Britta Mogensen her om det ynkelige danske justistsystem 🙁
Taget herfra
Bandelederen for bandegrupperingen 9hunna på Fyn, den seriekriminelle somaliske Osman Ali Osman, slap i Odense Byret på trods af fem tidligere betingede udvisninger/advarsler endnu engang for at blive udvist.
Han er blot en af (alt for) mange. Tusindvis slipper for udvisning, skriver EkstraBladet.
Mere om Osman nedenfor.
Et retssamfund
Et af kendetegnene ved et retssamfund er, at domme er nogenlunde forudsigelige. Der kan være såvel formildende som skærpende omstændigheder, som dommerne tager i betragtning, før en dom afsiges.
Men dommene forventes dog altid at være i overensstemmelse med de love, politikerne har vedtaget, samt intentionerne, som fremgår af forarbejderne til loven.
Det er sådan i det store hele måden, vores nationale retssystem fungerer på. Ret, rimelighed, ensartethed, objektivitet, forudsigelighed og – ikke at forglemme – hensynet til befolkningens retsfølelse.
Hvorfor føles disse plusord så ikke længere sådan af en stor del af befolkningen?
Et kludetæppe af retssystemer
Op gennem tiderne er vores retssystem ændret (forfinet, kunne man kalde det) i overensstemmelse med dansk kultur og historie, danske traditioner og sædvaner, sociale relationer etc.
Vores nationale retssystem er dog ikke længere så nationalt, at det gør noget.
I 1953 valgte politikerne at tilføje en passus til Grundloven (§ 20, stk. 1): ”Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.”
Det af mig kursiverede har voldt og volder stadig problemer, fordi de fire små ord i paragraffen gav mulighed for talrige fortolkninger og konflikter.
Se DKA fra 10. oktober 2018, hvor advokat (H) Jacob Schall Holberg (s. 10) under afsnittet Afgivelse af suverænitet – hvor meget er ”i nærmere bestemt omfang”? nærmere redegør for formålet, nemlig ”at gøre det muligt for Danmark […] at deltage i internationalt samarbejde, som indebærer, at det overlades til en mellemfolkelig organisation at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning her i landet. Da det ikke med sikkerhed kunne forudsiges, hvilke former det mellemfolkelige samarbejde ville antage i fremtiden, blev der ikke foretaget nogen snævrere afgrænsning af, hvilke beføjelser bestemmelsen omfatter. Det var således tilsigtet at give vide rammer for adgangen til suverænitetsafgivelse.”
Det er for mig at se det første dødsstød mod vores nationale retssystem. Det gjorde det muligt for politikerne at ratificere konventioner, der er i direkte modstrid med Grundloven, herunder ikke mindst § 44: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.”
Menneskerettighedsdomstolen – en domstol under Europarådet
Menneskerettighedsdomstolen består ikke kun af medlemmer af EU. For at sikre, at så mange lande som muligt kan komme til orde, er kriteriet for at kunne få en dommer ind i denne Domstol, at et land har ratificeret Menneskerettighedskonventionen.
Vi er således blevet beriget med et multi-kulti kludetæppe af retssystemer, der stammer fra seksogfyrre lande, som alle har ratificeret Menneskerettighedskonventionen. Det betyder, at der sidder dommere i Domstolen, der dømmer ud fra hvert deres lands kultur, historie og traditioner og fornemmelse for rimelighed.
(Tidligere var der syvogfyrre lande, men Rusland forlod Domstolen i 2022.)
Det skal formentlig fremkalde en fællesskabsfølelse, men det siger sig selv, at en sådan kunstigt skabt fællesskabsfølelse er påtvungen og ikke-eksisterende.
Dommerne ved vores nationale domstole er uddannet til dommergerningen. Sådan er det ikke nødvendigvis i Menneskerettighedsdomstolen, hvor kriterierne for at blive ansat som dommer er nogle helt andre.
Man kan se af denne liste i DKA, at mange af de såkaldte dommere i Menneskerettighedsdomstolen kun har arbejdet inden for branchen menneskerettigheder, men aldrig har fungeret i en domstol i deres hjemland. Hvordan dét at arbejde som NGO skulle gøre en person specielt egnet til at ændre seksogfyrre landes nationale domstole, hvor ethvert aspekt af en dømt udvist forbryders forhold endevendes, er nok et spørgsmål.
En lang kæde af hensyn, der langt overskygger hensynet til befolkningen
Hensynet til den kriminelles forhold er legio: Er han født her, opvokset her, har stiftet egen familie (kone og børn), er han integreret (dvs. politikernes definition af integration), hvordan med skolegang, arbejde, helbred.
Landsretten og/eller Højesteret vægter bl.a. tidligere domme, opholds- og forsørgelsesgrundlag og arbejdsmarkedstilknytning, da disse momenter er helt afgørende i en straffesag i forhold til strafudmåling og udvisningsspørgsmål.
Til gengæld tages der aldrig hensyn til, hvilken indflydelse en udenlandsk kriminel har på den danske befolknings livskvalitet.
