Som underviser i uniformsetikette har jeg med interesse fulgt debatten i diverse fagtidsskrifter om sundhedspersonales uniformering, og hvorvidt videnskabeligt belæg og hensyn til patienten eller hensyn til religiøs dogmatik skal styre uniformskodeks i det offentlige sundhedsvæsen.

I tilfældet med indførelsen af en ren, kortærmet uniform og nøgne arme har personalet sat hensynet til patientens sikkerhed og evidensen for, at hygiejne er et probat middel til infektionsforebyggelse, forud for hensynet til andre værdier. Men skal mikrobiologisk ’renhed’ være et troværdigt argument for ensartede uniformskrav, må fingerringene også væk, så hænderne kan vaskes rene, og det må afklares, om der er videnskabeligt belæg for at kræve, at hovedbeklædning skal følge uniformen til vask, være af engangsmateriale og skal fæstes oven på hovedet ligesom langt hår.

Uniformsstandarden må også fastholdes uden mellemløsninger, for al erfaring viser, at skjorter, overtrækskitler, sjælevarmere ikke fjernes, når man ‘bare lige skal…’. Og hvis der anvendes privat tøj, viser det sig, at dette hygiejnisk set hverken bliver skiftet eller vasket tilstrækkeligt.

Det danske samfund er et sekulariseret samfund med et offentligt sundhedsvæsen, som hidtil har været frigjort fra religion, filantropi og anden ideologi. Den neutrale uniformering afspejler denne værdi, og personalet uddannes til at møde mennesker med forskellige livsopfattelser og muligheder med respekt og forståelse. Uniformen forventes derfor anvendt uden nogen markering af personlige holdninger. Personalet har respekteret dette, fordi neutraliteten anses for tillidsskabende, da alle trygt kan søge den fornødne hjælp uanset eget ideologiske ståsted – hvilket er nødvendigt for samarbejdet mellem patient og sundhedsperson. Genindførelse af filantropi og ortodokse muslimske kvinders religiøse krav om at være tildækkede under arbejdet sætter nu hensynet til religiøs dogmatik over værdien af uniformens ‘ideologiske renhed’.

Men skal denne ændring ske, kræver det en mere generel afklaring af, hvilke ideologiske argumenter og symboler der er acceptable, og hvilke der ikke er. Det må afklares, om åbenheden også omfatter andre beklædningsgenstande, kors, vielsesringe eller kropsudsmykninger, ligesom disse hensyn må afvejes i forhold til patientens sikkerhed og hensynet til hygiejnen. Samtidig må det afklares, om hensynet til en religiøs minoritet skal vægtes højere end hensynet til den minoritet, for hvem en symbolsk tildækning kan være en uønsket konfrontation med ubehagelige oplevelser i mødet med samme religion.

Efter mange års hensynsbetændelse og behagesyge i sundhedsvæsenet har uniformeringen nu startet en debat om de værdier, som skal sikre, at sundhedspersonalet også i fremtiden formår at vise hensyn til flertallet og forståelse for mindretallet i mødet med patienter og kolleger. Værdier skabes ikke med beskyldninger om fremmedhad og racisme eller med trusler om mangel på kvalificeret arbejdskraft. Den slags fører kun til gensidig fundamentalisme. Værdier skabes over (lang) tid gennem sober dialog mellem kolleger med frihed til at ytre sig og med tillid til, at synspunkter vil blive mødt med respekt og forståelse – også for at muslimske kvinders tildækning kan virke krænkende på mennesker, som har det åbne og blottede hoved som et, måske kristent, symbol på frihed og lighed, som også gælder i relationen mellem de to køn.

Som underviser i uniformsetikette har jeg med interesse fulgt debatten i diverse fagtidsskrifter om sundhedspersonales uniformering, og hvorvidt videnskabeligt belæg og hensyn til patienten eller hensyn til religiøs dogmatik skal styre uniformskodeks i det offentlige sundhedsvæsen.

I tilfældet med indførelsen af en ren, kortærmet uniform og nøgne arme har personalet sat hensynet til patientens sikkerhed og evidensen for, at hygiejne er et probat middel til infektionsforebyggelse, forud for hensynet til andre værdier. Men skal mikrobiologisk ’renhed’ være et troværdigt argument for ensartede uniformskrav, må fingerringene også væk, så hænderne kan vaskes rene, og det må afklares, om der er videnskabeligt belæg for at kræve, at hovedbeklædning skal følge uniformen til vask, være af engangsmateriale og skal fæstes oven på hovedet ligesom langt hår.

Uniformsstandarden må også fastholdes uden mellemløsninger, for al erfaring viser, at skjorter, overtrækskitler, sjælevarmere ikke fjernes, når man ‘bare lige skal…’. Og hvis der anvendes privat tøj, viser det sig, at dette hygiejnisk set hverken bliver skiftet eller vasket tilstrækkeligt.

Det danske samfund er et sekulariseret samfund med et offentligt sundhedsvæsen, som hidtil har været frigjort fra religion, filantropi og anden ideologi. Den neutrale uniformering afspejler denne værdi, og personalet uddannes til at møde mennesker med forskellige livsopfattelser og muligheder med respekt og forståelse. Uniformen forventes derfor anvendt uden nogen markering af personlige holdninger. Personalet har respekteret dette, fordi neutraliteten anses for tillidsskabende, da alle trygt kan søge den fornødne hjælp uanset eget ideologiske ståsted – hvilket er nødvendigt for samarbejdet mellem patient og sundhedsperson. Genindførelse af filantropi og ortodokse muslimske kvinders religiøse krav om at være tildækkede under arbejdet sætter nu hensynet til religiøs dogmatik over værdien af uniformens ‘ideologiske renhed’.

Men skal denne ændring ske, kræver det en mere generel afklaring af, hvilke ideologiske argumenter og symboler der er acceptable, og hvilke der ikke er. Det må afklares, om åbenheden også omfatter andre beklædningsgenstande, kors, vielsesringe eller kropsudsmykninger, ligesom disse hensyn må afvejes i forhold til patientens sikkerhed og hensynet til hygiejnen. Samtidig må det afklares, om hensynet til en religiøs minoritet skal vægtes højere end hensynet til den minoritet, for hvem en symbolsk tildækning kan være en uønsket konfrontation med ubehagelige oplevelser i mødet med samme religion.

Efter mange års hensynsbetændelse og behagesyge i sundhedsvæsenet har uniformeringen nu startet en debat om de værdier, som skal sikre, at sundhedspersonalet også i fremtiden formår at vise hensyn til flertallet og forståelse for mindretallet i mødet med patienter og kolleger. Værdier skabes ikke med beskyldninger om fremmedhad og racisme eller med trusler om mangel på kvalificeret arbejdskraft. Den slags fører kun til gensidig fundamentalisme. Værdier skabes over (lang) tid gennem sober dialog mellem kolleger med frihed til at ytre sig og med tillid til, at synspunkter vil blive mødt med respekt og forståelse – også for at muslimske kvinders tildækning kan virke krænkende på mennesker, som har det åbne og blottede hoved som et, måske kristent, symbol på frihed og lighed, som også gælder i relationen mellem de to køn.