“Trump ønsker suverænitet over Grønland, fordi han ikke har tillid til Europa”

Tre artikler om Trump, Grønland og Danmark

Christian Skaug her

Taget herfra

Flere iagttagere af Grønlands-striden har undret sig over, hvorfor Trump ønsker amerikansk suverænitet over Grønland, når Danmark allerede tillader amerikanske baser på øen – og ellers ville være ret villige til at støtte fremtidige amerikanske militære initiativer der.

Meget få ved meget om  hvordan Trump præcist tænker, men et foreslået svar på spørgsmålet, kommer fra teknologi iværksætteren og økonomen, Pippa Malmgren, der var rådgiver for George W. Bush, da han var amerikansk præsident.

Trump stoler ikke på Europa, skriver Malmgren torsdag i en klumme i UnHerd. Som begrundelse fremhæver hun specifikt, at Europa bidrog til Russiagate, den miskrediterede påstand om, at Rusland hjalp Trump og saboterede Clinton i den amerikanske præsidentvalgkampagne i 2016, og frem for alt, ved at en tidligere britisk efterretningsofficer fabrikerede en rapport om Trump, der havde til formål at stille ham i et dårligt lys.

Tulsi Gabbard, Trumps direktør for national efterretningstjeneste, har afklassificeret materiale, som Det Hvide Hus anser for at være belastende beviser for “politisering af efterretningstjenesten og brugen af ​​efterretningstjenesten som et våben”, og går så langt som til at kalde det en “forræderisk sammensværgelse” for at forhindre Trump i at vinde i 2016.

Malmgren peger også på en bred europæisk kampagne mod Trump:

Det Hvide Hus bebrejder også Europa og europæere, som George Soros, for at finansiere Antifa og andre bevægelser og organisationer, der modsætter sig Trump. Samlet set har al denne beskidte tøjvask været katastrofal for de transatlantiske relationer.

Trump mener også, at Europa politisk modsætter sig USA, fortsætter hun:

I Det Hvide Hus’ opfattelse, har europæiske ledere kun været en hindring for målet om at bringe fred til Europa. Trump ser sig selv som en, der forsøger at forhindre 3. verdenskrig i at bryde ud, selvom europæere modsætter sig fredsaftaler og kræver mere aggressive foranstaltninger mod Rusland og Putin.

Afslutningsvis peger Malmgren på den risiko, der er nævnt i USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi, som peger på risikoen for, at europæiske lande kan blive endnu mindre venligtsindede over for USA om få år, især i lyset af islams fremkomst.

Kronikken giver ellers en forklaring på Grønlands betydning i kapløbet mellem stormagterne om verdensrummet, og går dermed ud over behovet for missilforsvar og overvågning af arktiske havområder:

USA er i øjeblikket involveret i et voldsomt rumkapløb med Kina, og i mindre grad Rusland. Rummet tilbyder ubegrænset energi, ubegrænsede ressourcer og ubegrænset internetforbindelse – og polarområdet er afgørende. Dette skyldes, at satellitter, der kredser fra pol til pol, skal passere hver pol ved hvert omløb, hvilket betyder, at de flyver over et givet punkt i polarområdet, langt oftere end et givet punkt mod ækvator. Derfor er steder som Svalbard ideelle placeringer for jordstationer, der opretholder kontakt med satellitkonstellationer, hvad enten de er kommercielle eller militære.

Det er på disse jordstationer, at data transmitteret af satellitterne, fra UberEats-ordrer til vital ukrainsk efterretningstjeneste, kanaliseres ind i højhastigheds-undervandskabler til internet. Det er derfor ikke underligt, at Svalbard altid er omgivet af NATO-skibe, og det er ikke underligt, at disse undervandskabler for nylig er blevet angrebet.

Den, der kontrollerer de højeste højder i rummet, kontrollerer slagmarkerne på Jorden. Og verdens første rumkrig er allerede i fuld gang: Kiev ville have meget begrænset offensiv, eller defensiv, kapacitet, hvis de ikke kunne bruge Elon Musks Starlink-tjeneste. Kina, har derfor klassificeret Starlink som en militær enhed, snarere end et privat firma, og bygger satellitnetværk, der har evnen til at beskadige eller ødelægge Starlink-satellitter.

Grønland er backup, udtaler Malmgren:

I betragtning af denne sikkerhedssituation, ønsker USA ikke udelukkende at stole på Svalbard. Derfor opretholder de en anden rumbase, Pituffik, på Grønlands nordvestkyst. Som den næstvigtigste rumbase efter Svalbard, har den enorm strategisk betydning – ikke mindst fordi den ligger tættere på USA og derfor er meget lettere at forsvare.

