“Rusland slår til mod Kiev, Trump har fået nok af Zelenskyj” + 2 artikler af Hans Rustad

Det skriver Erling Marthinsen her

Taget herfra

Missiler rammer Kiev, mens Trump beskylder Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj for at »skade« fredsforhandlingerne.
Ukraines præsident udelukker at acceptere russisk suverænitet over Krim. Russerne vil på sin side aldrig opgive Krim og adgangen til den ekstremt vigtige flådebase i Sevastopol. Dermed er situationen helt fastlåst.

Rusland har hævdet, at det bliver tydeligere »for hvert sekund«, at regeringen i Kiev ikke er i stand til at forhandle en aftale på plads for at bringe krigen i Ukraine til ophør, ifølge The Times.

Maria Zakharova, talskvinde for det russiske udenrigsministerium, sagde:

– For hver dag, for hver time, for hvert sekund, bliver Zelenskys manglende evne til at indgå en aftale mere og mere åbenbar.
Zakharova beskyldte Zelenskyj for at »sabotere« både en 30-dages gensidig våbenhvile i angrebene på energi-infrastrukturen, og en 30-timers påske-våbenhvile, som præsident Putin havde annonceret.

I begge tilfælde beskyldte Ukraine Rusland for at have brudt aftalerne, mens Moskva sagde, at ukrainske angreb fortsatte mod russiske mål.

Præsident Trump har stillet et ultimatum til præsident Zelenskyj for at få en hurtig løsning på konflikten. Han stiller spørgsmålet: Kan Ukraine virkelig klare tre år til med krig uden støtte fra USA?

Der er stadig stor vilje i en del vesteuropæiske lande til at fortsætte med massiv støtte til Kiev, i hvert fald blandt politikere. Ingen bryder sig om, hvad skatteyderne mener.

Putin har tilbudt en fredsaftale baseret på de nuværende frontlinjer. Det vil naturligvis være smertefuldt for Ukraine, men hvis man ser bort fra Krim, er der ikke tale om massive områder.

Smertefuldt, men noget Ukraine som nation kan overleve. Alternativet er fortsat krig, uden amerikansk støtte.

Beslutningen til USAs spesialutsending Steve Witkoff, og utenriksminister Marco Rubio, om å komme til Paris i forrige uke, ble først tolket som en seier for Ukraina. Men i virkeligheten hadde Witkoff og Rubio kommet til Paris for å stille et ultimatum.

Trump er ved at være træt af, at fredsforhandlingerne ikke fører frem, og ønskede en hurtig afslutning på forhandlingerne.

Præsident Zelenskys team blev præsenteret for et fredsforslag, og informeret om, at dette var Trumps «endelige tilbud».

Ved nærmere eftersyn så det ud til, at den amerikanske fredsaftale gav Putin betydelige indrømmelser, mens Ukraine fik lidt tilbage.

Trump tilbød at anerkjenne russisk suverænitet over Krim, halvøen som Putin annekterede i 2014, og ønsket at fryse konflikten langs de nuværende frontlinjer, sådan at den russiske presidenten kunne beholde det han havde erobret i Kherson, Zaporizhzhia, Luhansk og Donetsk.

Trump ville også give efter for USA’s sanktioner mod Rusland, som har været indført siden 2014, og uddybe det økonomiske samarbejde med Kreml. Samtidig ville Ukraine få forbud mod at blive medlem af NATO, selv om muligheden for at blive EU-medlem blev holdt åben.

Som sagt er dette måske ubehageligt, men det stemmer overens med realiteterne langs frontlinjerne efter over tre år med blodig krig.

Rubio antydede, at USA havde brug for et svar «inden for få dage». Trump bekræftede Rubios holdning over for journalister i Det Hvide Hus.

– Vi ønsker at få det gjort hurtigt. Hvis en af de to parter, af en eller anden grund, gør det meget vanskeligt, vil vi bare sige: ‘I er tåpelige, I er idioter, I er forfærdelige mennesker’, og vi vil bare lade det passere. Men forhåbentlig behøver vi ikke gøre det.«
For europæiske lande, som har sat alt ind på ukrainsk side, er dette ikke rart at høre. Men også Bruxelles og Stortinget må se realiteten i øjnene.

Macron og Starmer kan gerne drømme om en koalition af villige. Men Europa mangler soldater, logistik og materiel, og består stort set af gældstyngede nationer, der befinder sig i en selvforskyldt recession.

Det lover ikke godt for en langvarig krig mod Rusland, som på grund af sit styre ikke behøver at tage særlig hensyn til befolkningens velfærd.

