Progressiv retfærdighed del 2

I forgårs beskrev jeg forfølgelsen af Kyle Rittenhouse som en detalje i et progressivt og racistisk narrativ, og som eksempel på et progressivt ideal (ulighed for den mest restriktive lov muligt), men helt overordnet handler progressiv retfærdighed om at fordele alle værdier retfærdigt.
Denne ædle hensigt fordrer kontrol over alt af værdi i hele verden, men progressive behøver ikke nødvendigvis at tilrane sig alle værdier for at opnå dette delmål.
De kan også vælge at destruere værdier, som de har vanskeligt ved at håndtere eller få i hænde.
Populært sagt handler progressiv retfærdighed ikke om mængden af kage men om at føre kniven.

Delmålet om at kontrollere/destruere alt af værdi er ret ambitiøst, og nødvendiggør en flerstrenget strategi, samt en pragmatisme og fleksibilitet, der kan forekomme lidt paradoksal, f.eks. det at alliere sig med nogle af de allermest velhavende individer og selskaber, men kun med hjælp fra dem og fra en sulten slavehær, kan hele den socioøkonomiske midte fanges i en knibtangsmanøvre.
Det er ligegyldigt om katten er sort eller hvid, bare den fanger mus – som man siger i Kina.

Men ud fra en mere overfladisk betragtning, som er det masserne har brug for, er det af afgørende betydning med et sort/hvidt verdensbillede, hvor de progressive er defineret som de gode.
Dette verdensbillede er vigtigt at opbygge i en tidlig alder, inden børnene måske lærer at tænke selvstændigt, og efterfølgende er verdensbilledet vigtigt at vedligeholde.

Betragter man en problematik af et større omfang er det let at fortabe sig i detaljer, men kaster man om sig med abstrakte betragtninger, er man nødt til kravle lidt ned ad den taksonomiske stige for at subtantiere dem med detaljerede kendsgerninger.

I det progressive verdensbillede er vi alle syndere, og egentlig burde vi aldrig være blevet født. Der er ganske enkelt alt for mange mennesker til, og vi forbryder os alle sammen en lille smule mere så længe vi trækker vejret.

Men nogle mennesker er født mere syndige end alle andre, nemlig de hvide.

Racisme opstår indenfor nogle historiske rammer, og den progressive racisme regner sig selv for et korrektiv til nationalsocialismens.
Nu er det ikke så meget nazisternes forfølgelse af jøder, der byder de progressive så voldsomt imod (den kan de måske endda direkte sympatisere med), som det er nazisternes hudfarve.
Hvide er nødt til at bøde særligt for deres kollektive arvesynd, men er ikke dømt til evig personlig fortabelse. De progressive kan tilgive enhver forbrydelse, selv de hvides, hvis blot man har den rette hensigt, det rette progressive sindelag.

Vidste David Trads at Kyle Rittenhouse kun havde skudt hvide mennesker i Kenosha, da han påstod noget andet?
Spørgsmålet er ikke irrelevant, men der kan stilles mange andre og mere relevante spørgsmål, hvis man vil forstå racistisk mytologi anvendt som politisk værktøj.
Det er en kendsgerning at David Trads anvendte racistisk mytologi som et politisk værktøj.
Hvorvidt han gjorde det bevidst eller ubevidst er vanskeligere at afgøre, og i forståelsen af komplekse problemstillinger er denne vanskelighed også en afgørende faktor.
Det er god tommelfingerregel at starte med at plukke de lavthængende frugter, altså at søge svar på de letteste spørgsmål, der samtidigt forekommer relevante.
Hen ad vejen vil man således ofte blive klogere på, både hvor relevant et spørgsmål egentlig er, og hvor let det er at besvare, og man må ofte gå lidt i ring for at komme i dybden med en problematik.