Danmark er blandt de mest ivrige efter at bekæmpe Rusland og blokere fredsinitiativer, og opfører sig derfor ekstra besværligt over for Trump-administrationen, mener hun.

Tro mod sin vane bruger Trump chokmetoder som en del af kunsten at nå til enighed:

En af Trumps vigtigste rådgivere, Stephen Miller, var usædvanligt krigerisk og fortalte CNN, at “vi vil opføre os som en supermagt”, og at “ingen vil kæmpe militært mod USA om Grønlands fremtid.” Den aggressive holdning har chokeret de europæiske ledere, som har udsendt en fælles erklæring, hvor de siger, at de er villige til at forsvare øen. Men chokket er en del af Trumps plan. I alle hans forhandlinger, fra ejendomshandler til internationale traktater, kaster han først en forhandlings granat for at skabe kaos. Derefter træder han til, og tilbyder at tale. I dette tilfælde er retorikken om at overtage Grønland granaten. Trump, der ikke bekymrer sig meget om normerne for internationale relationer, håber sandsynligvis, at denne detonation vil opmuntre Danmark og dets allierede til at acceptere en aftale.

Ve den, der står i vejen for Trump, konkluderer Pippa Malmgren.

Med de ledere, vi har, som delvist er dumme og delvist troløse, risikerer det at betyde “ve os”.

Taget herfra

Hvornår overtager Trump Danmark?

Lars Hedegaard her

Taget herfra

Det er sjældent, man har anledning til at rose statsminister Mette Frederiksen for noget, men hendes betragtninger om USA og Grønland er ramt på kornet.

Præsident Trump bliver ved med at sige, at han vil annektere Grønland på den ene eller anden måde, og at han ikke vil udelukke brugen af militær magt for at nå sit mål. Hertil svarer Mette Frederiksen med den indlysende konstatering, at et sådant skridt vil betyde enden for NATO, som Grønland via sit tilhørsforhold til Danmark er en del af. Hvis USA med magt eller trusler river Grønland ud af Rigsfællesskabet og påtvinger den store ø et amerikansk styre, er der med andre ord tale om en aggression mod et andet NATO-land, og en alliance, hvor storebror efter forgodtbefindende kan bemægtige sig dele af de mindre alliancepartneres territorier, kan naturligvis ikke bestå som andet end et utilsløret amerikansk imperium. Hvis USA smider Danmark ud af Grønland, hvad skulle så forhindre NATO’s stormagt i at smide Danmark ud af København?

Trump har ret i, at Danmark i praksis ikke kan håndhæve sin suverænitet over Grønland. Hvis Rusland eller Kina skulle ønske at sætte sig på denne strategisk vigtige ø, kan Danmark intet stille op og vil ikke kunne forvente hjælp fra Berlin, London eller Paris. Der vil blive protesteret højlydt, men de store europæiske stater har nok at se til i Ukraine og kan i øvrigt ikke enes om ret meget. Mette Frederiksen kan nok så meget beklage en sådan overtrædelse af ”international lov”, som i realiteten har vist sig ikke at eksistere. I international politik findes kun magt, og det synes Donald Trump at have erkendt. Han har også indset, at vestlig dominans over Grønland ikke garanteres af alliancer eller internationale aftaler, og at det i virkeligheden kun er USA, der kan holde Vestens russiske og kinesiske modstandere ude.

Men Trump kan sagtens sikre sig amerikansk indflydelse uden at sønderdele det danske rigsfællesskab. Alt, hvad han behøver at gøre, er at ringe til Mette Frederiksen og meddele, at han ønsker at forhandle om en styrkelse af USA’s militære og økonomiske tilstedeværelse på Grønland. Det vil Mette Frederiksen uden tvivl indrømme ham, da hun selvfølgelig er på det rene med, at Danmark ikke kan håndhæve suveræniteten med nogle hundeslæder og en lille håndfuld skibe, der ligger og ruster i Nuuk.

Mens Trump udslynger bryske trusler, er vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio mere afdæmpede og har indskrænket sig til at forklare, hvad det konkret er, USA vil sikre sig i Grønland. De taler ikke om at annektere øen, men synes indstillede på forhandlinger med Danmark, og det forlyder, at en dansk delegation om få dage vil tage til Washington.

Man må håbe, at danskerne har argumenterne i orden og kommer med noget konkret at tilbyde, og at de gør det klart for amerikanerne, at USA’s anseelse vil lide alvorlig skade, hvis det begynder at optræde direkte imperialistisk over for et land, der har været en nær allieret siden 1949. Trump har magt til at gøre, hvad han vil, men han må regne med, at rå magtudøvelse vil få konsekvenser i Europa, hvor lande som Tyskland og Frankrig måske vil begynde at overveje en tilnærmelse til Kina, når de nu ikke længere kan regne med USA.

