Progressiv retfærdighed

Frifindelsen af Kyle Rittenhouse er interessant af mange grunde, og der er mange gode grunde til at gå i detaljer med sagen.
Men her vil jeg gøre det modsatte, betragte hele retssagen som en mindre detalje i et større billede.

Formelt handlede den om retten til at forsvare sig, og retten til at kunne (være bevæbnet), og som sådan lå frifindelsen så lige til højrebenet, at der aldrig burde være rejst tiltale, i hvert fald ikke for drab.
Reelt var retsforfølgelsen af Kyle Rittenhouse ekstremt politiseret, og påkaldte sig af den grund international opmærksomhed.

Retten til at forsvare sig selv har vi næsten overalt i verden, men ikke også retten til at gøre det med våben.
Den rettighed blev tilføjet den amerikanske forfatning for at staten ikke skulle have monopol på voldsudøvelse.

Gives mennesker et monopol, er det kun et spørgsmål om tid inden monopolet misbruges

Statens voldsmonopol handler om tryghed, ikke om borgernes, men om statens.
Dels begrænser det borgernes mulighed for at forsvare sig selv imod hinanden, og dels begrænser det borgernes mulighed for at forsvare sig selv imod staten.

Men våbenbesiddelse kan også give en falsk tryghed.
Svenskerne er bedre bevæbnet end os danskere, men myrdes og voldtages alligevel i højere grad end os, ikke direkte af staten men indirekte, by proxy – om man vil.
Reelt er befolkningen mindre truet af statens monopol på voldsudøvelse, end af statens monopol på sandheden, og dette monopol er mere påfaldende i Sverige end i Danmark.
At bryde statens uskrevne love kan være farligere end at bryde dens skrevne, for hele befolkningen pålægges et ansvar for at håndhæve dem.
Social kontrol er ikke kun et fænomen blandt muslimer.

Sagen mod Kyle Rittenhouse gør ondt på den progessive selvforståelse fordi den udstiller et hykleri og en dobbelttænkning.

De progessive ønsker private borgeres ret til at bære våben afskaffet, og ønsker således statens voldsmonopol styrket, men ønsker i samme åndedræt også politiet afskaffet.

Årsagen til at Kyle Rittenhouse tog til Kenosha, og bevæbnede sig med et skydevåben, var netop at de progressive havde presset politimyndighederne væk fra Kenosha.

Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter

Progressiv retfærdighed handler ikke om hvilke midler der må bruges, men om hensigten hvormed de bruges, og ud fra et progressivt synspunkt er det hensigtsmæssigt med restriktiv lovgivning møntet på alskens midler, netop fordi loven kan tilsidesættes af hensyn til dem, der bruger ulovlige midler i en god progressiv hensigt.
Dette er ikke bare en progressiv utopi, men mange steder også en progressiv praksis, arrangeret af progressive multinationale korporationer, fonde og multimilliardærer.

De progressive er ikke principielt tilhængere af vold, men når de kan retfærdiggøre denne måde at ‘udtrykke’ sig på med anti-racisme og modstand overfor politivold, så har de svært ved at affinde sig med voldeligt selvforsvar, der ikke er udøvet i en tilsvarende god og progressiv hensigt.

En ting er at gode hensigter er lette at påberåbe sig men vanskelige at verificere, og som sådan udgør tvivlsomme byggesten for et retssamfund. Noget andet er at mennesker ofte opnår noget helt andet med deres midler end det, de faktisk havde til hensigt.
Særligt når mange mennesker er nødt til at samarbejde, for at opnå et eller andet, kan afstanden mellem erklærede mål og anvendte midler gøre de reelle hensigter sværere at overskue/gennemskue for alle dem, der direkte anvender (eller udgør) midlerne.
Er man mange nok, der er rene nok, både i hjertet og hovedet, er ingen grusomhed uopnåelig.

Det ‘antiracistiske’ narrativ

Mange af dem der brændte sorte bydele i USA ned i George Floyds og antiracismens navn, gjorde det uden tvivl i den gode hensigt at ville gavne de sorte – koste hvad og hvem det vil.
Dertil blev de mere eller mindre direkte ansporet af prominente demokrater og størstedelen af MSM.

