maltesen bør der være plads til. Folk der har været i job i mange år og betalt deres skat bør heller ikke udsættes for hvad som helst de sidste år på arbejdsmarkedet.
Det store problem er de personer, der aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet og som i en ung aldre finder sig til rette som dagpengemodtagere, det er er meget uhensigtsmæssigt.
Det er klart – vi får aldrig alle ud. Enig i din sidste sætning – det er der det største problem ligger.