Det skriver Kasper Støvring om her
Taget herfra
Drab på en familiefar og en gymnasieelev, milliardudgifter, had til dansk kultur og underminering af sammenhængskraften – fem aktuelle sager demonstrerer endnu en gang den komplet fejlslagne udlændingepolitik.
Vi er rigtig mange, der har fået nok af udlændinge, der er fjendtlige over for Danmark. Vores tålmodighed er brugt op. Færdig. Slut! Vi vil ganske enkelt ikke have dem her i landet.
Hvorfor er de ikke for længst smidt ud af landet, og hvorfor er de overhovedet kommet hertil? Det er der – mindst – ti grunde til.
1. Belønning af foragt
Jo mere foragt for Danmark en person ytrer offentligt, desto stærkere synes hans forhandlingsposition at blive. Den somaliske fleksjobber Mohamed Abdi Kahn kræver 3,5 millioner kroner af den danske stat for at rejse hjem til Djibouti, mens han kalder Danmark et islamfjendtligt og sygt samfund. Vi har svært ved at tackle indvandringens problemer, fordi vores institutioner er bygget til borgere, der anerkender spillets regler, ikke til dem, der bevidst udnytter dem. Der er ingen indbygget mekanisme i den offentlige samtale, der straffer denne form for uforenelighed mellem ord og krav. Tværtimod: jo mere opsigtsvækkende afvisningen er, desto mere taletid og forhandlingsvægt får den, der udtaler afvisningen.
2. Rettigheder vendt mod værtslandet
Da Inger Støjberg i BT’s podcast spurgte, om Kahn overhovedet var taknemmelig for det, Danmark har gjort for ham, svarede han nej. Han er, sagde han, taknemmelig for de europæiske menneskerettigheder, som beskytter ham mod Danmark. Et retssystem, der oprindeligt blev bygget for at værne borgeren mod statens overgreb, bruges her til at legitimere en åben konfrontation med det samme land, der har ydet beskyttelsen. Rettighederne fungerer ikke længere som en ramme om et fælles medborgerskab, men som et værn, udlændinge kan påberåbe sig imod det nationale fællesskab.
3. Illusionen om samtalen
Alt for mange tror, at enhver uenighed kan opløses gennem argumenter, hvis blot vi taler nok sammen. Denne antagelse blev udfordret, da DR’s Deadline inviterede en repræsentant for Hizb ut-Tahrir (HuT) i studiet. Den islamiske organisation opfordrer alle muslimske gymnasieelever i Danmark til at holde fast i deres identitet som muslimer og afvise dansk kultur. Abdi Kahn har tilsvarende skrevet, at Koranen er vigtigere end alle menneskelige love, herunder dansk lov. Vi har altså såkaldte samtalepartnere, der på forhånd erklærer sig løst fra den lovgivning, samtalen skal munde ud i. Så er selve forudsætningen for debat væk.
4. Det liberale demokrati som en undtagelse i historien
Mange taler også om demokratiet, som var det en naturtilstand, mennesket vender tilbage til, hvis det bare får lov. ”I enhver muslim bor en liberaldemokrat, der venter på at springe ud, når undertrykkeren forsvinder”. I virkeligheden er demokratiet en skrøbelig og historisk usædvanlig konstruktion, der kræver aktivt forsvar for at bestå. Den selvfølgelighed, hvormed vores styreform omtales, er selv en del af problemet, fordi den gør os blinde for, hvor let den kan undermineres indefra.
5. Kapring af sproget
Et sprog, der oprindeligt blev udviklet til at frigøre individet, bruges til det modsatte formål. Den populære sanger Isam B. har forsvaret niqaben som et feministisk valg med den begrundelse, at mænd gerne vil se kvinden, og at hun derfor bør dække sig til. Byrden lægges på kvinden, ikke på manden, der ikke kan styre sit blik. Det er også HuT’s strategi. Et sprog om rettigheder, identitet og selvværd kapres til at rekruttere unge ind i en antidemokratisk bevægelse og til at overbevise naive danskere.