Der er et mønster her, som går meget længere tilbage, men lad os spole frem til 1991, hvor Rodney King blev tævet grundigt og grundløst af fire betjente.
Voldsepisoden blev filmet og siden spredt på tv, og da de fire betjente året efter blev frifundet for vold af en jury, der overvejende bestod af hvide, fik det sorte i Los Angeles til gå amok på tilfældige hvide, hispanics og asiater, og på deres forretninger.

Var ‘raceoptøjerne’ i Los Angeles racistisk motiveret?
Helt sikkert.
Var politivolden mod Rodney King racistisk motiveret?
Muligvis.
Derfor blev blev der også taget skridt i mange amerikanske politikredse for fremover at undgå mistanker om racistisk motiveret politivold rettet imod sorte. Og frem til 2012 lå narrativet om politivold rettet imod sorte temmelig dødt.
Men så blev Trayvon Martin dræbt af George Zimmerman i selvforsvar.

George Zimmerman var vagt og ikke betjent, og han var heller ikke hvid. Med peruviansk-indianske, tyske og afrikanske aner faldt han uden for kategori, men han valgte at beskrive sig selv som hispanic.
Trayvon Martin derimod var lettere racebestemmelig, tydeligvis mere sort end Barack Obama, der alligevel omfavnede ham verbalt som sin egen afdøde søn, altimens MSM løj George Zimmerman hvid og racistisk.

Stofmisbrugeren Trayvon Martin blev ikke rigtig annammet af de sorte i USA som deres martyr, og forsøget på justitsmyrde George Zimmerman slog også fejl.

Men hvorfor prøvede Obama og MSM at puste nyt liv i myten om hvid systemisk racisme?
Nok fordi narrativet kunne bruges til at fastholde eller udbygge antallet af vælgere/seere, og som våben vendt imod konkurrenter.

No justice no peace

BLM blev stiftet kort efter frifindelsen af George Zimmerman, og da George Floyd 25. maj 2020 tilsyneladende blev dræbt af en hvid betjent, var protesterne imod ‘systemisk racisme’ i mellemtiden blevet langt bedre organiseret og finansieret.
Det var bare en ekstra sjat ‘benzin til bålet’, da sorte Jacob Blake 23. august 2020 blev skudt og invalideret af en hvid betjent i Kenosha, hvor Kyle Rittenhouse to dage senere måtte kæmpe for sit liv.
MSM nærede narrativet om systemisk racisme ved at lyve Kyle Rittenhouse til racistisk aggressor, og lyve hans ‘ofre’ sorte.

Sammenligner man ‘raceoptøjerne’ organiseret af BLM med ‘raceoptøjerne’ i Los Angeles fra 1992, så er det påfaldende så hvid og uautentisk racismen pludselig er. Mere et udtryk for revolutionær socialisme, end for ægtefølt sort revanchisme.

Nu hvor Kyle Rittenhouse er frifundet, og der gættes på hvor mange penge han kan sagsøge politikere og medier for, er Nicholas Sandmann trukket ud af glemslen. Politivold og retten til at bære våben er sekundært i forhold til narrativet om den hvide mands systemiske racisme.

En hvid 16-årig katolik der blev chikaneret, først af sorte hebræere og derefter af en ‘professionel’ indianer, og som tog det hele med et smil, gjorde drengen til en øretæveindbydende racistisk provokatør i MSM.

Obama fandt sig ikke i at George Zimmerman blev frikendt, og pudsede FBI på ham, og nu kræver Jarold Nadler også Kyle Rittenhouse kigget efter i sømmene en ekstra gang.
Selv Brandon er ”vred og bekymret” over frifindelsen, men virker mere optaget af at indoktrinere skolebørn med racisme kritisk raceteori.
Forældre der protesterer over det, regnes nu for hjemlige terrorister af KGB FBI.

Det er surrealistisk at bevidne USA overhale EU i institutionaliseret marxisme, men den virker også desperat, panikken kan lugtes helt over Atlanten.