Den dag, Stars and Stripes vajer over Nuuk – som sikkert vil få navneforandring – kommer Trump til at fejre en vestlig alliance i fuld opløsning. Mon han har tænkt over det?

Taget herfra

Hvorfor er Trump så bekymret for Grønland?

Det skriver Hanne Tolg om her

Taget herfra

Trump er ikke ude på at “stjæle andre lande”. Trump ser Grønland i et langsigtet strategisk perspektiv, ikke som et kortsigtet politisk stunt. For ham handler det om geografi, sikkerhed og fremtidige magtforhold i Arktis – hvor missilforsvar, transportvejer til havs, og stormagts rivalisering allerede er i spil. Grønland er simpelthen placeret, hvor virkeligheden tvinger strateger til at tænke fremad, ikke hvor kortet ser pænest ud.

Mange mennesker synes ikke at forstå dette. I stedet kalder de Trump en bølle og mener, at magten i verdenspolitikken ikke ændrer sig. Alle Trumps initiativer kommer som et chok for venstrefløjen, som ikke er i stand til at se ud over deres eget daglige liv.

Rusland har placeret næsten alle sine strategiske militære kapaciteter på Kolahalvøen, lige ved siden af ​​Finland. Det er her, Rusland har sine ICBM-siloer, ubådsbaser og strategiske bombefly. Denne del er meget velkendt for nordmænd, og vi ved, at det er fordi Kolahalvøen har isfrie havne året rundt.

Men hvis man ser bort fra ubåde og den norsk/russiske tankegang et øjeblik og kigger lidt længere, ser man, at en flyverute fra Kolahalvøen til det amerikanske fastland går over Grønland. Grønland er derfor det område, hvor enhver strategisk konfrontation mellem Washington og Moskva i virkeligheden vil finde sted.

Hvis man vil opsnappe et ballistisk missil, er det mest effektive tidspunkt, når missilet er på det højeste punkt i sin bane. Den korteste og hurtigste vej for et opsnappings-missil, til dette punkt, er direkte nedenunder. Med andre ord:

Fra Grønland.

Dette er forklaringen på, hvorfor Trump-administrationen siger, at de har brug for Grønland af nationale sikkerhedsmæssige årsager.

De fleste mennesker har ikke længere en globus, men Google Maps eller andre flade kort. De mister dermed det fulde billede af verden. Mange forstår heller ikke, at Mercator-projektionen er uegnet til at forklare reelle afstande og geografiske forhold. Som vi har skrevet om før, er den meget misvisende. Norge er mindre end Somalia:

Hvis dette er din geografiske forståelse af kloden (Google Maps), misforstår du pointen om Trump og Grønland:

Google Maps bruger Mercator, hvilket gør dimensioner og afstande forkerte.

Grønland er heller ikke så stort, som det ser ud på Google Maps. Mercator oppuster de nordlige lande i størrelse sammenlignet med resten af ​​verden. Faktisk kan næsten hele USA være i Brasilien, og Norge er på størrelse med Congo og næsten kun en tredjedel af Nigeria.

Derudover kan der ske noget andet: Hvis den nordlige sø-rute gennem Arktis åbner, vil kinesiske fragtskibe kunne sejle gennem Arktis til Europa. Ruten er hurtigere end via Suezkanalen, og skibene er ikke begrænset af størrelse.

Det betyder også, at kinesiske ubåde vil operere under Arktis og ud i Nordatlanten (hvis de ikke allerede gør det).

Dermed tjener Nordøst-Grønland to meget centrale strategiske sikkerhedsformål for USA.

USA har reelt én hovedbase i Grønland – og det er ikke nok til det, der skal komme. Tidligere havde USA omkring 17 militærinstallationer i Grønland, primært under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og i den tidlige del af den kolde krig. Disse bestod af luftbaser, vejrstationer, radarposter, nødlandingspladser og logistikpunkter spredt over hele kysten. Mange af dem var små, men tilsammen gav de USA fuld geografisk dækning af Grønland og kontrol over luft- og sø-ruterne i Arktis. Efter 1990 blev næsten alle lukket ned, fordi man fejlagtigt antog, at Arktis havde mistet sin strategiske betydning. Den ene base, der er tilbage, står i skarp kontrast til, hvor central regionen endnu engang er blevet i stormagts politikken.

Ingen bør bruge Mercator-kortet som grundlag for deres verdensbillede. Og enhver, der hævder, at “der må være en anden hemmelig grund til, at Trump er interesseret i Grønland”, demonstrerer i virkeligheden blot manglende forståelse for geografi og strategi.

Taget herfra