“Slaget om England – den gang og nu”

Klaus Ewald skriver her om England, der vandt det slag i 1940. Og stiller det relevante spørgsmål: “hvor fri er England her 84 år senere” ? og “Starmer består af samme type stof som en Vidkun Quisling gjorde det i Norge under krigen.”

Taget herfra

Juli og august måned 1940 var varm over både den franske og den engelske kyst. Englænderne havde haft held til at evakuere små 350.000 elitesoldater fra det britiske ekspeditionskorps fra kysten omkring Dunkerque. Det var sket et par måneder før ved frivillig indsats fra hundredvis af engelske bådejere, der samlede de sammenstuvede soldater op fra stranden. Det var sket på premierminister Churchills opfordring.

Luftalarmerne over de engelske flyvebaser lød dagligt. Spitfire-piloterne nåede knap andet end en basis træning før de blev kastet ind i voldsomme luftkampe op mod de tyske Focke Wulf. Royal Airforce-piloterne fløj i døgndrift for at forsvare det engelske hovedland mod den nazistiske fjendes Operation Søløve, planen om invasion af det engelske kontinent.

Churchill opildnede til modstand og kaldte kampen om England, The Battle of Britain, for afgørende for civilisationens overlevelse, nu da kampen om Frankrig var tabt.

England holdt ud, og tyskerne opgav ævred efter tab af talrige bombe- og jagerfly og ikke mindst piloter. England var ubesejret, og kunne fortsætte sin kamp, en kamp der varede 5 år mere, og hvor Churchill kun kunne love sit folk blod, sved og tårer før den endelige sejr. Den kom også den 4. maj, hvor Montgomery på Lüneburger Heide fik de tyske udsendte til at underskrive en fredstraktat om betingelsesløs overgivelse.

Den påståede frie verden bestod sin prøve. Men, hvor fri er England her 84 år senere?

Sommeren og sensommeren 2024 så nogle af de værste optøjer i England nogensinde. Anledningen og dråben var knivdrabene på 3 engelske småpiger begået af en yngre mand af afrikansk afstamning. I en i øvrigt uendelig række af spiral af overgreb og kriminalitet begået af migranter og deres efterkommere mod etniske englændere.

Den nyligt valgte premierminister Keir Starmer fra Labour fortsætter sin forgænger, den konservative Rishi Sunaks, laissez-faire politik over for den flodbølge af invaderende bådmigranter, der sætter kursen mod Dover fra kysten ved Calais i Frankrig i håbet om at få en bedre fremtid i England. Migrantbåde, der ofte har følgeskab af franske flådefartøjer, der sikrer en tryg overfart.

Til trods for op mod 10 millioner stemmer lykkedes det ikke Nigel Farrage og hans Reform UK at få mere end 4 mandater valgt ind i det engelske parlament ved valget i juni grundet det engelske valgsystem, hvor vinderen i en valgkreds tager det hele.

Resultatet? At Labour med blot 29 millioner stemmer nærmest har fået fuldt hus i Underhuset til absolut ikke at foretage sig noget som helst andet end at Starmer fortsætter den islamiseringsproces, verdens tidligere førende nation er inde i.

I stedet for at tage den folkelige protest mod befolkningsudskiftningen alvorligt, kalder han hånligt almindelige demonstranter såvel som hooligans for højreekstreme. Og har opfordret politi, anklagemyndighed og domstole til at opprioritere den skærpede lovgivning mod protesterne, som er blevet vedtaget. Medierne bifalder og hetzer på vanlig vis.

Intet lederskab, ingen fædrelandsfølelse, kort sagt en initiator for den engelske civilisations undergang. Og det blot for at opnå kontinuerlig anerkendelse fra andre lige så slappe og globalistisk indstillede socialistiske og liberalistiske statsledere i Europa, der alle som en sætter tommelskruerne på enhver, der udtaler kritik af, at Europa bevæger sig mod en sort middelalder og fremtid under islam.

Præcis som den fremtidsudsigt, der udspillede sig i sommeren 1940, hvor kun den folkelige opbakning bag en determineret premierminister Winston Churchill holdt skansen under en fælles indsats.

Historien har det med at gentage sig selv og rotere om sin egen akse. Det helt afgørende er, om folkets ledere er med eller mod folket.

I England er der indsat en leder, der er folkets og Englands værste fjende. Tilsvarende i lande som Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig for at nævne et par eksempler. Thatcher roterer i sin grav, Churchill lige så.

Hvis valghandlinger ikke kan ændre på udviklingen, så er der kun fakler og høtyve tilbage, og det er der, Vesteuropa og EU befinder sig for tiden.

Svagheden i demokratierne er helt åbenbar, for så længe medierne optræder som slangerne i paradiset til fordel for korrupte magthavere, så får de enkelte, etniske befolkningsgrupper ikke andre valgmuligheder end de siddende marionetdukker.

Ingen nationale befolkningsgruppers flertal kan ved sine sansers fulde fem ønske sig, at invasive, fremmede befolkningsgrupper som det 3. verdensborgere udgør, at de skal fortsætte med at mindske sikkerheden på gader og stræder, at de skal have privilegier frem for egne statsborgere. Men, det er ikke desto mindre det der er tilfældet, når en landsforræder som Starmer bliver svoret ind som premierminister. The Battle of Britain var forgæves. England tabte, men først 84 år senere.

Starmer består af samme type stof som en Vidkun Quisling gjorde det i Norge under krigen.

Og han skal behandles der efter.

Taget herfra