Det er ekstremt let at bestemme hudfarven på Joseph Rosenbaum, Anthony Huber og Gaige Grosskreutz, og for David Trads var det også ekstremt relevant.
Djævlen ligger i detaljen, og hænger man sig i detaljer, risikerer man at hænge sig selv.
David Trads er enten meget dum, meget arrogant eller begge dele. Det vil jeg ikke fælde dom over her, blot fryde mig over at se ham dingle i eget reb.

Racistisk mytologi anvendt som et politisk værktøj har også været benyttet af Adolf Hitler.
Her er vi betydeligt højere oppe i det politiske hierarki, men egentlig er det stadig af underordnet relevans, hvorvidt Adolf selv troede på sit racistiske vås.
Måske var også han nogens nyttige idiot?

Løgnen om at Trump var en illegal præsident indsat af Putin, blev forsøgt solgt af FBI og CIA med ordene: “knowingly or unknowingly”.
Det er nok alment kendt i begge efterretningstjenester, at folk i ret magtfulde positioner – både bevidst og ubevidst – kan gøre nytte som nogens idioter.

Det kan være politisk opportunt at lyve folk af en bestemt enticitet en rolle som skurke eller ofre på, eller at lyve forbrydere eller ofre en bestemt enticitet på.
Derfor skete det, og derfor sker det fortsat.

Som nyttige idioter kan vi så vælge side til fordel eller ulempe for sorte, hvide, kristne, muslimer eller jøder.
Eller også kan vi vælge side til fordel for sandheden, uanset hvem sandheden måtte være mest bekvem for, i en given situation eller helt generelt.

Sagen mod Kyle Rittenhouse gør – som allerede nævnt – ondt på den progessive selvforståelse, og gør det af flere årsager.

Rittenhouse er nu skudt ind i BLM-myten om de onde hvide (politi)mænds drab på forsvarsløse sorte uskyldigheder, en myte som i forvejen knagede noget i furerne.
George Zimmerman var hverken hvid eller betjent
Jacob Blake blev skudt, men ikke dræbt
Derek Chauvin blev dømt for mordet på George Floyd, men begik det næppe, og sidste ord er ikke nødvendigvis sagt i den sag

løgnene om Rittenhouse hobede sig op i de progressive massemedier, hvor der til gengæld herskede en larmende tavshed om skudofrenes uskyldighed.
At se en af disse uskyldigheder i live, livetransmitteret fra en retssal, var nok et vendepunkt for mange progressive tv-seere.

Joseph Rosenbaum, Anthony Huber og Gaige Grosskreutz var alle tre hvide, men var skyldige i meget mere end det.
Den værste skiderikkerne var Joseph Rosenbaum som havde den kedelige vane at voldtage børn i alderen 9-11 år.
Faktisk havde hele striben af martyrer gjort sig skyldige i enten vold, voldtægt eller væbnet røveri forud for deres heltestatus i BLM.
Jacob Blake blev f.eks. skudt kort efter at han (igen) havde voldtaget sin (sorte) ekskæreste og imens han prøvede at stjæle hendes bil, og bortføre hendes barn, og imens han truede betjente med en kniv.
BLM-ikonet over dem alle; George Floyd, havde bl.a. presset et skydevåben i maven på en gravid (sort) kvinde, mens han røvede hende i hendes eget hjem.

MSM kan få masserne til at hade og frygte de onde hvide mænd, men når masserne også forventes at omfavne hele striben af forbrydere, selv de hvide, så begynder filmen at knække.

At en muskelbil i kølvandet på frifindelsen af Kyle Rittenhouse pløjede gennem en juleparade i Wisconsin, og efterlod fem døde og 40 sårede, beviser ikke nogen direkte sammenhæng i hovedet på føreren af bilen, men for det progressive narrativ er sammenhængen svær at se bort fra.
Her var ikke tale om “terror” forsikrer justitsministeriets Community Relations Service, så måske vil 11. september 2001 også snart forklares som en trafikulykke.

Terror er som bekendt noget forældre begår, når de ‘truer’ med at trække deres børn ud af skolen.