Befolkningen i Vesteuropa er allerede hårdt presset på grund af masseindvandring, klima-hysteri og skyhøje skatter. Tålmodigheden nærmer sig sandsynligvis bristepunktet.

Zelenskyj er sandsynligvis langt mindre populær blandt almindelige europæere, end han var for to år siden. En fredsaftale nu er muligvis Kievs bitre, men bedste alternativ.

Taget herfra

Jeg gætter på at man kan “takke” EU tåbelige “vi-støtter-dig-altid-ligegyldigt-hvor-urealistiske-krav-du-stiller” støtte til Zelensky for at Zelensky tror at han kan skaffe Krim tilbage til Ukraine …

Tåbelige inkompetente og urealistiske EU forlænger kun krigen …

Her er en anden artikel om samme emne:

Trump: Zelenskyj har ingen kort at spille, men lader som han sitter med hånden fuld

Det skriver Hans Rustad her

Taget herfra

Afvisningen af tilbudet om at anerkende russisk kontrol over Krim er skadelig for fredsprocessen, siger Trump, og spekulerer på, om Zelenskyj forestiller sig tre år mere med krig. I så fald bliver det uden USA’s støtte. Hvis Krim er uafståelig, hvorfor lod Kiev så Krim glide ud af hænderne under Obama? Hvorfor løftede de ikke en finger dengang? spurgte Trump.

»Denne udtalelse er meget skadelig for fredsforhandlingerne med Rusland, da Krim blev tabt for mange år siden under præsident Barack Hussein Obamas ledelse, og ikke engang er et diskussionspunkt«, skrev Trump på Truth Social onsdag. »Ingen beder Zelensky om at anerkende Krim som russisk territorium, men hvis han vil have Krim, hvorfor kæmpede de så ikke for det for elleve år siden, da det blev overdraget til Rusland uden at et eneste skud blev affyret?«

Trump tilføjede, at »provokative udtalelser som Zelenskijs« gør det »så svært at afgøre denne krig«.
Zelenskij lader som om han har kort tilbage at spille. Han har ingen, fastslog Trump og mente, at Zelenskij burde komme til fornuft, før det er for sent, og han har tabt hele landet.

»Han har intet at prale af!« sagde Trump. »Situationen for Ukraine er alvorlig – han kan få fred, eller han kan kæmpe i yderligere tre år, før han taber hele landet.« Zelenskijs udtalelse »vil ikke gøre andet end at forlænge ›slagmarken‹, og det er der ingen, der ønsker! Vi er meget tæt på en aftale, men manden, der »ikke har nogen kort at spille«, bør nu endelig FÅ DET GJORT.”

At Rubio udeblev fra London, og Trump taler lige fra leveren, tyder på, at Trump-administrationen forbereder sig på at smide sine kort og gå sin vej.

Taget herfra

Og her en tredie artikel om samme emne:

Er europæerne blevet sindssyge?

Ligeledes af Hans Rustad

Taget herfra

Efter en katastrofe spørger eftertiden: Hvordan var det muligt? For bare et par år siden ville et sådant spørgsmål være blevet mødt med forbløffelse, men nu er det eskaleret næsten fra uge til uge, og alt synes muligt.

USA ser ud til at trække sig ud af fredsforhandlingerne i Ukraine – ja, ud af hele krigen, vil jeg gætte på. Jeg kan ikke se, at USA under Trump vil spille andenviolin over for politikere som Macron, der blokerer for en løsning.

De fleste europæere er tavse. Der var en voldsom protest i mange lande mod Bush II før invasionen af Irak. Men så stilnede det af. Nu har der næsten ikke været noget i Vesteuropa. Der har været krigsprotester i Slovakiet og Prag.

Den europæiske venstrefløj er derimod gået på gaden for at demonstrere sammen med muslimer mod Israel.

Dette har ikke gjort indtryk på de europæiske politikere. De synes at have accepteret, at muslimerne og venstrefløjen kontrollerer gaderne og det offentlige rum, ligesom nazisterne gjorde det i Tyskland.

Politikere er optaget af én ting: Krig. Den må Putin ikke vinde.

Con Coughlin er forsvars- og udenrigsredaktør på Telegraph. Han plejede at være på samme side som republikanerne i USA og havde en hel del neocon i sig. Men han har ikke kunnet eller villet følge med Trump 2.0. Det har en af hans kolleger, Janet Daley, som tidligere forsvarede USA, men som nu siger, at USA er blevet en fjende, heller ikke.

Det er ret skræmmende at læse kommentatorer, som man plejede at hente inspiration fra, næsten implodere for øjnene af en.

Nu saboterer Coughlin Trumps Ukraine-linje, og han er ikke alene.