Med Katrine Winkel Holms ord (efter hukommelsen): ”Man er gået fra nationens overlevelse til den enkelte persons menneskerettigheder.”
Betingede udvisningsdomme/advarsler, der af befolkningen generelt ses som en absurditet, er så talrige som perler på en snor.
Til gengæld er der så langt mellem ubetingede udvisningsdomme, som der er afstand mellem værtshuse på en saudi arabisk landevej.
Bestialsk kriminalitet
Samtidig med dette kludetæppe af retssystemer, der alle er beregnet på at beskytte kriminelle udlændinge, har vi fået en bestialsk kriminel adfærd ind i landet med alt, hvad det indebærer. Der er ingen grund til at remse kriminalitetsformerne op her; vi kender dem alle og ser dem udfolde sig hver eneste dag.
Det er tydeligt, at foragten for menneskeliv er blevet fremherskende.
Der er således ikke længere sammenhæng mellem det national retssystems rimelighed og kriminalitetsadfærden. Milde domme til grove forbrydere giver ingen mening. Den højt besungne proportionalitet, der altid lægges frem til beskyttelse af udlændinges kriminalitet, ses ikke med omvendt fortegn.
De krænkende menneskerettigheder
Der er ikke kun i Danmark, men stort set overalt, at der er vrede og lede over de menneskerettigheder, der på ingen måde tager hensyn til befolkningen.
Vi har set eksempler på en endog meget kraftig udvidelse af begrebet familieliv. Mordere og andre forbrydere, der kun har forældre og andre familiemedlemmer i Danmark, bliver beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (ret til familieliv).
Kan en fremmed ikke komme afsted med at kræve sit ikke-familieliv respekteret, kan vedkommende altid finde på at påkalde sig artikel 14 (forbud mod diskrimination).
Dynamiske domstole, retssikkerhed og demokrati
I 2003, da to tyrkiske fætre (17 og 19 år) myrdede en italiensk rygsæksturist, blev de udvist efter afsoning af deres domme. Den ene blev eskorteret af sin far på hjemrejsen. Meget har ændret sig siden.
De fremmedes rettigheder udvides konstant af den aktivistiske Menneskerettighedsdomstol. Ved hver udvidelse sker der samtidig en indskrænkning af den danske befolknings. Der er dermed tale om, at de højt besungne menneskerettigheder krænker danskerne.
Fhv. højesteretspræsident, professor, dr.merc.h.c. Børge Dahl spørger i et indlæg til Retsudvalget: ”Dynamiske domstole, retssikkerhed og demokrati: Skal menneskerettigheder udvikles af politikere eller dommere?”
https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/REU/bilag/35/1819581.pdf (scroll ned til 2. spalte – side 145 – midtfor).
På side 147 skriver Børge Dahl: ”… og det er vigtigt, at udviklingen internationalt ikke bliver så dynamisk, at man ikke kan følge med nationalt. Det bliver nemlig på sigt et problem for tilliden til danske domstole, når domstolene bliver sat til at stå på mål for afgørelser fra internationale domstole, der er så dynamiske, at det ikke er til at se retsstatsprincippet respekteret. Hensynet til retssikkerheden sætter en grænse for, hvor kreativt og dynamisk domsmagt kan udøves. Det bliver tilsvarende et problem for tilliden til demokratiet, når vores valgte politikere som følge af sådanne afgørelser afskæres fra at bestemme over væsentlige samfundsmæssige spørgsmål i overensstemmelse med, hvad befolkningen kan se sig selv i.”
Se også:
Tilbage til Osman
Osmans kriminalitet er omfattende og har gennem årene bestået i bl.a. vidnetrusler og torturlignende vold.
Byretsdommen er i den grad ubegribelig. Den fremstår nærmest, som om retten er fuldstændig ubekendt med Osmans omfattende og meget grove kriminalitet.
Der er absolut intet, der taler for, at Osman ikke skal (og for længst skulle) dømmes til udvisning. Han lever ikke op til et eneste af de ovenfor nævnte hensyn. Han er ikke født i Danmark, har ikke stiftet familie, er på ingen måde integreret, han er somalisk statsborger, har kun gået i folkeskole, har aldrig arbejdet, og hans helbred er uden tvivl helt i top, når henses til hans aktivitetsniveau, når det gælder kriminalitet.
Statsadvokaten netop har anket dommen til landsretten. Måske bliver han udvist dér. Så ankes sagen til Højesteret. Skulle han bliver udvist dér, venter Menneskerettighedsdomstolen forude.
Vi kender rumlen: Hvis sagen skulle ende med en udvisning, kommer han næppe længere end til Kærshovedgaard. Og her har han frit spil til at fortsætte sin kriminelle karriere.
Taget herfra
det her er, hvad Danmark burde gøre HVER gang en flygtning/indvandrer/etc begår en alvorlig forbrydelse – og det skal ske FØRSTE gang :
Leave a Reply