Et kuriosum: Serien Tingbjergeksperimentet viste, at de muslimske kvinder foragtede wokekolonisterne, fordi de flyttede så tæt på, at de kunne se ind i andres lejligheder. Det var ellers fristedet, hvor kvinderne endelig kunne smide den forhadte niqab.
6. Symptomet forveksles med årsagen
Når indvandrere begår dødsvold, retter reaktionen sig mod det, myndighederne kan kontrollere, snarere end mod dem, der begår volden. Forbud mod puttefester og storskærmsarrangementer foreslås som svar på drab og vold, mens fokus på udvisning af de kriminelle udebliver.
7. Den manglende kategori
Da Enhedslistens Pelle Dragsted skulle forklare, hvorfor Hizb ut-Tahrir skal bekæmpes, kaldte han organisationen reaktionær og højreorienteret. Men islamisme er en kollektivistisk ideologi, og den minder ikke så lidt om venstrefløjssocialisme. Tilsvarende betegner pan-islamismen et radikalt brud med ikke blot den verdslige grundlov, men med selve nationalstaten og folkestyret. Altså netop det, den konservative højrefløj vil bevare. Venstrefløjen mangler altså et begrebsapparat til en modstander, der hverken passer på den klassiske højre- eller venstreakse. Truslen må først oversættes til kendte fjendebilleder, før den kan gøres politisk spiselig.
Som komikeren Brian Mørk træffende skrev på X: ”Pelle Dragsted kan både skabe problemet, benægte problemet og bagefter placere problemet hos dem, der advarede mod problemet.”
8. Den universelle fejllæsning
Islamismen skal forstås ud fra Huntingtons partikære civilisationsparadigme som udtryk for en radikalt anden, anti-vestlig civilisation. Men den progressive venstrefløj ser islamisten i det, Ryan Smith har kaldt et universalistisk offerbillede, netop som et marginaliseret menneske, der gennem inklusion og dialog kan gøres progressivt. Der er derfor en god logik i, at det netop er venstrefløjen, der historisk har haft det tætteste samarbejde med islamistiske aktører, heriblandt Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid. Den civilisatoriske konflikt undervurderes gang på gang, fordi den optiske ramme, den betragtes igennem, kun kender individer og undertrykkelse, ikke rivaliserende samfundsordener.
9. Den trojanske hest
Kendsgerningen er, at venstrefløjen allierer sig med islamisme, den såkaldte gaucho-islamisme, og totalitære strømninger. Enhedslistens mangeårige samarbejde med terrorbevægelsen DFLP, der har bånd til Hamas, er et eksempel. Dertil kommer, at netop venstrefløjen og liberale har forsvaret en udlændingepolitik, der lukker islamister ind i landet og gør det nemt for dem at forblive islamister, sådan som den forhenværende islamist Yaqoub Ali har påpeget.
10. Ytringsfrihedens dobbelte bogholderi
Forsvaret for ytringsfriheden anvendes forskelligt, alt efter hvem der taler. I BT-podcasten anklagede Abdi Kahn Støjberg for hykleri: Hun forsvarer ytringsfriheden, når det handler om at kritisere profeten Muhammed og islam, men vil ifølge ham fratage andre den samme frihed, når de kritiserer Danmark. Han gik videre og kaldte Støjbergs stramninger på udlændingeområdet for systematisk diskrimination. Ordet diskrimination vendes her om, så det ikke længere beskriver den, der bryder normerne, men den, der håndhæver dem. Tilsvarende er tolerance ikke længere en fordring, der rettes til den, der lytter, men til den, der ytrer. Underforstået: Man må ikke krænke muslimer.
De ti teser viser, at vi mangler sprog og institutioner, der kan håndtere fjender af dansk kultur, som ikke anerkender spillets regler. Derfor forbliver konflikterne uløste.
Hvornår slipper tålmodigheden op?
Af Kasper Støvring
Taget herfra
Illustrationen blev beskået af wordpress
Leave a Reply