“Trump er teaterdæmonen, der forhindrer den politiske midte i at erkende egne fejl”

Det skriver Kasper Støvring her

Taget herfra

Trump fungerer efterhånden som en teaterdæmon, der hives frem på scenen for at blive uddrevet af medlemmer af den politiske midte i medier og politik. For så kan de fremstå som moralske helte i deres eget selvbillede. De voksne. De ansvarlige. De oplyste.

Men dermed undgår de også at erkende deres egne fejl. Uden selvkritik bliver de aldrig klogere og vil derfor blive ved med at tabe.

For hvis man ikke gør noget effektivt ved alle de alvorlige problemer, der bragte Trump til magten, så vil Trump og den nationale højrefløj i andre lande fortsat vinde frem. Når man uddriver den urene ånd og tror huset fejet og prydet, vil den som bekendt vende tilbage med syv andre ånder.

Den politiske midte i det meste af den vestlige verden ligner til forveksling skakspilleren, der nervøst flytter rundt med brikkerne uden at bemærke, at han for længst er sat skakmat. Han fortsætter spillet, ikke fordi der er fornuft i det, men fordi alternativet – at anerkende nederlaget – er utåleligt.

Elitens selvbedrag

Der er noget selvbedragerisk over den måde, hvorpå meningsindustrien hævder at kunne ”forklare” Trump og højrefløjen som en simpel afvigelse fra normalen. Et resultat af racisme, russisk indblanding, forkert mediedækning eller for vidtgående ytringsfrihed.

Enhver forklaring er acceptabel, så længe den fritager den politiske midte for at se indad og konfrontere sin egen fejlslagne analyse og politik. Akkurat som med Ukrainekrigen.

Mens vælgerne bekymrer sig om den muslimske indvandring – der fx i Danmark er næsten fordoblet under den nuværende regering – og om tabet af arbejdspladser i globaliseringens navn, inflationen, der æder lønninger, og en nedbrudt grænsekontrol, taler den intellektuelle elite om kønsidentitet, feminisering, EU og universelle menneskerettigheder.

Islam skal nu ikke længere blot tolereres, den skal anerkendes som en del af dansk kultur. ”Nu handler det om at forankret islam i den danske kultur”, som De Radikales Zenia Stampe skriver i en ny kronik i Politiken.

Almindelige mennesker opfatter dette som det, det er: en verdensfjern elite, der har opgivet at forholde sig til borgernes reelle problemer.

De legitime grunde til at stemme på Trump

Lad os lige genbesøge de fuldt ud legitime grunde til, at de amerikanske vælgere stemte på Trump:

Der var langt tid inden valget en betydelig modstand mod den progressive værdipolitik omkring LGBTQ+-rettigheder og en udtalt skepsis over for den ideologiske undervisning om køn og seksualitet i skolerne. Folk hadede også ”defund the police”-programmerne, der tillod voldkriminaliteten at eksplodere i Demokratiske storbyer.

Vælgerne ønskede tillige at reformere institutioner som medier, retssystem og efterretningstjenester – institutioner der i stigende grad opfattes som partiske. Udenrigspolitisk gav vælgerne udtryk for en træthed over Ukrainekrigen, mens de på energiområdet prioriterede energisikkerhed frem for dyr og ineffektiv grøn omstilling.

Demokraterne undervurderede fatalt disse folkelige strømninger.

De kørte hårdt frem med en fejlslagen identitetspolitisk satsning på minoritetsrettigheder og en woke-dagsorden, der har vist sig dybt upopulær – også blandt de selvsamme minoriteter, de hævdede at repræsentere. 

Den politiske midte bliver mere og mere trængt

Mest afslørende er den snakkende klasses raseri over enhver, der ser det berettigede i Trumps politiske program. At anerkende de legitime bekymringer om grænsesikkerheden bliver mødt med beskyldninger om ekstremisme.

Når den politiske midte reagerer så aggressivt, skyldes det naturligvis, at den godt ved, at den er ved at miste grebet om store dele af befolkningerne i både USA og Vesteuropa.

Den intellektuelle højrefløj har, som økonomen Tyler Cowen bemærker, været mere intellektuelt levende end den progressive venstrefløj. Højrefløjen har været tvunget til at gentænke sine argumenter, mens den politiske midte nøjes med at gentage forældede slagord.

I Frankrig, Tyskland og endog Rumænien er den politiske midte så trængt, at den anvender domstolene som politiske instrumenter for at begrænse højrefløjens fremgang. Som Wolfgang Münchau for nylig skrev i UnHerd: ”At gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater er Einsteins definition på galskab.”

Efter nederlaget med Brexit og valget af Trump i 2016 og igen i 2024 har den politiske midte stadig ikke lært lektien. Som Münchau konkluderer: Det sikreste tegn på politisk forfald er en manisk besættelse af, hvem der skal have skylden – i modsætning til hvad der skal gøres.

Demokratiets ironi er, at selvom store dele af midten afskyr folkets dom – som kommer til udtryk i AfD og Reform, der i flere målinger nu er Tysklands og Storbritanniens største partier – har de realistisk ingen anden mulighed end at underkaste sig den.

Trump er ikke årsagen til den politiske midtes problemer – han er symptom på deres svigt. Og så længe dette svigt ikke erkendes, vil dæmonen fortsætte med at hjemsøge midten. Ikke som en latterlig teaterfigur, man let kan uddrive igen. Men som roden til dens fortjente selvødelæggelse.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter

Taget herfra