Pia Kjærsgaards ugebrev

Islam er ikke en religion, der lader det være op til dens tilhængere, at træffe frie valg. Islam indeholder forordninger om alle livets anliggender lige fra hvilken hånd man skal anvende til at vaske sig, efter man har besørget til hvordan et samfund skal styres.

Islam opdeler verden i ”rene” og ”urene”. Rene og urene madvarer, rene og urene kvinder, rene og urene mennesker, rene og urene dyr. Tørklædet er i den forbindelse en markør, der henviser til, at den kvinde, der bærer tørklædet er ren og ikke må antastes.

Det er af samme årsag, at hele tørklædesagens hovedperson, folketingskandidaten fra Enhedslisten afstår fra at ville hilse på mænd ved at trykke dem i hånden. Som muslim er man dermed fortsat i egen optik ren. Det er en kristen vantro mand ikke. I islam betragtes en sådan mand som farlig – i modsætning til en vantro kvinde, der per definition er svag, og derfor kan Abdol-Hamid også hilse på en kristen kvinde ved at række hende hånden. Det er samme forhold, der ligger til grund for, at en muslimsk mand gerne må gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde, mens det er forbudt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand.

Denne ubehagelige sondring mellem ”rene” og ”urene” fatter Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr ikke, og han stiller sig derfor tilfreds med, at der er mange måder at hilse på og accepterer, at hans folketingskandidat ikke vil give hånden til mænd.

Tørklædet kan i øvrigt heller ikke sidestilles med et kors, sådan som Bendt Bendtsen åbenbart mener. Korset er nemlig ikke – som tørklædet – et politisk symbol. I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens – mellem det verdslige og det åndelige regimente. En sådan sondring findes ikke i islam. Det synes vicestatsministeren åbenbart ikke at have forstået.

Læs det hele her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.