Men det er den voldsomhed, hvormed han gør det, der efterlader et ubehageligt indtryk af, at noget er gået galt.

Kapitulation, forræderi, eftergivenhed, opgivelse. Det er de ord, der bedst beskriver den skandaløse undskyldning for en fredsaftale, som Trump-administrationen i øjeblikket sælger rundt omkring i Europa.

I stedet for at forsøge at tage fat på de grundlæggende årsager til konflikten – nemlig Ruslands uprovokerede invasion af en suveræn stat – er Trump og hans medløbere kommet til den perverse konklusion, at den bedste måde at opnå fred i Ukraine på er at belønne den russiske præsident Vladimir Putin for hans åbenlyse militære aggression.

Efter tre et halvt års krig, hvad havde de forestillet sig? Europæerne klamrer sig stadig til ideen om, at moralen overvinder alt. Det er bare et spørgsmål om at gå efter det. Det er kun viljen, der betyder noget.

Den absolut mest skandaløse del af forslaget, som Trump har kaldt sit “endelige tilbud”, er, at til gengæld for at Rusland indstiller fjendtlighederne langs deres nuværende frontlinjer, vil Washington gå med til en de jure anerkendelse af russisk kontrol over Krim. Derudover vil Rusland drage fordel af Washingtons de facto-anerkendelse af alt det territorium i det østlige Ukraine, som Moskva har erobret, besat og ulovligt annekteret i løbet af det seneste årti.

Kyiv siger nej til alt, og vesteuropæerne støtter dem betingelsesløst.</p

Coughlin er blandt dem, der nævner den regelbundne verdensorden, som om det er noget, der er blevet opretholdt og er ved at blive brudt med Trump. Hvad med Demokraternes instrumentalisering af staten for at knække Trump, fordi det involverede det globale Five Eyes-samarbejde (et efterretningssamarbejde mellem USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand). Det var ikke særligt regelbaseret for NATO-landene at deltage i en sammensværgelse for at kompromittere en amerikansk præsidentkandidat. Det samme skete i 2020, da CIA greb direkte ind i valget med en stor, fed løgn, som også involverede russerne. Trumps påstande om, at Hunters bærbare computer var ægte, var russisk misinformation ifølge 51 topembedsmænd i efterretningstjenesten. Ved begge valg – i 2016 og 2020 – blev Rusland-kortet spillet.

Europæiske medier, som er stolte af deres frie presse – især den norske – har slet ikke skrevet om Russiagate. Den største politiske skandale i moderne amerikansk historie eksisterer ikke.

Det har skabt den store politiske afstand mellem Europa og USA, som J.D. Vance påpegede i München. Trumps vælgere ved noget om truslen mod demokratiet, som europæerne ikke ved, og europæiske politikere skal sørge for, at de heller ikke gør det.

Derfor opbygges det samme censurkompleks i Europa, som amerikanerne stemte imod, da de valgte Trump.

Europæerne har ikke indset, at de bliver ført bag lyset af deres egne ledere.

Reaktionen på den nye undtagelseslov viser, at der er grænser for, hvor langt man kan gå i Kongeriget Norge. Men det var helt op til målstregen, før også Ap kastede håndklædet i ringen, og spørgsmålet står tilbage: Hvordan kom denne lov i stand?

Det siger noget om Arbeiderpartiets og Høyres hybris, at de ville presse denne lov igennem i et valgår.

Der er sket et paradigmeskifte i Vesteuropa, og det har med Rusland at gøre, men ikke på den måde, som vi får serveret af krigspartiet. Det starter med den amerikanske elite, som går i krig mod en af deres egne, som er blevet en overløber. De tager fløjlshandskerne af, og alle midler er tilladt.

Sådan var det under selve galionsfiguren for de progressive vesterlændinge, Barack Obama. Glansen er for længst forsvundet i USA, men i Europa skinner han stadig.

Obama kommer til Oslo til en underskriftsceremoni i maj. For den norske elite er han et idol, som bekræfter, at det had, de hver dag spyr ud mod manden i Det Hvide Hus, er berettiget.

Det er endnu ikke gået op for den norske elite, at deres hest har tabt.

Baggrunden for torsdagens møde mellem Støre, Stoltenberg og Trump i Det Hvide Hus er mørk. Trump kender selvfølgelig til Norges iver efter at fortsætte krigen og samtidig angribe Israel. Men gæsterne er ikke klar over, at de er blevet gennemskuet, at deres vært ved noget om dem, som de ikke selv ved.

Trump har ikke brug for en Trump-hvisker, det er europæerne, der har brug for det.

De har ikke meget tid til rådighed.

Taget herfra